Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 13
Side: 135
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 N V,2. 152-156
Kommentar: V,2. 176a


1
Ther boer saa høueskenn frue der bor så høvisk en frue
sønden ude wed aa; sønden ude ved å;
hun haffuer saa skiønnen datter, hun haver så skøn en datter,
thenn skiønneste were maa. den skønneste være må.
:: Sell er hun stalt udi sin hog. :::: selv er hun stolt udi sin hu. ::

2
Stalt Mettelil gannger y hindis faders gaard, stolt Mettelil ganger i hendes faders gård,
alt y saa mangen goud dag; alt i så mangen god dag;
hinder rider belle boude thill och fra, hender rider bejle både til og fra,
och ingen dem will hun haffue. og ingen dem vil hun have.

3
Hinnder beder Suenden aff Wolder-sløff, hender beder svenden af Vollerslev,
och hannd war konngens frennde; og han var kongens frænde;
hinder feste unge ien Willeom, hender fæste unge en Villum,
for hannd war beder kiennde. for han var bedre kendte.

4
Thett war unngen her Willium, det var ungen her Villum,
hand lod sett brøllup bo; han lod sit bryllup bo;
syg laa Suennden aff Woldersløff syg lå svenden af Vollerslev
ud-aff rett elskouuens thra. udaf ret elskovens trå.

5
Siug leger Suenden aff Woldersløff syg ligger svenden af Vollerslev
ud-aff rett elskouennss thrae; udaf ret elskovens trå;
hanns moder och hans syster hans moder og hans søster
thi gannger hannom thill och frae. de ganger hannum til og fra.

6
Hanns moder och hans syster hans moder og hans søster
thi ganger hannom thill och fra: de ganger hannum til og fra:
"Hør thu, Suenden aff Woldersløff, "hør du, svenden af Vollerslev,
och hui tha sørger thu saa? og hvi da sørger du så?

7
Hørre thu, Suenden aff Woldersløff, høre du, svenden af Vollerslev,
och huad ieg siger thig: og hvad jeg siger dig:
haffuer thu sout eller siuge-dom, haver du sot eller sygedom,
thu dølle thett icke for mig!" du dølge det ikke for mig!"

8
"Mynn sigdom hun er mig underlig, "min sygdom hun er mig underlig,
met hierthe bliffuer alder glad: mit hjerte bliver aller glad:
alt for hinn stalten iomfrue Mettelil, alt for hin stolten jomfrue Mettelil,
hindis brollup
[1] I udg.: "brøllup".
thet stod y-dag."
 
hendes bryllup det stod i dag."

9
"Hør thu thet, min kier søn, "hør du det, min kær søn,
ieg rader thig radenn best: jeg råder dig råden bedst:
thu set ret alder thit sind thill thend møø, du sæt ret aller dit sind til den mø,
en anden iomfrue
[2] I udg.: "suend".
haffuer fest!"
 
en anden jomfrue haver fæst!"

10
"Høre y thet, kiere moder min, "høre I det, kære moder min,
thet er saa wennen møe; det er så væn en mø;
for hinder skall ungen her Willium for hender skal ungen her Villum
thalle saa harden død." tåle så hård en død."

11
Thet stod saa y mannet, det stod så i måned,
och thet stod saa udi thre; og det stod så udi tre;
Willium rider y rossenns-lund, Villum rider i rosenslund,
hannd agte thi diur att biede. han agte de dyr at bede.

12
For red suendt
[3]+1: I udg.: "ungen".
ungen Willium,
 
for red svend ungen Villum,
hand hagde icke suene udenn fem; han havde ikke svende uden fem;
effther red Suenden aff Woldersløff efter red svenden af Vollerslev
med femtan raske hoffmend. med femten raske hovmænd.

13
"Hør thu, ungen Willium, "hør du, ungen Villum,
hui rider thu mig saa ner? hvi rider du mig så nær?
thu west fulduell, thu feste thend iomfrue, du vedst fuldvel, du fæste den jomfrue,
ieg hade y hierthed kier." jeg havde i hjertet kær."

