Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 1
Side: 53
Titel: Terkel Trundesøn
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 480 A VIII 240-250
Kommentar: VIII 290-291a
Generelle oplysninger: Verstallet 147 er oversprunget i Hskr.; efter V. 159 ("160") staar Tallet "161" og Plads aaben til et Vers; Tallet 191 er oversprunget.
V. 163-164 i omvendt Orden.


1
Terckell hannd thienner i konngens gaard, Terkel han tjener i kongens gård,
hannd er icke møgit rig; han er ikke meget rig;
med heste och med dannesuenne med heste og med dannesvende
saa herlig halder
[1] I udg.: "holder".
hannd sig.
 
så herlig holder han sig.
:: Saa falder hunn ledenn for hamb.
[2]Andre opskrifter har "Saa fælder hun lyden forham". I denne opskrift har sidste strofe "løden".
::
:: så falder hun ****** for ham. ::

2
Med heste och med dannesuende med heste og med dannesvende
saa herlig holder hannd sig; så herlig holder han sig;
med riider och med rider-spill med ridder og med ridderspil
hannd priisen for di ander beer. han prisen for de andre bær.

3
Med rider och med andenn hoffuerck med ridder og med anden hovværk
hannd priissenn for thennom monne bere; han prisen for dennum monne bære;
men huert et ord och ther hannd thaller, men hvert et ord og der han taler,
thi thet for konngen monne kiere. de det for kongen monne kære.

4
Terckell hannd thienner y konngens gaard, thenn gieueste suennd, Terkel han tjener i kongens gård, den gæveste svend,
som sueret kand binnde wid siide; som sværdet kan binde ved side;
huer en dag dett østenn dagis, hver en dag det østen dages,
tha løster hannom ud att riide. da lyster hannum ud at ride.

5
Terckell hannd riider saa arlig ud, Terkel han rider så årlig ud,
saa arlig unnder øe; så årlig under ø;
hannd riider thill stalltenn Adeludtz, han rider til stolten Adelus,
hun er saa wennen møe. hun er så væn en mø.

6
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hand kom ther riidenndis y gaarde; han kom der ridendes i gårde;
ude stander staltenn Adeludtz, ude stander stolten Adelus,
hun war well suøbt i maer. hun var vel svøbt i mår.

7
"Hell stannder i, staltenn Adeludtz, "hel stander I, stolten Adelus,
och will y were min kiere? og vil I være min kære?
alle thi dage, ieg leffue maa, alle de dage, jeg leve må,
ieg will ether boude elske och ere." jeg vil eder både elske og ære."

8
"Thet skalt thu spøre min fader at "det skalt du spørge min fader ad
och saa minne frennder thill raade; og så mine frænder til råde;
saa giernne bliffuer ieg alder-kieriste din, så gerne bliver jeg allerkæreste din,
och helst om thi mig baade." og helst om de mig bade."

9
"Thet will ieg icke spørge dine frennder thill rad, "det vil jeg ikke spørge dine frænder til råd,
for ieg er icke saa riig; for jeg er ikke så rig;
ieg beder thig, staltenn Adeludtz: jeg beder dig, stolten Adelus:
wilt du were alder-kieriste min? vilt du være allerkæreste min?

10
Ieg beder thig, staltenn Adeludtz: jeg beder dig, stolten Adelus:
wilt du bliffue min kiere; vilt du blive min kære;
ieg suer thig paa min høgeste thro, jeg sværgr dig på min højeste tro,
ieg will thig aller suige." jeg vil dig aller svige."

11
Op stod staltenn Adeludtz, op stod stolten Adelus,
saa small som lilie-woennd; så smal som liljevånd;
saa gaff hun Therckell Thrunessen så gav hun Terkel Trundessen
sin thro med huiden hannd. sin tro med hviden hånd.

12
Och war hannd ther i manet, og var han der i måned,
och war hand ther y tho; og var han der i to;
ingen mannd thet wiste, ingen mand det vidste,
och ingen mand thet fro. og ingen mand det frå.

13
Ingen mand thet wiste, ingen mand det vidste,
och ingenn mand thet froe, og ingen mand det frå,
foruden Ellenn, hindis thienneste-møe foruden Ellen, hendes tjenestemø
och Therckels suenne thoe. og Terkels svende to.

14
Saa kom thet saa wiide så kom det så vide
och ennd saa wiide y ord; og end så vide i ord;
saa bliff thet saa wiide førtt, så blev det så vide ført,
thett kom offuer konngens bord. det kom over kongens bord.

