Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 153
Side: 201 v
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 Ba V,2. 122-124
Kommentar: V,2. 171


1
Ieg weed saa rigg en iumfru jeg ved så rig en jomfru
for syndenn vdde weed aaa; for sønden ude ved å;
och hyndder bad Suenden aff Boller-løff, og hender bad svenden af Bollerlev,
hand kundde hynd icke faa. han kunne hend ikke få.
:: Seelleff waar hun staalltt vdj syn huff! :::: sellev var hun stolt udi sin hu! ::

2
Suendenn aff Wolderløff sagde hun nie, svenden af Vollerlev sagde hun nej,
dog hand wor kongens freenndde; dog han var kongens frænde;
och hynder feeck vnggenn Wylliom, og hender fik ungen Villum,
for hand wor beedder kieennd. for han var bedre kendt.

3
Dett wor Suendenn aff Bollderløff, det var svenden af Bollerlev,
hand lagdis y langen thraa; han lagdes i langen trå;
hans muoder och hans sødskieend thuo hans moder og hans søskend to
thy gaar gaar hanom till och fraa. de går går hannum til og fra.

4
"Hør thu thett, mynn keerre sønn! "hør du det, min kære søn!
och huy sørger du saa saare? og hvi sørger du så såre?
huad heelder fattis theeg guld eller sølleff, hvad heller mangler dig guld eller søllev,
och heelder wyynn hynd kllarre?" og heller vin hin klare?"

5
"Icke da faattis meg guld eller sølleff, "ikke da mangler mig guld eller søllev,
ycke heelder wyn hyn klaare: ikke heller vin hin klare:
iumfru Ellese-lill hun er maande[-]gyffuet, jomfru Eleselil hun er mandegivet,
fordy sørrger ieg saa saare!" fordi sørger jeg så såre!"

6
"Hør du thett, mynn keerre sønn! "hør du det, min kære søn!
och sørre du icke for hynnd: og sørge du ikke for hend:
weell er der flieere y Danemarck, vel er der flere i Dannemark,
buode møør och høffsken quinde!" både mør og høvsken kvinde!"

7
"Rett alldrig faar ieg saa ween enn møø, "ret aldrig får jeg så væn en mø,
thett sigger ieg edder for-sand; det siger jeg eder for sand;
menn maa ieg løffue hindes brølups-dag, men må jeg leve hendes bryllupsdag,
hun skaall icke niude hannom! hun skal ikke nyde hannum!

8
Rett alldrig løffuer ieg den dag, ret aldrig lever jeg den dag,
ieg faar saa ween enn møø; jeg får så væn en mø;
men maa ieg løffue hans brølups-dag, men må jeg leve hans bryllupsdag,
for hyndis skyld skaall hand døø!" for hendes skyld skal han dø!"

9
Thett wor vnnge Wylliom, det var unge Villum,
hand laader sytt brøllup buo; han lader sit bryllup bo;
thett worr Suendenn aff Wolddersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand laader synn ganger skuo. han lader sin ganger sko.

10
Thennd første natt thy saamell suoff, den første nat de sammel sov,
daa bleff hun med hans baarnn; da blev hun med hans barn;
denn anddenn natt, der effter kaam, den anden nat, der efter kom,
bleff hand wienn vdj hans
[1] I udg.: "hyndis".
[2] "hans" er Skrivfejl.
arum.
 
blev han vejen udi hans arum.

11
Op daa stuod denn vnge brud, op da stod den unge brud,
hun wred synn heendder aff nød; hun vred sin hænder af nød;
hun baad till Gud y hieemerig, hun bad til Gud i himmerig,
hun waar y iorrden død. hun var i jorden død.

12
Suaridtt thett hyndis thieneste-møø, svaret det hendes tjenestemø,
och suaridtt hun daa saa: og svaret hun da så:
"Vfød kaand werre den rydders-sønn, "ufødt kan være den ridderssøn,
synn faadders død høffne maa!" sin faders død hævne må!"

13
"Du statt och thy, du thaarnne! "du stat og ti, du terne!
giør meg sleett ingen harum: gør mig slet ingen harum:
i-gaar dad gyck ieg møø y-seenng, i går da gik jeg mø i seng,
huor skuldde ieg werre meed baarnn?" hvor skulle jeg være med barn?"

