Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 73
Side: 105 r
Titel: Tistram og Jomfru Isolt
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 471 Da VIII 41-43
Kommentar: VIII 45b-46a


1.
Droningenn føde thi sødskinde thuo, 
Tysterum och Isalltt buode; 
thett bleff hynder for sandingenn spaad, 
thi skulde huer-andre thro-loffue. 
:: Thett skønneste lyff thett gaas meg aldrig aff houffue. ::

2.
Tthennd sønn suøbtte hun y sielke, 
och datterenn y huide bled; 
hanom hadde hun y hiartett kier, 
men hinder wild hun aldrig siee. 

3.
Her Chrest da segne hyndis fader, 
Gud gaff hanom thett y synde: 
saa sende hand hinder vd aff land, 
hien til den kieser-inde. 

4.
"Bed hinde fosterre meg thett barnn 
y fulde wientter fem; 
och lad ingen anditt spørre, 
ind hun hindis datter er." 

5.
Tthett tha suaridtt thend kieser-inde, 
hun tog thett barnn til seg: 
"Chrest segnne konngen aff Danmark 
for gaffue, hand sende meg!" 

6.
Saa fosterett hun lidenn Isaltt, 
till hun wor XV aar; 
hun bleff den wieneste spedel klaar, 
ther nogen med øgen suo. 

7.
Tysterrun war saa lidenn, 
thett første hand red til huoffue; 
hand spuorde seg loff aff moder synn, 
hand matte en iumfru troloffue. 

8.
"I-huelkenn stalltt iumfru thu fører meg y gaard, 
saa well faffner ieg hyndis kome, 
for-vden aliene den spedel klar, 
kieserens
[1] kiesers i Linjeslutning (r utydelig).
datter aff Rom."
 

9.
"Hør y thett, myn kerre moder, 
huy komer eder sligtt y hoffue? 
haffur
[2] I udg.: "haffuer".
[3] haffur i Linjeslutning.
y icke hørtt, saa fattig en suend
 
haffuer faaitt saa rig en iumfru?" 

10.
Tthi gaff hanom hest och haffue 
och thusynd gylden at therre; 
saa red hand y kieserens gard, 
hand tog seg thieneste derre. 

11.
Isaallt staar y hyffue-lofftt, 
och sier hun Thisterum ride: 
"Ieg sier enn rider vd for wor gaard, 
hand
[4] I udg.: "han[s]".
heste er graa och huide."
 

12.
Wred daa bleff denn kierserind,
[5] I udg.: "kieserind".
[6] kierserind - i Vers 3 og 14 har Skriveren gjort samme Fejl, men straks rettet den.
 
hun slog synn øgen till iord: 
"Lad faare thett, liden Isalt! 
du matte ike thaale sligge ord! 

13.
Lad faar sligtt, lidenn Issaltt! 
thu giør meg ingen harum! 
thu est ind-nu saa liden, 
suoffuer y dyn fostermoders arum." 

14.
Tysterum thuog thieneste der, 
hand thientte den kieser-inde saa ner; 
thett wor for liden Isalts skyld, 
hand haffde hinder y hiartet saa kierr. 

15.
Tthett wor om en iiulle-dag, 
dy skulde till kierke faare: 
tha bleff her Thystrum Isalt waar 
fremerst y iumfru-skaare. 

16.
Tthett melltte herre Tystrum, 
hand holt paa ganger graa: 
"Thett giffue Gud-fader y hiemerig, 
ieg matte iumfru Issalt faa!" 

17.
Tthy fuorr offuer dy ennge, 
saa lestelig monne dy ride; 
ickee kaam Thystrrums huide haand 
fraa iumfru Isalts sidde. 

18.
Tthy red offuer beke, 
och thy red offuer broo: 
"Hør y thett, iumfru Isalt, 
well y giffue meg eders thro?" 

19.
"Hør y thett, herre Tystrum, 
y rider meg icke saa ner! 
tthett thør min modder tenke, 
y haffuer meg y hiartet kierr." 

20.
Tthett waar saa guod en iylle-dag, 
thi kaam fraa kierken hiem: 
Thistrum stuod aff synn hyffue hest, 
hand fulde kieser-inden ind. 

21.
"Hør y thett, myn nadige frue, 
den allerweneste lily, 
well y gyffue meg iumfru Issaltt, 
tha giør y ald myn wilig." 

22.
Tthett thaa suaridtt thend kieser-inde, 
som Gud gaff hinder til rade: 
"Saa mend wed, herre Tystrum, 
alt er y søskennd buode." 

23.
"Hør y thett, myn nadige frue, 
och huor skuld thett til-kome? 
ieg er fød i Danemark, 
och seleff fødde y den blume." 

24.
Tthett melltte iumfru Isaltt, 
saa hiemelig hun luo: 
"Saa mend ued, herre Thystrum, 
y thør thett icke thro." 

25.
"Hør y thett, iumfru Issalltt, 
y legger guld y skrynn, 
y-men ieg gaar y stalde 
och saadler ganger myn." 

26.
"Hør y thett, herr Thistrum, 
y giør thett aff guodwilig: 
y tager den sneke, paa landitt legger, 
wd-skorenn y roser och lilier." 

27.
Saa aarlig hand till strandenn gaar, 
och buode till och fraa; 
mest skuode hand thend sneke, 
hand wilde førre iumfru Isalt paa. 

28.
Keiserenn luod biuge saa hygtt ett thornn, 
buode aff mur och thiende; 
ther sang kaalander och nagttergall, 
iumfru Issalt hun soffuer ther-inde. 

29.
Tthett giorde iumfru Isalt 
ud-aff saa guode wilige: 
hun tog alle dy huide lynn, 
hun band der-aff en lynne. 

30.
Tthett wor lidenn Issaltt, 
hun fek saa till rade: 
hun waand her Thistrum y thornitt ind, 
thett bleff denom til angist buode. 

31.
Saa bratt kaam buod y hyffue-lofft 
alt for den kieser-ind: 
"Nu er her Thistrum y tornit wondenn 
alt til lidenn Isalt inde." 

32.
Tthett thaa war den kieser-inde, 
hun fek saa bratt til raade: 
hun luod giørre en iedder-drøk, 
for-gaff dy konges-bøn buode. 

33.
Tthett wor stuor ønnk att sie der-paa 
och hall mere harum: 
thett wor lidenn Isaltt, 
døde y her Thistrums arrum. 
:: Thend skøneste lyff thett gaas mig aldrig aff huoff. ::