15
Konngen hand lader enn her-dag giør kongen han lader en herdag gør
med rider och goude mend; med ridder og gode mænd;
icke kom Therckell Trundessen, ikke kom Terkel Trundessen,
før herre-dagenn hun hagde ende. før herredagen hun havde ende.

16
Icke kom Terckell Trundessen, ikke kom Terkel Trundessen,
før herre-dagenn hat
[3] I udg.: "hade".
fannget ende;
 
før herredagen havd fanget ende;
kongen monne hannom sielff at-spørge: kongen monne hannum selv adspørge:
"Huor haffuer thu weret saa lennge?" "hvor haver du været så længe?"

17
"Met min høg och med min hund "med min høg og med min hund
war ieg i grønnen lunde; var jeg i grønnen lunde;
huilchen suend som dyrenn skall biede, hvilken svend som dyren skal bede,
hannd fannger att thøge
[4] udtalt: tøve.
ienn stund."
 
han fanger at tøve en stund."

18
"Du riider thig at biede diur "du rider dig at bede dyr
for[-]inden her Lauges haffue; forinden her Laves have;
thet samme diur, thu agter at biede, det samme dyr, du agter at bede,
thet leger thig lig y graffue. det lægger dig lig i grave.

19
Thu riider thig at biede diur du rider dig at bede dyr
paa her Lauges øe; på her Laves ø;
thu siger
[5] I udg.: "søger".
alt staltenn Adelutz,
 
du siger alt stolten Adelus,
hun er saa wennen møe. hun er så væn en mø.

20
Ieg [skall] fannge thig andet att giøre jeg [*] fange dig andet at gøre
ennd biede thi diur y haffue; end bede de dyr i have;
thu skalt med thill Isseland du skalt med til Iseland
alt med her Espens
[6] I udg.: "Espen".
Snare."
 
alt med her Esbens Snare."

21
Thet suarde Therckell Thrundessenn det svarde Terkel Trundessen
boude med thugt och ere: både med tugt og ære:
"Ieg haffuer saa lennge aff landet werit, "jeg haver så længe af landet været,
ieg maa skøtt hiemme were." jeg må skødt hjemme være."

22
Thett war Danner-kongen, det var dannerkongen,
hannd fick saa møget i sinde; han fik så meget i sinde;
alt sad hand saa lenge alt sad han så længe
och thengte paa Therckels ord. og tænkte på Terkels ord.

23
Och thet suarde Terckell Thrundessen, og det svarde Terkel Trundessen,
sine ord kunde hannd well wennde: sine ord kunne han vel vende:
"Y er min here, ieg er etherss suennd, "I er min herre, jeg er eders svend,
y-huortt y wille mig sennde." ihvort I ville mig sende."

24
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
ther hun thi thidinng fro: der hun de tiding frå:
hun fick stour soriig y hoffue sinn, hun fik stor sorrig i hue sin,
end-dog hun boude legte och louff. enddog hun både legte og lo.

25
Op stod stalthenn Adeludtz, op stod stolten Adelus,
och suøber hun sig y skiennd; og svøber hun sig i skind;
saa gaar hun y høge-lofft så går hun i højeloft
for dannsken droning ind. for dansken dronning ind.

26
"Her siider y, Danner-droninng, "her sidder I, dannerdronning,
y er well suøbt y maer; I er vel svøbt i mår;
huilchen aff min herris mend hvilken af min herres mænd
skall med thill
[7]+1: I udg.: "thill".
thill Isselannd fare?"
 
skal med til til Iseland fare?"

27
Thet suarde dannsker droning, det svarde dansker dronning,
hun smiler under skiennd: hun smiler under skind:
"Thet skall Therckell Thrundessen, "det skal Terkel Trundessen,
hiertt-aller-kieriste diin." hjertallerkæreste din."

28
Thet suaret staltenn Adeludtz, det svaret stolten Adelus,
siine ord kunde hun well wennde: sine ord kunne hun vel vende:
"Icke haffuer ieg mere med Therckell "ikke haver jeg mere med Terkel
end med end anden god suend. end med en anden god svend.

29
Ieg passer icke mere paa Therckell jeg passer ikke mere på Terkel
ennd paa enn anden suend; end på en anden svend;
men herre Gud unde mig at leffue thenn dag, men Herre Gud unde mig at leve den dag,
at Therkell kommer heim
[8] I udg.: "hiem".
igien!"
 
at Terkel kommer hjem igen!"

