Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 27
Side: 78 v
Titel: Magnus Algotsøn
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 181 Ba III 742-743
Kommentar: III 748
Generelle oplysninger: V. 23-24 staa i omvendt Orden.


1
Thett var [Mogenus] Allegreffuenns-sønn, det var [*] Allegrevenssøn,
dett var hanns største harm: det var hans største harm:
thett handt bleff fraa hanns festemøe dreffuenn, det han blev fra hans fæstemø dreven,
denn thidt hanndt var itth barnn. den tid han var et barn.
:: Dy Allegreffuennsøner aff Laalanndt dy bedis om fredenn. :::: de Allegrevensønner af Lolland de bedes om freden. ::

2
Thett var drost her Loffmandt, det var drost her Lovmand,
feste sig saa venn enn møø: fæste sig så væn en mø:
dett var Mogenus Allegreffuensønn, det var Magenus Allegrevensøn,
for hinndis skyldt ville handt døø. for hendes skyld ville han dø.

3
Thett var droste her Loffmandt, det var droste her Lovmand,
hannd lader siitt brølup bou: han lader sit bryllup bo:
dett var Mogenus Allegreffuenns-sønn, det var Magenus Allegrevenssøn,
hanndt lader sinn gannger skou. han lader sin ganger sko.

4
Thett var droste her Loffmandt, det var droste her Lovmand,
hanndt lader sitt brølup giøre: han lader sit bryllup gøre:
dett var Mogenus Allegreffuenns-sønn, det var Magenus Allegrevenssøn,
hanndt ville icki hiemme verre. han ville ikke hjemme være.

5
Thett var Mogenus Allegreffuenns-sønn, det var Magenus Allegrevenssøn,
hanndt kleder siinne suenne y
[1] I udg.: "med".
pris:
 
han klæder sine svende i pris:
i silcke klede hannd hanns lidenn smaa-drenng, i silke klædte han hans liden smådreng,
som hannom skulle veyenn vise. som hannum skulle vejen vise.

6
Inndt da kom thenn lidenn smaa-drenng, ind da kom den liden smådreng,
var kledt y sabell och mordt: var klædt i zobel og mår:
"Her holder saa mange raske hoffmenndt "her holder så mange raske hovmænd
her udenn for vor gaardt. her uden for vor gård.

7
Her holder saa mange raske hoffmenndt her holder så mange raske hovmænd
for[-]uden vedt vor gaardt: foruden ved vor gård:
for[-]offuenn er dy y silcke kledt, foroven er de i silke klædt,
och unnder y brønenn saa hordt. og under i brynjen så hård.

8
Skarpe ere dieris glaffuen, skarpe ere deres glavind,
och spenndt er dieris boffue: og spændt er deres bue:
vrede er dy y sinde, vrede er de i sinde,
och horde er dy y hoffue." og hårde er de i hue."

9
Suarede dett drost her Loffmanndt, svarede det drost her Lovmand,
dy ordt gaff hanndt vell act: de ord gav han vel agt:
"Da er dett Mognus Aallegreffuens-sønn, "da er det Magnus Allegrevenssøn,
hanndt haffuer mig saa lennge unndsagtt." han haver mig så længe undsagt."

10
Melthe thett stalthenn Ellinns-borrig, mælte det stolten Ellensborrig,
och hender ranndt thorre paa kinndt: og hender randt tåre på kind:
"Och ere dett Mognus Allegreffuenns-sønn, "og ere det Magnus Allegrevenssøn,
hannom løber saa mangtt y sinnde. hannum løber så mangt i sinde.

11
Thager y aff mig mitt hoffuitt-guldt, tager I af mig mit hovedguld,
y sether mig eblannt dy kuennde! I sætter mig iblandt de kvinde!
kommer hanndt Mognus Allegreffuens-sønn, kommer han Magnus Allegrevenssøn,
hanndt monne mig icki kiennde." han monne mig ikke kende."

12
Alle da sade dy skiønne iomffruer, alle da sade de skønne jomfruer,
dy blegnett unnder skinndt: de blegnet under skind:
for-udenn stalthen Elinns-borrig, foruden stolten Ellensborrig,
och hennder ranndt thorre paa kinndt. og hender randt tåre på kind.

