Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 55
Side: 98 r
Titel: Nonnens Klage
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 513 Ba IX 87
Kommentar: IX 90a


1
"Ieg vaar mig saa liden it barn 
udi min feirste grøde; 
min fader och min moder døde mig fraa, 
ther mig skulle klæde och føde. 
:: Ther faller
[1] I udg.: "falmer".
och feller løff ned offuer alle grønne<n> skoffue. ::

2
Fader och moder døde mig fraa, 
ther mig skulle klæde och føde; 
unge suenne the ligger ther vind paa, 
de wille min ære bortt-øde. 

3
Nu will ieg mig y kloster giffue 
och lade mig skiere kappe hin graa; 
then suen leffuer aldrig y verden till, 
goden villie skall aff mig faa. 

4
Nu vill ieg mig y kloster giffue, 
lade mig skiere kappen hin huide; 
den suen leffuer aldrig y verden till, 
god villie skall aff mig vinde." 

5
Der hun kom y kloster ind, 
ther møtte hende thre honde ting: 
thett ene vor hunger, thett andet vor tørst, 
det thridie vor woge-netther. 

6
"Christ giffue, alle kloster wor brend, 
och alle nunner vor døde, 
och ieg haffde mig saa dannen mand 
ther mig vilde klæde och føde. 

7
Nu sidder den suen y hiffue-lofft, 
hand leger med sølff hin huide: 
saa lidit passer den suen paa mig, 
saa mangefold tha er min quide. 

8
Nu er ieg som then fattige mand, 
som bygger sit huss paa iss: 
issen smeltis bort, och husit falder, 
men aff skaden bliffuer mand viss. 

9
Nu er ieg som thett eniste thræ, 
som staar paa wilden hee: 
saa lang fra by, saa lidet haffuer lye, 
ther bleser paa veren sin
[2] Sic udg.
vrede.
 

10
Nu er ieg som then lidell fuell, 
som flyer paa vilden hede: 
hun<d> ved sig huerken lye elle[r] lee, 
huor hun kand bygge hendis rede." 
:: Ther falmer och feller neder løffuen offuer grønne skoffue. ::