Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift II
Nummer: 64
Side: 126 r
Titel: Esbern og Sidsel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 250 Ba IV 514-515
Kommentar: IV 538b


1
Her Esben hand tiener i kongens gaard her Esben han tjener i kongens gård
saa mangen iule-dagh: så mangen juledag:
ko[n]gen slog ham till ridder kongen slog ham til ridder
oc for-læntte ham Vendel-skow. og forlente ham Vendelskov.
:: Nu lengis den herre i landet til sin kierist. :::: nu længes den herre i landet til sin kærest. ::

2
Kongen slog ham till ridder, kongen slog ham til ridder,
for-lentte ham Vendel-skow: forlente ham Vendelskov:
hand gaff ham iomffrue Citzellille, han gav ham jomfrue Sisellille,
hun vor saa ven som dag. hun var så væn som dag.

3
Drucke de dieris brøllup drukke de deres bryllup
i fulle dage fem: i fulde dage fem:
den sette dag at quelde den sjette dag ad kvælde
daa førd de bruden hiem. da ført de bruden hjem.

4
Dett vor icke der-effter det var ikke derefter
maanidt foruden fem: måned foruden fem:
dett vor her Esbenn, det var her Esben,
hand bleff i ledingen send. han blev i ledingen sendt.

5
Dett vor om en hellig søndag, det var om en hellig søndag,
saa hellig vor den dag: så hellig var den dag:
her Esben hand riider [till]
[1] mangler
kircke,
 
her Esben han rider [*] kirke,
hand biuder ud frender law. han byder ud frænder lag.

6
"Er her nogen aff dise folck, "er her nogen af disse folk,
som ieg haffuer giort imod: som jeg haver gjort imod:
y heffner [dett]
[2] mangler.
paa mig selffuer i dag,
 
I hævner [*] på mig selver i dag,
y værer min høstru godt!" I værger min hustru godt!"

7
De kongens mend riide till steffne, de kongens mænd ride til stævne,
huer effter dieris for-moue: hver efter deres formue:
aldrig kam fru Citzell hindes huide haand aldrig kom fru Sisel hendes hvide hånd
aff her Espens sadel-boue. af her Esbens saddelbue.

8
Dett vor stolte fru Citzell, det var stolte fru Sisel,
hun tog ham i sin arm: hun tog ham i sin arm:
"Lader i eder dett mindiss, "lader I eder det mindes,
dett ieg er mett eders barn!" det jeg er med eders barn!"

9
Dett swarid her Esben, det svaret her Esben,
klapped hinde vid huiden kindt: klappet hende ved hviden kind:
"Ieg kommer aldrig saa langt aff landt, "jeg kommer aldrig så langt af land,
ieg glemer dig, aller-kieriste min!" jeg glemmer dig, allerkæreste min!"

10
Dett da vor den styre-mandt, det da var den styremand,
hand styrde sin skib fra
[3] en Rettelse fra faar.
land:
 
han styrde sin skib fra land:
dett vor fru Citzellille, det var fru Sisellille,
hun danid paa huiden sandt. hun dånet på hviden sand.

11
Dett vor stolte fru Citzell, det var stolte fru Sisel,
hun danid paa huiden sandt: hun dånet på hviden sand:
saa giorde oc her Esben så gjorde og her Esben
framerst udi gylden staffn. fremmerst udi gylden stavn.

12
De lagde dem fra lande de lagde dem fra lande
alt y en morigen-stundt: alt i en morrigenstund:
oc hiem red stolten fru Citzellille, og hjem red stolten fru Sisellille,
hun gred aff hiertens grundt. hun græd af hjertens grund.

13
Den herre hand acted icke ude at vere den herre han agtet ikke ude at være
manide for-uden fem: månede foruden fem:
dett vor vel fulde XV aar, det var vel fulde femten år,
førr hand kam hiem igienn. før han kom hjem igen.

14
Dett vor icke ther-effter det var ikke derefter
manide for-uden en: månede foruden en:
fru Citzelle hun ganger y høffue-lofft, fru Sisele hun ganger i højeloft,
hun fødde en ær
[4] I udg.: "daatter".
[5] Jfr. herom DgF I, S. 170 (Anm. t. Nr. 11 C 3, 4, 6, 34). Det er overalt den samme Skriver, vi have for os.
saa ven.
 
hun fødte en ** så væn.

15
Fostrid hun dett i vinter, fostret hun det i vinter,
i fulde vinter ni: i fulde vintre ni:
dett bleff end den venist iomffrue, det blev en den vænest jomfrue,
der nogen mand vilde see. der nogen mand ville se.

