Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 63
Side: 121 r
Titel: Broderlig Troskab
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 393 Aa VII 83-86
Kommentar: VII 92-99


1
Thett war unge
[1] ungenn de fleste Hskr.
herre Karll,
 
det var unge herre Karl,
hand skulle aff lannitt fare; han skulle af landet fare;
hand fyck her Tordt, sin broder, han fik her Tord, sin broder,
sin feste-møø adt for-uare. sin fæstemø at forvare.
:: Sin iumfru forglemmer hand aldrigh. :::: sin jomfru forglemmer han aldrig. ::

2
"Hør du, her Tordtt, kyer broder myn, "hør du, her Tord, kær broder min,
yeg tror teg aller-best: jeg tror dig allerbedst:
yeg befaler tiig myn kiere feste-mø, jeg befaler dig min kære fæstemø,
hund ær mig aller-kyerist. hun er mig allerkærest.

3
Vyltu hynne wochte, vilt du hende vogte,
och wylthu hynne giemmhe, og vilt du hende gemme,
y-meden yeg farer borth up aff land? imeden jeg farer bort op af land?
yeg kommer well snarth hiem y-gienn." jeg kommer vel snart hjem igen."

4
"Saa well skall yeg hynder wochte, "så vel skal jeg hender vogte,
saa well skall yeg hynder gømme, så vel skal jeg hender gemme,
saa hinder skall yngen ander faa, så hender skal ingen andre få,
alt for
[2] I udg.: "før".
thu kommer hiem
[3]+1: I udg.: "sielffuer hiem".
sielffuer.
 
alt før du kommer hjem selver.

5
Ieg wyll hynder ful-well wochte, jeg vil hender fuldvel vogte,
yeg wyll hynder och well fry, jeg vil hender og vel fri,
saa hinder faer yngen anden suen, så hender får ingen anden svend,
alt om mig wynner liffuett."
[4] I udg.: "liff".
 
alt om mig vinder livet."

6
Thett war unge herre Karll, det var unge herre Karl,
hand farer aff lannitt ud; han farer af landet ud;
epther sad hans festemø efter sad hans fæstemø
mig
[5]+5: I udg.: "med lengels och sorig-fuld huff".
lengis aff sorrig och huff.
 
mig længes af sorrig og hu.

7
Hand hade ycke udaff lannett werit han havde ikke udaf landet været
foruden end stackitt tiidt; foruden en stakket tid;
thett spurre herre Timand, det spurgte herre Timan,
hand achtett hannum
[6]+3: I udg.: "att giøre hannum suigh".
att giøre suig.
 
han agtet hannum at gøre svig.

8
Thett war herre Tymand, det var herre Timan,
hand beder sadell heste: han beder sadle heste:
"Ieg wyll ride mig up aff lannitt, "jeg vil ride mig op af landet,
her Karls iumfru att geste." her Karls jomfru at gæste."

9
Thett war herre Tymand, det var herre Timan,
hand kom ther ryden y gard; han kom der ridend i gård;
ud star iumfruens fader, ud står jomfruens fader,
hand war well suobt
[7] I udg.: "suøbt".
y maer.
 
han var vel svøbt i mår.

10
"Her stander y, herre Peder, "her stander I, herre Peder,
y ær end mand saa fyn; I er en mand så fin;
y gyffuer mygh lyden Kyerstin I giver mig liden Kirsten
tiill kyere hustru myn!" til kære hustru min!"

11
"Thett yeg gyffuer etther myn datter, "det jeg giver eder min datter,
daa maa y hinde ycke haffue; da må I hende ikke have;
ieg haffuer giffuett hinde hin unge her Karll, jeg haver givet hende hin unge her Karl,
hand ær aff landen dragen. han er af landen dragen.

12
Ieg haffuer gyffueth hynde hin unge her Karll, jeg haver givet hende hin unge her Karl,
hand ær aff landen dragen; han er af landen dragen;
thett ieg hannum myn datter gaff, det jeg hannum min datter gav,
thett anger mig alle myn dage." det angrer mig alle min dage."

