(Lad fare min sjæl din høje attrå)

1
Ladt fare min sell din høyge attraa,	lad fare min sjæl din høje attrå,
ladt fare saa stalten begere;	lad fare så stolten begære;
ladt side thennd frucht, thu kant icke naa,	lad sidde den frugt, du kant ikke nå,
besuer ^[1] dvs. anstreng. thig ret alderig mere.	besvær dig ret alderig mere.
:: Forsett ^[2] dvs. Mit Forsæt? eller: Det, der er bestemt i Forvejen? thet wendis aldriig. ::	:: forsæt det vendes aldrig. ::
2
Forgieffuis dit haab och høye modt,	forgæves dit håb og høje mod,
saa ringe er stycken ^[3]MarKr har 'stykke' i betydn. 'skarnsstreg'. ^[4] I udg.: "styrcken". thine;	så ringe er stykken dine;
ladt fare dett modt, som thu throer godt,	lad fare det mod, som du tror god,
saa løszer thu fenngsell mine.	så løser du fængsel mine.
3 ^[5] Her tænkes paa Sagnet om Føniksfuglen.
Hui beer thu wedt saa thill thennd baall,	hvi bær du ved så til den bål,
som kandt thig selffuer brennde,	som kant dig selver brænde,
naar thett op[-]thennder thend warme soell	når det optænder den varme sol
och staar ey thill att wennde. -	og står ej til at vende. -
4
O ringe creathur, ^[6] dvs. Skabning. elenndig thrøst,	o ringe kreatur, elendig trøst,
o fattige hue och sinde,	o fattige hu og sinde,
som ey war werdt att haffue thennd lyst,	som ej var værd at have den lyst,
att solen skulde offuer thig skinne.	at solen skulle over dig skinne.
5
Huy siger thu thet forgieffuis at were,	hvi siger du det forgæves at være,
som dog kannd skee och hennde;	som dog kan ske og hænde;
stille[-]thiens haab kanndt meget wdrette, ^[7] Fejl for "bære" (∼ "være").	stilletiends håb kant meget udrette,
wmueligt thill mueligt att wennde.	umuligt til muligt at vende.
6 ^[8] V. 6 er Udvidelse af de første to Strofer af et Folkevisevers, se DgF Nr. 513 S. 84.
Aldriig sider fruct saa høytt paa quist,	aldrig sidder frugt så højt på kvist,
som monis io aff soell ^[9] +1; soel sommer Fejl for "soel och (eller: om) sommer". sommer,	som modnes jo af sol sommer,
at thet io falder enn[-]ganng foruist,	at det jo falder engang forvist,
Gud giffue y[-]naar thet kommer.	Gud give inår det kommer.
7
Aldrig sadt falckenn saa høytt paa hald, ^[10] dvs. Klippeskrænt.	aldrig sad falken så højt på hald,
diuren war aldrig saa wilde,	dyren var aldrig så vilde,
thj maa io frychte for et fald,	de må jo frygte for et fald,
om iegerenns radt war snilde.	om jægerens råd var snilde.
8
Mynn styrcke er større ennd du forstaar,	min styrke er større end du forstår,
ieg denn wsiulig ^[11] I udg.: "wsiunlig". dølger;	jeg den usynlig dølger;
ieg er icke enne, y[-]huor thet gaar,	jeg er ikke ene, ihvor det går,
thryg macht mig althid følger.	tryg magt mig altid følger.
9
Itt willigt fengsell er liustig thvang,	et villigt fængsel er lystig tvang,
let biurden som giernne dragis,	let byrden som gerne drages,
sødt er thennd gradt som endis medt sanng,	sødt er den gråd som endes med sang,
kortt natt som liustig dagis.	kort nat som lystig dages.
10
Hui skulle ieg ey forøge thennd boll,	hvi skulle jeg ej forøge den bål,
som bode kanndt slycke och thennde,	som både kant slukke og tænde,
naar thet leskis aff dug som brennder aff soell,	når det læskes af dug som brænder af sol,
tratz thennom som thet kand wende.	trods dennum som det kan vende.
11
Hui skulle ieg fruchte for thend liffs nødt,	hvi skulle jeg frygte for den livs nød,
[som] [mig] [kanndt] [holde] [y] [liffue]; ^[12] Linjen oversprunget, men kan spores i 11,4, der har flg. Form: som mig kandt (y liffue, som mig) liffuit giffue, det indklamrede er overstreget.	[] [] [] [] [] [];
kortt er thend thuang mig er thill dødt,	kort er den tvang mig er til død,
som mig kandt liffuit giffue.	som mig kant livet give.
12
Paa iordenn er diur, y floden er fisk,	på jorden er dyr, i floden er fisk,
adsprede bode lanngt och [wiide]; ^[13] mangler	adspredte både langt og [*];
i luchtenn ^[14] dvs. Luften. sueber ^[15] dvs. svæver. thj fuele risk, ^[16] dvs. rask.	i luften svæver de fugle risk,
saa høytt offuer berig och liide.	så højt over berrig og lide.
13
Saa er och mueligt och kanndt well ske	så er og muligt og kant vel ske
i ildenn ^[17]+1: her tænkes paa Salamanderen, der troedes at kunne leve i Ild, jf. Hans Skoning: "Mirabilia naturalia". diur att leffue	i ilden dyr at leve
och ther[-]wdj baade lege och lee	og derudi både lege og le
och selsom kortt[-]wille ^[18] dvs. Morskab. att proffue.	og sælsom kortville at prøve.
14
Skinne soell, thu klare, met kraffthig magt,	skinne sol, du klare, med kraftig magt,
thennde op then giernne will thendis;	tænde op den gerne vil tændes;
at smelte sne kanndt were din acht,	at smelte sne kant være din agt,
thet haab som heffthig lengis.	det håb som heftig længes.
15
Ther er och ingen y werdenn thill,	der er og ingen i verden til,
som thet haab dog kand kiennde ^[19]L. 2-4: de øvrige Opskrifter har sikkert rigtigere: "tvinge" ∼ "for ringe".	som det håb dog kan kende
foruden thu alenne, om thu wilt,	foruden du alene, om du vilt,
the ander ere forthrengde.	de andre ere fortrængte.
16
Thj ^[20]+2: I udg.: "The er ey". er ieg wdenn skyge aff dit glanntz	thi er jeg uden skygge af dit glans
som fylger din klarhedt skønne;	som følger din klarhed skønne;
the ere att regne modt thig y dantz,	de ere at regne mod dig i dans,
som neller mod linden hin grønne.	som nælder mod linden hin grønne.
17
Hør op min sang, fulduell ieg naar, ^[21] dvs. opnaar.	hør op min sang, fuldvel jeg når,
huad thu giffuer att bethenncke;	hvad du giver at betænke;
halffue ord er nock, huem thennom forstaar,	halve ord er nok, hvem dennum forstår,
wisze skempt er aluor suencke. ^[22] dvs. Omsvøb.	visse skæmt er alvor svenke.
:: Forseet thet wenndis aldrig. ::	:: forsæt det vendes aldrig. ::

Den ældste danske viseoverlevering