Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 147
Side: 195 r
Titel: Benedikt Knudsøns Fæstemø dør
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 455 Aa VII 512-513
Kommentar: VII 517a


1.
Tthett waar Benndygtt Knudsenn, 
hand luo seg vnder øø; 
saa stercke waar hans drøme 
altt om saa wen enn møø. 
:: Med mynn iumfru wilde ieg løffue saa gladellig. ::

2.
Tthett wor Benndygtt Knudsenn, 
hand wogner om mydy-naatt; 
vd-aff synn stercke drøme 
sygger hand saa offuer-braatt. 

3.
"Meg thøgtte, att mynn skaarlagenn rød 
och thend word wordenn suortt; 
thett hermelynn, der vnder saad, 
och thett waar skaaren buortt. 

4.
Meeg tøgtte, att mynne falcke graa
[1] I udg.: "[tuo]".
 
att thy word wordenn graa; 
thieeris wienger wor suøbtt y sylcke, 
thy for mynn fødder luo." 

5.
Alltt luo Bendigtt Knudsenn, 
hand thaalde synn stercke drøme; 
wagenn laauo hanns muoder, 
hun gaff thett weell y gieme. 

6.
"Tthett theeg tøgtte, dynn falcke thuo 
och thi waar worddenn graa, 
thett waalder, thend iumfru, thu haffuer kieer, 
thu kandt hynder aldrig faa. 

7.
Dett theeg tøgtte, dynn skaarlagenn rødt 
och thett word wordenn suortt, 
thett wolder, hun daglig sorig berr, 
och theend gaar aldrig bortt." 

8.
Ind daa kaam denn lyddenn smaa-dreng, 
waare kled y kiortteell huid: 
"Y staar op, Benddigtt Knudsenn, 
ieg weell edder tydding sygge. 

9.
I seeder her offuer thauffuelle-buord 
och lieeger med guld saa rød; 
stalltt Mettelild lieeger y hyffuelofft, 
hun er saa gaatt som død!" 

10.
Dett wor Bendigtt Knudsenn, 
beeder saadell ganger graa: 
"Allt skaall ieg ridde till Giøøde-mands gaard 
och siee, huor iumfru [Mettelild] maa!" 

11.
Tthett wor Beendigtt Knudsenn, 
hand kaam daa ryddenn y gaarde; 
vdde stuod herre Giødde-mand, 
suøbtt waar hand y mord. 

12.
"Hør du, Beendigtt Knudsenn, 
huy rider du y myn gaard? 
du weedst thett saa giørlig, 
myn huoff er paa thegg saar." 

13.
"Tthett ieeg haffuer loffuett edders daatter 
och giortt edder thett y-muod, 
thaa weell ieg giørre hynnder hieedder och erre 
och falde eder seelleff till fuod." 

14.
Hyndis muoder vd aff wynduett suoo, 
thett waar enn frue saa haard: 
"Her holder vde Bendigs Knudsenn, 
hand skaall icke kome løffuendis aff garde!" 

15.
Tthett meelltte staallttenn Mette-lild 
vdi synn største nød: 
"Maa ieg gaa till wyndueett och myn herre siee, 
førre ieg gaar till myn død?" 

16.
Tthett suaritt hyndis muodder, 
hun waar y hoffuen saa wred: 
"Rett aldrig løffuer du saa guoddenn dag, 
du skaalltt hanom med øggenn siee!" 

17.
Tther waar ynnck y fruerstuoffue 
och halleff mieere haarum: 
stalltt Mettellild dødde for synn søner smaa 
vdi synn muoders arum. 

18.
"Tthagger y nu hyndis sønner thuo, 
suøber denom y sylcke smaa: 
y laadder denom føllgge synn faadder aff gaarde, 
menn muoderenn icke løffue maa!" 

19.
Tthett meelltte Beendigs Knudsenn, 
stuor sorig haade hand y synde: 
"Saa mennd weed, staallttenn
[2] I udg.: "staallttennn".
fru Ingelild,
 
edders hiartte er haarer ind stieenn!" 

20.
Togge thy Mettelild Giødemands-datter, 
lagde hynder paa lygge-baare; 
Bendigtt Knud-senn fieck thend hiarttellig sorrig, 
der hanom monne aldrig forgaa. 
:: Meed mynn iumfru wylde ieg løffue saa gladelig. ::