13
"Saa well kyender yegh hynd unge her Karll, "så vel kender jeg hin unge her Karl,
yeg wyll hannum aldrig foruige; jeg vil hannum aldrig for vige;
gyffuer y meg etther kiere datter, giver I mig eder kære datter,
om yeg maa were hynnes lige!" om jeg må være hendes lige!"

14
Frem gyck herre Peder, frem gik herre Peder,
handh war end mand saa brad: han var en mand så brat:
gaff hand bort sin datter, gav han bort sin datter,
spurde hind ycke tiill radth. spurgte hend ikke til råd.

15
Ind kom hynnes moder ind kom hendes moder
och saude hynne thysse ordt: og sagde hende disse ord:
"Thin fader haffuer teg her Tymand gyffuit, "din fader haver dig her Timan givet,
hand ær saa riger end rydder." han er så riger en ridder."

16
Thett suarith lyden Kierstin det svaret liden Kirsten
met angest och sorrig-fuld hoff: med angest og sorrigfuld hu:
"Huad skall yeg herre Karll suarde, "hvad skal jeg herre Karl svare,
som yeg haffuer giffuit myn tro?" som jeg haver givet min tro?"

17
"Her Karll hand ær aff lannit ud, "her Karl han er af landet ud,
du seer hannum aldrig mere: du ser hannum aldrig mere:
herre Tymand haffuer bode slott och feste, herre Timan haver både slot og fæste,
hand kand deg holle mett ere." han kan dig holde med ære."

18
"Ieg achter ycke om herre Tymand "jeg agter ikke om herre Timan
eller hans møgen riige; eller hans megen rige;
myn fader gaff migh hind unger her Karll, min fader gav mig hin unger her Karl,
yeg wyll hannum aldrig suighe." jeg vil hannum aldrig svige."

19
Lyden Kierstin kunde huercken ede heller drycke, liden Kirsten kunne hverken æde heller drikke,
saa mange-full
[8] I udg.: "mange-fuld".
[9] Sic udg.
er hyndes quide,
 
så mangefold er hendes kvide,
før hun feck ett lønlig bud, før hun fik et lønlig bud,
her Tord de tyden att sye. her Tord de tidend at sige.

20
Thett war lyden Kyerstin, det var liden Kirsten,
hund sender her Tordt saa budh: hun sender her Tord så bud:
"Myn fader haffuer mygh herre Tymand gyffueth, "min fader haver mig herre Timan givet,
thett ær mig sare y-modth. det er mig såre imod.

21
Thu beder her Tord, hand tencker ther-paa, du beder her Tord, han tænker derpå,
huad hand loffuit sin broder:
[10]L. 2-4: De rette Rimord er sikkert broder og vaade, men i den fælles Forskrift maa der have staaet vaande.
 
hvad han lovet sin broder:
om hand kand fynne raad och lempe ther-tiill om han kan finde råd og lempe dertil
och skylle meg wed thend wonde." og skille mig ved den vånde."

22
Thett suaritt unge her Tord, det svaret unge her Tord,
ther hand thy tiden fyck: der han de tidend fik:
"Wyll thett Gud, yeg leffue maa, "vil det Gud, jeg leve må,
hand skal hind aldrig faa! han skal hend aldrig få!

23
Bed hynder æde och drycke bed hender æde og drikke
och were udi hiarthett fry; og være udi hjertet fri;
ieg skall hynd wedt then angist skylle, jeg skal hend ved den angest skille,
alth om mig winder liffuit. alt om mig vinder livet.

24
Kommer yeg ycke om løffuerdagen, kommer jeg ikke om løverdagen,
tha yeg
[11]+3: I udg.: "er yeg møgit seen".
er møgit siig;
 
da jeg er meget ****;
daa skall yeg kommhe om søndagh afften, da skal jeg komme om søndag aften,
att føre hannum brudenn hiem!" at føre hannum bruden hjem!"

25
Rede dy tyll thett brøllup redte de til det bryllup
y fulle dage IX; i fulde dage ni;
alt sadh bruden sorrig-fuld alt sad bruden sorrigfuld
y alle samen dy. i alle sammen de.

26
Alle daa sad thy brøllups-folck alle da sad de bryllupsfolk
saa glade offuer bordt; så glade over bord;
thett war unge [her] Tord, det var unge [*] Tord,
kom y den brøllups-gardth. kom i den bryllupsgård.

