Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Rentzells håndskrift
Nummer: 24
Side: 66 r
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 C V,2. 124-126
Kommentar: V,2. 171b
Generelle oplysninger: Omkvædet: sielff ved V. 1 og 12, sielff saa V. 41, saa V. 3 og 5.


1
Ieg wed saa riig en iomffru jeg ved så rig en jomfru
for synder wed aa; for sønder ved å;
och hinde bad Suenden aff Wollersløff, og hende bad svenden af Vollerslev,
hand kunde then iomffru icke faa. han kunne den jomfru ikke få.
:: Sielff var hun stoltte udi sin hoff. :::: selv var hun stolte udi sin hu. ::

2
Och hennde badt Suenden aff Wollersløff, og hende bad svenden af Vollerslev,
och hand vor konngenns frende; og han var kongens frænde;
och hinde fiick unge Willium, og hende fik unge Villum,
for hand wor bedre kiennde. for han var bedre kendte.

3
Dett vor Suenden aff Wollersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand lagdes i langen thraa; han lagdes i langen trå;
hans moder och hans søster tho hans moder og hans søstre to
the gaar hanum tiill och fraa. de går hannum til og fra.

4
"Hør du thett, min kierre sønn! "hør du det, min kære søn!
och hui sørger du saa saare? og hvi sørger du så såre?
huad heller fattiis diig guld eller sølff hvad heller mangler dig guld eller sølv
och heller then win sa klar?" og heller den vin så klar?"

5
"Icke tha fattiis mig guld eller sølff "ikke da mangler mig guld eller sølv
och icke den vin saa rene; og ikke den vin så rene;
iomffru Eltze hun er mande-giiffuen, jomfru Else hun er mandegiven,
then soriig thuinger mig tiill menne." den sorrig tvinger mig til mene."

6
"Hør thu thett, min kierre søn! "hør du det, min kære søn!
thu sørge icke saa saare for hende; du sørge ikke så såre for hende;
alt er ther y Danuskemarck
[1] I udg.: "Dannskemarck".
 
alt er der i Danneskemark
bode møør och høuiske quinder." både mør og høviske kvinder."

7
"Aldriig faar ieg saa wenen møø, "aldrig får jeg så væn en mø,
eller hun faar sliigen mandt; eller hun får slig en mand;
maa ieg leffue en afftenstundt, må jeg leve en aftenstund,
hun skall icke nyde hanum. hun skal ikke nyde hannum.

8
Aldriig faar hun saa dannen mandt aldrig får hun så dannen mand
eller ieg saa wennen møø; eller jeg så væn en mø;
maa ieg leffue en afftenstundt, må jeg leve en aftenstund,
for hindis skiild skall hann dødt." for hendes skyld skal han død."

9
Dett vor unnge Wilium, det var unge Villum,
hand lader sit brøllup boe; han lader sit bryllup bo;
thett wor Suenden aff Wollersløff, det var svenden af Vollerslev,
hannd lader sin gannger skue. han lader sin ganger sko.

10
Denn første natt the samen laae, den første nat de sammen lå,
tha blieff hun mett hans barn; da blev hun med hans barn;
then anden natt ther epther kom, den anden nat der efter kom,
tha blieff hand wegen paa hindiis arm. da blev han vejen på hendes arm.

11
Op stod denn unge brudt, op stod den unge brud,
hun wred hindiis hennder aff nødt: hun vred hendes hænder af nød:
"Giffue thett Gud-fader i himmerig, "give det Gudfader i himmerig,
ieg wor i iorden dødt!" jeg var i jorden død!"

12
Suarede thet thenn therne, svarede det den terne,
och suarit hun tha saa: og svaret hun da så:
"Ufødt tha er thet same barn, "ufødt da er det samme barn,
sin faders dødt heffne maa." sin faders død hævne må."

13
"Du statt och thiie, du therne! "du stat og tie, du terne!
du meler mig ingen harm: du mæler mig ingen harm:
y affthes gick ieg møø i seng, i aftes gik jeg mø i seng,
huor skule ieg werre mett barn?" hvor skulle jeg være med barn?"

