Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 52
Side: 91 v
Titel: Esbern og Sidsel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 250 C IV 516-517
Kommentar: IV 538b-539a


1
Her Esbiern hand thiener i kongens gord her Esben han tjener i kongens gård
udi saa mangen god dag: udi så mangen god dag:
kongen slog hannem til rider, kongen slog hannum til ridder,
forlente hannem Vendelskow. forlente hannum Vendelskov.
:: Nu lengis den herre i landet hiem til sin aller-kierist. :::: nu længes den herre i landet hjem til sin allerkærest. ::

2
Kongen slog hannem til ridder, kongen slog hannum til ridder,
forlente hannem Vendelskow: forlente hannum Vendelskov:
hand gaff hannem stalt Sissel-lille, han gav hannum stolt Sisellille,
hun vor saa ven som dag. hun var så væn som dag.

3
Thet vor icke her-effter det var ikke herefter
uden moned tho: uden måned to:
her Esbiern skulle her Esben skulle
i ledingen ro. i ledingen ro.

4
Det vor her Esbiern Snare,
[1] er tilskrevet over Linjen, men dog nok af Skriveren selv.
 
det var her Esben Snare,
hand sueber sig i skind: han svøber sig i skind:
saa ganger hand i høielofft så ganger han i højeloft
for sin kiere høstru ind. for sin kære hustru ind.

5
"Her sidder i, stolte frue Sissel-lille, "her sidder I, stolte frue Sisellille,
i spinder guld paa then! I spinder guld på ten!
den Ørsell-ferd, som ieg haffuer loffuit, den Ørselfærd, som jeg haver lovet,
hun stander alt effter igien." hun stander alt efter igen."

6
"Nock haffuer ieg bode guld och sølff, "nok haver jeg både guld og sølv,
det ligger udi min kiste: det ligger udi min kiste:
eders suenne skal eders bud bort fare, eders svende skal eders bud bort fare,
eder selff kand ieg ey miste." eder selv kan jeg ej miste."

7
"Nock haffuer ieg bode guld oc sølff, "nok haver jeg både guld og sølv,
ieg tacker Gud saa gierne: jeg takker Gud så gerne:
selff skal ieg min erind bort fare, selv skal jeg min ærind bort fare,
mine suenne skal hoss dig vere." mine svende skal hos dig være."

8
Det vor om en hellig søndag, det var om en hellig søndag,
saa hellig da vor den dag: så hellig da var den dag:
her Esbiern hand rider til kircke, her Esben han rider til kirke,
hand lyser sin ferd i laff. han lyser sin færd i lag.

9
"Haffuer ieg noget mod bunden brøt "haver jeg noget mod bonden brudt
oc giort hannem noget uret: og gjort hannum noget uret:
da mød sig i morgen for mig
[2]+1: her vistnok Skrivf. f. min port (jfr. 10,3).
selff!
 
da mød sig i morgen for mig selv!
hand skal skee fuld-god ret. han skal ske fuldgod ret.

10
Haffuer ieg noget mod bunden brøt, haver jeg noget mod bonden brudt,
anten med gierning eller ord: enten med gerning eller ord:
da heffne [hand] det paa mig selff, da hævne [*] det på mig selv,
oc vere min høstru god!" og være min hustru god!"

11
De red al den sommer-lang dag de red al den sommerlang dag
igenem den grønne skow: igennem den grønne skov:
aller kom fru Sissel-lillis huide hand aller kom fru Sisellilles hvide hånd
aff her Esbierns sadel-buffue. af her Esbens saddelbue.

12
Det var stalt frue Sissel-lil, det var stolt frue Sisellil,
hun tog her Esbiern i faffn: hun tog her Esben i favn:
"I lader eder mindis, her Esbiern, "I lader eder mindes, her Esben,
ieg er met eders barn!" jeg er med eders barn!"

13
"Vocte i vel vort bygge, "vogte I vel vort bygge,
oc vocte i vel vort boe! og vogte I vel vort bo!
vogter vel fru Sissel-lil, vogter vel fru Sisellil,
hun er min høiste roe." hun er min højste ro."

14
Det vor her Esbiern, det var her Esben,
hand styret sin skib fra land: han styret sin skib fra land:
det vor stolten frue Sissel-lille, det var stolten frue Sisellille,
hun daner paa huiden sand. hun dåner på hviden sand.

15
Hand haffde sig icke act borte at vere han havde sig ikke agt borte at være
foruden
[3]+1: I udg.: "aar foruden".
aar en:
 
foruden år en:
det vor fulde XV vinter, det var fulde femten vintre,
før hand kom hiem igien. før han kom hjem igen.