27
Slagen bleff herre Tymandh, slagen blev herre Timan,
thett war end ynckelig ferd; det var en ynkelig færd;
fangen bleff unge herre Tordt, fangen blev unge herre Tord,
thett hagde hand weritt u-werth. det havde han været uværd.

28
Toge thy herre Tymandtz lig toge de herre Timans lig
och lagde thy thett paa bør;
[12] I udg.: "bor".
 
og lagde de det på bår;
tog thy unge herre Tordt, tog de unge herre Tord,
sette hannum y harde iern. sætte hannum i hårde jern.

29
Bruden hun sidder paa bruden-benck, bruden hun sidder på brudenbænk,
hun greder aff stor nødt; hun græder af stor nød;
hun gred mere, for herre Tordh war fangen, hun græd mere, for herre Tord var fangen,
end for her Timands død. end for her Timans død.

30
Thett melte brudens moder det mælte brudens moder
mett angest och møgen meen: med angest og megen men:
"Spenner wy heste for karme, "spænder vi heste for karme,
mett sorrig saa faar wy hiem!" med sorrig så far vi hjem!"

31
Thett suartt brugomens moder, det svard brudgommens moder,
y raaden war hun ycke seen: i råden var hun ikke sen:
"End har yeg end annen søn, "end har jeg en anden søn,
then gyffuer wy bruden y-gien!" den giver vi bruden igen!"

32
"I-gardtt war yeg end unge brudtt, "i går var jeg en unge brud,
y-dag end sorrig-fuld encke; i dag en sorrigfuld enke;
yeg wyll ycke saa y aruff gaa, jeg vil ikke så i aruv gå,
y tør thett aldrig tencke!" I tør det aldrig tænke!"

33
Thett suarde hynnis fader, det svarde hendes fader,
hand war end mand saa hard: han var en mand så hård:
"Thett skall ycke alt sammel gaa "det skal ikke alt sammel gå
epther thin egen raad!" efter din egen råd!"

34
Frem gyck herre Lawe, frem gik herre Lave,
war kled y skarlagen sma: var klædt i skarlagen små:
"Her Peder, giffuer [mig] eders datter, "her Peder, giver [*] eders datter,
men myn broder ycke loffue
[13] I udg.: "leffue".
maa!"
 
men min broder ikke love må!"

35
Frem gyck herre Peder, frem gik herre Peder,
hand war en mand saa braadh; han var en mand så brat;
hand gaff hans
[14]+4: I udg.: "sinn datter anden sinn bortt".
dotter then andens broder
 
han gav hans datter den andens broder
for-uden hyndes egen raadt. foruden hendes egen råd.

36
Thett war liden Kierstin, det var liden Kirsten,
hund wryder syn huiden hand: hun vrider sin hviden hånd:
"Thed were Wor-herre for-kierth, "det være Vorherre for kært,
her Karll skulle fare aff landh! her Karl skulle fare af land!

37
Fangen er unge her Tordt, fangen er unge her Tord,
her Karll er udaff landt; her Karl er udaf land;
nu wed yegh then ycke y werden tiill, nu ved jeg den ikke i verden til,
och
[15] och kun i varianterne amn.
ther meg hielpe kand!"
 
og der mig hjælpe kan!"

38
"I spenner nu heste for karme, "I spænder nu heste for karme,
y lader oss fare hiem! I lader os fare hjem!
leffuer wy tiill manitz-modt, lever vi til måneds mod,
wy kommer saa glade y-gien." vi kommer så glade igen."

39
Thett melte lyden Kierstin, det mælte liden Kirsten,
der hund aff garden redt: der hun af gården red:
"Gyffue Gud-fader y hymmerigh, "give Gudfader i himmerig,
ieg kommer her aller mere!" jeg kommer her aller mere!"

40
Stalt Mettelil mett hynnes skøne iomfruer stolt Mettelil med hendes skønne jomfruer
thy sidder
[16] I udg.: "syer".
meth sylcke och guld;
 
de sidder med silke og guld;
liden Kierstin hund ganger bode udh och ynd, liden Kirsten hun ganger både ud og ind,
hindis hierte er sorrig-fuld. hendes hjerte er sorrigfuld.