16
Hiem kam her Esben, hjem kom her Esben,
alt udi dett femtende aar: alt udi det femtende år:
hand reed sig saa listelig han red sig så listelig
alt y sin moders gaard. alt i sin moders gård.

17
"Hørrer i det, kier moder min! "hører I det, kær moder min!
i siger mig nu snart:
[6] I udg.: "sant".
 
I siger mig nu snart:
hure lider stolte Citzellille, hure lider stolte Sisellille,
siiden ieg foer ud[-]aff landt?" siden jeg for udaf land?"

18
"Frue Citzell hun er saa god en quinde, "frue Sisel hun er så god en kvinde,
hun holder dig vel met sant: hun holder dig vel med sand:
du haffuer dig saa ven en ær,
[7] I udg.: "daatter".
[8] Jfr. herom DgF I, S. 170 (Anm. t. Nr. 11 C 3, 4, 6, 34). Det er overalt den samme Skriver, vi have for os.
 
du haver dig så væn en **,
den skiønist paa den landt." den skønnest på den land."

19
Saa lod hand sig pillegrims-kledder skerie, så lod han sig pilegrimsklæder skære,
tog pillegrims-staff udi hende: tog pilegrimsstav udi hænde:
saa gick hand sig til sin egen gaard, så gik han sig til sin egen gård,
der vor ingen [mand],
[9] mangler.
ham kiende.
 
der var ingen [*], ham kendte.

20
Dett vor her Esben, det var her Esben,
kom i sin egen gord: kom i sin egen gård:
ude stod stolten fru Citzellille, ude stod stolten fru Sisellille,
hun vor vell suøbt y maardt. hun var vel svøbt i mår.

21
"Her stander y, stolte fru Citzellille, "her stander I, stolte fru Sisellille,
y ere vel suøbt udi peld! I ere vel svøbt udi peld!
lader y mig en bad-stue reede lader I mig en badstue rede
alt for eders hosbonds siel!" alt for eders husbonds sjæl!"

22
Dett swarid frue Citzellille, det svaret frue Sisellille,
hun stod i kiortel rødt: hun stod i kjortel rød:
"Ieg lader eder gierne en badstue redde, "jeg lader eder gerne en badstue rede,
mig haabis til Gud, hand er icke dødt." mig håbes til Gud, han er ikke død."

23
"Høre y, stolte fru Citzell! "høre I, stolte fru Sisel!
ieg siger eder paa min troo: jeg siger eder på min tro:
ieg dett met mine øyen saa, jeg det med mine øjen så,
hand sanck for bølgen saa blaa." han sank for bølgen så blå."

24
Lenge stod stolte fru Citzell, længe stod stolte fru Sisel,
hun suaride icke en ord: hun svarede ikke en ord:
hinde raand tare paa huiden kinde, hende randt tåre på hviden kinde,
hindis kinder bleffue sorte som iord. hendes kinder bleve sorte som jord.

25
Dett melte stolte fru Citzell, det mælte stolte fru Sisel,
oc hun græd alt saa saare: og hun græd alt så såre:
"Giffue dett Gud[-]fader i Himmerig, "give det Gudfader i himmerig,
det ieg under molden vore!" det jeg under mulden vare!"

26
Dett daa melte her Esben, det da mælte her Esben,
kaste pillegrims-staff aff haandt: kaste pilegrimsstav af hånd:
"Bærer
[10] I udg.: "Bere".
hand aldrig ridder-naffn,
 
"bærer han aldrig riddernavn,
sig dyler
[11]+1: I udg.: "lenger dylle".
lenger kandt!"
 
sig dølger længer kant!"

27
Dett vor herre Esben, det var herre Esben,
hand tog hinder i sin arm: han tog hender i sin arm:
"Høør du dett, aller-kieriste min, "hør du det, allerkæreste min,
du lad bort[-]fare din harm!" du lad bortfare din harm!"

28
Dett swarid stolte fru Citzell, det svaret stolte fru Sisel,
hun tog ham i sin faffn: hun tog ham i sin favn:
"Loff haffue Gud[-]fader i Himmerig, "lov have Gudfader i himmerig,
dett y ære komen till landt!" det I ere kommen til land!"

29
Der vor glæde i her Esbens gaard der var glæde i her Esbens gård
baade met ridder oc suenne: både med ridder og svende:
den herre hand vor nu kommen hiem, den herre han var nu kommen hjem,
som ude haffuer verit saa lenge. som ude haver været så længe.
:: Nu lengis den herre i landet tiill sin kierist. :::: nu længes den herre i landet til sin kærest. ::