Jomfruen og Dværgen

1
Ieg vid saa rig en rider
en hertogs datter god,
mett ellschou och god villi
dirris hoff till samen stod;
och ingen mand dit viste,
dit viste ichi fiischen, y floden sam,
ichi villi fogell paa kuist.
2
"Hør i dit, min skøne iomfru,
i giffuer mig eders tro,
ieg vill eder elske och ere,
men ieg leffue maa;
ieg loffuer eder till min viff,
ieg vill eder aldrig suige
den stund mig vindis liffuit."
3
"Giffuer ieg eder min tro,
och siger ^[1] saal. Hskr., men er aabenbart blot Skrivefejl for suiger; jf. Varianterne. i mig saa,
mine venner och mine frennder
saa vilde di mig forsmaa:
thi bliffue mig alle vrede,
inngen aff mine venner
vill mig høre eller sie."
4
"Hør i ditt, minne schøne iomfru,
y siger ichi saa,
di vnde och dj gode
maa ichi samell boe;
suige hannem Christ y himmerig,
der acter eder, min schøne iomfru,
y rette tro at suige."
5
Troffuen der di loffuit
vdj den grønne lund,
steffuen der di satte
vdj den samme stund.
"Hum ^[2]+1: I udg.: "Huor". huor kommer vi dett till wye?"
"Den vechter hand er min fuld tro ven,
for hannem vill vi dett sige."
6
Then iomfru gich den wechtere
bode till och fra,
saa vell hun dett vochir ^[3] I udg.: "vochtir".
at ingen mand dit saa:
"O, vechter god, vid mig en bøn,
lad mig y afften till lunden gaa
oc finde en ryder skøn."
7
"Hør i dett, min schøne iomfru,
ieg tør dett ichi giøre:
eders fader er min rette herre,
saa ^[4]+1: I udg.: "fanger". fanger hand dett at spøre,
saa vor vi halbeder vfød,
end eders ere och mitt liff
ere saa ilde forradt."
8
Saa tog hun den røde gulderinng
vdaff sin huide hond,
den gaff hun den vechter god,
for hand schulle lade hender gange;
hand lod hinde gaa mett slitte, ^[5] I udg.: "liste".
hun tog den vye til grønen lund,
at ingen mand ditt viste.
9
Den iomfru stod vnder linde gren
fryder sig vid foglesang:
"Kunde den ryder komme,
tha vor mig ichi tiden saa lang,
Gud signe y fogle saa smaa."
Ditt daa hørde den vilde duerig,
som hand vnder iorden mone gaa.
10
Ditt daa vor den ville duerig
fich iomfruen sin hand:
"Then vnger suend haffuer mig till eder sendt,
dit sigir ieg eder opaa min sand;
hand bad i schulle till hannem komme,
hand sagde, ieg eder schulle finde
i denne grøne lund."
11
Hun tog guld krandzen aff sitt hoffuit,
hun hende den paa linden quist:
"Giiff dit, Gud fader y himmerig,
att budit ditt er vist."
Hand sette hender paa sit hest,
saa red hand till sin moder hiem,
som hand kunde all best.
12
"I sier nu, minn kiere moder,
y huad ieg haffuer eder førdt:
den skønniste iomfru
i haffuer enthen siett eller hørt;
ieg loffuer hinnde till minn viff,
ieg vill hinde elske och ere,
men ieg vindis liff."
13
"Du fører hinnder till bage, min kiere søn,
hun er ichi din rett:
hindis fader er en hertog søn,
hindis moder aff kieselig etth;
du fanger hinde ichi till din vyff;
du føre hinder aller saa snart till bage igen,
der mister io IIII sit liff."
14
Du ^[6]+12: I udg.: "Dett daa vor den ryder god." fører hinnde igen min kiere søn dett daa vor den ryder god ^[7] Du fører hinnde igen min kiere søn dett daa vor den ryder god (jf. 13,1).
kom vnder linnden quist,
ther hende kronen aff dett røde guld,
sin keriste haffde hand mist;
hand tøchte dit vor stor mien,
hand stach sig ihiell paa sitt egit suerd,
fald død vnnder linden gren.
15
Lenge stud den vilde duerig
hand kom vnder linden gren,
der daa loe den ryder død
alt y saa vnd en stund;
den iomfru hun fich saa stoer en harm,
stach sig yhiell paa dit samme suerd,
falt død y riderens arm.
16
Alt da stod den vilde duerig
oc saa hand der paa:
"Huor kunde y ^[8] I udg.: "ij". edelig kongens børn
vere schieben faa."
Hannem tøcthe ditt ^[9] før ditt er saa overstreget. vere stoer myen,
saa vred hand sig en vidye, ^[10] efter vidye er gren overstreget.
hennde sig y linnden gren.
17
Den vecter hand paa muren kuad,
dett lignis alt vid sang hin horde:
"Y tysze trødue winter
giørdis mig iche tiden saa lang;
i huad dit sede maa
y desze stierche drømme,
som ieg haffuer drømt y aar."
18
Ditt daa hørde den først ^[11]+1: I udg.: "førstinde". inder
y grøffuens arm hun laa:
"Stander nu op, min edellig herre,
huor monne dett till gaa;
den vechter klager sig saa saare,
rade Gud fader y himeriig,
huor vor eniste datter moe."
19
Dett daa vor den hertog god
tog offuer sig kobe bloe,
saa gich hand i hiøffue lofft
som hans kiere datter loe;
hand lette och hannd ichi fand
aff sin kiere datter;
huem vor var miere end hannd.
20
Ditt daa vor den edellig herre,
hand haffde store sorig y hoffue,
hand gich opaa den høye mur,
alt som den vocter ^[12] I udg.: "vecter". stod:
"O vechter, du siger mig nu,
huor bleff aff min dotter,
du lodst aff gorden gaa?"
21
Den wechter soer saa høgelig
som hand suere kunde:
"Ieg saa hinnde gaa sildig
vd till den grøne lund,
hnd ^[13] I udg.: "hun". haffde ingen iomfruer mett sig,
men ieg siger dett for sanden,
hun kom ichi atter igen."
22
Hand tog den wecter i hals och hoer,
hand hog hannem alt saa smaa:
"Du forrade min dotter
alt med din falsche rod,
hinde ienne aff slottit gaa
sildig om afftens tyde."
23
Di lietthe bode y schoue och marche
vdj den samme stund,
di fandt bode rideren och iomfruen
bode døde y grønen lund;
dennem tøchte dett vor store mien,
saa fandt de den vilde duerig,
hende død y linde gren.
24
Lenge stod den gode herre,
hand saa opaa den harm,
hand saa di edellig første børn
lod døde y huer ander dieris arm;
hand giorde dit vden myen,
hand lagde dennem baade y Marye kirche
vnder en malmor stenn.

Den ældste danske viseoverlevering