30
Thet war arlig om morgen, det var årlig om morgen,
ther Therckell løster ud at riide; der Terkel lyster ud at ride;
sennde hand siine suenne thill kiercken for sig, sendte han sine svende til kirken for sig,
beder prestenn epther sig bide. beder præsten efter sig bie.

31
Thack haffue Therckell Thrundessenn, tak have Terkel Trundessen,
hannd holt sin thro med ere: han holdt sin tro med ære:
hannd red thill thenn same kiercke, han red til den samme kirke,
hand weste stalt Adeludtz i at were. han vidste stolt Adelus i at være.

32
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd gannger aff kiercke-guolit frem; han ganger af kirkegulvet frem;
helsset hannd fruer och skiønne iomfruver, hilset han fruer og skønne jomfruer,
och huer wed thieris naffn. og hver ved deres navn.

33
Helsset hannd fruwer och skønne iomfruer, hilset han fruer og skønne jomfruer,
alt som hand kunde aller-best; alt som han kunne allerbedst;
alt war hanns hoff hoss staltenn Adeludtz, alt var hans hu hos stolten Adelus,
hand unnte hinder aller-best. han undte hender allerbedst.

34
Messenn war ud-sionngen, messen var udsungen,
och folcken thi fore hiem; og folken de fore hjem;
Therckell och stalthenn Adeludtz Terkel og stolten Adelus
thi giorde thieris thalle saa lanng. de gjorde deres tale så lang.

35
Thet melte stalthen Adeludtz, det mælte stolten Adelus,
ther Therckell thog hinder i arm: der Terkel tog hender i arm:
"Thet wed Gud fader i himmerig, "det ved Gud fader i himmerig,
huor mange-fold er min harum. hvor mangefold er min harum.

36
Høre thu, Therckell Thrundessen, høre du, Terkel Trundessen,
huad skall ieg spørge thig at:
[9] bør stryges.
 
hvad skal jeg spørge dig ad:
huad skall ieg her giør, hvad skal jeg her gør,
mens thu skalt aff landet fra mig?" mens du skalt af landet fra mig?"

37
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
klappitt hinder wed huiden kiende: klappet hender ved hviden kinde:
"Thu spør icke, stalten Adeludtz, "du spørg ikke, stolten Adelus,
thu est alder-kieriste min. du est allerkæreste min.

38
Høre thu, stalthenn Adeludtz, høre du, stolten Adelus,
thu skalt huerchen sorig
[10] I udg.: "sørig".
[11]Syntaktisk burde her være verbum.
eller quide;
 
du skalt hverken sørrig eller kvide;
enn stacket rexe
[12] udtalt: rejse.
er snarlig ennd,
 
en stakket rejse er snarlig endt,
ieg skall thill Isselannd riide. jeg skal til Iseland ride.

39
En stacket rexe er snarlig ennd, en stakket rejse er snarlig endt,
ieg skall thill Isselannd riide; jeg skal til Iseland ride;
men will thet Gud, ieg komer igien, men vil det Gud, jeg kommer igen,
och gledenn then skalthu liide." og glæden den skalt du lide."

40
"Thig thøcker enn stacket rexe were snarlig end, "dig tykker en stakket rejse være snarlig endt,
thill Issland at riide; til Island at ride;
meg thøcker enn stacket thid were lang, mig tykker en stakket tid være lang,
som althid skall sorig
[13] I udg.: "sørig".
[14]Syntaktisk burde her være verbum.
och quide."
 
som altid skal sørrig og kvide."

41
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun fulde Terckell thill sinn hest; hun fulgte Terkel til sin hest;
thet kunde well fruer och iomfruer kiende, det kunne vel fruer og jomfruer kende,
att sorigen war hindis giest. at sorrigen var hendes gæst.

42
Thet war Terckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd ragte stalt Adeludtz hannd: han rakte stolt Adelus hånd:
"Ieg giffuer thig, stalthen Adeludtz, "jeg giver dig, stolten Adelus,
alle mine fernne land. alle mine fjerne land.

43
Fiere aff mine suenne fire af mine svende
thager ieg aff lanndet med mig; tager jeg af landet med mig;
thi ander skulle hiemme were, de andre skulle hjemme være,
thage ware och thienne theg." tage vare og tjene dig."

