Hagbard og Signe

1
Habur kong och Syuertt kong ^[1] Registeret har: Haubor konng och Syffuer konng.	Hagbard kong og Sigvard kong
thi ypett dennom en kyff:	de yppet dennum en kiv:
alt om hynd stalten Syenild,	alt om hin stolten Signild,
ther-for luod Habuor sitt liff.	derfor lod Hagbard sit liv.
:: Huad helder om y wynder meg saa weenen. ::	:: hvad heller om I vinder mig så væn en. ::
2
Huabuor hand wogner om midinatt,	Hagbard han vågner om midjenat,
der hand skuld søffuen ^[2] Skrivf. for: søffnen. suoffue:	der han skul søven sove:
for synn dreng thollde hand synn drøm,	for sin dreng talte han sin drøm,
thett giorde hand y vnde hoffue.	det gjorde han i onde hue.
3
"Hør y thett, myn eedelig herr,	"hør I det, min ædelig her,
ieg well eder raden giffue:	jeg vil eder råden give:
y drager till en spo-quinde,	I drager til en spåkvinde,
hun kand eders drøm well sigge."	hun kan eders drøm vel sige."
4
Tthett war Huabuor kongens[-]sønn,	det var Hagbard kongenssøn,
thager suerd y wienster hand:	tager sværd i venstre hånd:
saa gick hand till denn same husz,	så gik han til den samme hus,
alt som den spaa-quinde wor inde.	alt som den spåkvinde var inde.
5
Saa klaper hand paa dørren med skiend,	så klapper han på døren med skind,
med liden smaa finger och leettee:	med liden små fingre og lette:
waagen luo den spaa-quinde,	vågen lå den spåkvinde,
hun weste well, huad thett sette.	hun vidste vel, hvad det sædte.
6
"Meg tøgtte, ieg waar y Hiemerig,	"mig tykte, jeg var i himmerig,
thett wor saa faurr en byy:	det var så fagr en by:
meg tøgtte, thett hiemelenn brast y thuo,	mig tykte, det himmelen brast i to,
ieg faldt igienem den skyy."	jeg faldt igennem den sky."
7
"Tthett y thøgtte, y war wdj Hiemerig,	"det I tykte, I var udi himmerig,
thett buor, y skall wynnde enn møø:	det buder, I skal vinde en mø:
men thett y tøgtte, y skulde falde igienem denn skyy,	men det I tykte, I skulle falde igennem den sky,
thett buor, y skall for hynd døø."	det buder, I skal for hend dø."
8
"Imen thett er meg til glede giffuett,	"imen det er mig til glæde givet,
att ieg matte winde den møø:	at jeg måtte vinde den mø:
tha skall thett icke werre meg ymod,	da skal det ikke være mig imod,
om ieg skall ind for hinnd døø."	om jeg skal end for hend dø."
9
Hauborr lader seeg wexe haar	Hagbard lader sig vokse hår
och iumfru-kleder skerr:	og jomfruklæder skær:
ingen mand thett anditt west,	ingen mand det andet vidst,
ind hand en iumfru mon werre.	end han en jomfru mon være.
10
Haubuor lader seg kleder skeerre	Hagbard lader sig klæder skære
alt vdj iumfru-ligge:	alt udi jomfrulige:
saa rider hand seg op att land,	så rider han sig op ad land,
kong Syuerdtt datter att suigge.	kong Sigvard datter at svige.
11
Mett vdj den borriggaard	midt udi den borriggård
der axller hand synn skiend:	der aksler han sin skind:
saa gaar hand y fruerstuoffue	så går han i fruerstue
for frwer och iumfruer ind.	for fruer og jomfruer ind.
12
"Hell seder y, fruer och stallttenn iumfruer,	"hel sidder I, fruer og stolten jomfruer,
med mørr och høffskenn quinde:	med mør og høvsken kvinde:
men miest hynd stallte Sienild,	men mest hin stolte Signild,
alt om y er her[-]inde.	alt om I er herinde.