14
Dett suaritt Suendens søster det svaret svendens søster
hun stod i skarlagen rødt: hun stod i skarlagen rød:
"uføden
[2] I udg.: "Ufei".
tha er then same suendt,
 
"uføden da er den samme svend,
som redis for uføden barns dødt." som ræddes for uføden barns død."

15
Firetiuge uger ther[-]epther, firetyve uger derefter,
ther skoffuen hun blieff grøn: der skoven hun blev grøn:
then fru hun gick til bure, den fru hun gik til bure,
hun føde en søn saa skøn. hun fødte en søn så skøn.

16
Hand war fød om afftenn, han var født om aften,
de christnett hanum om nat; de kristnet hannum om nat;
thi kallede hanum unge Willium, de kaldede hannum unge Villum,
thi dulde hanum, men thi motte. de dulgte hannum, men de måtte.

17
Hand wor well fulde XV aar, han var vel fulde femten år,
ther handt red først y marck; der han red først i mark;
hand legtte mett rider och suenne, han legte med ridder og svende,
hun
[3] I udg.: "hand".
wor thenum alt for sterck.
 
hun var dennum alt for stærk.

18
Willium och thenn bundesøn Villum og den bondesøn
thi drager huer-andre y hooer: de drager hverandre i hår:
"Fast beder maathu heffne thinn faders dødt "fast bedre måt du hævne din faders død
och lade mig vere ubeuardt."
[4]jf. Kalkar IV 536 a52, bet. fri, urørt.
[5] I udg.: "ubardt".
 
og lade mig være ubevart."

19
Dett vor unnge Willium det var unge Villum
hand worte y kinder blege: han vordte i kinder blege:
"Oc er min fader mett voben wegitt, "og er min fader med våben vejet,
bortte er min somer-lieg." borte er min sommerleg."

20
Det vor unnge Willium, det var unge Villum,
och suøper handt siig i skindt; og svøber han sig i skind;
och saa gaar hand i høffuen-logtt og så går han i højenloft
altt for sin kierre moder indt. alt for sin kære moder ind.

21
"Høre y thett, min kierre moder! "høre I det, min kære moder!
alt huad ieg siiger ether: alt hvad jeg siger eder:
er min fader mett vobenn wegitt, er min fader med våben vejet,
y døller thett icke for mig!" I dølger det ikke for mig!"

22
"Du est icke fulde XV aar, "du est ikke fulde femten år,
dine brønnie kanndt thu ike berre; dine brynje kant du ikke bære;
saa well ma Suendenn aff Wollersløff så vel må svenden af Vollerslev
for thieg y freden werre." for dig i freden være."

23
"Høre y thett, min kierre moder! "høre I det, min kære moder!
lader ether thett icke for-thriide; lader eder det ikke fortryde;
y giffuer mig suerde och brønnie ny, I giver mig sværde og brynje ny,
ieg maa thett wel en gang nyde." jeg må det vel en gang nyde."

24
Dett wor unnge Wilium, det var unge Villum,
hand lader thi lønne-brieffue skriiffue; han lader de lønnebrev skrive;
och sender hannd thenum op att lanndt og sender han dennum op ad land
sin riige frender at giffue. sin rige frænder at give.

25
Da bød hannd thenum tiill lanndsting da bød han dennum til landsting
och siden alt thiill den steffne; og siden alt til den stævne;
hand wiill alt same aar han vil alt samme år
sin kierre faders dødt att heffnne. sin kære faders død at hævne.

26
Det wor unge Willium, det var unge Villum,
hand lader thi fiede-breffue skriiffue han lader de fejdebreve skrive
och sender thenum op at lanndt og sender dennum op ad land
Suendenn aff Wollersløff at giffue. svenden af Vollerslev at give.

27
Dett melte Suenden aff Wollersløff, det mælte svenden af Vollerslev,
hand stod i skarlagen rødt: han stod i skarlagen rød:
"Och huem haffuer steffnit mig tiill tingitt i-dag "og hvem haver stævnet mig til tinget i dag
och giordt min gannger then møde?" og gjort min ganger den møde?"

