Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 15
Side: 48 v
Titel: Karl og Kragelil
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 23 Aa I 335-336
Kommentar: I 339


1
Her Karll sider offuer taffle-bord her Karl sidder over tavlebord
och thaller hannd thill suenne: og taler han til svende:
"Y skall mig enn iomffru himte, "I skal mig en jomfru hente,
denn veniste, solen offuer skinner. den væneste, solen over skinner.
:: Y-medenn hannd rider mod hinnde. :::: imeden han rider mod hende. ::

2
I skall lede offuer lannde, I skal lede over lande,
och y skall lede offuer rige: og I skal lede over rige:
i skall hennthe mig denn iomffru, I skal hente mig den jomfru,
der well kannd werre mynn lige. der vel kan være min lige.

3
I skall mig denn iomffru faa, I skal mig den jomfru få,
der well kand verre minn lige: der vel kan være min lige:
er hunn danis och dydelig, er hun dannis og dydelig,
ieg acter icki om hinndis rige." jeg agter ikke om hendes rige."

4
Buort da red dy danis[-]suenne bort da red de dannessvende
buode offuer lannd och rige: både over land og rige:
dy kunnde icki finnde denn mø, de kunne ikke finde den mø,
der dennom tøtte verre hanns lige. der dennum totte være hans lige.

5
Hiem da red [dy] danis[-]suenne hjem da red [*] dannessvende
altt offuer dy grønne thuede: alt over de grønne tvede:
da fannt de saa skønenn enn iomffru, da fandt de så skønnen en jomfru,
som voctett de bønnder dieris fæ. som vogtet de bønder deres fæ.

6
Dett da melte denn gamle suennd, det da mælte den gamle svend,
hannd red y kiortelenn rød: han red i kjortelen rød:
"Nu seer ieg unnder liden "nu ser jeg under liden
och enn saa skønenn møø." og en så skønnen mø."

7
Dett da war denn gamle suennd, det da var den gamle svend,
hannd ned aff biergett red: han ned af bjerget red:
thallett hannd thill denn skønne mø, talet han til den skønne mø,
hannd badt hinnde gannge thill sig. han bad hende gange til sig.

8
"Siig
[1]+3: I udg.: "I siger mig dett, min".
mig dett, du skønne møø,
 
"sig mig det, du skønne mø,
och
[2]+1: I udg.: "i siger".
siige mig dett y lønne:
 
og sige mig det i lønne:
huadsenns adell er y aff, hvassens adel er I af,
y-medenn y er saa skønne?" imeden I er så skønne?"

9
"Hyrdenn er mynn fader, "hyrden er min fader,
hannd vocter dy geder y mosse: han vogter de geder i mose:
sielff [saa]
[3] mangler.
heder ieg Kragelille,
 
selv [*] hedder jeg Kragelille,
mitt naffnn thør ieg icki rosse. mit navn tør jeg ikke rose.

10
Hyrdenn er minn fader, hyrden er min fader,
hannd vocter dett fæ unnder lydenn: han vogter det fæ under liden:
sielff [saa]
[4] mangler.
heder ieg Kragelille,
 
selv [*] hedder jeg Kragelille,
y-medenn y will dett wiide." imeden I vil det vide."

11
Reffuenn saa var hinndis kleder reven så var hendes klæder
alle y stycker smaa: alle i stykker små:
haar haffde hunn som spundenn guldt, hår havde hun som spunden guld,
ymellom hinndis herder dett laa. imellem hendes hærder det lå.

12
Hinndis hals war huid som hermelinn, hendes hals var hvid som hermelin,
hinndis kinnder vor rosenns-røde: hendes kinder var rosensrøde:
de
[5] I udg.: "dett".
under alle de dannske hoffmennd,
 
det undrer alle de danske hovmænd,
dett hunn skulde lide nødt. det hun skulle lide nød.

13
Dett da war denn gamle suennd, det da var den gamle svend,
slo offuer hinde skarlagen smaa: slog over hende skarlagen små:
saa løffte hannd hinnder saa listelig så løfte han hender så listelig
alt paa sin ganger
[6] I udg.: "gangere".
graa.
 
alt på sin ganger grå.

14
"Will y meg saa buortt-føre "vil I mig så bortføre
altt saa offuer-fus? alt så overfus?
Lader y mig paa marckenn bliffue lader I mig på marken blive
och gienne dett fæ thill hus." og genne det fæ til hus."