16
Det vor her Esbiern, det var her Esben,
hand stunder fra leidingen hiem: han stunder fra ledingen hjem:
saa stercke da vor de tidinge, så stærke da var de tidinge,
der hannem gickis igien. der hannum gikkes igen.

17
Saa stercke vor de tidinge, så stærke var de tidinge,
der hannem gickis igien: der hannum gikkes igen:
"Død er stolte fru Sissel-lill, "død er stolte fru Sisellil,
kierist høstru din." kærest hustru din."

18
Det vor her Esbiern, det var her Esben,
hand styrer sin sneki til land: han styrer sin snekke til land:
det vor høien Berneritz, det var højen Bermer Ris,
hand kaste sin ganger paa sand. han kaste sin ganger på sand.

19
"Huor lider folcke paa dette land, "hvor lider folke på dette land,
oc bode mere oc minde? og både mere og mindre?
huor lider stolt fru Sissel-lil, hvor lider stolt fru Sisellil,
hun er saa fin en quinde?" hun er så fin en kvinde?"

20
"Vel lider folcket paa dette land, "vel lider folket på dette land,
bode mere oc minde: både mere og mindre:
[vel] [lider] [stalt] fru Sissel-lil, [*] [*] [*] fru Sisellil,
hun er saa fin en quinde. hun er så fin en kvinde.

21
Vel lider stalt frue Sissel-lil, vel lider stolt frue Sisellil,
hun er saa ven en quinde: hun er så væn en kvinde:
hun haffuer sig saa
[4] I udg.: "en".
datter en
[5] I udg.: "saa".
ven,
 
hun haver sig så datter en væn,
som solen maa offuer skinne." som solen må over skinne."

22
Hand tog aff
[6]+3: aff kan være rigtigt; maaske dog Fejl f. offuer, og blaa da Fejl f. graa (jfr. 29,1).
sig kaabe blaa
 
han tog af sig kåbe blå
oc pelegrims-staff i hende: og pilegrimsstav i hænde:
saa gick hand til sin egen gaard, så gik han til sin egen gård,
hans høstru hannem icke kiende. hans hustru hannum ikke kendte.

23
Det var her Esbiern, det var her Esben,
hand kom der gangendis i gaard: han kom der gangendes i gård:
ud stor hans høstru, ud står hans hustru,
hun var vel suebt i maar. hun var vel svøbt i mår.

24
[7] De rette Rimord her ere sagtens: pell ∼ siel. (V. 26 burde da her have en anden Form, f.Ex. som i D.)
"Her stander i, stalt frue Sissel-lil, "her stander I, stolt frue Sisellil,
i er vel suebt i skind! I er vel svøbt i skind!
vil i lade mig hus i nat vil I lade mig hus i nat
for eders kiere hospondis skyld?" for eders kære husbondes skyld?"

25
Det suarede frue Sissel-lil det svarede frue Sisellil
med tuct oc faffuere sinde: med tugt og fagere sinde:
"Fuld[-]gierne, i vor[-]herris naffn, "fuldgerne, i Vorherres navn,
for kiere husbonde min!" for kære husbonde min!"

26
[8] Se note til V. 24.
"Her stander i, stalt fru Sissel-lil! "her stander I, stolt fru Sisellil!
vil i lade giøre saa vel? vil I lade gøre så vel?
lader i mig en badstu rede lader I mig en badstu rede
for her Esbierns siel!" for her Esbens sjæl!"

27
Der-til suarede frue Sissel-lil, dertil svarede frue Sisellil,
oc hende rand taar paa kinde: og hende randt tår på kinde:
"Fuld[-]gierne lader ieg eder en bastu rede "fuldgerne lader jeg eder en badstu rede
for kiere hosbonde min." for kære husbonde min."

28
Saa lod hun hannem en bad-stu rede, så lod hun hannum en badstu rede,
saa vel lod hun den fly: så vel lod hun den fly:
"Mig haabis end til den øffuerste Gud, "mig håbes end til den øverste Gud,
her Esbiern er i liff." her Esben er i liv."

29
Hand kaste aff sig kaabe graa han kaste af sig kåbe grå
oc pilegrims-staff aff hende: og pilegrimsstav af hænde:
"Bliffue sig nu aldrig ridder god, "blive sig nu aldrig ridder god,
sig døllie kand lenger!" sig dølge kan længer!"

30
Ther vor glede i gorde, der var glæde i gårde,
her Esbiern vaar kommen hiem: her Esben var kommen hjem:
di fulde hans datter i stuffuen ind, de fulgte hans datter i stuen ind,
den venniste, solen offuer skende. den væneste, solen over skinte.
:: Nu lengis den herre i landet hiem til sin aller-kieriste. :::: nu længes den herre i landet hjem til sin allerkæreste. ::