14
"Ieg feste hin stalten iomfrue Mettelil "jeg fæste hin stolten jomfrue Mettelil
alt met hindis frennders rad; alt med hendes frænders råd;
thet will ieg for sanden sige, det vil jeg for sanden sige,
och selff tha sagde hun meg ia." og selv da sagde hun mig ja."

15
"Thet skalthu mig loffue, "det skalt du mig love,
mens wi er enne tho: mens vi er ene to:
thu skalt aller loffue thend møe, du skalt aller love den mø,
en anden suend haffuer kier." en anden svend haver kær."

16
Saa thog thi unngen Willium, så tog de ungen Villum,
the hog hannom alt saa sma de hug hannum alt så små
som liden lende-løff, y lunden laa, som liden lindeløv, i lunden lå,
saa fick hun sorich udi huff. så fik hun sorrig udi hu.

17
Ther hannd [haffde] weget her Willium, der han [*] vejet her Villum,
en rider alt saa skiøn, en ridder alt så skøn,
thog hand saa then liden sma-dreng tog han så den liden smådreng
och sende Mettelil hiem. og sendte Mettelil hjem.

18
"Thu rid thill staltenn frue Mettelil: "du rid til stolten frue Mettelil:
sig hinder thi thiding [ny], sig hender de tiding [*],
eller bed hinder henthe her Willium hiem, eller bed hender hente her Villum hjem,
hand leger i lunden død. han ligger i lunden død.

19
Thu sig hinder thet thill angest, du sig hender det til angest,
thu sig hinder thett thill harom: du sig hender det til harum:
død leger hindis hierthens-kiere, død ligger hendes hjertenskære,
for hun wilde icke wede meg then ere. for hun ville ikke vide mig den ære.

20
Ieg passer icke paa hindis angest, jeg passer ikke på hendes angest,
ieg [passer] [icke] paa hindis klag; jeg [*] [*] på hendes klag;
thet haffuer ieg hinder thill sorig giortt, det haver jeg hender til sorrig gjort,
for hun wilde mig icke haffue." for hun ville mig ikke have."

21
Ind tha kom thend lidenn sma-dreng, ind da kom den liden smådreng,
war kled y kiorthell rød: var klædt i kjortel rød:
"I hennter hiem stalten
[4]rettere: ungen.
her Willium,
 
"I henter hjem stolten her Villum,
hand leger y lunden død." han ligger i lunden død."

22
Thet melte staltenn frue Mettelil, det mælte stolten frue Mettelil,
hun slog hindis hennder thil-sammen, hun slog hendes hænder tilsammen,
thet alle hindis gulde-ringe det alle hendes gulderinge
thi sprunge offuer thi skammell. de sprunge over de skammel.

23
Thet melte stalten frue Mettelil, det mælte stolten frue Mettelil,
hun slog hindis hennder aff nød: hun slog hendes hænder af nød:
"Huem haffuer mig thend soriig giortt "hvem haver mig den sorrig gjort
och haffuer slagit min her thill død?" og haver slaget min her til død?"

24
Thett suarde thend liden sma-dreng, det svarde den liden smådreng,
hannd gaff thet saa lidet y agt: han gav det så lidet i agt:
"Thet giorde Suende[n] aff Woldersløff, "det gjorde svende af Vollerslev,
for y wilde hannom icke h[a]ue." for I ville hannum ikke have."

25
Thet suarde stalten frue Mettelil det svarde stolten frue Mettelil
aff sorig och møgen nød: af sorrig og megen nød:
"Ennd maa thet barn were ufødt, "end må det barn være ufødt,
som heffne kand hanns død." som hævne kan hans død."

26
Thett suarde Willioms syster det svarde Villums søster
y silcke-kiorthell rød: i silkekjortel rød:
"Lenge maa thend suend leffue, "længe må den svend leve,
for ufød barnn skall død." for ufødt barn skal død."