44
Therckell hannd four aff lanndet udt, Terkel han for af landet ud,
hannd agte ther icke lennge att were; han agte der ikke længe at være;
igien stod staltenn Adeludtz, igen stod stolten Adelus,
saa mange-faldt wor hindis quide. så mangefold var hendes kvide.

45
Thi wonnde op dieris silcke-segell de vunde op deres silkesejel
medt thieris forgildenne rad; med deres forgyldene rå;
saa seglett thi thill Isselannd så sejlet de til Iseland
mennder end mannedt tho. mindre end måned to.

46
Skibet skrider, och børenn blesser, skibet skrider, og børen blæser,
och bølenn leger for borde; og bølgen leger for borde;
alt sad Therkell Thrundessen, alt sad Terkel Trundessen,
hannd giider icke thalt iett orde. han gider ikke talt et orde.

47
Thet suarde Terckell Thrundessen, det svarde Terkel Trundessen,
och taerenne ranndt hannom paa kiennde: og tårerne randt hannum på kinde:
"Børen bles saa striide, "børen blæs så stride,
och bølenn farer her[-]ind." og bølgen farer herind."

48
Thet suarde Terckell Trundessen, det svarde Terkel Trundessen,
och thale hannd saa wed sig: og talte han så ved sig:
"Herre her Gudt fader i himmerig, "Herre Her Gud fader i himmerig,
hur hierthelig lenges mig!" hur hjertelig længes mig!"

49
Thet suarde her Espin Snar, det svarde her Esben Snar,
och hannd fick saa thill ordtz: og han fik så til ords:
"Thu [seder] icke nu i høger-lofft "du [*] ikke nu i højerloft
och leger skautaull paa boer. og leger skavtavl på bord.

50
Bølenn thi leger paa bore, bølgen de leger på borde,
och thig rinder thaere paa kiennde; og dig rinder tåre på kinde;
thu seder icke nu i høgeloufft du sidder ikke nu i højeloft
och thaler med aller-kieriste dine." og taler med allerkæreste dine."

51
"Ieg will segle enn søe met thig "jeg vil sejle en sø med dig
om thusinde gyldenn at thare; om tusinde gylden at tære;
och ieg will bryde enn stang met thig og jeg vil bryde en stang med dig
om alle iomfruer dier ere." om alle jomfruer der ere."

52
Thet war herre Espenn Snar, det var herre Esben Snar,
thog Terckell i sin arm: tog Terkel i sin arm:
"Ieg beder theg, kiere stalbroder min, "jeg beder dig, kære staldbroder min,
for-giff mig thenne harum!" forgiv mig denne harum!"

53
Saa kaste thi thieris acker så kaste de deres anker
paa thenn huide sannd; på den hvide sand;
Therckell och her Sti Ionnssen Terkel og her Stig Jonssen
thi threenne ther først paa lannd. de trene der først på land.

54
Mitt udi thenn bare-gaard midt udi den borgegård
ther axelett thi thieris skyennde; der akselet de deres skinde;
saa gaar thi udi høge-lofft så går de udi højeloft
for Isslandtz konning och ind. for Islands konning og ind.

55
"Her sider y, Isselanndtz koning, "her sidder I, Iselands konning,
alt øffuer ethers brede bor; alt over eders brede bord;
konngen ud-aff Dannemarck kongen udaf Dannemark
haffuer senndt ether breffue och ordt." haver sendt eder breve og ord."

56
Thett war Isselanndtz koning, det var Iselands konning,
thog brøuen i sin hanndt; tog breven i sin hånd;
thog hannd ud enn liidenn kniff, tog han ud en liden kniv,
skaer thennom i støcker smae. skar dennum i stykker små.

57
Thet melthe Therckell Trundessen, det mælte Terkel Trundessen,
och saa thog hannd opaa: og så tog han oppå:
"War thi breffue saa ilde skreffuit, "var de breve så ilde skrevet,
men i skar thennom saa smae?" men I skar dennum så små?"

58
"Thu thi quer, Therckell Trundessen "du ti kvær, Terkel Trundessen
thu thørst mig inthed suare; du tørst mig intet svare;
saa tha haffuer fader thin så da haver fader din
uertt paa miner skaade." vært på miner skade."

