Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 51
Side: 254
Titel: (Kende Gud, jeg er med sorg behaft)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 160 III 70-71
Kommentar: V 239


1
Kiende Gud, ieg er medt sorig behafft
[1] dvs. betynget.
 
kende Gud, jeg er med sorrig behaft
alt bode wdj mod och sinde alt både udi mod og sinde
alt for thennd wen, som ieg haffuer miest,
[2] dvs. mistet, maaske Fejl for "tabt" (∼ "behaft").
 
alt for den ven, som jeg haver mist,
ther ieg kand aldriig finde, der jeg kan aldrig finde,
førennd Gud op[-]wecker osz alle thillige førend Gud opvækker os alle tillige
aff dødenn, som wÿ skulle prøffue, af døden, som vi skulle prøve,
saa kommer wy først thill[-]sammen igien så kommer vi først tilsammen igen
Gudtz rige at besøge. Guds rige at besøge.

2
Och
[3] Fejl for "Ach", hvorved ogsaa Versenes første Bogstaver giver Navnet "Karen G." (jf. Nr. 234, 267 og 270).
riger Christ, thet klager ieg thig,
 
og riger Krist, det klager jeg dig,
thu kant althingis om wennde, du kant altinges om vende,
naar thig thøckis gaat och behageligt er, når dig tykkes godt og behageligt er,
kandstu gleden for sorigenn sende; kanst du glæden for sorrigen sende;
fordj thu haffuer althingeste y wold fordi du haver altingeste i vold
och ald[-]thing at offuer rade, og alting at over råde,
sennd therfor hielp, thu throfast Gud, send derfor hjælp, du trofast Gud,
och thrøst mig medt din naade. og trøst mig med din nåde.

3
Rettelig maa ieg mig elenndig klage rettelig må jeg mig elendig klage
for thennd sorig mig er kommen thill hende, for den sorrig mig er kommen til hænde,
at ieg haffuer mest thend allerkieriste wenn, at jeg haver mist den allerkæreste ven,
ther mig skulle gleden sende; der mig skulle glæden sende;
dog haffuer ieg bedenn thend offuerste Gudt, dog haver jeg beden den øverste Gud,
som sine børn her wdj werden besøge,
[4] dvs. hjemsøge.
 
som sine børn her udi verden besøge,
att hand forlader mig synder minne at han forlader mig synder mine
och engang min glede forøge. og engang min glæde forøge.

4
Elendig er werden och suigfuld, elendig er verden og svigfuld,
huem sig paa thig forlade, hvem sig på dig forlade,
hand kiender thig neppe saa well som ieg, han kender dig næppe så vel som jeg,
hand skulle thig well ellers forlade; han skulle dig vel ellers forlade;
thu betaller thennom werst, thig thiener nest, du betaler dennum værst, dig tjener næst,
thet will ieg sandliige sige, det vil jeg sandlige sige,
thig føller och ingen stadighed well, dig følger og ingen stadighed vel,
thennom for thig kand wiige.
[5] Linjen synes forvansket; Meningen uklar.
 
dennum for dig kan vige.

5
Nu setter mangen paa werden sin lid nu sætter mangen på verden sin lid
och mienner thend skulle icke suige, og mener den skulle ikke svige,
mensz thi skulle bliffue thet anderledis ward mens de skulle blive det anderledes var
wden thj wender aff wdj thide; uden de vender af udi tide;
thu skencker thennom galle for honning sød du skænker dennum galde for honning sød
och sorig for gleden hin blide, og sorrig for glæden hin blide,
thet er din wis, ieg siger thig sandt, det er din vis, jeg siger dig sandt,
paa thig thør ingen lide. på dig tør ingen lide.

6
Gud beuare mig wdj din fredt, Gud bevare mig udi din fred,
ieg mig paa thig forlader jeg mig på dig forlader
och icke paa werdsens wstadighed, og ikke på verdsens ustadighed,
som stedtze monne bedrage; som stedse monne bedrage;
och lader Gud rade for lycke, og lader Gud råde for lykke,
min sag haffuer ieg hannom befaled, min sag haver jeg hannum befalet,
hand kand mig frelsze aff sorig och waade han kan mig frelse af sorrig og våde
med ewige gled husualle. med evige glæd husvale.