13
Hell sieder y, stallttenn Sienelld,	hel sidder I, stolten Signild,
y spender thett sylcke-tuinde:	I spinder det silketvinde:
Huabuor kongen[-]sønn haffuer meg tiell eder send,	Hagbard kongensøn haver mig til eder sendt,
om y well meg sløngning kinnde."	om I vil mig sløngning kende."
14
Allt saad stallttenn Sienild,	alt sad stolten Signild,
hun thuorde icke suare ett orrd:	hun turde ikke svare et ord:
før thett meltte Syuerd konge,	før det mælte Sigvard konge,
hand saad offuer breden buord.	han sad over breden bord.
15
"Haffuer Haubuor theg enn iumfru [send],	"haver Hagbard dig en jomfru [*],
thu skaltt hynd sløngninng lerre:	du skalt hend sløngning lære:
tha skalt thu lerre hindir sax och søm	da skalt du lære hender saks og søm
och wogtt hinndis ^[3] Skriverens Rettelse for: hinne. hiedder och erre."	og vogt hendes hæder og ære."
16
Alle thaa saad thi stalltte iumfruer,	alle da sad de stolte jomfruer,
och huer siud, som dy kunde:	og hver syd, som de kunne:
for-vdenn Haubuor kongenn[-]sønn,	foruden Hagbard kongensøn,
hand lieger med nollenn y muonde.	han leger med nålen i munde.
17
Tthett thaa melltte thend for-bande thernn	det da mælte den forbandte tern
vdy saa vnd enn stund:	udi så ond en stund:
"Rett aldrig suo ieg saa stalten iumfru,	"ret aldrig så jeg så stolten jomfru,
ther minder sløffuend kunde.	der mindre slevned kunne.
18
Hun syrr aldrig saa lidenn en søm,	hun syr aldrig så liden en søm,
hun haffuer ioo syn noll y munde:	hun haver jo sin nål i munde:
och hun faar aldrig saa stuor en skaall,	og hun får aldrig så stor en skål,
hun dreker thend ioo aff till bunde.	hun drikker den jo af til bunde.
19
Ieg suo aldrig thuo saa dierrig øggenn	jeg så aldrig to så djærvig øjen
y nogen iumfrus hoffuett:	i nogen jomfrus hoved:
der-thill haffuer hun thuo hiender,	dertil haver hun to hænder,
thi er som iarnn hynn hornn." ^[4] er vel en Skrivfejl for: horde; eller ogsaa er hynd fejl (for: eller?).	de er som jern hin hårdn."
20
"Faa du skaam, dyn thiernne,	"få du skam, din terne,
och huy daa spotter du meg:	og hvi da spotter du mig:
om ieg wender myn øgenn antten vd eller ind,	om jeg vender min øjen enten ud eller ind,
daa wender ieg denom inthett til thieg."	da vender jeg dennum intet til dig."
21
Tthett lide fast att affttenn,	det lide fast ad aften,
thi skullde senngy rede:	de skulle senge rede:
thaa spuorde Haubuor kongen[-]sønn:	da spurgte Hagbard kongensøn:
"Och huor daa skall ieg leege?"	"og hvor da skal jeg ligge?"
22
"Tthett suaridt stalltenn Sienild,	"det svaret stolten Signild,
och suarid hun daa saa:	og svaret hun da så:
"Y skall soffue y hyffue-lofft	"I skal sove i højeloft
paa thi bolster blaa.	på de bolster blå.
23
Alle thy søme, der ieg kaand,	alle de sømme, der jeg kan,
der lerer ieg eder saa gierne:	der lærer jeg eder så gerne:
y skall edde med meg aff fad	I skal æde med mig af fad
och suoffue huosz myn taarne."	og sove hos min terne."
24
"Ieg haffuer ett med kongens aarum ^[5] I udg.: "børnn".	"jeg haver ædt med kongens *****
och soffuedt vdj theris arum:	og sovet udi deres arum:
skulde ieg suoffue huosz thend thaarne y natt,	skulle jeg sove hos den terne i nat,
daa døde ieg y den harum."	da døde jeg I den harum."
