Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 28
Side: 81 v
Titel: Oluf Strangesøns Dystridt
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 329 Ea VI 61
Kommentar: VI 62b-63


1
Det var Olluff Stranngesønn det var Oluf Strangesøn
och saa hinn unnge Haffuebord, og så hin unge Hagebard,
dy thiennte denom saa lennge de tjente dennum så længe
y danner-konngenns gaard. i dannerkongens gård.
:: Saa brennde dieris guode godz paa Rye-lanndt. :::: så brændte deres gode gods på Ryland. ::

2
Thy thiennthe dennom saa lennge de tjente dennum så længe
y daner-kongenns gaardt; i dannerkongens gård;
saa yppett dy denom enn thrette imellom, så yppet de dennum en trætte imellem,
och denn var altt saa haardt. og den var alt så hård.

3
Saa yppedt de dennom enn thrette så yppet de dennum en trætte
om beges dieris guode heste, om begges deres gode heste,
y-huilckenn som best kunnde dyster rennde, ihvilken som bedst kunne dyster rende,
buode om borrig och feste. både om borrig og fæste.

4
Thenn dyste var ganntske unnderlig den dyste var ganske underlig
altt om saa venn enn vyff; alt om så væn en viv;
dett vill ieg for sanndenn siige, det vil jeg for sanden sige,
dett koste dieris unnge liff. det koste deres unge liv.

5
"Høre du, Haffuebordt konngens-sønn, "høre du, Hagebard kongenssøn,
ieg ville ickii vere dig ymodt; jeg ville ikke være dig imod;
dynn moder hun er minn guode gud-moder, din moder hun er min gode gudmoder,
hun var migh altt saa guodt." hun var mig alt så god."

6
"Ere minn moder dinn guode gudmoder, "ere min moder din gode gudmoder,
dett haffuer du icki att sede; det haver du ikke at sige;
bliffuer
[1] I udg.: "bliff".
du aldrig mannd[s]enns mage,
 
bliver du aldrig mandens mage,
udenn thu mett mig ville thrette!" uden du med mig ville trætte!"

7
"Gudt ved, dett er mig saare ymodt, "Gud ved, det er mig såre imod,
atth ieg skall mett dig stride; at jeg skal med dig stride;
menn heder ieg Oluff Stranngesønn, men hedder jeg Oluf Strangesøn,
da skall ieg y-morigenn biide!" da skal jeg i morrigen bie!"

8
Ude gannger konngenn och dronningenn ude ganger kongen og dronningen
mett alle dieris iomffruer och suenne, med alle deres jomfruer og svende,
der-thill rider och guode menndt, dertil ridder og gode mænd,
skulde fordre dy herrer dieris ferdt. skulle fordre de herrer deres færd.

9
Thett første redt dy sammenn redt, det første ridt de sammen red,
dy herrer var buode saa stercke, de herrer var både så stærke,
saa gick Olu[ff]s hest y knæ, så gik Olufs hest i knæ,
och skioldenn dreffue lanngt y marcke. og skjolden dreve langt i marke.
:: [***]
[2] brennder.
::
:: * ::

10
Tha sagde Olluff Strangisønn: da sagde Oluf Strangesøn:
"Raade Gud, hure dett skall gaa! "råde Gud, hure det skal gå!
aldrig haffde mig thimedt sligenn vode, aldrig havde mig timet slig en våde,
siidenn dett første ieg redt thill hoffue." siden det første jeg red til hove."

11
Thett anndett redt dy samen redt, det andet ridt de sammen red,
dett var forudenn all falsk; det var foruden al falsk;
Hafford liidige
[3] I udg.: "ledige".
fra hestenn kom,
 
Hagbard ledige fra hesten kom,
dett kaaste hanns huide hals. det koste hans hvide hals.

12
Thett var Oluff Stranngisønn, det var Oluf Strangesøn,
hannd tog hannom y synn arm: han tog hannum i sin arm:
"Du sette dig nu paa mynn hest, "du sætte dig nu på min hest,
forlade mig alle dynn harm!" forlade mig alle din harm!"

13
"Gierne vill ieg forgiiffue dig alle minne harum, "gerne vil jeg forgive dig alle mine harum,
yeg acter icki om dynn hest; jeg agter ikke om din hest;
yeg beder dig for denn øffuerste Gud, jeg beder dig for den øverste Gud,
atth du nu flyer mig prest!" at du nu flyer mig præst!"

14
"Ieg beder dig for denn øffuerste Gudt: "jeg beder dig for den øverste Gud:
for-lade mig nu dinn død! forlade mig nu din død!
Gudt vedt, dett ere mig saare ymod, Gud ved, det ere mig såre imod,
atth ieg ymod dig brødt." at jeg imod dig brød."

15
"Fuldt[-]gierne forgiiffue[r] ieg dig minn død, "fuldgerne forgive jeg dig min død,
Gudt løse saa vell voris quide! Gud løse så vel vores kvide!
fannger minn
[4] er af en gammel Haand (vist selve Skriverens) rettet til dinn, men er rettet tilbage igen.
fader dett atth viide,
 
fanger min fader det at vide,
thett koster ditth
[5] er af en gammel Haand (vist selve Skriverens) rettet fra mitth.
unnge liff!"
 
det koster dit unge liv!"

16
Thett var Olluff Stranngisenn, det var Oluf Strangesen,
hannd satthe sig thill synn hest: han satte sig til sin hest:
"Nu tøckis mig y sinde mynn, "nu tykkes mig i sinde min,
atth skoffuenn hun ere minn beste." at skoven hun ere min bedste."

17
Tha suaridt
[6]+2: I udg.: "suaridt".
[7] maa have været en af foregaaende Vers fremkaldt Skrivfejl i Forskriften.
Oluff Strangisønn danner-konngenn,
 
da svaret Oluf Strangesøn dannerkongen,
stodt icki lanngtt derfraa: stod ikke langt derfra:
"Thu skaltt fuldt-guod enn lycke nyde, "du skalt fuldgod en lykke nyde,
om thu skaltt skoffuenn naa!" om du skalt skoven nå!"

18
Thett var Oluff Stranngesønn, det var Oluf Strangesøn,
hanndt sathe synn glaffuenn offuer ennde; han satte sin glavind over ende;
saa rennde hanndt adt skoffuenn så rendte han ad skoven
fra kongenn och alle hanns menndt. fra kongen og alle hans mænd.

19
Saa thog dy unnge herre Haffbordz liig, så tog de unge herre Hagbards lig,
baare dett y kierckenn inndt; bare det i kirken ind;
der grede buode fruer och møer der græde både fruer og møer
unnder dieris skarlagenn-skinndt. under deres skarlagenskind.
:: Saa brennder dieris guode guodz paa Rye-lanndt. :::: så brænder deres gode gods på Ryland. ::