Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 67
Side: 120 v
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 F V,2. 130-132
Kommentar: V,2. 171b


1
Fru Margrette hun boer i Skonne, fru Margrete hun bor i Skåne,
hun haffuer enn datter saa wen; hun haver en datter så væn;
saa tillig saa bleff hun mande-giffuit så tidlig så blev hun mandegivet
saa mangen mand thill mien. så mangen mand til men.
:: Saa war hun stalltt udi sin hoff. :::: så var hun stolt udi sin hu. ::

2
Hinde bad Suenden aff Wollders-løff, hende bad svenden af Vollerslev,
och hand war kongens frende; og han var kongens frænde;
di gaff hinder liden Willionn, de gav hender liden Villum,
for hand wor bedre kienn. for han var bedre kendt.

3
Hinde bad Suennen aff Woldersløff hende bad svenden af Vollerslev
alltt med sitt møggelle gulld; alt med sit møgele guld;
di gaff hinder
[1]+1: I udg.: "hinder".
hinder [liden] Willionn,
 
de gav hender hender [*] Villum,
for hand war dyde-fulld. for han var dydefuld.

4
Ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
der hand di tydende fro: der han de tidende frå:
hand gaer sig i høffuelofft, han går sig i højeloft,
och siug der hand laa. og syg der han lå.

5
Hand gaer sig i høffuelofft, han går sig i højeloft,
och siug der hand laa; og syg der han lå;
hans moder och hans søster hans moder og hans søster
dy ganger hannom till och fraa. de ganger hannum til og fra.

6
Hans moder och hans søster hans moder og hans søster
dy ganger hanem till och fraa: de ganger hannum til og fra:
"Wistu ingenn i werden till, "vedst du ingen i verden til,
oc der di hoff legger paa?" og der din hu ligger på?"

7
"Ieg wed ingen i werden till, "jeg ved ingen i verden til,
och der di
[2] I udg.: "mi".
hoff legger paa,
 
og der din hu ligger på,
for-udenn iomffru Elissebet, foruden jomfru Elisabet,
och hinder maa ieg icke foe!" og hender må jeg ikke få!"

8
"Høre du, Suenden aff Wolldersløff! "høre du, svenden af Vollerslev!
du søre icke for denn wiff: du sørge ikke for den viv:
ieg giffuer deg en anden, jeg giver dig en anden,
lanngtt wenner enn hindis thy!" langt væner end hendes ti!"

9
"Giffuer i meg en anden iomffru, "giver I mig en anden jomfru,
en halffue wenner møø: en halve væner mø:
alltt skall unge Willionn alt skal unge Villum
for hinder skall hand død! for hender skal han død!

10
Giffuer i meg en anden iomffru, giver I mig en anden jomfru,
en hallue wenner wyff: en halve væner viv:
alltt skall ungen Willion alt skal ungen Villum
for hinder skall hand død!"
[3] I udg.: "lade sitt lyff".
 
for hender skal han død!"

11
Ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand sit suerd ud-drog; han sit sværd ud drog;
dit wor ungen Willion, det var ungen Villum,
hand all y støcker hog. han al i stykker hug.

12
Ditt mellite ungen Willion, det mælede ungen Villum,
hand monne till iorden fallde: han monne til jorden falde:
"Fanger stalte Elissebet en søn i-aar, "fanger stolte Elisabet en søn i år,
y lader hanem Willion kallde! I lader hannum Villum kalde!

13
Foer du, stallten Elyssebet, en søn i-aar, får du, stolten Elisabet, en søn i år,
i lader hanem Willion neffne; I lader hannum Villum nævne;
hand motte en leffue saa god en dag, han måtte end leve så god en dag,
hand motte sinn faders død heffne!" han måtte sin faders død hævne!"

14
Dytt war icke der-epter det var ikke derefter
for-uden moneder tho: foruden måneder to:
stallthe Elissebet ganger i bure, stolte Elisabet ganger i bure,
saa fødde hun en sønn saa prude. så fødte hun en søn så prude.

15
Føre dy hanem till kiercky, føre de hannum til kirke,
och kristenit di hanem om nat; og kristenet de hannum om nat;
daa kallede [di] hanem ungen Willionn, da kaldede [*] hannum ungen Villum,
di dollde ditt, y-meden di motthe. de dulgte det, imeden de måtte.

