Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 36
Side: 102 v
Titel: Ungen Svendal
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 70 Ba II 242-244
Kommentar: II 250-251, 682b


1
Thet var ungen Sueydall, det var ungen Svendal,
hanndt skulde boldenn lege: han skulle bolden lege:
boldenn dreff y yomffruens skiødt, bolden drev i jomfruens skød,
och giorde hunn kinnderenn blege. og gjorde hun kinderne blege.
:: Thu lade thine ordt well! :::: du lade dine ord vel! ::

2
Boldenn dreff y iomffruenns bure, bolden drev i jomfruens bure,
och suennden effther ginnge: og svenden efter ginge:
før hanndt udt aff burritt kom, før han ud af buret kom,
stuor sorrigh y hiertett hanndt finnge. stor sorrig i hjertet han finge.

3
"Thu thør icki kaste "du tør ikke kaste
boldenn effther mig: bolden efter mig:
der sider enn iomffru y fremede lanndt, der sidder en jomfru i fremmede land,
hun lider fast effther dig. hun lider fast efter dig.

4
Thu skaltt aldrig søffuenn soffue du skalt aldrig søven sove
och alldrig rouenn fannge: og aldrig roen fange:
før thu faar løst den skiønne iomffru, før du får løst den skønne jomfru,
som liger for dig y tuannge." som ligger for dig i tvange."

5
Thett var unngenn Sueydall, det var ungen Svendal,
hanndt suøber sig hoffuitt y skinndt: han svøber sig hoved i skind:
saa gaar hand y høffue-lofftt, så går han i højeloft,
for syne kiere hoffmend innd. for sine kære hovmænd ind.

6
"Her sider y, alle mine guode mennd, "her sidder I, alle mine gode mænd,
y dricker mødt aff skole: I drikker mjød af skåle:
menns ieg gaar y bierigitt inndt, mens jeg går i bjerriget ind,
altt medt dy døde att thalle. alt med de døde at tale.

7
Her sider y, alle mine guode hoffmenndt, her sidder I, alle mine gode hovmænd,
y dricker miødt och vinn: I drikker mjød og vin:
menns ieg gannger y bierigitt inndt mens jeg ganger i bjerriget ind
och thaller medt moder minn." og taler med moder min."

8
Thett var unngenn Sueydall, det var ungen Svendal,
handt tager thill att kalde: han tager til at kalde:
der reffner mur och malmerstienn, der revner mur og malmersten,
och biergitt tager thill att falde. og bjerget tager til at falde.

9
"Huem er dett, mig vecker "hvem er det, mig vækker
eller aff mig kalde maa: eller af mig kalde må:
menn ieg maa icki mett freden lege men jeg må ikke med freden ligge
op[-]unnder denn sorthe iordt?" opunder den sorte jord?"

10
"Thett er unngenn Sueydall, "det er ungen Svendal,
och kiere sønne dynn: og kære sønne din:
hanndt villde saa gierne haffue guodt raadt han ville så gerne have godt råd
aff kiere moder synn. af kære moder sin.

11
Ieg haffuer fanngett mig stedmoder, jeg haver fanget mig stedmoder,
hunn er mig saa hordt: hun er mig så hård:
hunn haffuer kast mig ronerenn paa hun haver kast mig runerne på
for den, ieg aldrig saa." for den, jeg aldrig så."

12
"Maa ieg icki mett fredenn lige "må jeg ikke med freden ligge
unnder denn sorthe qualle: under den sorte kvale:
udi dy samme veye udi de samme veje
fuldt[-]vell da skalthu fare. fuldvel da skalt du fare.

13
Ieg skall giiffue dig fuolenn, jeg skal give dig folen,
fuld[-]well skall hanndt berre dig fram: fuldvel skal han bære dig frem:
saa vell kanndt hannd løbe paa vilden haff, så vel kant han løbe på vilden hav,
som paa grønnenn enng. som på grønnen eng.

14
Ieg skall giffue dig dugenn, jeg skal give dig dugen,
hunn er aff ageruldt: hun er af ageruld:
all thenn madt, thu ynnsker, al den mad, du ønsker,
thenn skall deg staa strax paa burdt. den skal dig stå straks på bord.

15
Ieg skall giiffue dig dørins-huorne, jeg skal give dig dyreshorne,
dy er belagd medt guldt: de er belagt med guld:
all denn drøck, du ønnsker dig, al den drik, du ønsker dig,
daa skall hanndt staa all fuldt. da skal han stå al fuld.