41
Thett war stalte fru Mettelil, det var stolte fru Mettelil,
hund taler tiill datter sin: hun taler til datter sin:
"Hør du, liden Kierstin, "hør du, liden Kirsten,
huy falmer kynder din? hvi falmer kinder din?

42
Hør du, myn kyer datter, hør du, min kær datter,
du lad borth-[fare] thin quide: du lad bort din kvide:
her Laffue er then rigeste suend, her Lave er den rigeste svend,
hand ær y thette rige." han er i dette rige."

43
"Ieg achter ycke om herre Laffue "jeg agter ikke om herre Lave
eller om hans møgle rige; eller om hans møgle rige;
myn fader gaff migh hin unghe her Karll, min fader gav mig hin unge her Karl,
yeg wyll hannum aldrig suige. jeg vil hannum aldrig svige.

44
Well maa y mygh førre vel må I mig føre
och tiill her Laffue hiem: og til her Lave hjem:
aldrig skall yeg leuendis kommhe aldrig skal jeg levendes komme
udi hans brude-seng!" udi hans brudeseng!"

45
"Du thy quer, myn kyer datther, "du ti kvær, min kær datter,
och s[y]e thu ycke saa! og sig du ikke så!
alt skallt thu met her Laffue alt skalt du med her Lave
were bode glad [och] [fro]." være både glad [*] [*]."

46
Suaritt thett lyden Kyerstin, svaret det liden Kirsten,
hun war ycke møgit glad: hun var ikke meget glad:
"Giff thett Gud-fader y hymmerig, "giv det Gudfader i himmerig,
yegh leffuer ycke monitz-dagh!" jeg lever ikke månedsdag!"

47
Thett war ycke ther-epther det var ikke derefter
dage for-uden fem: dage foruden fem:
dam
[17] I udg.: "da".
[18] Sic udg.
kam unge herre Karll
 
da kom unge herre Karl
seileth
[19]+3: I udg.: "[sielleff] tiill [l]annet hiem".
tiill wannet hiem.
 
sejlet til vandet hjem.

[47a]
[20]mangler
[Thett] [war] [ungenn] [her] [Karll], [*] [*] [*] [*] [*],
[kom] [y] [sinn] [moders] [gaardt]; [*] [*] [*] [*] [*];
[thett] [war] [hanns] [kiere] [moder], [*] [*] [*] [*] [*],
[hun] [gaar] [hannom] [ud] [emodh]. [*] [*] [*] [*] [*].

48
"Adtt saa skulle yeg spørre, "ad så skulle jeg spørge,
och
[21]+1: I udg.: "och".
[22] och kun i aos.
och yeg wed ycke huilcketh førsth:
 
og og jeg ved ikke hvilket først:
ær min broder fangen er min broder fangen
och ær myn iomfru fest?" og er min jomfru fæst?"

49
"Tyden skulle yeg teg syge, "tidend skulle jeg dig sige,
thett giorde yegh ycke giernnhe: det gjorde jeg ikke gerne:
thin festemøø hund er encke, din fæstemø hun er enke,
thin broder ligger fangen udy yernn." din broder ligger fangen udi jern."

50
"Er myn festemø encke, "er min fæstemø enke,
daa staar hund tiill att faa; da står hun til at få;
ær myn broder fangen, er min broder fangen,
ther-tiill staar mange god raad!" dertil står mange god råd!"

51
"Hør thu thett, myn kyere søn, "hør du det, min kære søn,
yeg syer tegh halmere meen: jeg siger dig halv mere men:
thett ær hind unge her Laffue, det er hin unge her Lave,
hand
[23]+1: I udg.: "haffuer fest".
feste thin iomfru y-gien."
 
han fæste din jomfru igen."

52
"Haffuer her Laffue myn iomfru fest, "haver her Lave min jomfru fæst,
for hand wyll giøre myg harm, for han vil gøre mig harm,
aller skall hand leffue then dagh, aller skal han leve den dag,
att hand skall soffue y hynnis arm!" at han skal sove i hendes arm!"

