Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 91
Side: 157 r
Titel: Gøde og Hillelille
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 312 Ba V,2. 355-357
Kommentar: V,2. 364 + X 776


1
Ditt drømte stalthen Helle-lille 
for-inden hindis egit bure: 
dit hun skulle udaff barne død 
och aldrig ath bliffue brud. 
:: Men her Giødy haffuer tallit mett stolten Helle-lille. ::

2
Ditt vor stolten Helle-lille, 
hun vognit om mydy-nat; 
och alle hindis stierche drøme 
denem siger hun offuer-bratt. 

3
"Mig haffuer drømpt saa underlig, 
herre Gud rede
[1] I udg.: "rade".
vell min ferdt!
 
mig tøchte, ieg vor y mydye veyt 
alt mett herre Giødy hans suerdt!" 

4
Wogen loe hendis kiere moder, 
oc drømen kunde hun vell rade: 
"Du vocht dig, min kiere dotter! 
alt for saa møgen vade! 

5
Du voct dig, min kiere daatter! 
du vocth dig vell y-aar: 
herre Giødy hand stunder effter ere din 
som falcken effter velle roe!" 

6
"Aldrig skall her Giødy 
oc aldrig skall hand faa min tro; 
før skall ieg mig kloster-giffue 
mett alt dit gods, ieg aae!" 

7
"Hør du, min kiere dotter! 
du giør mig ichi den harm; 
du est den aller-skøniste paa vort land 
der-till mith eniste barn! 

8
Du est den veniste paa alt vort land 
der-till mith eniste barn; 
herre Niellus hand er min arffuinge, 
hand haffuer vollit mig stor harm! 

9
Du sider dig y bure, 
du lege mett gulde-nest, 
ind-till du kand di tydende spøre, 
herre Giødi er gifft elle[r] fest!" 

10
Ditt stod saa udi otte aar, 
och tiden giørdis hinder vell lang; 
rett aldrig hørde hun messe, 
ichi helle[r] otte-sang. 

11
Her Giødy hand lader di breffue udgaa, 
som hand aff landitt vilde ryde; 
om natten ryder hand till-bage igen, 
han holder under grønen lyde. 

12
Ditt vor stolten Helle-lille, 
hun sporde sin moder ad: 
"Maa ieg fare till kierche? 
her Giøde er faren udaff lande!" 

13
"Du mott vell fare, min kiere datter! 
ieg vid dig inngen vonde; 
her Giødy haffuer sig en enchi fest 
alt bort y Siellands land." 

14
Ditt vor stolten Helle-lille, 
hun ryder sig y grønen lund; 
der møtte hun herre Giøde 
udi saa und en stund. 

15
"God-morigen, stolten Helle-lille! 
oc huort saa ville y ride? 
haffuer y nu den samme sy[n]d, 
y vill mig aldrig haffue? 

16
Try gang haffuer ieg om eder bedit 
mett alle min frenders rad: 
y soer om den wolde Gud, 
y vill mig aldrig haffue!" 

17
"Hører y dette, Giødi! 
y lader mig bort-ride! 
ieg suer dit paa min christelig tro, 
ieg vill eder iomfru byde." 

18
"Byder du mig en monit, 
och byder du mig y tho: 
naar den kommer, som du under vell, 
saa giffuer duu
[2] I udg.: "du".
ham din tro!"
 

19
I lunden vor Helle-lillis brude-seng, 
hinder bode til angist och møde; 
der bleff hun mett di sønner tho, 
di tuingde hindis liff till døde. 

20
"Tho gangit
[3] I udg.: "gangir".
haffuer ieg om eder bedit,
 
eders frender giorde mig dit till ære: 
di sagde, ieg haffde ichi morgen-gaffue, 
der eder sømit att bere. 

21
Nu haffuer ieg ingen morgen-gaffue, 
der ieg kand eder brede; 
dit er udi Lund at giøre, 
dit er ichi end-nu rede! 

22
Far hiem nu, stolten Helle-lille! 
sid offuer din moders bord; 
rett aldrig leffuer du saa god en dag, 
ieg helsener for itt ord!" 

23
Ditt mielte stolten Helle-lille, 
hun vor saa sorig-full en vyff: 
"Spører dit mine frender, 
herre Giøde! dit koster dit liff!" 

24
"I tør mig ichi true 
mett eders frender saa rige; 
ieg vill segle den salte søø, 
huad heller di ere vrede eller blide!" 

25
Hiem kom stolten Helle-lille, 
kaste gullen imod iorden; 
hun sucher och greder saa saare, 
hun kunde ichi tale ith ord. 