16
Ieg skall giiffue digh suerdett, jeg skal give dig sværdet,
er herdt y drage-blodt: er hærdt i drageblod:
y-huor du drager igiennom skouffuenn, ihvor du drager igennem skoven,
daa liuser hunn som enn boell. da lyser hun som en bål.

17
Ieg skall giiffue dig snekenn, jeg skal give dig snekken,
hunn skall verre dig guode: hun skal være dig gode:
hunn løber saa vell paa thenn grønne iordt, hun løber så vel på den grønne jord,
som paa vildenn floede. som på vilden flode.

17b
[1] mangler
[2] Bb's V. 18 er det i Texten indsatte V. 17b.
[Ieg] [skal] [giffue] [dig] [saa] [goed] [en] [pung], [*] [*] [*] [*] [*] [*] [*] [*],
[den] [skal] [vere] [dig] [huld]: [*] [*] [*] [*] [*]:
[du] [skal] [aldrig] [saa] [thage] [aff] [denn], [*] [*] [*] [*] [*] [*] [*],
[hand] [skall] [iou] [altid] [verre] [fuld]." [*] [*] [*] [*] [*] [*]."

18
Thy vonnde op dieris silcke-segell de vunde op deres silkesejel
høyt y forgyldene raa: højt i forgyldene rå:
saa seglett dy thill denn samme lanndt, så sejlet de til den samme land,
som then iomffru er paa. som den jomfru er på.

19
Saa kaste dy dieris anncker så kaste de deres anker
paa denn huide sandt: på den hvide sand:
thett var ungen Sueydall, det var ungen Svendal,
hanndt thrinn der først paa lanndt. han tren der først på land.

20
Thett var unngenn Sueydall, det var ungen Svendal,
hanndt styritt synn snecke for lanndt: han styret sin snekke for land:
dett første, dett dennom møtthe, det første, det dennum mødte,
dett var enn gammel manndt. det var en gammel mand.

21
Thett da var denn gamle manndt, det da var den gamle mand,
hanndt lodt spørge først: han lod spørge først:
"Huadt da heder denn unnger-suenndt? "hvad da hedder den ungersvend?
hanndt er y hierthett trøst." han er i hjertet trøst."

22
"Suenndenn heder unngen Sueydall, "svenden hedder ungen Svendal,
saa viide gangis sadenn deraff: så vide ganges sagen deraf:
hanndt er lagdt y lanngen athraa han er lagt i langen attrå
for denn, hand aldrigh saa." for den, han aldrig så."

23
"Her er enn iomffru paa dett lanndt: "her er en jomfru på det land:
hunn leger y lanngenn atthraa: hun ligger i langen attrå:
for enn suenndt, heder Sueydall, for en svend, hedder Svendal,
hunn hannom aldrig mett øyenn saa." hun hannum aldrig med øjen så."

24
"Lengis hender epther enn unger-suendt, "længes hender efter en ungersvend,
hun haffuer hannom aldrig seett: hun haver hannum aldrig set:
heder hanndt unngenn Sueydall, hedder han ungen Svendal,
da er hanndt nu kommenn hidt. da er han nu kommen hid.

25
Hørre du dett, du gammelle manndt, høre du det, du gamele mand,
er dett sanndenn, du syger mig: er det sanden, du siger mig:
bliffuer ieg konge paa dette lanndt, bliver jeg konge på dette land,
thill greffue saa giør ieg dig." til greve så gør jeg dig."

26
"Møtte udi denn grønne lundt "midte udi den grønne lund
ther stannder minn iomffrues gaardt: der stander min jomfrues gård:
hussitt er aff graa malmerstienn, huset er af grå malmersten,
och gaardenn er lagd medt staaell. og gården er lagt med stål.

27
Husenn er aff graa malmerstienn, husen er af grå malmersten,
och gordenn er lagdt medt stoell: og gården er lagt med stål:
porthenn er aff dett røde guldt, porten er af det røde guld,
tolff huide biørne stannder derfor. tolv hvide bjørne stander derfor.

28
Møtthe udi minn iomffrues gaardt, midte udi min jomfrues gård,
der stannder enn linndt saa grønn: der stander en lind så grøn:
er thu den rette Sueydall, er du den rette Svendal,
du gack saa dristelig fram!" du gak så dristelig frem!"

29
Buortt red ungen Sueydall, bort red ungen Svendal,
och inndt adt porthen hand saa: og ind ad porten han så:
alle dy lose, der henngde, alle de låse, der hængte,
dy gick ther lediige fraa. de gik der ledige fra.

30
Ther falmer løff, ther falmer linndt der falmer løv, der falmer lind
och gressitt vedt linde-roedt: og græsset ved linderod:
dy løffuer och dy biørne de løver og de bjørne
dy fieldt thenn herre thill foedt. de fældt den herre til fod.

