Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 45
Side: 141 v
Titel: Nilus og Tidemand
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 332 Fa VI 77-79
Kommentar: VI 89b-90a


1
Herre Nielus och her Thidemand herre Nielaus og her Tideman
dy haffde thill-samenn guodt villie; de havde tilsammen god vilje;
och denn leffuitt icki y verdenn thill, og den levet ikke i verden til,
der dennom kannd baade adskillie. der dennum kan både adskille.
:: Her Nielus och herre Thidemanndt. :::: her Nielaus og herre Tideman. ::

2
Och denn leffuer icki y verdenn thill, og den lever ikke i verden til,
der dem kannd baade attskille, der dem kan både adskille,
foruden enn iomffru y droninngenns gaard, foruden en jomfru i dronningens gård,
hende løsther dy baade att gillie. hende lyster de både at gilje.

3
Ther thienner enn iomffru y droningens gaardt, der tjener en jomfru i dronningens gård,
hunn heder iomffru Inngeborg; hun hedder jomfru Ingeborg;
her Nielus och herre Thidemannd her Nielaus og herre Tideman
dy ber for hinnder stuor sorrig. de bær for hender stor sorrig.

4
Hinnder badt her Thidemannd, hender bad her Tideman,
och hanom vilde hun icki haffue; og hannum ville hun ikke have;
och hennde bad herre Nielus, og hende bad herre Nielaus,
och hannom sagde hunn ia. og hannum sagde hun ja.

5
Dett var skiønne iomffru Inngeborrig, det var skønne jomfru Ingeborrig,
skulde thill sinn morbroder gannge; skulle til sin morbroder gange;
der møder hennde herre Thidemannd, der møder hende herre Tideman,
och
[1]+1: I udg.: "hand".
hand tager hinnde thill fannge.
 
og han tager hende til fange.

6
"Høre thu, herre Thidemanndt, "høre du, herre Tideman,
du ladt mig fare y fredt! du lad mig fare i fred!
spør thett herre Nielus, spørgr det herre Nielaus,
da slar hanndt dig ihiell." da slår han dig ihjel."

7
"Ieg skøtter icki om bolde her Nielus, "jeg skøtter ikke om bolde her Nielaus,
fordi du siiger nu saa; fordi du siger nu så;
altt skalthu giøre vilge mynn, alt skalt du gøre vilje min,
altt om thett verre maa!" alt om det være må!"

8
Dett var skiønne iomffru Inngeborrig, det var skønne jomfru Ingeborrig,
sledt sig y dørrenn udt; sled sig i døren ud;
herre Thidemand
[2]+1: I udg.: "Thidemand".
hanndt stannder effther igienn
 
herre Tideman han stander efter igen
medt suck och sorrigfuldt hu. med suk og sorrigfuld hu.

9
Dett var droninngenns iomffruer tholff, det var dronningens jomfruer tolv,
dy skulde y urther-gaardenn gaa; de skulle i urtergården gå;
dett var bolde her Nielus, det var bolde her Nielaus,
hannd holder der vare paa. han holder der vare på.

10
For gick droningens iomffruer tholff for gik dronningens jomfruer tolv
med silcke-flett haardt; med silkeflet hår;
effther gannger iomffru Inngeboorrig, efter ganger jomfru Ingeborrig,
hunn felder saa modige thaare. hun fælder så modige tåre.

11
"Hør y, iomffru Inngeborrig, "hør I, jomfru Ingeborrig,
huy rinder eder thaare paa kinndt? hvi rinder eder tåre på kind?
ennthen greder y for guldt eller sølff, enten græder I for guld eller sølv,
eller for y er vordenn minn?" eller for I er vorden min?"

12
"Icke greder ieg for guldt eller sølff, "ikke græder jeg for guld eller sølv,
icki for ieg er vordenn dinn; ikke for jeg er vorden din;
ieg greder miere for herre Thidemannd, jeg græder mere for herre Tideman,
hannd acter att giøre mig suig." han agter at gøre mig svig."

13
"Høre thu, skiønne iomffru Inngeborrig, "høre du, skønne jomfru Ingeborrig,
du skaltt icke sørge eller quide! du skalt ikke sørge eller kvide!
vill dett Gud, ieg
[3] I udg.: "mig".
venndis liff,
 
vil det Gud, jeg vindes liv,
hannd skall dig aldrig suige!" han skal dig aldrig svige!"

14
Dett var bolde her Nielus, det var bolde her Nielaus,
hannd lader sitt brølup bo; han lader sit bryllup bo;
dett var herre Thidemand, det var herre Tideman,
hannd lader synn gannger skou. han lader sin ganger sko.

15
Herre Nielus lader sitt brølup bo, herre Nielaus lader sit bryllup bo,
dett koster hannom guldt hinn røde; det koster hannum guld hin røde;
her Thidemannd ville thill brølup riide, her Tideman ville til bryllup ride,
ennddog hannd var icki bødenn. enddog han var ikke buden.

16
Dett var bolde her Nielus, det var bolde her Nielaus,
hanns tuct haffde hannd icki forglemtt; hans tugt havde han ikke forglemt;
droningenn førde ham synn
[4] I udg.: "synnn".
unnge brudt hiem,
 
dronningen førte ham sin unge brud hjem,
denn ære lader hunn hannom sømme. den ære lader hun hannum sømme.