27
Thet stod y mannet, det stod i måned,
och thet stod y tho; og det stod i to;
Suennden hand rider y konngens gaard, svenden han rider i kongens gård,
hannd spotter hinnder daglig for had. han spotter hender daglig for håd.

28
Thet stod saa icke lennger det stod så ikke længer
for-uden mannet fem: foruden måned fem:
stalt Mettelil ganger y bueret, stolt Mettelil ganger i buret,
hun føde saa skiønnen søn. hun fødte så skøn en søn.

29
Fød bleff hannd en afften, født blev han en aften,
thi christnet hannom om natt; de kristnet hannum om nat;
thi kalt hannom ungen Willium, de kaldt hannum ungen Villum,
thi døllet hannom, mens thi matt. de dølget hannum, mens de måt.

30
"Nu beder ieg alle y danne-quender, "nu beder jeg alle I dannekvinder,
som her staer for meg: som her står for mig:
attj
[5] I udg.: "att i".
skulle icke andet sige,
 
at I skulle ikke andet sige,
ennd thet enn datter er. end det en datter er.

31
Nu beder ieg alle y danne-quender, nu beder jeg alle I dannekvinder,
som er huos meg y nød: som er hos mig i nød:
at y skall icke andet sige, at I skal ikke andet sige,
end thet er enn møe." end det er en mø."

32
Thet spurdiz
[6] I udg.: "spurdiss".
nu saa wide
 
det spurgtes nu så vide
och alt saa wide unnder øe: og alt så vide under ø:
saa at staltenn frue Mettelil så at stolten frue Mettelil
at hun hagde fannget enn mø. at hun havde fanget en mø.

33
Thet war Suennden aff Woldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hannd agslett skarlagenn-skiende; han akslet skarlagenskinde;
saa gaar hannd y høger-lofft, så går han i højerloft,
for danner-kongen och ind. for dannerkongen og ind.

34
"Her sider y, danner-konngen, "her sidder I, dannerkongen,
for-wonnden er ald min nød: forvunden er al min nød:
thennd suennd, som mig skulde slaa y-hiell, den svend, som mig skulle slå ihjel,
thet er nu wordenn en møe. det er nu vorden en mø.

35
Stalt Mettelil thrued med hinders sønn, stolt Mettelil trued med henders søn,
att hand skulle sla mig thill døde; at han skulle slå mig til døde;
nu haffuer her Gudt giortt min løcke saa goud, nu haver Her Gud gjort min lykke så god,
at thet er worden en møe. at det er vorden en mø.

36
Nu haffuer Gudt giort min løcke saa goud, nu haver Gud gjort min lykke så god,
at thet er wordenn enn lile-wand; at det er vorden en liljevånd;
her Gudt unde meg at leffue then dag, Her Gud unde mig at leve den dag,
at ieg matte giør hinder skam." at jeg måtte gør hender skam."

37
Thet melte Danner-kongen, det mælte dannerkongen,
saa
[7]+3: I udg.: "[och] saa thog hannd paa".
hannd thog paa
 
så han tog på
"Du thid thet
[8] thet eller ther?
kuer, Suenden aff Woldersløff,
 
"du ti det kvær, svenden af Vollerslev,
och sig thu aller saa! og sig du aller så!

38
Thi quer! Suenden aff Woldersløff, ti kvær! svenden af Vollerslev,
och thall thu icke slig ord: og tal du ikke slig ord:
thig spatter fruer och iomfruer dig spotter fruer og jomfruer
och rider offuer wortt bord." og ridder over vort bord."

39
Thet stod saa y wennther, det stod så i vinter,
och thet stod saa y ny; og det stod så i ni;
Williom bleff thend frommeste suend, Villum blev den frommeste svend,
mand wilde med øgne see. man ville med øjne se.

