Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 14
Side: 22 r
Titel: (Stor længsel bærer jeg både dag og nat)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 228 A III 158
Kommentar: V 321


1
Stor lengels bær yeg bade dau och natt, stor længsel bær jeg både dag og nat,
thett haffuer mytt hyarte fornummet saa brat, det haver mit hjerte fornummet så brat,
ieg wed ycke, huor yeg skall were; jeg ved ikke, hvor jeg skal være;
mytt hyarte giøris tungt och yemmer[-]fuld, mit hjerte gøres tungt og jammerfuld,
for den der myg skall were huld, for den der mig skal være huld,
hund raader myn huff och synne. hun råder min hu og sinde.

2
Hund ær trofast y ord och tale, hun er trofast i ord og tale,
mytt hyarte kand hund hussuale; mit hjerte kan hun husvale;
heller hund [er]
[1]+1: mangler
[vde] heller ynne,
 
heller hun [*] [*] heller inde,
daa wed yeg ycke den wdy werden ær tiill, da ved jeg ikke den udi verden er til,
der yeg for hannum
[2] I udg.: "hende".
tro loffue wyl,
 
der jeg for hannum tro love vil,
hund ær myn storste begiere. hun er min største begære.

3
Then klaffer hand monne thett saare fortrude, den klaffer han monne det såre fortryde,
att yeg hans
[3] hans (jf. A 2,5), Fejl for "hendes" (jf. B).
wenskab saa well monne liide,
 
at jeg hans venskab så vel monne lide,
hand wyll thett giernne omkaste; han vil det gerne omkaste;
hand bruger syn kunster bode dag och natt, han bruger sin kunster både dag og nat,
myg hobys tiill Gud, hand faar ycke den macht, mig håbes til Gud, han får ikke den magt,
hand tør ycke lad sig saa haste. han tør ikke lad sig så haste.