14
Thett suaridtt Suendens søster, det svaret svendens søster,
hun stuod y skaarlaggen rød: hun stod i skarlagen rød:
"Vfiee
[3] (dvs. ufej, ikke dødsens) er sikkert den rette Læsemaade. Meningen er: den har længe igjen at leve, som kun kan vente sig Drab af et Barns Haand. Dog er Udtrykket saa tungt, at det næppe er den oprindelige Form.
er denn same suend,
 
"ufej er den samme svend,
som reedis for thett baarns død!" som ræddes for det barns død!"

15
Fyrrethyffue vgger der-efftter, fyrretyve uger derefter,
och skuoffuen denn giordis grønn: og skoven den gjordes grøn:
denn frue hun gyck y burre, den frue hun gik i bure,
hun fødde saa hoffsk
[4] I udg.: "høffsk".
enn sønn.
 
hun fødte så høvsk en søn.

16
Hand wor fød enn afftenn, han var født en aften,
dy chrestnitt hanom om denn naatt; de kristnet hannum om den nat;
dy kaallditt hanom vngenn Wyliom, de kaldet hannum ungen Villum,
som dy fuld-weell maatte. som de fuldvel måtte.

17
Hand wor weell fuldde feemttenn aar, han var vel fulde femten år,
der hannd red først y marcke; der han red først i marke;
hand leegte med ryder och suene, han legte med ridder og svende,
hand wore dennom alle for stercke. han vare dennum alle for stærke.

18
Welliam och enn anndenn suendt, Villum og en anden svend,
thy drog huer-anddre y haard: de drog hverandre i hår:
"Langtt beddere maatte du høffne dynn faaders død "langt bedere måtte du hævne din faders død
och laade meg were wbornn." og lade mig være uborn."

19
Thett meelltte vnngenn Weelliom, det mælte ungen Villum,
hand bleff y kinder saa bleegge: han blev i kinder så blege:
"Er mynn faadder med waabenn wieett, "er min fader med våben vejet,
forglemt er myn somers-lieg!" forglemt er min sommersleg!"

20
Thett wor vngeenn Willium, det var ungen Villum,
hand suøber seeg hoffuett y skind; han svøber sig hoved i skind;
saa gaar hand y hyffue-lofftt, så går han i højeloft,
for kieerr muodder synn. for kær moder sin.

21
"Hør y thett, mynn kerre moodder! "hør I det, min kære moder!
altt huad ieeg well eder sygge: alt hvad jeg vil eder sige:
bleff mynn faader med waabben wieett, blev min fader med våben vejet,
daa døller thett icke for meeg!" da dølger det ikke for mig!"

22
"Thu est icke fulde femttenn aaar, "du est ikke fulde femten år,
dynn brynne kanndtt thu icke berre: din brynje kan du ikke bære:
saa lenge maa Suendden aff Woldersløff så længe må svenden af Vollerslev
y freedenn for deeg werre!" i freden for dig være!"

23
"Ieg beeder edder, mynn keerre muoder, "jeg beder eder, min kære moder,
y giør thett vddenn alld mieenn: I gør det uden al men:
y gyffuer meg suerd och brynny, I giver mig sværd og brynje,
mynn faadders død att høffnne!" min faders død at hævne!"

24
Thett wor vnggenn Wylliom, det var ungen Villum,
hand laader thy breffue skriffue; han lader de breve skrive;
hand seende denom Suendden aff Wolders-løff, han sendte dennum svenden af Vollerslev,
hand luod hanom fieeddenn biudde. han lod hannum fejden byde.

25
Daa luo Suenddenn aff Wollder-løff, da lo svenden af Vollerlev,
hand stuod y skaarlagenn rød: han stod i skarlagen rød:
"Huem bød meg till thing y-dag "hvem bød mig til ting i dag
och giordde mynn ganger denn møøde?" og gjorde min ganger den møde?"

26
Det suaridtt vnnge Wyllium, det svaret unge Villum,
hand holldtte vnder hiellm hynnd rødde: han holdte under hjelm hin røde:
"Du giør alltt mieere for faadder mynn "du gør alt mere for fader min
ind dynn ganger till tinggeett aatt myøe!" end din ganger til tinget at møde!"

