Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 155
Side: 204 v
Titel: Karl af Nørrejylland
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 432 Ba VII 374-375
Kommentar: VII 384a
Generelle oplysninger: Denne Tekst synes at være lidt overarbejdet, dels for at gøre Udtrykkene tydeligere (især for at fremhæve Sætningsforbindelsen), dels ved Tilføjelse af enkelte Ord for at gøre Versemaalet regelmæssigere. Hvor den oprindelige Læsemaade fremtraadte med Tydelighed, er den sædvanlige indsat i Teksten.


1.
Hynnd vnnge her Kaarll aff [Nøryøllandt] 
hand kand saa liestelig gylly; 
ryder hand seeg tiell Seellannd, 
der fremer hannd synn wyli. 
:: I bydder oss vnder tieldenn, mynn allderskønnist. ::

2.
Her Kaall hand sieder y hyffuelofftt, 
hannd liegger med raacker och fyeende: 
"Huad weell y myg suare, mynn skønn iumfru, 
med erenn weell ieg edder wynnde." 

3.
"Ieg er meg enn kongenns-baarnn, 
och y enn grøffue saa rig; 
[y] [er] [icke] [saa] [aff] [slect] [eller] [biørd], 
thett y kannd werre mynn lygge." 

4.
"I er west enn kongens-baarnn, 
och ieg en rider s[aa] ryg; 
ieg beder edder, allder-kerreste mynn, 
y laader meg werre edders lygge." 

5.
"Her Kaall, y kaand saa leestellig gyllie, 
som ieg haffuer hørtt enn maannd; 
ieg thørr icke for faadder mynn 
suarre, som ieg edder aannd. 

6.
Leegger y aff edder rydders-kleedder, 
kleeder edder y iumfru-lygge; 
[i] [suer] [mig] paa [ethers] chrestellig thro, 
[i] weell [mig] aldrig suigge. 

7.
I maa laade edders haarrd vdwoxe 
och iumfru-kleeder skeerre; 
saa faarre [y] tieell mynn faders garrd, 
om ieg edder sløffuenn well leerre." 

8.
"I haffuer taack, aller-kerreste mynn, 
for edders guode rad; 
ieg weell komme om halltt aars muod 
thett matt ind fulld-weell gaa." 

9.
Saa luod hannd seeg woxe haard 
och iumfru-kleeder skeere; 
saa fuor hand tiell konngenns gaard, 
som hannd enn iumfru monne werre. 

10.
Tthett wor vngenn herre Kaall, 
hand ind aff dørrenn thrend; 
thett wor fruer och iumfruer, 
thy stuod hannom op igeenn. 

11.
"Her seedder y, lyddenn Kiersteenn, 
edder føllger buode thuogtt och erre; 
ieg er edder seend aff fremede land, 
y weell meg sløffuind leerre." 

12.
"Alld denn slløffuend, der ieg kaand, 
denn leerer ieg eder med erre; 
ieg weell spørre mynn faadder adtt, 
om wy till-samell maa werre. 

13.
I staar op, thuo aff mynne iumfruer, 
och snakeer meed hyndder buodde, 
ymen ieg gaar y hyffue-lofftt 
och spører mynn faadder till raadde. 

14.
Her seedder y, daanner-koonngenn, 
alldder-kereste faader mynn; 
herr err komenn en iumfru aff fremedde laand, 
hun willde giernne sløffuind nieeme. 

15.
Meeg er seendtt enn staalltt iumfru 
saa langtt aff fremede land; 
saa gierrnne daa wilde hun sløffuind lerre, 
saa liditt hun der-aff kaannd. 

16.
Hynder er faadder och muoder fraa død, 
søster och brøder buode; 
saa giernne daa willde hun sleffuind leere, 
saa skønne er alle hynndis fuore. 

17.
Hun synnes att werre saa dyddelig, 
hynndder føllgger buodde tuogtt och erre; 
huad weell y meg swaare, kerre faader mynn? 
hun maa huoss meg werre?" 

18.
"Saa weell maa y thieell-saamell [were] 
efftter beegis eder guodde willige; 
du wogtt hynder for kierr broder dynn, 
hand kannd saa leestelig gylly." 

19.
Tthy waar tieell-saamell ett aar omkring 
for indenn denn fruer-stuoffue; 
ingenn mand thett anditt weeste, 
ind thi worr iumfruer buode. 

20.
Tthett wor om enn pieenthdag, 
dy skullde tieell kieerke faare, 
daa bleff dannske droning 
denn thyddinng første waarr. 

21.
Dett wor dannske droning, 
hun suøbber seeg hoffuet y skind; 
saa gaar hun y hyffue-lofftt 
for daner-konngenn innd. 

22.
"Hør y dett, mynn eddellig herre, 
ieeg maa thett for edder kere; 
thett er ingenn iumfru, 
worr datter haffuer att leerre." 

23.
Op stuod daner-kongenn, 
sluog offuer seeg skaarlagenn-skieennd; 
saa gaar hand y fruer-stuoffue 
for fruer och iumfruer innd. 

24.
"Heell siedder y, fruer och iumfrur, 
mørr och guoddenn quinde, 
och saa hand vngenn herre Kaall, 
altt om [hand] er her-innde." 

25.
Op stuod vngenn herre Kaall 
y syllcke-kiortteell huid: 
"Hør y thett [danner-kongen], 
huad haffuer y meg att wydde?" 

26.
"Hør thu thett, vnngenn herre Kaall, 
thett haffuer ieg teeg att wydde: 
huor edstu komenn y hyffue-lofftt 
teell enneste daatter mynn?" 

27.
Suaridtt thett vngenn herre Kaall, 
saa smaall som lylly-queste: 
"Saa mend wed, daner-kongenn, 
ieg haffuer thett woonditt med lieeste." 

28.
"Tthaa skaall ieg gyffue dieg denn fieerste døød, 
ther nogenn rydder weell haffue: 
ieg skaall laade dytt hoffued aff slaa, 
thytt lyg y kierkenn begraaffue. 

29.
Suaridtt thett lyddenn Kierstenn, 
hynndis øggenn dy runde saa strydde: 
"Ieg beedder edder, mynn kierr faader, 
y giør meg aldrig denn quidde." 

30.
Suaridtt thett hynndis keerre brodder 
saa leestellig vnder skieend: 
"Ieg haffuer deg saa offtte tieell sennge fuld 
med ieeneste søster mynn. 

31.
Saa thytt haffuer ieg thagitt dieg y mynn arum 
och myndditt dynn munnd saa rød; 
haffdde ieg thett weest, thu wardst herre Kaall, 
for lang skuld du haffue weritt død." 

32.
Dett meelltte dannske dronning, 
hun suaritt ett ord meed erre: 
"Thett er stuor synnd, at skieelle dennom adtt, 
som gernne tiel-sammell weell werre." 

33.
Der waar gleedde y kongenns gaard 
at lyude der-paa; 
kongenn gaff synn datter bortt, 
her Kaall hand monne hynd faa. 

34.
Nu haffuer vngenn herre Kaall 
for-wondenn buode anggist och haarum; 
[nu] [soffuer] [hannd] [saa] [gladelig] 
[udi] [liden] [Kierstenn] [hindis] [arom]. 
:: Y bydder oss vnder tieeldenn, mynn alder-skønnest. ::