59
Thet suarde Therckell Thrundessen, det svarde Terkel Trundessen,
thet hanndt
[15] I udg.: "hannd[is]t".
ther hannd thuorde:
 
det han der han turde:
"Saa liidet kunde ieg ther-i wolde, "så lidet kunne jeg deri volde,
min fader hannd ilde giorde." min fader han ilde gjorde."

60
"Hør thu, Terckell Thrundessenn, "hør du, Terkel Trundessen,
haffuer thu thet icke føre hørtt: haver du det ikke førre hørt:
thet skall grissenn gielde, det skal grisen gælde,
thenn gammell suin haffuer giortt." den gamle svin haver gjort."

61
Thet suarde Terckell Thrundessen, det svarde Terkel Trundessen,
thet drestest ther hannd thuorde:
[16] rettere: "kunde" (∼ "munde").
 
det dristigst der han turde:
"Ther kannd op-wexe saa lidenn en griis "der kan op vokse så liden en gris
med huasse thender i munde." med hvasse tænder i munde."

62
"Otte thønnder aff thet huide søell "otte tønder af det hvide sølv
thet skatted thin fader fra meg; det skattet din fader fra mig;
siu thønder aff thet røde guld syv tønder af det røde guld
will ieg icke haffue [for] [theg]." vil jeg ikke have [*] [*]."

63
Alle samenns thi dannske konngens mend alle sammens de danske kongens mænd
fick arloff hiem at fare, fik orlov hjem at fare,
forudenn Terckell Trundessen, foruden Terkel Trundessen,
hannd mat y tharnnet der
[17]+1: <dvs.> der være; sidste Bogstav gennemstreget af Skriveren, der vistnok har villet ændre Ordet til der-ued.
uer.
 
han måt i tårnet der vær.

64
Alle tha stod thi dannske kongens mend, alle da stod de danske kongens mænd,
thi skaer saa ilde wed; de skar så ilde ved;
saa thog thi Terckell Thrundessen, så tog de Terkel Trundessen,
wonnde hannom i tharnnet ned. vunde hannum i tårnet ned.

65
"Far-well, her Espenn Snar, "farvel, her Esben Snar,
for-glem icke stalbroder dinn; forglem ikke staldbroder din;
sig stalthenn Adeludtz goude-natt, sig stolten Adelus godenat,
hun er allerkieriste min. hun er allerkæreste min.

66
Thu bid hinnder danntze och kuede du bed hender danse og kvæde
och were i hierthet fro; og være i hjertet fro;
ieg will med hinder inden iammeling-mod jeg vil med hender inden jammelingmod
och boude boge
[18] I udg.: "bøge".
och boe."
 
og både bygge og bo."

67
Thet suarde Therkels liden sma-dreng, det svarde Terkels liden smådreng,
hand stod y kiorthell rød: han stod i kjortel rød:
"Ennthen skall ieg Therkell hiem føllge, "enten skal jeg Terkel hjem følge,
eller ieg skall hoes hannom død." eller jeg skal hos hannum død."

68
"Faar thu hiem, thu lidenn sma-drenng, "far du hjem, du liden smådreng,
mine ord kanntu well giemme: mine ord kant du vel gemme:
thu siger staltenn Adeludtz thusiind gode-natt, du siger stolten Adelus tusind godenat,
thu bed hinder meg aller for-gleme." du bed hender mig aller forglemme."

69
Saa wonnde thi op thieris silcke-segell så vunde de op deres silkesejel
med thieris for-gyldenne rad; med deres forgyldene rå;
saa seglet thy thill Dannemarck så sejlet de til Dannemark
minder end manned tho. mindre end måned to.

70
Skiibet skriider, och børenn blesser, skibet skrider, og børen blæser,
och bølgenn leger for bore; og bølgen leger for borde;
alt sad herre Espenn Snar, alt sad herre Esben Snar,
hannd gad icke thalt iet orde. han gad ikke talt et orde.

71
Saa kaste thi thieris acker så kaste de deres anker
paa thenn huide sannd; på den hvide sand;
thet war here Espenn, det var herre Esben,
hand tren ther først paa lannd. han tren der først på land.

72
Thet war herre Espenn Snar, det var herre Esben Snar,
hand threnn ther først paa lannd; han tren der først på land;
thet war stalthenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun reker hannom huiden hand. hun rækker hannum hviden hånd.

73
"Well-kommen, herre Espenn Snar, "velkommen, herre Esben Snar,
och kiere morbroder min; og kære morbroder min;
huor er Terckell Thrundessenn, hvor er Terkel Trundessen,
kiere stalbroder thin? kære staldbroder din?