13
Innd kom Mognus Allegreffuenns-sønn ind kom Magnus Allegrevenssøn
med suerdt y høyre hennde: med sværd i højre hænde:
hanns øyen stodt thill staltt Ellins-borrig, hans øjen stod til stolt Ellensborrig,
saa snartt hanndt hennder kiennde. så snart han hender kendte.

14
Thett melthe stalthenn Ellinns-borrig, det mælte stolten Ellensborrig,
och hinder ranndt thorre paa kinndt, og hender randt tåre på kind,
"Skencker y vinn denn fremmede suenndt, "skænker I vin den fremmede svend,
her kam y sallenn ynndtt!" her kom i salen ind!"

15
"Ieg gider icki editt, ieg gider icki druckitt, "jeg gider ikke ædet, jeg gider ikke drukket,
enndt dett y giffuer mig vinn: end det I giver mig vin:
før ieg for vonnditt staltt Ellinns-borrig, før jeg får vundet stolt Ellensborrig,
hun er aller-kieriste mynn." hun er allerkæreste min."

16
Thett var Mognus Allegreffuenns-sønn, det var Magnus Allegrevenssøn,
hannd thog hinnder y synn arum: han tog hender i sin arum:
"Minndis eder, stalthenn Ellinns-borrig, "mindes eder, stolten Ellensborrig,
y vor tha mig giiffuenn itth barnn?" I var da mig given et barn?"

17
Melthe dett stalthenn Ellinns-borrig mælte det stolten Ellensborrig
medt tuct och møgenn snilde: med tugt og megen snilde:
"Dett
[2]+6: I udg.: "Mangen giør effter sine frenders raad".
giøre Mognus effther sine frennders raadt,
 
"det gøre Magnus efter sine frænders råd,
och tøcker dett lennge verre ylde." og tykker det længe være ilde."

18
"Høre du, drost her Loffmanndt, "høre du, drost her Lovmand,
nu skall ieg bliffue dinn dødt, nu skal jeg blive din død,
for du dreff mig aff landenn udt for du drev mig af landen ud
[alt]
[3] mangler
fra min feste-møøe."
 
[*] fra min fæstemø."

19
Op stod droste here Loffmanndt, op stod droste herre Lovmand,
hannd stod y skarlagenn rødt: han stod i skarlagen rød:
"Vell op, alle mine menndt, "vel op, alle mine mænd,
som ieg haffuer giiffuitt brødt!" som jeg haver givet brød!"

20
Thett var droste her Loffmanndt, det var droste her Lovmand,
hanndt thaller thill suenne syne: han taler til svende sine:
"Vell op, alle mine mennd, "vel op, alle mine mænd,
som ieg skiennckid mød och vinn!" som jeg skænket mjød og vin!"

21
Thett var Mognus Allegreffuenns-sønn, det var Magnus Allegrevenssøn,
och hanndt sytt suerdt uddrog: og han sit sværd ud drog:
dett var droste her Loffmanndt, det var droste her Lovmand,
hannd aff y midi hug. han af i midje hug.

22
Thett var Mugnus Allegreffuenns-sønn, det var Magnus Allegrevenssøn,
hand hug offuer burde och benncki: han hug over borde og bænke:
hanndt hugh vell thrødue raske hoffmenndt, han hug vel tredve raske hovmænd,
saa monne hanndt thill brøllupedt skenncke. så monne han til brylluppet skænke.

23
Tacke haffue Mognus Allegreffuenns-sønn, takke have Magnus Allegrevenssøn,
hanndt holthe saa vell synn thro: han holdte så vel sin tro:
saa lodt hanndt brøge och blennde vinn, så lod han brygge og blænde vin,
hanndt lodt sytt brøllup bo. han lod sit bryllup bo.

24
Nu haffuer Mugnus Allegreffuenns-sønn nu haver Magnus Allegrevenssøn
forvonndett all synn harum: forvundet al sin harum:
nu soffuer hanndt saa gladelig nu sover han så gladelig
y iomffru Ellins-borrig hinndis arum. i jomfru Ellensborrig hendes arum.
:: Dy Allegreffuenns-sønner aff Laalanndt dy bedis om fredenn. :::: de Allegrevenssønner af Lolland de bedes om freden. ::