31
Ther hanndt kom y denn borge-gaard, der han kom i den borgegård,
ther axler hanndt synn skinndt: der aksler han sin skind:
saa gannger hanndt y høffue-lofftt, så ganger han i højeloft,
for hedennske konngenn inndt. for hedenske kongen ind.

32
"Her sider y, hedennske konngenn, "her sidder I, hedenske kongen,
altt offuer eders brede bordt: alt over eders brede bord:
vill y mig eders dather giffue? vil I mig eders datter give?
y vider mig anntsuar-ord!" I vider mig ansvarord!"

33
"Ieg haffuer icki datter, "jeg haver ikke datter,
och datter forudenn ienn: og datter foruden en:
hun liger lagdt y langenn atthraa hun ligger lagt i langen attrå
altt for enn unger-sue[n]dt. alt for en ungersvend.

34
Hunn liger lagt y lanngen atthraa hun ligger lagt i langen attrå
for thenn, hunn aldrig saa: for den, hun aldrig så:
suenndenn heder unngen Sueydall, svenden hedder ungen Svendal,
saa viide gangis saden aff." så vide ganges sagen af."

35
Innd da kom denn lidenn smaa-dreng, ind da kom den liden smådreng,
var kledt y kiorthellenn huidt: var klædt i kjortelen hvid:
"Lenngis eder nu, iomffru, epther Sueydall, "længes eder nu, jomfru, efter Svendal,
da er hand komen hidt." da er han kommen hid."

36
"Berrer y nu udt dy lige-borre "bærer I nu ud de ligebåre
och saa dy giøle raa: og så de gyldne rå:
och følger y mig y høffuenn[-]lofftt, og følger I mig i højenloft,
denn unnger-suenndt att skue." den ungersvend at skue."

37
Innd da kom thenn skiønne iomffru, ind da kom den skønne jomfru,
var kledt y silcke huidt: var klædt i silke hvid:
"Ver vell-kommenn, unngenn Sueydall, "vær velkommen, ungen Svendal,
hierthe-allerkieriste minn! hjerteallerkæreste min!

37b
[3] mangler
[4] Bb's V. 39 er det i Texten indsatte V. 37b.
[Wer] [vell-kommen], [ungen] [Sueidall], [*] [*], [*] [*],
[edelig] [herre] [min]: [*] [*] [*]:
[thack] [haffue] [Gud-fader] [i] [Hemmerig], [*] [*] [*] [*] [*],
[oss] [begge] [haffuer] [løst] [aff] [kuidde]!" [*] [*] [*] [*] [*] [*]!"

38
"Ville y lade eder døbe "ville I lade eder døbe
och tage vedt denn christelige thro og tage ved den kristelige tro
och følge mig thill Dannemarck, og følge mig til Dannemark,
huos unngenn Sueydall att boo?" hos ungen Svendal at bo?"

39
"Gierne vill ieg lade mig døbe, "gerne vil jeg lade mig døbe,
thage vedt den christelige tro tage ved den kristelige tro
och følge eder saa thill Dannemarck, og følge eder så til Dannemark,
huos eder, unngenn Sueydall, at bo." hos eder, ungen Svendal, at bo."

40
Om loffuerdagenn lodt hun sig døbe, om løverdagen lod hun sig døbe,
thog vedt denn christelig thro: tog ved den kristelig tro:
om sønndagenn lodt dy dirris brøllup bo, om søndagen lod de deres bryllup bo,
thy leffuer thillsammel mett ro. de lever tilsammel med ro.

41
Thy druck brøllup y dage, de druk bryllup i dage,
och vell y dage nye: og vel i dage ni:
altt thaa sadt denn gammele manndt alt da sad den gamele mand
och sørgitt y alle dy. og sørget i alle de.

42
Tack haffue ungenn Sueydall, tak have ungen Svendal,
saa vell holtte hanndt synn ordt: så vel holdte han sin ord:
hanndt giorde hannom thill rider han gjorde hannum til ridder
och saatthe hannom øffuerste thill bordt. og satte hannum øverste til bord.

43
Nu haffuer unngenn Sueydall nu haver ungen Svendal
forvon-
[5] I udg.: "for-vondenn".
all synn harum:
 
forvund al sin harum:
saa haffuer och den skiønne iomffrue, så haver og den skønne jomfrue,
hunn soffuer paa hanns arum. hun sover på hans arum.
:: Thu ladt dine ord vell! :::: du lad dine ord vel! ::