16
Di kallit hannom ungen Willionn, de kaldet hannum ungen Villum,
di dollde hannom, meden di motthe; de dulgte hannum, meden de måtte;
di sagde for Suenden aff Wollders-løff, de sagde for svenden af Vollerslev,
at ditt war en datther. at det var en datter.

17
Vyllion och den bunndessenn Villum og den bondessøn
di legtte med skafft och stien; de legte med skaft og sten;
der kam splid i deris leg der kom splid i deres leg
saa mangen mand thill mienn. så mangen mand til men.

18
Vyllion och den bundessen Villum og den bondessøn
di drog huer-ander i hoer: de drog hverandre i hår:
"Langtt beder motthu din faders død heffne "langt bedre måt du din faders død hævne
och lade meg were u-bord!" og lade mig være ubordt!"

19
Ditt war ungen Willionn, det var ungen Villum,
hand bleff i kinder saa blege: han blev i kinder så blege:
"War min fader mett waben wiett, "var min fader med våben vejt,
bortte er minn sommers-lieg!" borte er min sommersleg!"

20
Dytt war ungen Willion, det var ungen Villum,
hand suøber sit hoffuit i skind; han svøber sit hoved i skind;
saa ganger hand i høffue-lofft så ganger han i højeloft
for sinn kiere moder ind. for sin kære moder ind.

21
"Hører i, min kiere moder! "hører I, min kære moder!
och huad ieg siger eder: og hvad jeg siger eder:
och worthe min fader med wabenn [wiett], og vordte min fader med våben [*],
y døller dit icke for meg!" I dølger det ikke for mig!"

22
"Du est deg saa lyden, "du est dig så liden,
dinn hiellum kandtt du icke binde: din hjellum kant du ikke binde:
saa lenge maa Suenden aff Wordersløff så længe må svenden af Vollerslev
ride fry for dig till tinge! ride fri for dig til tinge!

23
Du est deg saa liden, du est dig så liden,
din hiellum kand du icke bere: din hjellum kan du ikke bære:
saa lenge maa Suenden aff Wolldersleff så længe må svenden af Vollerslev
i freden for dig wære!" i freden for dig være!"

24
Ditt war ungen Willion, det var ungen Villum,
skreff di breffue om-kring: skrev de breve omkring:
"Beder i Suenden aff Wolldersløff "beder I svenden af Vollerslev
møde meg till bønnder-ting!" møde mig til bønderting!"

25
Ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand suøber sit hoffuit i skind; han svøber sit hoved i skind;
saa ganger hand i høffue-lofft så ganger han i højeloft
for danner-kongenn ind. for dannerkongen ind.

26
"Her sider i, danner-kongen! "her sidder I, dannerkongen!
och kiere moder-broder min: og kære moderbroder min:
wille i lonne meg aff eders mend ville I låne mig af eders mænd
i-morgenn till bønder-ting? i morgen til bønderting?

27
Ville i lonne meg aff eders mend ville I låne mig af eders mænd
i-morgen thill bønnder-ting? i morgen til bønderting?
der kommer ungen Willion, der kommer ungen Villum,
kreffuer biod for fader sinn!" kræver bod for fader sin!"

28
Ditt suarit danner-kongen, det svaret dannerkongen,
hand stod i skarllonn rød: han stod i skarlagn rød:
"Dit haffuer ieg saa offte spordit, "det haver jeg så ofte spurget,
at dit war enn møø!" at det var en mø!"

29
Ditt suaritt Suenden aff Wolldersløff, det svaret svenden af Vollerslev,
for hand icke retther wiste: for han ikke retter vidste:
"Ret alldrig leffuer ieg saa god en dag, "ret aldrig lever jeg så god en dag,
ieg offuer-winder kuinde-liste!" jeg overvinder kvindeliste!"

30
[4] Dette Vers er urigtig indløbet fra Ulv van Jærns Vise, DgF Nr. 10 B 2 D 2 E 2.
"Ieg will lonne dig aff mine mend, "jeg vil låne dig af mine mænd,
och slig allt som di ere: og slig alt som de ere:
som Wyderick Werlandssen, som Viderik Verlandssen,
kong Dider[i]ck ud fraa Bernne." kong Didrik ud fra Berne."

