Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Langebeks kvart
Nummer: 16
Side: 21 v
Titel: Mødet
Trykt: U
Udgivet i: DV: 72 b (a: II 141-142)
Kommentar: V 1-2
Generelle oplysninger: Stroferne er unummererede i hs.
På hver strofes sidste linie er angivet et varierende antal prikker efterfulgt af et afslutningstegn.


[1]
[1] Til venstre for første strofe er tegnet to ansigter i profil.
Enn tiid saa waar Ieg Bedenn en tid så var jeg beden
attiill Løst | och tiid att fordriffue, at til lyst og tid at fordrive,
Ther hedenn saa war | Ieg redenn, der heden så var jeg reden,
att forløste mitt wnnge liiff, |  at forlyste mit unge liv,
skønne frwer oc Iomfruer Ieg ther fanntt, |  skønne fruer og jomfruer jeg der fandt,
Ieg gleddiis wdj altt mitt hiertte, jeg glædes udi alt mit hjerte,
for enn | wor ther[-]eblanntt. |  for en var deriblandt.

[2]
Ther[-]hosz fanntt Ieg enn frwe, derhos fandt jeg en frue,
thennd skøninste | ther Ieg wed, den skønneste der jeg ved,
Ieg kannd hinnde aldrig fuldlowe, |  jeg kan hende aldrig fuldlove,
hinndiis manngfoldig tugtighed, hendes mangfoldig tugtighed,
hinndis lader | oc Lempe befalle meg well, hendes lader og lempe befalde mig vel,
ther[-]tiill hindis ord | oc tale, dertil hendes ord og tale,
Ieg thett for sandigenn siige wiill. |  jeg det for sandingen sige vil.

[3]
Ther formerckte Ieg groffue stÿcker der formærkte jeg grove stykker
aff enn | wor ther[-]eblanntt, af en var deriblandt,
hund lod seg trøgenn trÿcke, |  hun lod sig trøjen trykke,
som nw giør mannigenn mannd, som nu gør mannigen mand,
hunndh | Lod seg mercke mett stor mislouff, hun lod sig mærke med stor mislov,
Thett | Giordis dog liidett behouff. | [sideskift] det gjordes dog lidet behov.

[4]
[2] Efter strofens afslutning følger en lille tegning.
Ieg wor sørgenndis wdj minn hw, jeg var sørgendes udi min hu,
Ther Ieg thend |
[3] Over verslinien er der med anden hånd tilskrevet et enkeltstående stort "I" og derefter "Henrich Huidtfeld".
tale forstaad,
 
der jeg den tale forstod,
Ieg motthe icke skemtte eller tale, |  jeg måtte ikke skæmte eller tale,
altt mett thennd stoltte Iomfrw, alt med den stolte jomfru,
Iegh Togh | hinnde dog lÿsteligen j minn arm, jeg tog hende dog lysteligen i min arm,
Iegh tenckte | mitt hiertte skulle brøste, jeg tænkte mit hjerte skulle briste,
for sligenn staar | Lenngels och harm. |  for slig en stor længsel og harm.

[5]
Thett giorde meg saa onndtt aff hierttett, det gjorde mig så ondt af hjertet,
Att | wij skulle skelliis ad, at vi skulle skilles ad,
Thett wed gud[-]fader aff | himmerige, det ved Gudfader af himmerige,
Ieg wor icke møgett glad, jeg var ikke meget glad,
Minn | Glede thennd haffuer hunn bortthe mett | seg, min glæde den haver hun borte med sig,
Mett lenngelse och staar sorrig, med længelse og stor sorrig,
haffuer | hunn begaffuitt megh.[sideskift] haver hun begavet mig.