27
Det suarede Suenddenn aff Wollders-løff, det svarede svenden af Vollerslev,
hand spratte op moold med suerd: han spratte op muld med sværd:
"Du faar aldrig for faadder dynn "du får aldrig for fader din
antten peening eller peendings werdtt!" enten penning eller pennings værd!"

28
Thett wor vngenn Wylliom, det var ungen Villum,
hand støtte op moold meed fuod: han stødte op muld med fod:
"Alltt skaall ieg haffue for fadder myn "alt skal jeg have for fader min
och ieenn saa høffskeen buod!" og en så høvsken bod!"

29
Thett wor unggenn Wyllyom, det var ungen Villum,
och hand sytt
[5] Maaské synn.
suerd vddrog;
 
og han sit sværd ud drog;
thett wor Suenddenn aff Wollers-løff, det var svenden af Vollerslev,
hand død till iorden wuo. han død til jorden vog.

30
Meelltte thett danner-kongenn, mælte det dannerkongen,
hand worr buod wreed och graam: han var båd vred og gram:
"Suenne, forfølger Wyllyom, "svende, forfølger Villum,
ieg gyffuer skyullinng offuer hannom!" jeg giver ********** over hannum!"

31
Wylliom hand tiell kongenn spranng, Villum han til kongen sprang,
och hand tuog till synn knyff: og han tog til sin kniv:
"Nu skaall y lyse meg fred igenn, "nu skal I lyse mig fred igen,
eller thett skaall kaaste eders lyff!" eller det skal koste eders liv!"

32
"Hør du, vnge Wylliom! "hør du, unge Villum!
och thu skaalltt haffue freed; og du skalt have fred;
och ieg skall laanne deeg aff myn meen, og jeg skal låne dig af min mænd,
naar du thørdst dennom veed." når du tørst dennum ved."

33
Thett wor iumfru Ingelild, det var jomfru Ingelil,
hun staar weed borrge-leed; hun står ved borgeled;
for huerren wogenn, thett hun suo kome, for hver en vogen, det hun så komme,
hun myntte, thett haffde weritt Willioms lygg. hun mente, det havde været Villums lig.

34
Thett wor vnnge Wylliom, det var unge Villum,
hand kaam till borige-lieed; han kom til borrigeled;
wd stuod hans kierre muodder, ud stod hans kære moder,
och huyller hun sieeg weed. og hviler hun sig ved.

35
"Weel-komenn, vngeen Wyllyom! "velkommen, ungen Villum!
och kieere sønne mynn: og kære sønne min:
huad haffuer du faaett till buod y-dag hvad haver du fået til bod i dag
altt for kieer faadder dynn?" alt for kær fader din?"

36
"Hør y, mynn kerre muoder! "hør I, min kære moder!
och ieg haffuer [ey] taggitt buod: og jeg haver [*] taget bod:
ieg sluo Suendenn aff Wolder-løff død, jeg slog svenden af Vollerlev død,
needder for mynn fuod!" neder for min fod!"

37
"Hør thu thett, mynn keere sønn! "hør du det, min kære søn!
och sigg du icke saa: og sig du ikke så:
hand wor alt kongenns søster-sønn, han var alt kongens søstersøn,
Gud radde huor thett weell gaa!" Gud råde hvor det vil gå!"

38
"Hør y thett, mynn kieerre muodder! "hør I det, min kære moder!
y feelldder icke thaare paa kyennd; I fælder ikke tåre på kind;
kongenn liuste meg seelffuer freed, kongen lyste mig selver fred,
altt førinnd ieg red aff thing." alt førend jeg red af ting."

39
Thack haffue vngenn Wylliom, tak have ungen Villum,
och hand red icke ieenne: og han red ikke ene:
hand holdtt huer dag offuer sytt buord han holdt hver dag over sit bord
weell thrødue radske hoffmend. vel tredve raske hovmænd.

40
Hand holtt huer dag offuer sytt buord han holdt hver dag over sit bord
well XXX raske hoffmend; vel tredive raske hovmænd;
saa lockitt hand Suendenns søster så lokket han svendens søster
och alle hynndis frenndder till mienn. og alle hendes frænder til men.
:: Seelleff waar hun staalltt vdi synn huoff! :::: sellev var hun stolt udi sin hu! ::