31
Ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand holder paa ganger rød: han holder på ganger rød:
"Huem haffuer mig till tinge bøden "hvem haver mig til tinge buden
och giort min ganger den møde?" og gjort min ganger den møde?"

32
Ditt suarit ungen Willion, det svaret ungen Villum,
hand hollder paa ganger huid: han holder på ganger hvid:
"Maa du icke møde dinne heste "må du ikke møde dine heste
till bønder-ting at ride?" til bønderting at ride?"

33
Ditt suarit ungen Willion, det svaret ungen Villum,
hand holder paa ganger rød: han holder på ganger rød:
"Huadssens biod daa biuder du meg "hvassens bod da byder du mig
for min kiere faders død?" for min kære faders død?"

34
Ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand støtte op moelld mett suerd: han stødte op muld med sværd:
"Du foer aldrig for fader din "du får aldrig for fader din
och alldrig enn penninges werd!" og aldrig en penninges værd!"

35
Ditt war ungen Willion, det var ungen Villum,
hand giorde sig mett sin suerd: han gjorde sig med sin sværd:
"I-menn den kunde icke beder vorde, "imen den kunne ikke bedre vorde,
daa rade Gud for min ferd!" da råde Gud for min færd!"

36
Ditt war ungen Willion, det var ungen Villum,
och hand sin suerd ud-drog; og han sin sværd ud drog;
ditt war Suenden aff Wolldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand alle i støcker hog. han alle i stykker hug.

37
Saa woff hand Suenden aff Wolldersløff så vog han svenden af Vollerslev
allt mett sin søll-slagen kniiffue; alt med sin sølvslagen knive;
saa red hand till Wolldersløff, så red han til Vollerslev,
wolltog saa wen en wiff. voldtog så væn en viv.

38
Ditt sporde bolld herre Niellus, det spurgte bold herre Nielaus,
boer sig under øø: bor sig under ø:
hans broder war med waben wyett, hans broder var med våben vejt,
hans søster med wolld bortt-førdt. hans søster med vold bortført.

39
Ditt war bolld herre Niellus, det var bold herre Nielaus,
hand suøber sit hoffuit i skind; han svøber sit hoved i skind;
saa ganger hand i høffue-lofft så ganger han i højeloft
for danner-kongen ind. for dannerkongen ind.

40
"Her sider y, danner-kongen! "her sidder I, dannerkongen!
haffuer i det icke føre hørt: haver I det ikke førre hørt:
min broder er med waben wyett, min broder er med våben vejt,
min søster er med wolld bort-førdt?" min søster er med vold bortført?"

41
Ditt war danner-kongen, det var dannerkongen,
hand suarde it ord der-till: han svarde et ord dertil:
"Saa mend wyd, herre Niellus! "så mænd ved, herre Nielaus!
ieg haffuer dit icke føre hørt!" jeg haver det ikke førre hørt!"

42
"Hører i, danner-kongen! "hører I, dannerkongen!
och kiere moeder-broder minn: og kære moderbroder min:
wille i lonne mig aff eders mend ville I låne mig af eders mænd
i-morigen till bønnder-ting?" i morrigen til bønderting?"

43
"Ieg will lonne deg aff mine mend, "jeg vil låne dig af mine mænd,
saa mange som ieg for-maa; så mange som jeg formå;
siell will ieg till tinge ride selv vil jeg til tinge ride
och sie, huor ditt vill gaae." og se, hvor det vil gå."

44
Ditt war boll herre Niellus, det var bold herre Nielaus,
hand skreff dy breffue om-kring: han skrev de breve omkring:
"Beder i ungen Willion "beder I ungen Villum
møde meg till bønnder-ting!" møde mig til bønderting!"

45
Ditt suarit ungen Willionn, det svaret ungen Villum,
hand holder under hiellmend hind røde: han holder under hjelmen hin røde:
"Huem haffuer mig till tinge boen "hvem haver mig til tinge buden
och giortt min ganger den møde?" og gjort min ganger den møde?"