40
Fastered hun hannom i atte aar fosteret hun hannum i otte år
saa listeligenn under øe så listeligen under ø
med fletted haer och silcke-kleder, med flettet hår og silkeklæder,
alt som en anden møe. alt som en anden mø.

41
Williom och thend bonde-søn Villum og den bondesøn
thii legte thill-sammen under lide; de legte tilsammen under lide;
ther kom splid y thieris leg, der kom splid i deres leg,
saa mangen mand thil quide. så mangen mand til kvide.

42
Williom slog thend bonde-søn Villum slog den bondesøn
och drog hannom y sit har: og drog hannum i sit hår:
"Beder matt du haffue
[9] I udg.: "heffne".
thin faders død
 
"bedre måt du have din faders død
och lade mig were ubarnn." og lade mig være uborn."

43
Thet suarde ungen Williom, det svarde ungen Villum,
hannd bleff boude suortt och bleg: han blev både sort og bleg:
"Bleff min fader medt waben weget, "blev min fader med våben vejet,
bourtte er min sommers-leg." borte er min sommersleg."

44
Thet war ungen Willium, det var ungen Villum,
hand suober
[10] I udg.: "suøber".
sit houit i skiende;
 
han svøber sit hoved i skinde;
saa gaar hannd y høger-lofft så går han i højerloft
for sin kiere moder och inde. for sin kære moder og inde.

45
"Hør y, min kiere moder, "hør I, min kære moder,
alt huad ieg spør eder at: alt hvad jeg spørgr eder ad:
bleff min kiere fader med waben weget, blev min kære fader med våben vejet,
y døller thet icke for meg." I dølger det ikke for mig."

46
"Thu est thig boude lidenn och ung, "du est dig både liden og ung,
thin hest kant thu icke rade; din hest kant du ikke råde;
lennge maa Suenden aff Woldersløff længe må svenden af Vollerslev
ride frii for thig aff gaarde. ride fri for dig af gårde.

47
Thu est thig boude liden och unng, du est dig både liden og ung,
din hiellom kant thu ilde binde; din hjellum kant du ilde binde;
lennge maa Suenden aff Woldersløff længe må svenden af Vollerslev
ride felig for thig aff thinge." ride felig for dig af tinge."

48
"Icke er ieg saa liiden, "ikke er jeg så liden,
min hielom kand ieg will
[11] I udg.: "well".
binde;
 
min hjellum kan jeg vel binde;
icke skall Suenden aff Woldersløff ikke skal svenden af Vollerslev
ride frii for megh thill thinnge. ride fri for mig til tinge.

49
I thager nu henn silcke och skarlagenn, I tager nu hen silke og skarlagen,
som meg sømmer icke [at] bere; som mig sømmer ikke [*] bære;
y fannger meg hiid thi brønin saa bla, I fanger mig hid de brynjen så blå,
thi sommer
[12] I udg.: "sømmer".
meg med ald ere.
 
de sommer mig med al ære.

50
I thager
[13]+1: I udg.: "thager".
thager nu hen the iomfrue-kleder,
 
I tager tager nu hen de jomfrueklæder,
ieg will thennom icke drage; jeg vil dennum ikke drage;
fannger meg suerd och brynne y hannd, fanger mig sværd og brynje i hånd,
thennom løster meg nu at haffue." dennum lyster mig nu at have."

51
Thet war ungen Willium, det var ungen Villum,
hand skreff thi breffue om-kring: han skrev de breve omkring:
"Bed hannom Suenden aff Woldersløff "bed hannum svenden af Vollerslev
møde meg y-morgen thill thinge." møde mig i morgen til tinge."

52
Thet war Suenden aff Woldersløff, det var svenden af Vollerslev,
ther hannd thi thiding fro: der han de tiding frå:
saa monne hand saa sørge-fuld så monne han så sørgefuld
ind for kongen ghae. ind for kongen gå.