17
Thett var om enn hellig søndag, det var om en hellig søndag,
der folckenn var alle glade, der folken var alle glade,
her Thidemand sagde itt ord fra sig, her Tideman sagde et ord fra sig,
hannd motte lanngtt beder haffue thagtt. han måtte langt bedre have tagt.

18
Her Thidemanndt hannd sagde itth ord fra sig, her Tideman han sagde et ord fra sig,
hannd motte lanngtt heller haffue thagtt: han måtte langt heller have tagt:
"Nu haffuer bolde her Nielus denn thill brudenn synn, "nu haver bolde her Nielaus den til bruden sin,
som førre var fæle minn." som førre var fælle min."

19
Brudenn siider paa brude-bennck, bruden sidder på brudebænk,
hunn greder y-saa saare; hun græder iså såre;
hunn badt thill Gudt y Himerig, hun bad til Gud i himmerig,
att hunn under iordenn vaare. at hun under jorden vare.

20
"Høre thu dett, minn unnge brudt, "høre du det, min unge brud,
icki skall y sørge eller quide! ikke skal I sørge eller kvide!
ieg skall sla her Thidemannd y-hiell jeg skal slå her Tideman ihjel
udi sinn feierste thiide!" udi sin fejerste tide!"

21
Thett suaritt dannsker droninng, det svaret dansker dronning,
hun sadt y kiorthellenn røø: hun sad i kjortelen rød:
"Dett vill ieg medt brudenn suære, "det vil jeg med bruden sværge,
att hunn er fuld-guodt mø!" at hun er fuldgod mø!"

22
Brøllupett dett var druckett, brylluppet det var drukket,
och folcken dy foer hiem; og folken de for hjem;
thett var skønne fru Inngeborriig, det var skønne fru Ingeborrig,
hunn sagtt
[5] I udg.: "sadtt".
saa gladt y-gienn.
 
hun sad så glad igen.

23
Dett var herre Thidemanndt, det var herre Tideman,
hannd lader sytt brølup bou; han lader sit bryllup bo;
thett var herre Nielus, det var herre Nielaus,
hanndt lader synn gannger skou. han lader sin ganger sko.

24
Her Thidemannd lader sitt brølup bou, her Tideman lader sit bryllup bo,
dett kaaster hannom sø[l]ff hinn huide; det koster hannum sølv hin hvide;
her Nielus lader sinn gannger skou, her Nielaus lader sin ganger sko,
thill brølupett vill hand riide. til brylluppet vil han ride.

25
Dett var bolde her Nielus, det var bolde her Nielaus,
hannd kom der ridenndis y gaardt; han kom der ridendes i gård;
udestannder denn liidenn møø, ude stander den liden mø,
hunn bøster sitt faffre haard. hun børster sit fagre hår.

26
"Hør thu [det], [du] liidenn møø, "hør du [*], [*] liden mø,
och huadt ieg siiger dig: og hvad jeg siger dig:
du syg mig, huor herre Thidemannd er, du sig mig, hvor herre Tideman er,
och døll dett icki for mig!" og dølg det ikke for mig!"

27
Dett tha suaritt denn liidenn møø, det da svaret den liden mø,
synne ord kunnde hunn icki giemme: sine ord kunne hun ikke gemme:
"Hand soffuer y synn unnge bruds arm, "han sover i sin unge bruds arm,
den ære lader hannd hanem
[6]+1: I udg.: "hannom sømme".
søme."
 
den ære lader han hannum sømme."

28
Dett var herre Nielus, det var herre Nielaus,
hanndt støtte paa dørrenn medt foedt; han stødte på døren med fod;
alle dy naffler, y dørrenn var, alle de nagler, i døren var,
dreff herre Thidemanndt emodt. drev herre Tideman imod.

29
Hannd skiødt thill hannom mett armbøst, han skød til hannum med armbrøst,
och alle dy anndre var spenndt;
[7]uforstaaeligt.
 
og alle de andre var spændt;
"Thett skalttu haffue thill morgens-gaffue, "det skalt du have til morgensgave,
dinn slefredt haffuer dig senndt!" din slegfred haver dig sendt!"

30
Thett suaritt herre Thidemannd, det svaret herre Tideman,
der hand faldt dødt thill iord: der han faldt død til jord:
"Icke er ieg denn eniste mannd, "ikke er jeg den eneste mand,
der haffuer faaett heffnn for ordt." der haver fået hævn for ord."

31
Brudenn siider y bruder-senng, bruden sidder i bruderseng,
hunn vrider henndis hennder aff nødt; hun vrider hendes hænder af nød;
hun badt thill Gudt aff Himmerig, hun bad til Gud af himmerig,
hunn haffde y voggen dødt. hun havde i vuggen død.

32
"Høre y dett, stalthenn Metthellille, "høre I det, stolten Mettelille,
i skall icke sørge saa saare: I skal ikke sørge så såre:
ieg haffuer seett en fast venner ennd y, jeg haver set en fast væner end I,
haffuer feldt fast flere thore." haver fældt fast flere tåre."

33
Fru Inngeborrig stander y høffuelofft, fru Ingeborrig stander i højeloft,
och seer hunn ud saa viide; og ser hun ud så vide;
hunn var saa gladt udi hierthitt sitt, hun var så glad udi hjertet sit,
hun saa hendis herre kom riidenn. hun så hendes herre kom ridend.
:: Herre Nielus och herre Thidemand. :::: herre Nielaus og herre Tideman. ::