Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 77
Side: 140 r
Titel: (Den vinter er bortgangen)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 180 Ca V 258-259
Kommentar: V 257


1
Den winther er forgangen 
med frøst och megenn kulld; 
den skøneste sommer hund stander och till 
med glede och møgen flyd
[1] Sic udg.
 

2
Di øfftther
[2] er jysk Form for "Urter".
di er wdsprungenn
 
i marcken saa mange folld; 
ieg wed saa høffuisk enn iomffru, 
hun haffuer all min glæde i wolld. 

3
Hun haffuer megitt mere glede med sig, 
en nogenn i werdenn er till, 
med piber, bassoner, trometther 
och andre løstige spill. 

4
Huer sind hun till mig sier 
och hindis øgenn op for mig slaaer, 
ieg glædis offuer allt min hierthe, 
och all minn soriig forgaaer. 

5
Vor hun i den skare, 
som blomster di ere flest, 
alltt med di skiøneste er hun, 
i huadzens farffue hun bær. 

6
Hindis farue di ere bode brouenn och bloe, 
och hind prisser saa mangen mand; 
ieg loffuer Gud Fader i himmerige, 
som mig denn glede aand. 

7
Ieg tog hinder lystellige i min fagenn, 
ieg krøst hindis op till min brøst; 
ieg redis allt for denn falske klaffer 
och for hans falske lyst. 

8
Ieg gyder icke lenger om hinder tallit, 
hun giør mit hiertthe saa wee; 
men skall ieg lenger fraa hinde were, 
langt heller saa war ieg død. 

9
Di ere saa mange i werdenn till, 
som oss haffue haffdt for munde; 
Gud giffue, att wi motthe leffue den dag, 
deris talle ganger den[nem] till wnde.