74
Ieg beder thig, herre Espenn Snare, jeg beder dig, herre Esben Snare,
at thu wilt sige mig sanndt: at du vilt sige mig sandt:
huor er Therckell Trundessen, hvor er Terkel Trundessen,
som for med thig aff lannd?" som for med dig af land?"

75
"Therckell hannd thienner y Isslannd "Terkel han tjener i Island
alt boude for guld och ere; alt både for guld og ære;
hannd bad meg sige thig goude-nat, han bad mig sige dig godenat,
thu est hanns hierthens-kier." du est hans hjertenskær."

76
Thett suarde staltenn Adelutz, det svarde stolten Adelus,
thaerenn rand paa hindis kiennde: tåren randt på hendes kinde:
"Raade Gud[-]fader i himmerig, "råde Gudfader i himmerig,
och Therckell bliffuer nogen thid mine! og Terkel bliver nogen tid mine!

77
Høre thu thet, thu lidenn sma-dreng, høre du det, du liden smådreng,
sandingenn siger thu mig: sandingen siger du mig:
huor er Therckell Thrundessen, hvor er Terkel Trundessen,
som foer aff landet met thig?" som for af landet med dig?"

78
"Terkell hannd seder i Isselannd "Terkel han sidder i Iseland
i tharenn och hardenn giemme: i tåren og hården gemme:
hannd beder ether for thenn ouerste Gud, han beder eder for den øverste Gud,
y will hannom aller for-gleme." I vil hannum aller forglemme."

79
"Seder hannd Therckell i Isselannd "sidder han Terkel i Iseland
y tharn och harde ienn-giemme, i tårn og hårde indgemme,
ieg will mit liff for hannom wog, jeg vil mit liv for hannum vov,
ieg will hannom aller for-glemme." jeg vil hannum aller forglemme."

80
Thet stod thenn sommer frem, det stod den sommer frem,
och arett thager thill at liide; og året tager til at lide;
thet war her Sti Ionnssen, det var her Stig Jonssen,
hannd løster ud at riide. han lyster ud at ride.

81
Tha løster her Sti Ionnssen da lyster her Stig Jonssen
hand løster at riide; han lyster at ride;
hannd rider thill her Laffues gard, han rider til her Laves gård,
om hanns datter at bede. om hans datter at bede.

82
Thet war here Sti Ionnssen, det var herre Stig Jonssen,
hannd kom ther ridenndis i gaarde; han kom der ridendes i gårde;
ude stannder herre Lauge, ude stander herre Lave,
hannd war well suøbt y marde. han var vel svøbt i måre.

83
"Her stannder thu, here Lauge, "her stander du, herre Lave,
kierre stald-broder min; kære staldbroder min;
thu giff meg staltenn Adeludtz, du giv mig stolten Adelus,
kiere datter thinn." kære datter din."

84
Thet suarde herre Laffue, det svarde herre Lave,
hannd war enn mand saa brad: han var en mand så brat:
"Ieg will gange i høger-loufft "jeg vil gange i højerloft
och spørge hinder selff thill rade." og spørge hender selv til råde."

85
Thet war herre Laffue, det var herre Lave,
hannd suøber sig y skiennd; han svøber sig i skind;
saa gaar hannd i høger-lofft så går han i højerloft
for sin kiere datter och innd. for sin kære datter og ind.

86
"Her sider thu, stalthenn Adelutz, "her sidder du, stolten Adelus,
well er thig alle thinne dage: vel er dig alle dine dage:
theg beder Sti her Ionnssen, dig beder Stig her Jonssen,
och hannom skaltu haffue." og hannum skalt du have."

87
Thett war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun suor om Gud och mend: hun svor om Gud og mænd:
"Thet kom aller udi min houff, "det kom aller udi min hu,
thet ieg wille giffthes ennd. det jeg ville giftes end.

88
Hør thu, Elenne-lile, hør du, Ellenelille,
och suar thu nu med meg; og svar du nu med mig;
will thet Gud, ieg leff maa, vil det Gud, jeg lev må,
ieg skall well lønne thig." jeg skal vel lønne dig."

89
Op stod Ellenne-lille, op stod Ellenelille,
saa thog hun paa: så tog hun på:
"I giffuer meg min iomfrue icke andenn mand, "I giver mig min jomfrue ikke anden mand,
ennd hun sielff haffue will!" end hun selv have vil!"