26
Ind kom stolten Helle-lillis moder, 
och helsit hun stalten Helle-lille: 
"Huad haffuer du udi lesten hørdt, 
men du holder dig saa ilde? 

27
Hør du stolten Helle-lille! 
hui haffuer du bidt saa lenge? 
dit er nu ichi kirchi-tid, 
di folchen vill alle y senge!" 

28
[4] Disse Ord ere vist laante fra A 27.
"Herre Gødy haffuer giort mig last och skam 
oc der-till daglige møde; 
oc dit daa sye herre Gud forkierdt,
[5] 28,3 indeholder udtrykket "se det vor Herre forkært" dvs. lad det være indklaget for Gud; konjunktiven se har voldt adelsvisebøgernes skrivere besvær; se bl.a. Kalkar IV 909a lin. 40ff., ODS XXVII 834a lin. 23ff. Recke formulerer linien "Se det e vor Herre for kært" (e = altid). "Formen peger afgjort tilbage ud over det 15. Aarhundrede" (Johs. Brøndum-Nielsen: Studier og Tydninger 1951 s. 5).
 
ieg bleff ichi y vogen død!" 

29
"Thi quer, min kiere dotter! 
dog dig er tymit den møde; 
spører dit dinne rige frender, 
di slor her Giødi till døde." 

30
"I tør hanem ychi true 
alt mett min frender rige; 
herre Giødy hand segler den salte søø, 
huad eller di ere vred eller blide!" 

31
Ditt stod y-saa lenge, 
hun huerchen legte elle[r] loe; 
dit vor aldrig enthen fruer eller møer, 
der hinder soe nogen tid fro. 

32
Her Giødy hand styrde sin sneche fra land, 
hand segler den saalte søø; 
hand kom ichi till lande, 
føre stolt Helle-lille vor død. 

33
Der den tid for-gangen vor, 
den fru skulle tinne
[6] I udg.: "time".
den vande;
 
hun sporde sig loff aff moder sin, 
om hun y stien-stoffuen motte gange. 

34
Stolt Helle-lille ganger y stien-stoffuen ind, 
der føde hun di sønner tho; 
dit vill ieg for sandingen sige, 
de tuingde hindis liff till døde. 

35
Ditt mielte stolt Helle-lille, 
der hun skulle tolle død: 
"Y siger herre Giøde mange god-natt, 
hand haffuer vollit mig myn nød! 

36
I sender her Giøde mine sønner tho, 
y setter dennem offuer hans bord! 
dog hand haffuer [iche]
[7] mangler.
for alle min nød
 
helsenit meg mett it ord." 

37
Ditt vor stolten Helle-lille, 
hun vendis till vegen brat: 
saa døde hun udi di fruer dieris arm 
udi den same natt. 

38
Ditt vor herre Giødy, 
hand vogner om mydi-natt; 
och sine stierche drøme 
dennem teller hand saa bratt. 

39
"Mig tøckte, dit ieg oc minne mend 
di skulle till offers gaa; 
min skarlagen falt paa iorden ned, 
saa nogen
[8] I udg.: "nøgen".
monne ieg igen staa."
 

40
Her Giødy hand styrde sin snechy for land, 
da ringde di klocher under øø: 
"Rade Gud-fader y himerig, 
dit stolt Helle-lille er ichi død!" 

41
Herre Giødy hand ganger y kirchen ind 
mett sine vell-byrdige mend; 
hand saa stolt Helle-lille lige lig paa bare, 
hiindis moder rand tore paa kimd.
[9] I udg.: "kinnd".
 

42
"Herre Gud naade mig, herre Giødi! 
hui haffuer y volt mig den harm? 
her stander Helle-lille paa baren død, 
hun er mit eniste barn!" 

43
Ditt vor hendis moder, 
och tager hun till kniff: 
"Haffde min dotter ichi for dig bedit, 
da skulle ditt koste dit liff!" 

44
"I lader mine sønner till kirchen kome, 
y lader dem christendom foe; 
ieg vill følge stalt Helle-lille 
till kirchen och aldrig fra!" 

45
Ditt vor herre Giødy, 
sotte suerdit imod den stien: 
"Oc nu daa skall den kaalde iern 
løse alle min angist oc myen!" 

46
Ditt mielte herre Giødi, 
der blodit rand hannem til døde: 
"Min sønner di ere mine ecktige børn 
offuer gods oc guld saa rød!" 
:: Men herre Giødi hand haffuer tollit mett stolt Helle-lille. ::