Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 70
Side: 128 r
Titel: I Grevens Tjæneste
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 425 C VII 306-307
Kommentar: VII 308


1
Ieg tienthe mig y greffuens gord 
och well y otthe aar; 
rett aller ieg ditt føre wiste, 
at greffuenn hand datther haffde. 
:: Glæder hun sig, saa fryder ieg mig. ::

2
Aller ieg ditt føre wiste, 
dit greffuenn dotther otthe, 
for-uden en hiule-natt 
hunn skulle till offer gaa. 

3
Unger-suend red att weynn frem, 
hans har thett skiende som gulld; 
ditt motthe huer mand paa hannom sie, 
hans hierthe wor sørge-fulld. 

4
Dy red offuer di agger 
och y-giemmell di grønne skoue; 
aller kom unger-suends huide hand 
aff iomffruens sadell-boffue. 

5
"Du ryd bort, fouerenn unger-suend, 
du rid mig icke saa ner! 
ieg kand dit well for-mercke aff dig, 
du haffuer mig i hiertthett kier." 

6
"Ieg gyder icke edit, ieg gider icke druckit, 
ieg leffuer wid angist och harm; 
ditt kommer meg huer nat for i drøme, 
y souer i min arm. 

7
Ieg gider icke edit, ieg gider icke druckitt, 
ieg leffuer wid angist och kuide; 
ditt kommer mig huer nat for i drøme, 
thett ieg souer hos eders [side]."
[1] Med Vedels Haand tilskrevet.
 

8
"Mig tøckis, i er en fouer unger-suend, 
i kand well iomffruer ere; 
ieg giffuer eder VII hunderitt mark, 
i kiøber eders suenne for kleder." 

9
"Ieg er mig enn fattige unger-suend, 
herre Gud kand giøre mig rig! 
ieg er icke till rigdom kommenn, 
der ieg kand were eders lige." 

10
"Ieg holler eder well mett klæder, 
skøtther icke, huem thett spører; 
ieg skall saa mett min fader talle, 
hand skall eder till rydder giøre. 

11
Du gaar dig i stouen ind, 
du were mig icke for ner; 
du lad thett ingenn paa dig kiende, 
du haffuer mig alltt saa kier." 

12
Ieg gick meg i stouen ind, 
ieg war saa red som en hare; 
mine øgenn stod till den skøne iomffru, 
for tieneste-kuinden bar ieg fare. 

13
Thett daa war den skønne iomffru, 
hun smiller under skiend: 
"Huem er oss den fremide suend, 
som nu kom gangendis ind?" 

14
Thett daa suarit den tieneste-møø 
thett haniste, der hun torde: 
"Thett er en aff eders faders suene, 
er kommen fraa kongers
[2] I udg.: "konge[n]s".
[3] kongers, eller rettere: sidste Streg af n er glemt.
gord."
 

15
Thett daa melltthe den skøne iomffru, 
hun smiller under skiend: 
"War du dig i kongens gard, 
talte du icke wid brøder minn?" 

16
Daa skød mig War-fru i hoffue, 
alltt huad ieg skulle hinder suare: 
"Eders broder
[4] I udg.: "brøder".
di thiener i kongens gord,
 
ere raske hoffmind och suare."
[5] I udg.: "snare".
 

17
Skenckitt di denn brune mød 
och saa den klare winn; 
end gick ditt meg saa well i hande, 
greffuen gaff mig datther sinn. 
:: Gleder hun sig, saa fryder ieg mig. ::