25
"Hør y daa, mynn stalltte iumfru,	"hør I da, min stolte jomfru,
y thør huerkenn sørge eller quide:	I tør hverken sørge eller kvide:
y skall ede med meg aff fad,	I skal æde med mig af fad,
suoffue huer natt huosz myn side."	sove hver nat hos min side."
26
Op stuod stallttenn Sienild,	op stod stolten Signild,
thog Haubor wed huidenn hand:	tog Hagbard ved hviden hånd:
"Y kommer nu, stallttenn iumfru,	"I kommer nu, stolten jomfru,
om y løster att suoffue gange."	om I lyster at sove gange."
27
Tthett thaa war thi stalltte iumfruer,	det da var de stolte jomfruer,
gick offuer hyffue-loffts[-]broo:	gik over højeloftsbro:
thett wor Haubuor kongens[-]søønn,	det var Hagbard kongenssøn,
hans hiartt y brøsten luo.	hans hjert i brysten lo.
28
Tthett melltte Huabuor kongensønn,	det mælte Hagbard kongensøn,
hand logttes ^[6]+1: I udg.: "logtte [loffte]s-dør". dør:	han luktes dør:
"Mon der wer nogenn y werdenn till,	"mon der vær nogen i verden til,
staltt Sieneld, y haffuer kieer?	stolt Signild, I haver kær?
29
I sygger meg, staltenn Sieneld,	I siger mig, stolten Signild,
men wy er iene thuo:	men vi er ene to:
om der er nogen y werden till,	om der er nogen i verden til,
och der eder huoff leger paa."	og der eder hu ligger på."
30
"Ther er slett ingenn [y] [werden] till,	"der er slet ingen [] [] til,
der myn huoff leger paa:	der min hu ligger på:
for-vdenn hanom iiene Hauburr kongens[-]sønn,	foruden hannum ene Hagbard kongenssøn,
ieg maa hanom dog icke faa."	jeg må hannum dog ikke få."
31
"Er thett Huabuor kongenn[-]sønn,	"er det Hagbard kongensøn,
y haffuer y hiaritt ^[7] hiaritt, el: hiarett, Skrivf. for: hiartitt? saa kieer:	I haver i hjerte så kær:
saa men wed, staltten Sienild,	så mænd ved, stolten Signild,
hand suoffuer eder nu saa ner."	han sover eder nu så nær."
32
"Er y nu Haffbuor kongens[-]sønn,	"er I nu Hagbard kongenssøn,
huy wilde y meg saa skeend:	hvi ville I mig så skænd:
huy red y icke y myn faders gaard	hvi red I ikke i min faders gård
med høgg ^[8]+2: burde nok hedde: hund och høgg. och hund paa hennd?"	med høg og hund på hænd?"
33
"Ieg red y eders faders gaard	"jeg red i eders faders gård
med høg paa hyffuen heende:	med høg på højen hænde:
eeders fader hand er en wuon-throff mand,	eders fader han er en vantro mand,
hand suaritt meg icke ett sinde."	han svaret mig ikke et sinde."
34
Alltt thaa snackitt thi kongens bønn,	alt da snakket de kongens børn,
dy mientte, thi war iene thuo:	de mente, de var ene to:
vde stuod denn forbanede thaarnn,	ude stod den forbandede tern,
hun lyde paa beggis deris ord.	hun lyde på begges deres ord.
35
"Hør y, Haubuor kongenns[-]sønn,	"hør I, Hagbard kongenssøn,
y føffuer well eders ord:	I føjer vel eders ord:
ieg frøgtter for, myn tharne	jeg frygter for, min terne
hun tør staa och liuder ^[9] I udg.: "liude". der-paa."	hun tør stå og lyder derpå."
36
"Sttaar her nogenn aff eders mørr	"står her nogen af eders mør
och lyuder paa myn ord:	og lyder på min ord:
thaa haffuer ieg her mitt guode suerd,	da haver jeg her mit gode sværd,
dertill min bryne blaa.	dertil min brynje blå.