28
Det suarit unge Willium, det svaret unge Villum,
hand stodt under hielmen hin røde: han stod under hjelmen hin røde:
"Du giør alt miere for fader min "du gør alt mere for fader min
end giør thin gannger then møde!" end gør din ganger den møde!"

29
Dett [vor] Suenden aff Wollersløff, det [*] svenden af Vollerslev,
handtt sprither op iordt mett suerdt: han sprætter op jord med sværd:
"Thu faar icke for faderen din "du får ikke for faderen din
anthenn pending eller pendings werdt!" enten penning eller pennings værd!"

30
Dett wor unge Willium, det var unge Villum,
och hand sith suerdt udrog; og han sit sværd ud drog;
och thet vor Suendin aff Wolersløff, og det var svenden af Vollerslev,
hand dødt tiil iorden woge. han død til jorden voge.

31
Melte thet daner-koning, mælte det dannerkonning,
hand vor buode wredt och gram: han var både vred og gram:
"Suene, forfiilger Wilium! "svende, forfølger Villum!
ieg giffuer skiffling offuer hanum." jeg giver ********* over hannum."

32
Det vor ungen Wilium, det var ungen Villum,
och hand tog tiill sin kniff: og han tog til sin kniv:
"Alt skall y liusse mig freden igien, "alt skal I lyse mig freden igen,
eller thett skall gielde ethers liff!" eller det skal gælde eders liv!"

33
"Hør thu unge Wilium! "hør du unge Villum!
och thu skalt haffue fredtt; og du skalt have fred;
och skall ieg lonne diig aff mine mendt, og skal jeg låne dig af mine mænd,
y-nør du thørtt denum vedt." inår du tørt dennum ved."

34
Det wor stoltenn fru Eltzelille, det var stolten fru Elselille,
hund stannder wiid borgeliidt; hun stander ved borgeled;
huer en vogenn ther hun kome saa, hver en vogen der hun komme så,
tha winthe hun Wiliums lieg. da vente hun Villums lig.

35
Det wor unge Willium, det var unge Villum,
hand kom tiill boriig[-]liedt; han kom til borrigled;
dett vor hanns kierre moder, det var hans kære moder,
hun stod der inden wedtt. hun stod der inden ved.

36
"Welkomen, unge Willium! "velkommen, unge Villum!
och kierre søne min! og kære sønne min!
och huad tha haffuer du fanngit tiill budt og hvad da haver du fanget til bod
for kierre fader din?" for kære fader din?"

37
"Hør i thett, min kierre moder! "hør I det, min kære moder!
nock haffuer ieg fanngit tiill bodt: nok haver jeg fanget til bod:
ieg saa kongens søster-søn jeg så kongens søstersøn
laae wegenn for min foedtt." lå vejen for min fod."

38
"Hør du thett, min kierre søn! "hør du det, min kære søn!
och siige du icke saa: og sige du ikke så:
thet wor kongens søster-søn; det var kongens søstersøn;
Chriist naade, huor thet wiill gaa!" Krist nåde, hvor det vil gå!"

39
"Høre i thett, min kierre moder, "høre I det, min kære moder,
feller icke thore paa kindt! fælder ikke tåre på kind!
konngenn liuste mig fred idag, kongen lyste mig fred i dag,
alt før ieg red fra thinng." alt før jeg red fra ting."

40
Tack haffue unge Willium, tak have unge Villum,
hannd riider icke enne: han rider ikke ene:
hand holt huer dag offuer sitt bordt han holdt hver dag over sit bord
well XXX raske suenne. vel tredive raske svende.

41
Hand holt huer dag offuer sit bordt han holdt hver dag over sit bord
vell XXX raske suenne; vel tredive raske svende;
saa lockiitt hand Suenens søster så lokket han svendens søster
och alle hindiis frennder tiill mene. og alle hendes frænder til mene.
:: Sielff saa vor hun stoltt udi sin huff. :::: selv så var hun stolt udi sin hu. ::