I Tugt og Ære

1
Her Peder handtt gillide hin liden Kierstin	her Peder han giljede hin liden Kirsten
y fulle winter ni:	i fulde vintre ni:
och aldrigh kunde handtt den glede faa,	og aldrig kunne han den glæde få,
dett hun ville tiill ham se.	det hun ville til ham se.
:: For den er idelig y min hu, och den, der vonden er end. ::	:: for den er idelig i min hu, og den, der vunden er end. ::
2
"Iegh haffuer gillidtt eder, hin lidin Kierstin!	"jeg haver giljet eder, hin liden Kirsten!
i fulle winter ni:	i fulde vintre ni:
och aldrigh kunde migh den gleden hende,	og aldrig kunne mig den glæden hænde,
dett iegh fic suar y de."	det jeg fik svar i de."
3
"Welle y migh feste och føre hiem,	"ville I mig fæste og føre hjem,
da skall dett vere min vilge:	da skal det være min vilje:
y skulle migh aldrig till haadingh faa,	I skulle mig aldrig til håding få,
dett y mig huer dagh gilde."	det I mig hver dag giljde."
4
"Myn hest handtt kandtt icke iomfruer bere,	"min hest han kan ikke jomfruer bære,
icke er dett heller min villi:	ikke er det heller min vilje:
iegh haffuer icke førtt dem alle hiem,	jeg haver ikke ført dem alle hjem,
der iegh y løndom giller." ^[1] I udg.: "gillet".	der jeg i løndom giljer."
5
"Iegh kandtt dett saa paa eder forstaa,	"jeg kan det så på eder forstå,
att y dryffue migh for hadtt:	at I drive mig for håd:
y skulle migh aldrigh tiill haaden faa,	I skulle mig aldrig til håden få,
dett y [mig] dagligh bhaa."	det I [*] daglig bad."
6
"Salle skall iegh min gonger,	"sadle skal jeg min ganger,
och ride skall ieg tiill Rom:	og ride skal jeg til Rom:
och dett skall aldrigh ingen leffuen spørge,	og det skal aldrig ingen levend spørge,
iegh skall her effter komme."	jeg skal her efter komme."
7
"Haffuer du selff din gonger bettallitt,	"haver du selv din ganger betalet,
han er digh mectigh att bere:	han er dig mægtig at bære:
och viltt du icke komme igien,	og vilt du ikke komme igen,
da maatt thu fuld[-]vell lade vere.	da måt du fuldvel lade være.
8
All den sorigh, iegh der-for ber,	al den sorrig, jeg derfor bær,
han gaas mitt hiertte icke ner:	han gås mit hjerte ikke nær:
och viltt du icke komme igien,	og vilt du ikke komme igen,
da mott du full[-]vell lade vere."	da måt du fuldvel lade være."
9
Dett vor herre Peder,	det var herre Peder,
handtt tren tiill sin gonger graa:	han tren til sin ganger grå:
saa redtt handtt saa hasteligh	så red han så hastelig
till hindis kiere fader i gordtt.	til hendes kære fader i gård.
10
Dett wor herre Peder,	det var herre Peder,
och han kom ridindis y gaardtt:	og han kom ridendes i gård:
ude da stod her Nelaus,	ude da stod her Nielaus,
handtt vor vell suøbtt y maardtt.	han var vel svøbt i mår.
11
"Hell staa y, her Nelaus!	"hel stå I, her Nielaus!
y er vell suødtt ^[2] I udg.: "suøbtt". y skind:	I er vel svøbt i skind:
y gyffuer migh liden Kierstin,	I giver mig liden Kirsten,
och kere dotter din!"	og kære datter din!"
12
"Høre y, here Peder,	"høre I, herre Peder,
och y staa ud-aff eders hest!	og I stå udaf eders hest!
oc vi raade mett hindis kiere moder,	og vi råde med hendes kære moder,
och hun kand raaden best."	og hun kan råden bedst."
13
Dett wor herre Peder,	det var herre Peder,
handtt indtt att døren tren:	han ind ad døren tren:
dett vor stolten fru Mette-lille,	det var stolten fru Mettelille,
hun stor ham op igien.	hun står ham op igen.
14
"I vere vell-kommen, her Peder,	"I være velkommen, her Peder,
y vere vell-kommen hidtt!	I være velkommen hid!
och hor maa liden Kierstin,	og hur må liden Kirsten,
och ker dotter min?"	og kær datter min?"
15
"Well maa liden Kierstin,	"vel må liden Kirsten,
och end holbeder hun maa:	og end halv bedre hun må:
och hun er en den skøneste iomfru,	og hun er en den skønneste jomfru,
der tiener y droningens gaard.	der tjener i dronningens gård.
16
Alle de, den iomfru ser,	alle de, den jomfru ser,
de unde hinde alle gott:	de unde hende alle godt:
huad heller han er fattigh eller righ,	hvad heller han er fattig eller rig,
da dryffuer hun ingen for spott.	da driver hun ingen for spot.
17
Huadtt heller handtt er fattigh eller righ,	hvad heller han er fattig eller rig,
da lader hun huer vere for sigh:	da lader hun hver være for sig:
och giffue ^[3] I udg.: "giffne". dett [Gud] fader y Himmerigh,	og give det [*] fader i himmerig,
y ville hinne giffue migh!"	I ville hende give mig!"
18
Suarede storten ^[4] I udg.: "stolten". fru Mette-lille,	svarede stolten fru Mettelille,
hun var en frue saa braa:	hun var en frue så brå:
"Høre y, her Peder!	"høre I, her Peder!
der skulle y spørre hindis fader att."	der skulle I spørge hendes fader ad."
19
"Høre y, stolten [fru] Mette-lille,	"høre I, stolten [*] Mettelille,
gyffuer mig den iomfru skøn!	giver mig den jomfru skøn!
alle dage, ieg maa lefue,	alle dage, jeg må leve,
iegh vill eder vere for søn.	jeg vil eder være for søn.
20
Liden Kierstin hun er migh kierist i sin	liden Kirsten hun er mig kærest i sind
for nogen versens quinde:	for nogen verdsens kvinde:
kunde iegh kyeserens døtter ^[5] I udg.: "dotter". faa,	kunne jeg kejserens døtre få,
iegh ville ie ^[6] I udg.: "ei". ^[7] ie vildledende Skrivemaade for ei. haffuen for hinde."	jeg ville ej haven for hende."
21
Her Nelaus och stolten fru Mette-lille	her Nielaus og stolten fru Mettelille
de finge saa vell tiill raa:	de finge så vel til råd:
saa gaffue [de] deris dotter bortt,	så gave [*] deres datter bort,
och her Peder hinde gaf. ^[8] I udg.: "tog".	og her Peder hende gav.
22
Thack da haffue den edelige rider,	tak da have den ædelige ridder,
sin iomfru ville saa gilli!	sin jomfru ville så gilje!
och hand rider sig till tingett,	og han rider sig til tinget,
hand spurde hindes frenders vilie.	han spurgte hendes frænders vilje.
:: For den er idelig i min hu, oc den, der vonden er endtt. ::	:: for den er idelig i min hu, og den, der vunden er end. ::

Den ældste danske viseoverlevering