46
Ditt suarit bolld herre Nielus, det svaret bold herre Nielaus,
hand holder under hiellmend hind huide: han holder under hjelmen hin hvide:
"Maa du icke møde din geste
[5] I udg.: "heste".
 
"må du ikke møde din gæste
till ditt bønnder-ting [at] [ride]?" til det bønderting [*] [*]?"

47
Ditt war bolld herre Niellus, det var bold herre Nielaus,
hand holder under hiellmen hind røde: han holder under hjelmen hin røde:
"Huadssen biød daa byder du mig "hvassens bod da byder du mig
for min kiere broders død? for min kære broders død?

48
Huadssens biød daa biuder du mig hvassens bod da byder du mig
for min kiere broders død? for min kære broders død?
du haffuer och lockit min søster, du haver og lokket min søster,
hun war saa wen en møø!" hun var så væn en mø!"

49
"Din broder woff min fader, "din broder vog min fader,
ditt welle [v]i saa lade were; det ville I så lade være;
din søster will ieg tege
[6] gjengiver vist den sønderjyske Udtale tæjj dvs. tage.
i-dag,
 
din søster vil jeg tage i dag,
giøre hinder hiedder och ære." gøre hender hæder og ære."

50
Ditt suarit bolld herre Niellus, det svaret bold herre Nielaus,
hand stod i skarlun rød: han stod i skarlagn rød:
"Allt skall ieg haffue ander biod "alt skal jeg have ander bod
for min kiere faders
[7] I udg.: "broders".
død!"
 
for min kære faders død!"

51
Dytt war ungen Willion, det var ungen Villum,
hand giorde sig mett sitt suerd: han gjorde sig med sit sværd:
"Y-men ditt kand icke beder worde, "imen det kan ikke bedre vorde,
daa rode Gud for min ferdt!" da råde Gud for min færd!"

52
Ditt war ungen Willion, det var ungen Villum,
och hand sit suerd ud-drog; og han sit sværd ud drog;
ditt war bolld herre Niellus, det var bold herre Nielaus,
hand alle y støcker hog. han alle i stykker hug.

53
Saa woff hand herre Niellus så vog han herre Nielaus
och bode mett suerd och kniff; og både med sværd og kniv;
hand satte suerd paa kongens bryst: han satte sværd på kongens bryst:
"I skall mig freden giffue!" "I skal mig freden give!"

54
"Høre du, ungen Willion, "høre du, ungen Villum,
ieg will dig freden giffue: jeg vil dig freden give:
och Helleuig, min søster-datther, og Hellevig, min søsterdatter,
i maa well till-sammell bliffue!" I må vel tilsammel blive!"

55
Ditt war ungen Willion, det var ungen Villum,
hand kam der ridendis i garde; han kom der ridendes i gårde;
ude stod hans kiere moder, ude stod hans kære moder,
hun war well suøbt i mordt. hun var vel svøbt i mår.

56
"Vell-kommen, ungen Willion! "velkommen, ungen Villum!
och kiere sønne min: og kære sønne min:
huad biod daa haffuer du foett hvad bod da haver du fået
for kiere fader dinn?" for kære fader din?"

57
"Ingen biod daa haffuer ieg foit, "ingen bod da haver jeg fået,
och ingen biod daa will ieg haffue: og ingen bod da vil jeg have:
død er Suenden aff Wolldersløff, død er svenden af Vollerslev,
hand leger under sortthen graffuen! han ligger under sorten graven!

58
Død er Suenden aff Wollersløff død er svenden af Vollerslev
och saa herre Niellus under øø, og så herre Nielaus under ø,
och fest haffuer ieg iomffru Helleuig, og fæst haver jeg jomfru Hellevig,
hun war saa wen en møø!" hun var så væn en mø!"

59
Nu haffuer ungen Willion nu haver ungen Villum
heffnit sin fader<s> død mett ere; hævnet sin faders død med ære;
saa giorde hand sitt brøllupe så gjorde han sit bryllupe
mett Helleuig, sin hiertens-kiere. med Hellevig, sin hjertenskære.
:: Saa war hun stalltt udi sinn hoff! :::: så var hun stolt udi sin hu! ::