Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 15
Side: 26 r
Titel: Tro som Guld
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 254 Ca IV 568-569
Kommentar: IV 571a


1
Ieg vor mig bort-riden om en morgens-stund jeg var mig bort reden om en morgensstund
alt under saa grøn en lide: alt under så grøn en lide:
ieg fant en iomfru under den lide, jeg fandt en jomfru under den lide,
min thieniste mon ieg hinder till-biude. min tjeneste mon jeg hender tilbyde.

2
"Hel stander i, iomfru alt saa skøn! "hel stander I, jomfru alt så skøn!
hui staa i her saa ene? hvi stå I her så ene?
huad gør i her saa orligh hvad gør I her så årlig
i disse grønne enge?" i disse grønne enge?"

3
"Ieg lyder paa fryg oc fulesang "jeg lyder på fryd og fuglesang
i denne her samme
[1] I udg.: "sommersens".
grøde:
 
i denne her samme grøde:
ieg haffuer en suend i hiertet saa kier, jeg haver en svend i hjertet så kær,
for hannem ber ieg stuor møde." for hannum bær jeg stor møde."

4
"O, iomfru! [motte] ieg vorde det ver, "o, jomfru! [*] jeg vorde det værd,
iegh motte eders sorrig foruende: jeg måtte eders sorrig forvende:
ether till thieniste vill ieg være eder til tjeneste vil jeg være
ind-till liffsens ende." indtil livsens ende."

5
"I haffue tack, faur unger-suend! "I have tak, fagr ungersvend!
i taler ethers ord megit s[n]ilde: I taler eders ord meget snilde:
ieg haffuer iet mit venskab fra mig, jeg haver jæt mit venskab fra mig,
det skall ret ingen at-skillie. det skal ret ingen adskille.

6
Hør du det, faur unger-suend! hør du det, fagr ungersvend!
oc rid du bort fra mig! og rid du bort fra mig!
kommer her allerkieriste min, kommer her allerkæreste min,
hand tencker, ieg elsker tigh." han tænker, jeg elsker dig."

7
Hand tog hatten aff sit huode, han tog hatten af sit hoved,
hand stod den iomfru nær: han stod den jomfru nær:
da vor det den samme suend, da var det den samme svend,
der iomfruen hagde saa kier. der jomfruen havde så kær.

8
Aff saa strøg hand hatten graa, af så strøg han hatten grå,
der hand hinder
[2]+2: I udg.: "hendis troskaff kiende".
troskab loffuede:
 
der han hender troskab lovede:
alt met stuor tuct hun hannem undfick, alt med stor tugt hun hannum undfik,
den sorrig hagde da faait ende. den sorrig havde da fået ende.

9
Thet tha vor then unge suend, det da var den unge svend,
tog hinde i armen sin: tog hende i armen sin:
"Du haffuer nu tack, allerkieriste min, "du haver nu tak, allerkæreste min,
du vor trofast till sinde!" du var trofast til sinde!"

10
Di fule di siunge udi de dale, de fugle de synge udi de dale,
fru nactegall lod sig høre: fru nattergal lod sig høre:
da fryctede de for [den]
[3] mangler
klaffers tale,
 
da frygtede de for [*] klaffers tale,
som altid vilde
[4] I udg.: "vil".
gleden foruende.
[5] I udg.: "for-støre".
 
som altid ville glæden forvende.