Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 84
Side: 117 r
Titel: Sallemand dør af Elskov
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 482 H VIII 392-393
Kommentar: VIII 398a


1
Her Sallemand hede tend ryder sa rig, her Sallemand hedde den ridder så rig,
skønne fru Mettelild hede thend frue; skønne fru Mettelil hedde den frue;
thy haffde huer-ander y hiartt saa kierr, de havde hverandre i hjert så kær,
guod wilig thi til-sammell drogge. god vilje de tilsammel droge.
:: Y wed thett y-saa well, her Sallmand døde aff elskuo. :::: I ved det iså vel, her Salmand døde af elskov. ::

2
Her Sallemand haffde thend frue saa kierr, her Sallemand havde den frue så kær,
hand kund seg huerkind styrre eller rade; han kunn sig hverken styre eller råde;
inddog thi war thuo sødskynd-børn, enddog de var to søskendbørn,
aff fader och frender buode. af fader og frænder både.

3
Her Sallemand haffuer en morsøster, her Sallemand haver en morsøster,
heder skønne fru Ingeb[o]rig; hedder skønne fru Ingeborrig;
daa rider her Sallemand dyd, da rider her Sallemand did,
hand klager for hinder syn sorrig. han klager for hender sin sorrig.

4
Thett wor herre Sallemand, det var herre Sallemand,
hand ganger y wienduett att stande; han ganger i vinduet at stande;
hans morsøster ganger hanom till och fraa, hans morsøster ganger hannum til og fra,
hun skenker hanom wyn till haande. hun skænker hannum vin til hånde.

5
"Hør y thett, myn kerre morsøster, "hør I det, min kære morsøster,
ieg gyd icke drokitt den wyn; jeg gid ikke drukket den vin;
myn huoff er huoss skøne fru Mettelild, min hu er hos skønne fru Mettelil,
rett aldrig forglemer ieg hynder." ret aldrig forglemmer jeg hender."

6
"Hør thu thett, herre Sallemand, "hør du det, herre Sallemand,
thenke der inthett opaa! tænke der intet oppå!
saa sandelig er y thuo sødskiend-bønn, så sandelig er I to søskendbørn,
y maa icke til-samell buo." I må ikke tilsammel bo."

7
"Maa thett icke werre skønne fru Mettelild, "må det ikke være skønne fru Mettelil,
ther løsse kand al min harum, der løse kan al min harum,
tha skal der aldrig frwer eller stalte iumfruer da skal der aldrig fruer eller stolte jomfruer
soffue nogen tid y myn arum! sove nogen tid i min arum!

8
Maa thett icker
[1] I udg.: "icke".
werre skønne fru Mettelild,
 
må det ikker være skønne fru Mettelil,
ther løsse kannd ald myn quide, der løse kan al min kvide,
tha skald ther aldrig fruer eler stalte iumfruer, da skal der aldrig fruer eller stolte jomfruer,
soffue nogen tid huoss myn sidde!" sove nogen tid hos min side!"

9
"Ieg beder deg, herre Sallemand, "jeg beder dig, herre Sallemand,
thu welt huerkend sørig eller quide: du vilt hverken sørrig eller kvide:
tha well wy lade skriffue thy breffue till Rom, da vil vi lade skrive de breve til Rom,
saa y til-samell maa blyffue." så I tilsammel må blive."

10
"Thy fruer dy kand saa mange suynk, "de fruer de kan så mange svenk,
som hyull dy løber til thorrig; som hjul de løber til torrig;
ieg wed den skøtt ike y ald werden till, jeg ved den skødt ikke i al verden til,
ieg well for-klaffue myn sorig." jeg vil forklage min sorrig."

11
Thett wor herre Sallemand, det var herre Sallemand,
hand skreff di breffue med hand; han skrev de breve med hånd;
hand sende denom hynd skønne fru Mettelild, han sendte dennum hin skønne fru Mettelil,
om hun wilde hanom følge aff land. om hun ville hannum følge af land.