53
"Hør thu thett, myn kyere søn, "hør du det, min kære søn,
thu lad ycke lenger for-lenge: du lad ikke længer forlænge:
gyff thu liden Kierstin bud, giv du liden Kirsten bud,
thett thu erst komen tiill lande! det du est kommen til lande!

54
[24]V. 54 kun i aopqrs samt i mn, hvor det staar efter næste Vers.
Thu gyff lyden Kierstin bud, du giv liden Kirsten bud,
hund bær bode sorrigh och meenn; hun bær både sorrig og men;
saa glad bliffuer hund aff hierthett, så glad bliver hun af hjertet,
attu est kommhen hiem." at du est kommen hjem."

55
Her Karll hand sende sin iomfru budh, her Karl han sendte sin jomfru bud,
bad hynne huercken sørre eller quide: bad hende hverken sørge eller kvide:
"Yeg skall syell tiill brølluph kommhe, "jeg skal selv til bryllup komme,
alt om mig wynner lyffuett!" alt om mig vinder livet!"

56
Thett suaritt lyden Kyerstin, det svaret liden Kirsten,
ther hund thy tyden fraa: der hun de tidend frå:
"Raade Gud-fader y hymmerigh, "råde Gudfader i himmerig,
huad ende legen wyll faa!" hvad ende legen vil få!"

57
[25]V. 57 saaledes kun i anoqs.
Rede thy tiill brollup
[26] I udg.: "brøllup".
 
redte de til bryllup
y fulle dage IX; i fulde dage ni;
ald sad bruden sorrigh-fuld alt sad bruden sorrigfuld
udi alle-samen thy. udi alle sammen de.

58
Førde thy hynd unge brud førte de hin unge brud
alt i
[27] I udg.: "y".
her Laffues gaard;
 
alt i her Laves gård;
thett huide søll, thett røde guld det hvide sølv, det røde guld
ther
[28] I udg.: "the[tt]".
[29] Sic udg.
war ther usparth.
 
der var der uspart.

59
Her Karll hand kunde huerken ede eller dricke, her Karl han kunne hverken æde eller drikke,
ycke søffuer
[30] I udg.: "søffuen".
[31] Sic udg.
om natten [soffue],
 
ikke sover om natten [*],
for
[32] I udg.: "før".
hand fick løst sin broder aff fange
 
før han fik løst sin broder af fange
och wondit then skønne iomfru. og vundet den skønne jomfru.

60
Thett war om end hellygh søndagh, det var om en hellig søndag,
thy preste thy leste och siunge: de præste de læste og synge:
borth red unge herre Karll bort red unge herre Karl
och tog sin broder aff fange. og tog sin broder af fange.

61
Thett skeed om then same dagh, det sket om den samme dag,
før folckith dy gick tiill bords: før folket de gik til bords:
thett war unge herre Karll, det var unge herre Karl,
hand hinte then skønne iumfru. han hente den skønne jomfru.

62
Slagen bleff herre Laffue, slagen blev herre Lave,
alt offuer then breden bordh; alt over den breden bord;
thett daa war then stalte iomfru, det da var den stolte jomfru,
hund fyck saa friit ett mod. hun fik så frit et mod.

63
Tack haffue unge herre Karll, tak have unge herre Karl,
hand war end rydder saa godt: han var en ridder så god:
hinte hand hiem sind festemø, hente han hjem sin fæstemø,
thett war hind ycke y-modt. det var hend ikke imod.

64
Tack haffue lyden Kyerstin, tak have liden Kirsten,
hund holt saa well sin tro! hun holdt så vel sin tro!
saa haffuer och hind unge her Tordt, så haver og hin unge her Tord,
hand war hans broder god. han var hans broder god.

65
[33]V. 65 saaledes kun i aoqs.
Nu haffuer unge her Karll nu haver unge her Karl
for-wunden alt sin harm; forvunden alt sin harm;
och saa haffuer liden Kierstin, og så haver liden Kirsten,
hun soffuer y hans arm. hun sover i hans arm.
:: Sin iomfru forglemmer hand aldrigh. :::: sin jomfru forglemmer han aldrig. ::