Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 103
Side: 138 v
Titel: Elsker dræbt af Broder
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 303 B V,2. 202-204
Kommentar: V,2. 207a


1
Sttalltt Mettelylld starr y hyffue-lofft, stolt Mettelil står i højeloft,
och syer hun vd saa wydde; og ser hun ud så vide;
ther syer hun herre Oluff der ser hun herre Oluf
y grønen lund att ride. i grønnen lund at ride.
:: Thy sørger hun for hanom y-saa lønlig. :::: thi sørger hun for hannum iså lønlig. ::

2
"Hiesitt sier ieg her Oluff, "hisset ser jeg her Oluf,
hand rider hans ganger huid; han rider hans ganger hvid;
gyff thett Gud-far y hiemerig, giv det Gudfar i himmerig,
att hand wilde ride hydd! at han ville ride hid!

3
Hysett [sier] ieg her Oluff, hisset [*] jeg her Oluf,
hand rider syn ganger graa; han rider sin ganger grå;
gyff thett Gud-fadder y hiemerig, giv det Gudfader i himmerig,
att ieg matt hanom faa!" at jeg måt hannum få!"

4
Tthett war herre Oluff, det var herre Oluf,
hand kaam der ridend y gaard; han kom der ridend i gård;
vd stuod stalltte fru Mettelildt, ud stod stolte fru Mettelil,
hun war well suøbtt y mord. hun var vel svøbt i mår.

5
"Her staar y, stalltte fru Mettelild! "her står I, stolte fru Mettelil!
well y gyffue mig eders tro, vil I give mig eders tro,
ieg well eder elske och erre jeg vil eder elske og ære
dy dage, ieg løffue maa." de dage, jeg leve må."

6
Denn frw hun wende seg snartt omkrinng, den fru hun vendte sig snart omkring,
och rade hun med synn tarrnn: og rådte hun med sin tern:
"Huad skall ieg her Oluff suare? "hvad skal jeg her Oluf svare?
hand bedder meg y-saa gierrnne." han beder mig iså gerne."

7
"I suarer hanom skiøtt, i suarer hanom bratt! "I svarer hannum skødt, I svarer hannum brat!
y suarer, som y hanom annd: I svarer, som I hannum and:
thett y haffuer hanom kierist y eders huoff det I haver hannum kærest i eders hu
for nogen wardsens mand." for nogen verdsens mand."

8
"Slig er y, her Olluff, for andere mend "slig er I, her Oluf, for andere mænd
som suollen for lysen stiernne; som solen for lysen stjerne;
haffde y icke wieett myn muorbroder, havde I ikke vejet min morbroder,
edders wyllge giorde ieg giarnne. eders vilje gjorde jeg gerne.

9
Slig er y, her Oluff, for andere mend slig er I, her Oluf, for andere mænd
som suollen for mollnn-sky;
[1] mollnn kan ogsaa læses mollen eller staa for mollm (ofte findes nn for m).
 
som solen for mulmsky;
hadde y icke wieett myn morbroder, havde I ikke vejet min morbroder,
aff landitt wild ieg med eder haffue flyd." af landet vil jeg med eder have flyt."

10
"Ieg well gyffue eder guld och sølleff "jeg vil give eder guld og søllev
och der-till guoden ord, og dertil goden ord,
ieg well eder med myn frender beedde jeg vil eder med min frænder bede
och fallde eder seleff til fuod." og falde eder sellev til fod."

11
Op stuod stallttenn frw Mettelild op stod stolten fru Mettelil
saa small som lylly-wand; så smal som liljevånd;
saa gaff hun her Olluff så gav hun her Oluf
synn tro med huiden haand. sin tro med hviden hånd.

12
"I skynder eder, herre Oluff, "I skynder eder, herre Oluf,
saa snartt vd[-]aff myn gaard! så snart udaf min gård!
komer her Knud, myn broder, kommer her Knud, min broder,
ieg frøgtter, thett ilde gaar." jeg frygter, det ilde går."

