Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Langebeks kvart
Nummer: 64
Side: 97 r
Titel: (Kummerligt er det at skilles)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 267 III 221-223
Kommentar: V 381
Generelle oplysninger: I Hskr. er Begyndelsesbogstaverne i hvert Vers overskrevet Verset og maa derfor antyde et Akrostikon "K.H.R.H.H.L."; muligvis gemmer sig to Navne, hvoraf det første kan være Karen Holger Rosenkrantzes, der ejede Visebogen. Det er ogsaa tænkeligt, at de tre sidste Bogstaver sigter til Hilleborg Hansdatter Lindenow.


1
Komerligt er thedt att skellies kummerligt er det at skilles
fran theg, min høgiste thrøst, fra dig, min højeste trøst,
thett skier imod ald min wilge det sker imod al min vilje
forvden ald glede oc løst; foruden al glæde og lyst;
du kandt ther inthett y wolde,
[1] kandt ther y wolde dvs. har Skyld deri.
 
du kant der intet i volde,
du edellig dygdelige bloedt, du ædelig dydelige blod,
vÿ kunne thet nu befinde vi kunne det nu befinde
ald werden er osz imodt. al verden er os imod.

2
Høglig for alle paa iorden højlig for alle på jorden
vil ieg ingen elske som theg, vil jeg ingen elske som dig,
nu leffuer dj dette fortryder, nu lever de dette fortryder,
der[-]for forttaller dj mig; derfor fortaler de mig;
ieg kand ther iche andett aff[-]winde jeg kan der ikke andet afvinde
en møget wforlempis
[2] dvs. forulempes.
ther[-]for,
 
end meget uforlempes derfor,
thj wil ieg thet slae aff sinde thi vil jeg det slå af sinde
oc lade som alderig war. og lade som alderig var.

3
Ringe loff kand thet theg giffue ringe lov kan det dig give
at driffue thin løst met mig, at drive din lyst med mig,
en anden skall hiertet haffue, en anden skal hjertet have,
oc ieg ber ordett for theg; og jeg bær ordet for dig;
thend gunst er besuerlig att bere, den gunst er besværlig at bære,
ther mig kunde stae
[3]+2: dvs. gaa for nær (til Hjerte).
for ner,
 
der mig kunne stå for nær,
ieg haffuer dog inthett andett giort, jeg haver dog intet andet gjort,
end theg elsket vdj thugt oc ehr. end dig elsket udi tugt og ær.

4
Huem kand ieg thed forklage, hvem kan jeg det forklage,
huad mig erre gangett imodt, hvad mig ere ganget imod,
haffuer ieg theg elskedt for all, haver jeg dig elsket for al,
thett skiede med min vilge goedt; det skete med min vilje god;
om ieg thet nu fortryder, om jeg det nu fortryder,
saa wil ieg thett bere hoesz mig, så vil jeg det bære hos mig,
ieg will thett iche for theg klage jeg vil det ikke for dig klage
oc iche bedreffue theg. og ikke bedrøve dig.

5
Høgelig will ieg theg raade, højelig vil jeg dig råde,
betenck theg huem thu erst, betænk dig hvem du est,
bliff wden forpligt oc thienn theg sielffuer, bliv uden forpligt og tjen dig selver,
saa leffuer thu rollig oc best; så lever du rolig og bedst;
begøndelszen erre betenckelsz werdt, begyndelsen ere betænkels værd,
huem thet kand rett beszinde, hvem det kan ret besinde,
bliffuer thu y werden noget bekøndt, bliver du i verden noget bekendt,
du skalltt thett sielffuer befinnde. du skalt det selver befinde.

6
Lycken kand alting forandre, lykken kan alting forandre,
naar Gudt giffuer naaden ther[-]til, når Gud giver nåden dertil,
ieg ber thett hoesz migh aleine, jeg bær det hos mig alene,
huad ieg icke sige will; hvad jeg ikke sige vil;
huad achter ieg klafferens munde hvad agter jeg klafferens munde
med theris falske raadt, med deres falske råd,
Gudt haffuer altingist att wolde,
[4] I udg.: "volde".
[5] dvs. raade.
 
Gud haver altingest at volde,
min gerning oc al min daedt. min gerning og al min dåd.