37
Ieg haffuer her mitt brynne,	jeg haver her mit brynje,
der-till mit guode suerd:	dertil mit gode sværd:
saa mend wed, stalltten Syeneld,	så mænd ved, stolten Signild,
ieg frrøgtter icke for myn fardtt."	jeg frygter ikke for min færd."
38
Skam saa [faa] denn tharnne,	skam så [*] den terne,
hun war synn iumfru icke thro:	hun var sin jomfru ikke tro:
saa stald hun bortt hans bryne ny	så stjal hun bort hans brynje ny
ock stalt Sienels søleff-spendt skuo.	og stolt Signilds søllevspændt sko.
39
Hun tog och bortt hans guode suerd,	hun tog og bort hans gode sværd,
[stalt] Sienels sølffspendt skuo:	[*] Signilds sølvspændt sko:
saa bar hun thett y hyffue-lofft	så bar hun det i højeloft
och lagde thett paa kongens bord.	og lagde det på kongens bord.
40
"Her sedder y, Syffuertt konge,	"her sidder I, Sigvard konge,
och dreker mød och wynn:	og drikker mjød og vin:
kinder y Haubuor kongens[-]sønn? ^[10] Bør maaskee læses: kinder y, Haubuor k. s. (uden Spørgsmaalstegnefter).	kender I Hagbard kongenssøn?
hand suoffuer huoss eder dater inde."	han sover hos eder datter inde."
41
Tthett wor Syffuett konge,	det var Sigvard konge,
hand robber offuer alt syn gaard:	han råber over alt sin gård:
"Wall op, alle myne mend,	"vel op, alle mine mænd,
y drager nu waben paa.	I drager nu våben på.
42
Wall op, alle mynne mend,	vel op, alle mine mænd,
thager wabbenn for-vden al falsk:	tager våben foruden al falsk:
ieg sigger eder paa myn chrestellig thro,	jeg siger eder på min kristelig tro,
Haubuor er saa haard en halsz."	Hagbard er så hård en hals."
43
Saa støtte dy paa dørrenn	så stødte de på døren
buode med skiold och spiud:	både med skjold og spyd:
"Thu waag op, Haubuor kongen[-]sønn,	"du våg op, Hagbard kongensøn,
thu gack y gaardenn vd."	du gak i gården ud."
44
Op sprang Hauborr kongensønn,	op sprang Hagbard kongensøn,
hand tog til hoffuet-giaar:	han tog til hovedgærd:
bortte war hans bryne	borte var hans brynje
och saa hans guode suerd.	og så hans gode sværd.
45
"Nu er bortte myn bryne,	"nu er borte min brynje,
der-till mytt guode suerd:	dertil mit gode sværd:
saamennd wed, stallten Sieneld,	så mænd ved, stolten Signild,
her blyffuer en ynckelig fardtt."	her bliver en ynkelig færd."
46
Tthett wor Hauborr kongens[-]sønn,	det var Hagbard kongenssøn,
hand thuog thy sparlagenn for seeg:	han tog de sparlagen for sig:
hand weritt seg saa mandelig	han værget sig så mandelig
for XXX raske hoffmend.	for tredive raske hovmænd.
47
Saa grebb thi Haubuor kongenns[-]sønn,	så greb de Hagbard kongenssøn,
thi fulde hanom vd och ind:	de fulgte hannum ud og ind:
thi kunde ike faa saa sterke iaarn,	de kunne ikke få så stærke jern,
thi kunde hans hender med mynde. ^[11] Skrivf. for: bynde?	de kunne hans hænder med *****.
48
Skaam faa denn thaarnne,	skam få den terne,
hun gaff sytt rad der-till:	hun gav sit råd dertil:
"thy ^[12] I udg.: "Y". thager en haand ^[13] I udg.: "haard". aff Sienels hoffuit,	"de tager en hår af Signilds hoved,
y binder [hans] hynder der-med.	I binder [*] hænder dermed.