13
Tthett wor herre Oluff, det var herre Oluf,
hand wende syn ganger om-kring: han vendte sin ganger omkring:
"Well thett Gud-fader y hiemerrig, "vil det Gudfader i himmerig,
wy fyndis saa snartt igenn." vi findes så snart igen."

14
Tthett war herre Oluff, det var herre Oluf,
hand red y-giemell rosenslund; han red igemmel rosenslund;
ther møtte hanom vnge her Knud der mødte hannum unge her Knud
vdi saa krankenn stund. udi så krank en stund.

15
"Tthu wer well-komenn, her Olluff! "du vær velkommen, her Oluf!
huy rider thu meg ymuod? hvi rider du mig imod?
thu wiedst, thu haffuer wieett myn morbroder, du vedst, du haver vejet min morbroder,
thu bødst meg aldrig buod. du bødst mig aldrig bod.

16
Tthu wiedst, thu wieett myn morbroder, du vedst, du vejet min morbroder,
thu bødst meg aldryg buod; du bødst mig aldrig bod;
nu haffuer thu troloffuett myn søster nu haver du trolovet min søster
och meg fuldsaar ymod." og mig fuldsår imod."

17
"Ieg haffuer slaffuett dynn morbroder, "jeg haver slaget din morbroder,
thett wor meg fuldsaar ymodd; det var mig fuldsår imod;
thett huide sølleff, thett røde guld det hvide søllev, det røde guld
thett biuder ieg thieg tilbuod
[2] I udg.: "til buod".
 
det byder jeg dig til bod

18
Ieg haffuer throloffuett dynn søster jeg haver trolovet din søster
buode for hiedder och ere: både for hæder og ære:
alle thy thage,
[3] I udg.: "dage".
ieg løffue maa,
 
alle de dage, jeg leve må,
for broder wel ieg deg were." for broder vil jeg dig være."

19
Her Knud hand wuo her Oluff her Knud han vog her Oluf
vdi den grøne lund; udi den grønne lund;
saa red hand til synn søster, så red han til sin søster,
hand førde hynder thyden hiem. han førte hender tidend hjem.

20
"Wellkomenn, vnge herre Knud, "velkommen, unge herre Knud,
och kerre broder myn! og kære broder min!
huad[-]for dyrr daa haffuer du biett, hvadfor dyr da haver du bedt,
antten hiortt eller hynnd?" enten hjort eller hind?"

21
"Ingenn dyrr daa haffuer ieg byett, "ingen dyr da haver jeg bedt,
antten hiortt ellerr hynd: enten hjort eller hind:
for-vden den ienne [tame] hiortt, foruden den ene [*] hjort,
som won war hieme till dynn. som van var hjemme til din.

22
Her staar du, myn kerre søster! her står du, min kære søster!
du est en frw saa ryg: du est en fru så rig:
gack du deg y rosens-lund gak du dig i rosenslund
och kled her Oluffs lygg!" og klæd her Olufs lig!"

23
"Haffuer du nu wieett herr Olluff "haver du nu vejet her Oluf
och giortt meg thett till quide, og gjort mig det til kvide,
rett alldrig skalt du meg y glede sye, ret aldrig skalt du mig i glæde se,
y sorigen well ieg blyffue. i sorrigen vil jeg blive.

24
Herre Gud-fader y hiemerrig! Herre Gudfader i himmerig!
huy mone du meg saa plaff? hvi monne du mig så plag?
maa ieg aldrig y iorderrig må jeg aldrig i jorderig
myn egen wilge haffue?" min egen vilje have?"

25
Tthend frw hun sørrgitt aff ald syn syend den fru hun sørget af al sin sind
alt for synn kierrist guod weenn; alt for sin kærest god ven;
thend sorig bar hun lønlig weed seg sielleff, den sorrig bar hun lønlig ved sig sellev,
hun kunde hanom aldrig forgleme. hun kunne hannum aldrig forglemme.
:: Tthy sørger hun for hanom y-saa lønlig. :::: thi sørger hun for hannum iså lønlig. ::