Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Rentzells håndskrift
Nummer: 47
Side: 109 r
Titel: Knud af Myklegaard
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 479 B VIII 221-223
Kommentar: VIII 234a
Generelle oplysninger: Denne Opskrift har flere Forvanskninger af Rimene fælles med den efterfølgende [= DgF, C; Rnz 34]; og de maa være udgaaede fra nærbeslægtede mundtlige Overleveringer.


1
Sperning-landt
[1] I udg.: "Sp[a]ning-landt".
och Møgell-gaard
 
dy lige saa langt paa lee; 
de herre de sende huer-anden theris bud, 
der-aff saa yppis en kiff. 
:: De edelig sønner och
[2]+1: I udg.: "och de [r]ige".
deylig
[3] Overalt ellers de rige, udskrevet ell. afkortet.
::

2
"Hør thu, Peder liden, 
du est min neste frende: 
thu skalt fare till Spernige-land,
[4] I udg.: "Sp[a]nige-land".
 
och breffuen ieg medt thig sender." 

3
Thet var Peder liden, 
han suarit ith ord ther-till: 
"Skall ieg fare till Spanige-land, 
ieg kommer her aldrig mere." 

4
Och hand thog possen paa syn bag 
och piligrins-staff y hende; 
saa gaar hand till Spanige-land, 
som ingen mand hannom kiende. 

5
Mitt udi den borigaard 
der aff
[5]+1: I udg.: "affsl[er]".
slo hand syn skynd;
 
saa gaar hand y høffue-lofft 
for Spanige-landz konning ind. 

6
Och thet vor Peder liden, 
hand kaste de breffue paa bord; 
och leng sad Spanings-landz konning, 
hand talde reth aldrig et ord. 

7
Thet wor Spaninge-landz koning, 
drog ud syn sølbonden kniff; 
hand skar dy breff ath
[6] I udg.: "a[l]th".
y-saa sma
 
och kaste dem paa en ild. 

8
Och det vor Peder liden, 
hand suarit ith ordt ther-till saa: 
"Huad staar y breffuen skreffuit, 
men de icke lesis maa?" 

9
"Och hør thu, Peder liden, 
full-vell kender ieg thig; 
VII tønner aff det huide sølff 
saa skattet thin fader fra mig. 

10
Siuff tønner aff det huide sølff 
saa skatter
[7] I udg.: "skatte[t]".
[8] skatter (?)
thin fader fraa mig;
 
mendt VIII tønner aff røde guld 
ville ieg icke haffue for dig." 

11
"Ieg vor mig saa liidet ett barn, 
laa inden myn søster-moders
[9] I udg.: "[fo]ster-moders".
arm;
 
saa lidet maatthe ieg thet volde, 
myn fader hand ilde giorde." 

12
"Hør thu, Peder liden, 
haffuer thu thet icke føre hardt,
[10] I udg.: "hørdt".
 
ath gryssen skall gielde, 
thet, gamle suin haffuer giort?" 

13
Saa toge the Peder liden, 
lede hannom paa grønnen voldt; 
saa hugge the hannom hoffuedt fraa 
alt offuer sin egen skioldtt. 

14
Och det vor Peder liden, 
han bucker offuer skiølen saa rødt: 
"Och leffuer Knud aff Møgel-gaard, 
hand heffner vel min dødt!" 

15
Och det vor Knud aff Møgell-gordt, 
hand rider y herre-ferdt, 
och biuder ud aff synne land 
baade ligest mand och ler. 

16
Och hand biuder ud aff synne land 
baade ligest mand och lerdt; 
hand fick [icke] uthen 800 mendt, 
som kunde drage kniff och suerdt. 

17
Och de vonde op deris silcke-segell 
medt theris forgyldene fløye; 
saa segle de till Spaninge-land 
minder ind maaneder II. 

18
Och kaste de deris acker 
allt paa thet huide sandt; 
det var Knud aff Møgellgordt, 
hand triner her først ud paa land. 

19
De stride vell y dage, 
de stride y dage II; 
lenge stod Spaning-landz koning, 
och folckit fall hannom fraa. 

20
Och ud kom iomfru Damur, 
och suarith ith ord till saa: 
"Och slaa vy ud den huide-biørn, 
saa monne vy manden faa!" 

21
Och suarith Knud aff Møgill-gordt, 
saa bode hans oygen
[11] I udg.: "øygen".
di runde:
 
"Y lader thet aldrig till Dannemarck spørgis, 
y beder oss met eders hunde." 