12
Hun skreff hanom eett anditt igenn, hun skrev hannum et andet igen,
thett sende hun hanom med syn therne: det sendte hun hannum med sin terne:
"Y-huor hand will y alld werden faare, "ihvor han vil i al verden fare,
ieg følger hanom alt saa gierne." jeg følger hannum alt så gerne."

13
Thett wor om en løffuerdag afftten, det var om en løverdag aften,
thi lagde thett saa y luaa; de lagde det så i lag;
saa thiellig om en søndag morgenn så tidlig om en søndag morgen
tha fulde hun hanom ther-fraa. da fulgte hun hannum derfra.

14
Fru Mettelild sameller guld y skrinn, fru Mettelil sammeler guld i skrin,
alt med saa møgitt sorig; alt med så meget sorrig;
her Sallemand saadeller ganger synn, her Sallemand sadeler ganger sin,
dy fuldis bortt om en morrgenn. de fulgtes bort om en morgen.

15
Thett melltte herre Sallemand, det mælte herre Sallemand,
ther thy kaam for offuen dy borig: der de kom for oven de borrig:
"Huem er der nu kerist vdi eders huoff, "hvem er der nu kærest udi eders hu,
och huem ber y miest for sorig?" og hvem bær I mest for sorrig?"

16
"Saa men wed, herre Sallmand, "så mænd ved, herre Salmand,
saa mange-fold er myn quide: så mangefold er min kvide:
hand bryder ingen sperd y-dag, han bryder ingen spær i dag,
hand rider huosz myn sydde." han rider hos min side."

17
Thi red thenom y Paaris ind de red dennum i Paris ind
alt saa med saa møggenn siun; alt så med så megen syn;
alle dy folck, y staaden war, alle de folk, i staden var,
thy faffuett
[2] I udg.: "faffnett".
saa wel derris komee.
 
de favnet så vel deres komme.

18
"Hør y thett, her Saallemand, "hør I det, her Sallemand,
huor haffuer y fangitt den fru? hvor haver I fanget den fru?
wy haffuer nu fangitt thy breffue aff Ruom, vi haver nu fanget de breve af Rom,
y maa icke til-samell kome." I må ikke tilsammel komme."

19
Her Sallemand klaper hynder wed huiden kiend, her Sallemand klapper hender ved hviden kind,
bad hun skuld huerckenn sørrig eller quide: bad hun skul hverken sørrig eller kvide:
"Ieg well nu sielleff drage ud til Rom, "jeg vil nu sellev drage ud til Rom,
om wy tilsamell maa blyffue." om vi tilsammel må blive."

20
"Hør y thett, herre Sallemand, "hør I det, herre Sallemand,
saa mange-faald er myn møde: så mangefold er min møde:
y hynter denn prest, mig skrefftte kand, I henter den præst, mig skrifte kan,
dene soryg thuynger mig tildøde." denne sorrig tvinger mig til døde."

21
Skønn fru Metteli[l]d døde en morigen skøn fru Mettelil døde en morrigen
op-under en utte-sang: opunder en ottesang:
her Sallemand døde paa gaadenn, hand gick, her Sallemand døde på gaden, han gik,
op-vnder den lygbaar-stauffuen. opunder den ligbårstavn.

22
Thett wor herre Sallemand, det var herre Sallemand,
hand hørde thy preste synge: han hørte de præste synge:
hans hiartte thett synder y brøstitt sprak, hans hjerte det sønder i brystet sprak,
och bloditt gyck aff hans munde. og blodet gik af hans munde.

23
Hans hiartte thett synder y brøstett sprak, hans hjerte det sønder i brystet sprak,
hand tholde saa møggitt møde; han tålte så meget møde;
rett aldrig hørde nogen en større elskuoff, ret aldrig hørte nogen en større elskov,
syden Thistrrum
[3] maaske Thistrrunn.
och fru Isalt døde.
 
siden Tristum og fru Isold døde.
:: Y wed thett saa well, her Sallemand døde vdaff elskuo. :::: I ved det så vel, her Sallemand døde udaf elskov. ::