49
I thager enn haard aff Sienelds hoffuett,	I tager en hår af Signilds hoved,
y binder hans hinder ther-med:	I binder hans hænder dermed:
førre hand røker thett haard y thuo,	førre han rykker det hår i to,
tha luod ^[14] Læsemaaden uvis. hand sitt hiartt førre brøste."	da lod han sit hjert førre briste."
50
Saa thuog thy haard aff Sienelds hoffuett,	så tog de hår af Signilds hoved,
thi band hans hynder der-y:	de bandt hans hænder deri:
hand luod thett for stalltt Sienels skyld,	han lod det for stolt Signilds skyld,
hand brød ike iett aff dy.	han brød ikke et af de.
51
"Ieg beder eder, Sienelld allerkereste myn,	"jeg beder eder, Signild allerkæreste min,
y lader guodwilig kiende:	I lader god vilje kende:
alltt om y sier meg henge,	alt om I ser mig hænge,
daa lader eders bure brende."	da lader eders bure brænde."
52
Tthett suarede stallttenn Sieneld,	det svarede stolten Signild,
hun wilde hanom aldrig suige:	hun ville hannum aldrig svige:
"Saa mend wed, Haubuor kongen[-]sønn,	"så mænd ved, Hagbard kongensøn,
thend bønn skall ieg eder widde."	den bøn skal jeg eder vide."
53 ^[15] V. 53 og 54 staae her som Brudstykker af et heelt Afsnit,hvis største Deel er borte. Der mangler noget baade før, efter og imellem dem; men daHdskr. intet Spor viser til nogen Lacune, har ingen saadan kunnet antydes iTexten.
Hand bad thag buortt syn mantell,	han bad tag bort sin mantel,
thend wor aff skaarlagenn rød:	den var af skarlagen rød:
"Alle thi fruer, y staden er,	"alle de fruer, i staden er,
thi sørger well for myn død."	de sørger vel for min død."
54 ^[16] Se note til strofe 53.
Saa fiørde [thi] Hauburr y markenn vd,	så førte [*] Hagbard i marken ud,
der luod thi denn harre henge:	der lod de den herre hænge:
stalltt Sieneld hun gaar y fruerstoffuen ind,	stolt Signild hun går i fruerstuen ind,
der luod hun seg inde-brende.	der lod hun sig indebrænde.
55
Tthett melltte Syuerd konge,	det mælte Sigvard konge,
der hand ilden suo:	der han ilden så:
"Y reder nu, alle myne mend,	"I rider nu, alle mine mænd,
y lader thett ike saa ilde gaa.	I lader det ikke så ilde gå.
56
Sume y løber till gallenn,	somme I løber til galgen,
och lader ike Huabuor henge:	og lader ikke Hagbard hænge:
och suomme y løber y fruerstoffuen ind,	og somme I løber i fruerstuen ind,
och lader ike Sieneld hengge." ^[17] I udg.: "brende".	og lader ikke Signild hænge."
57
Der dy kam til gaallien,	der de kom til galgen,
daa wor Haubuor hend:	da var Hagbard hængt:
och førind dy kaam y fruerstuoffuen ind,	og førend de kom i fruerstuen ind,
daa war stalt Sieneld brend.	da var stolt Signild brændt.
58
"Habuor er hend, och Sienelid er brend,	"Hagbard er hængt, og Signelil er brændt,
thett er fuld[-]ynkelig ett muord:	det er fuldynkelig et mord:
daa ^[18] senere tilskrevet, dog maaskee af Skriveren selv. thager y nu den forbanede tharrnn,	da tager I nu den forbandede tern,
setter hinder strax leffnede ^[19] I udg.: "leffuende". ^[20] leffnede: der er glemt Tøddel over n og Streg over e. y iord."	sætter hender straks levende i jord."
:: Huad helder om y winder meg saa wenen. ::	:: hvad heller om I vinder mig så væn en. ::

Den ældste danske viseoverlevering