22
Saa toge de Knud aff Møgill-gaardt, 
de lede hannom paa grønen vold; 
saa hugge de hannom hoffuit fraa 
alt offuer syn egen skiold. 

23
Och det var Knud aff Møgell-gaard, 
hand bucker offuer skioldit saa rødt: 
"Leffuer hand Benedittz liden Knudzen, 
hand heffner vel myn død!" 

24
Thet stod saa den winther omkring, 
then sommer kommen er; 
da monne Benedittz liden Knudzen 
alt effter sin fader lengis. 

25
Thet var Benedittz liden Knudzen, 
hand rider y herre-ferdt; 
hand biuder udt aff synne land 
baade ligeste mand och lerdt. 

26
Hand biuder udt [aff] sine lande 
baade ligeste mandt och lerdt; 
hand fick icke uden 100 hoffmendt, 
som kunde drage kniff och suerdt. 

27
Thet
[12] I udg.: "The".
vonde op theris silcke-segell
 
met deris forgyldenne fløy; 
saa seglede dy till Spaninge-landt 
mynder ind maanider II. 

28
Ther the kome til lande, 
de kaste deris acker paa saandt; 
thet var Bend[i]ttz liden Knudzen, 
hand trendt der først paa landt. 

29
"Sider y, alle myne hoffmendt, 
och dricker miødt aff horn, 
men ieg gaar till Spaninge-landz koning 
och snacker medt hannom et ordt." 

30
Ther hand kom till borrige-ledt, 
der stander ienn venn iomfru: 
"Ville y husse ien fattige pillegrin? 
och der lønner eder [for] Vor-frue." 

31
"Haffuer thu verridt till tinge 
och haffuer thu veridt till steffne, 
haffuer du hørt, de Knudz-sønner 
de ville deris faders dødt heffne?" 

32
"Alt haffuer ieg veridt till tinge, 
och ieg haffuer [veridt]
[13] mangler
till steffne
[14]+1: I udg.: "steffne".
verdt;
 
de Knudz-sønner dy ere saa smaa, 
de kunde deris faders dødt ey heffne." 

33
Hand strøg op hans piligrins-hest,
[15] I udg.: "piligrins-hat".
 
sadtt under en silcke-huffue: 
"Icke est du ind pilegrin, 
du monne for mig liuffue." 

34
"Icke er ieg ingen pilegrin, 
alt [det] ieg siger saa; 
ieg er eders kiere søster-søn 
aff rige hertug gaardt." 

35
"Estu myn kiere søster-søn, 
aff rige hertug gaardt: 
skulle vy lege, saa ville vy lege, 
alt huilcken at skienck skall gaa." 

36
Then første leg, de kaste oppaa, 
de legthe for-uden gammen: 
det faldt Benditz liden Knudzen till, 
ath hand medt kanden skulle gaa. 

37
Thet var Benditz liden Knudzen, 
hand skencker viinen saa, 
ath alle sadt de koningens mendt 
och søffnen falt dennom paa. 

38
Thet vor Benditz liden Knudzen, 
hand løber neder till den strandt: 
"Vogner nu op, myne gode hoffmendt, 
som er veffnit fra hand
[16]+2: I udg.: "fodt [till] hand".
och fodt!"
 

39
Thet var Benditz liden Knudzen, 
hand ind ath døren tren; 
thet var Spaninge-landtz konning, 
hand stander hannom op igien. 

40
"Hør du, Bendis liden Knudzen, 
och vilt thu lade mig leffue, 
sin
[17]+1: I udg.: "[h]in ven[ne]".
ven iomfru Damur
 
och hinde vil ieg thig giffue." 

41
"Hyn venn iomfru Damur 
och hinde vill ieg vell faa; 
myn fader och myn frende 
dy lege y suorthe muldt." 

42
Saa hug hand Spaninge-landz konning 
och alle hans raske hoffmend; 
saa voll-tog hand then stoltt iomfru, 
oc der-mett for hand hiem. 
:: Dy edeligh sønner och de riige. ::