15
Hør y dett, mynn skiønne yomffru, hør I det, min skønne jomfru,
y skall huercken sorrig eller quide: I skal hverken sørrig eller kvide:
ieg skall føre
[7]+3: I udg.: "eder føre aff lanndett ud".
eder ud[-]aff lanndett,
 
jeg skal føre eder udaf landet,
saa rigenn ryder at giffue." så rigen ridder at give."

16
Klede dy hinnder y silcke klædte de hender i silke
och saa y skarlagenn rød: og så i skarlagen rød:
dett will ieg for sanndenn siige: det vil jeg for sanden sige:
dett vor saa skønenn møø. det var så skønnen mø.

17
Klede dy hinder y silcke, klædte de hender i silke,
slog offuer hinder skarlagenn-skinnd: slog over hender skarlagenskind:
saa fulde dy hennder y hoffuelofftt så fulgte de hender i højeloft
for unnge her Karll inndt. for unge her Karl ind.

18
Dett da var denn skønne mø, det da var den skønne mø,
hunn innd att dørrenn treenn: hun ind ad døren tren:
der var ungen her Karll, der var ungen her Karl,
hannd stannder hinnder op igienn. han stander hender op igen.

19
Dett [var] unngenn her Karll, det [*] ungen her Karl,
hannd klapper paa hyunndenn blaa: han klapper på hynden blå:
"Høre y dett, minn skønne iomffru, "høre I det, min skønne jomfru,
och vill y huile her[-]paa? og vil I hvile herpå?

20
I siiger mig nu, minn skønne mø, I siger mig nu, min skønne mø,
y-medenns vy er saa enne: imedens vi er så ene:
huadzenns adell er y aff, hvassens adel er I af,
y-medenn y er saa skønne?" imeden I er så skønne?"

21
"Her Karll hede mynn fader, "her Karl hedde min fader,
hannd døde y worme-gaard: han døde i ormegård:
fru Brynnyll hede minn moder, fru Brynild hedde min moder,
selff heder ieg Adell-run. selv hedder jeg Adelrun.

22
Ieg war mig saa lidenn, jeg var mig så liden,
och enn saa lidenn enn mord: og en så liden en mår:
dy bønnder slo minn fader yhiell, de bønder slog min fader ihjel,
kast hannom y vorme-gaard. kast hannum i ormegård.

23
Dy bønnder slo minn fader ihiell de bønder slog min fader ihjel
y orloff och y krig: i orlog og i krig:
minn moder bleff mig aff lanndett førtt, min moder blev mig af landet ført,
mig buode thill sorrig och quide. mig både til sorrig og kvide.

24
Minn moder bleff udaff lannd
[8] I udg.: "lanndett".
førd,
 
min moder blev udaf land ført,
ieg vid icki, om hunn er død: jeg ved ikke, om hun er død:
sydenn haffuer ieg hos dy bønnder werritt, siden haver jeg hos de bønder været,
och dy haffuer mig opfød." og de haver mig opfødt."

25
Dett var unngenn her Karll, det var ungen her Karl,
klaper hinnde ved huidenn kinnd: klapper hende ved hviden kind:
"Y skall huerckenn sorrig eller quide, "I skal hverken sørrig eller kvide,
y er aller-kieriste minn. I er allerkæreste min.

26
Wille Gud-fader y Himmerig ville Gudfader i himmerig
giffue mig der-thill effne: give mig dertil evne:
da skall ieg inndenn monitzdag da skal jeg inden månedsdag
dig offuer dy bønnder heffne." dig over de bønder hævne."

27
"Will y mig offuer de bønnder heffne, "vil I mig over de bønder hævne,
dett er mig icki ymod: det er mig ikke imod:
y skonner bundens høstru, I skåner bondens hustru,
hunn war mig althid guod." hun var mig altid god."

28
Tack haffue unngenn her Karll, tak have ungen her Karl,
saa well holthe hannd sinn tro: så vel holdte han sin tro:
monedzdag der[-]effter kom månedsdag derefter kom
lod hannd sitt brølup boo. lod han sit bryllup bo.
:: Y-medenn hannd rider mod hennde. :::: imeden han rider mod hende. ::