53
"Her sider i, min edelig herre, "her sidder I, min ædelig herre,
ieg klager for ether miin wande: jeg klager for eder min vånde:
thet ieg hagde thengt, ien iomfrue hagde weret, det jeg havde tænkt, en jomfrue havde været,
thet er nu bleffuit en mand. det er nu blevet en mand.

54
Stalten Mettelil bour sig ud under øe, stolten Mettelil bor sig ud under ø,
hun er saa harden wiff; hun er så hård en viv;
hun haffuer seg saa ungen søn, hun haver sig så ung en søn,
hand stander fast effther mit liff. han stander fast efter mit liv.

55
Hør y thet, min edelig her, hør I det, min ædelig her,
ieg klager for ether myn nød: jeg klager for eder min nød:
Willeom haffuer meg thil thinge steffnet Villum haver mig til tinge stævnet
alt for hanns faders død." alt for hans faders død."

56
"Høre thu, Suendenn aff Woldersløff, "høre du, svenden af Vollerslev,
thu agte thet barn saa ringe: du agte det barn så ringe:
ieg skall lanne theg aff mine mend jeg skal låne dig af mine mænd
och følge theg selff thill thinge." og følge dig selv til tinge."

57
Thet war Suenden aff Woldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hannd hagde thi suenne ni: han havde de svende ni:
dem klede hand y silcke rød, dem klædte han i silke rød,
hand rider thill thinge med dem. han rider til tinge med dem.

58
Thet war unnge ien Willeom, det var unge en Villum,
hand hagde suenne fem; han havde svende fem;
them kleder hand y hardenn iern, dem klæder han i hården jern,
hand rider
[14]+1: I udg.: "rider".
rider thill thinge med dem.
 
han rider rider til tinge med dem.

59
Thet melte Suenden aff Woldersløff, det mælte svenden af Vollerslev,
hand halder y silck[e] rød: han holder i silk rød:
"Huem haffuer meg thill thinge boden "hvem haver mig til tinge buden
och giortt min heste thend møde?" og gjort min heste den møde?"

60
Thet suarde ungen Willeom, det svarde ungen Villum,
hand hiolt under hielom hin røde: han holdt under hjellum hin røde:
"Ieg haffuer thig thill thingen boden "jeg haver dig til tingen buden
alt for min faders døde." alt for min faders døde."

61
Thet suarde Suenden aff Woldersløff, det svarde svenden af Vollerslev,
hand støtte suerd emod iorde: han stødte sværd imod jorde:
"Thu fanger aller for fader din "du fanger aller for fader din
enten pennding eller goude orde!" enten penning eller gode orde!"

62
Thet suarde ungen Willeom, det svarde ungen Villum,
hand støtte sit suerd emod iord: han stødte sit sværd imod jord:
"Ennd skall ieg fange for fader min "end skal jeg fange for fader min
saa høuesk en rider-boud!" så høvisk en ridderbod!"

63
Thet war Suenden aff Woldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand kaste sin ganger omkring: han kaste sin ganger omkring:
"Thu fannger alder for fader din "du fanger aller for fader din
enten pending eller pendings werd." enten penning eller pennings værd."

64
Thet war ungen Williom, det var ungen Villum,
hand sit suerd uddrog; han sit sværd ud drog;
thet war Suenden aff Woldersløff, det var svenden af Vollerslev,
hand død paa thennget [wog]. han død på tinget [*].

65
Thet war danner-konngen, det var dannerkongen,
hand raber thill alle sine mend: han råber til alle sine mænd:
"Y griber ungen Williom, "I griber ungen Villum,
hand haffuer giortt
[15]rettere: brudt.
thinge-fred."
 
han haver gjort tingefred."

66
"Ieg beder eder, danner-kongen, "jeg beder eder, dannerkongen,
y lader meg fare y fred; I lader mig fare i fred;
ieg haffuer icke føre thill thinge weret, jeg haver ikke førre til tinge været,
ieg weste icke aff thinge-sed." jeg vidste ikke af tingesæd."

67
Thet war ungen Williom, det var ungen Villum,
hand spranck thill sin hest: han sprang til sin hest:
"Nu thøckis meg y thancke min, "nu tykkes mig i tanke min,
at skouen hun skiuller hin best." at skoven hun skjuler hin bedst."

68
Thack haffue ungen Willium, tak have ungen Villum,
och saa hanns liden sma-dreng: og så hans liden smådreng:
thi und-rende fra thinge de undrendte fra tinge
for kongen och alle hanns mend. for kongen og alle hans mænd.

69
Thack haffue ungen Williom, tak have ungen Villum,
saa well throde hand sin hest; så vel trode han sin hest;
hand bar hannom y skouen ind, han bar hannum i skoven ind,
som thyckennett thet war mest. som tykkenet det var mest.

70
Thet war alle thi kongens mend, det var alle de kongens mænd,
thi ganger for kongen at stannde: de ganger for kongen at stande:
"thi
[16] I udg.: "Y".
giffuer thet barn sin fred igien,
 
"de giver det barn sin fred igen,
thi hannom er thimet stor wander. thi hannum er timet stor vånder.

71
Hans fader bleff hannom slagen fra, hans fader blev hannum slagen fra,
førend hand bleff fød; førend han blev født;
hagde Suenden siet sig effne, havde svenden set sig evne,
hannd hagde hannom slet for-ød. han havde hannum slet forødt.

72
Nader y hannom, min edelig her, nåder I hannum, min ædelig her,
thi løcken haffuer werit hannom thunge; thi lykken haver været hannum tunge;
hand kand end enn gang bliue thend mand, han kan end en gang blive den mand,
ethers nade thienne kunde." eders nåde tjene kunne."

73
Thet giorde danner-koning det gjorde dannerkonning
for alle sin goude mandtz bønn: for alle sin gode mands bøn:
hand gaff Williom sin fred igien, han gav Villum sin fred igen,
ther-for fick hand stour bønn.
[17] I udg.: "lønn".
 
derfor fik han stor bøn.

74
Thet war ungen Willium, det var ungen Villum,
red y sin moders gaard; red i sin moders gård;
thet war hanns kiere moder, det var hans kære moder,
hun ganger hannom ud emodt. hun ganger hannum ud imod.

75
"Wer well-kommen, ungen Willium, "vær velkommen, ungen Villum,
kiere sønne min! kære sønne min!
hur haffuer theg lid thill thinge y-dag?" hur haver dig lidt til tinge i dag?"
"Ieg haffuer heffned min faders død, kier moder myn." "jeg haver hævnet min faders død, kær moder min."

76
Thet war staltenn frue Mettelil, det var stolten frue Mettelil,
hun thug ham y sin arom: hun tog ham i sin arum:
"Loffuit were Gudt-fader y himmerig, "lovet være Gudfader i himmerig,
for-wonden haffuer ieg min harom!" forvunden haver jeg min harum!"

77
Først wog hannd Suenden aff Woldersløff først vog han svenden af Vollerslev
och heffnet sin faders død; og hævnet sin faders død;
saa red hannd thill Woldersløff, så red han til Vollerslev,
belaa søster hans, saa wenne [en] [mø]. belå søster hans, så væne [*] [*].

78
Først wog hand Suenden aff Woldersløff først vog han svenden af Vollerslev
och heffnet sin faders død; og hævnet sin faders død;
saa locket hannd hans syster, så lokket han hans søster,
end bleff hand suoret y lannd. end blev han svoret i land.

79
Loffuit vere Gud-fader i himmerig, lovet være Gudfader i himmerig,
som alle sorig kand for-wende; som alle sorrig kan forvende;
alder horde
[18] I udg.: "hørde".
ieg en werre ferd,
 
aller hørte jeg en værre færd,
som fick en beder ende. som fik en bedre ende.
:: Sell er hun stolt udi sin hug. :::: selv er hun stolt udi sin hu. ::