90
Thet suarde her Laffue, det svarde her Lave,
hannd war i suarenn saa brad: han var i svaren så brat:
"Maa ieg icke min datter bortt-giffue "må jeg ikke min datter bortgive
foruden hinndes ternnes raad?" foruden hendes ternes råd?"

91
Aller warit med hindis wille, aller var det med hendes vilje,
och aller sagde hun ia; og aller sagde hun ja;
alligeuell drucke thi brollup
[19] I udg.: "brøllup".
 
alligevel drukke de bryllup
thenn samme mannitz-dag. den samme månedsdag.

92
Saa lagde thi thill brollups-kost
[20] I udg.: "brøllups-kost".
 
så lagde de til bryllupskost
bode winn och mød; både vin og mjød;
saa saare sørgit staltenn Adelutz så såre sørget stolten Adelus
och hinndis thienneste-møe. og hendes tjenestemø.

93
Staltenn Adeludtz sider paa brude-bennck, stolten Adelus sidder på brudebænk,
hun falder
[21] I udg.: "felder".
saa mødige tare;
 
hun falder så modige tåre;
hindis moder gannger hinder thill och fra, hendes moder ganger hender til og fra,
hun giffuer hinder orden hinne harde. hun giver hender orden hine hårde.

94
"Thennd suend hannd sither i Issland, "den svend han sidder i Island,
ther thin hug leger paa; der din hu ligger på;
om hand her i affthenn ware om han her i aften vare
thu skulle hannom aller faa." du skulle hannum aller få."

95
Thet suarde stalthenn Adeludtz, det svarde stolten Adelus,
tharenn aff hindes øgenne runde: tåren af hendes øjene runde:
"Then løcke, herre Gud meg giffue will, "den lykke, Herre Gud mig give vil,
thenn kand meg ingen formenne." den kan mig ingen formene."

96
Thet war sildig om afftenn, det var sildig om aften,
thi fulde then brud thill sennge; de fulgte den brud til senge;
Adelutz och hindis thienneste-møe Adelus og hendes tjenestemø
thi giorde thieris tale saa lennge. de gjorde deres tale så længe.

97
"Høre thu, Elenne-lille, "høre du, Ellenelille,
wilt thu were brud for meg? vilt du være brud for mig?
kommer Terckell aff Isselannd hiem, kommer Terkel af Iseland hjem,
och well saa lønner hannd thig." og vel så lønner han dig."

98
Thack haffue Ellenne[-lille], tak have Ellene,
hun suarde hindis iomfruv saa well: hun svarde hendes jomfru så vel:
"Alt er i thenn ienneste, "alt er I den eneste,
ieg thet for giøre will." jeg det for gøre vil."

99
Thet war sildig om affthenn, det var sildig om aften,
tha hagde thi rad thet saa: da havde de rådt det så:
Ellenne gick thill brude-seng, Ellene gik til brudeseng,
och Adeludtz hun gick frae. og Adelus hun gik fra.

100
Thett war Sti her Ionnssen, det var Stig her Jonssen,
klapet bruden wed huiden kiennde: klappet bruden ved hviden kinde:
"Er ieg nu thenn kierest, "er jeg nu den kærest,
y haffuer i thette sinde?" I haver i dette sinde?"

101
Thett suarde Ellenne-lile det svarde Ellenelille
med hindis iomfrues rad: med hendes jomfrues råd:
"Alt er y min aller-kierist, "alt er I min allerkærest,
ieg mate icke Terckell faa. jeg måtte ikke Terkel få.

102
Ieg will thet aller for-suere, jeg vil det aller forsværge,
ie
[22] I udg.: "ieg".
haffde io Terckell Trundessen kier:
 
jeg havde jo Terkel Trundessen kær:
men ieg suer thet wed thenn ouerste Gud, men jeg sværgr det ved den øverste Gud,
hand bød meg aller uerre." han bød mig aller uære."

103
Thet war arlig om morgen, det var årlig om morgen,
tha hagde thi rad thet saa: da havde de rådt det så:
Adeludtz gick thill brude-senng, Adelus gik til brudeseng,
Ellenne hun gick ther-fraa. Ellene hun gik derfra.

104
Thet war arlig om morgen, det var årlig om morgen,
thet første dagenn hannd war lius: det første dagen han var lys:
tha kom Danner-koninge[n] da kom dannerkonninge
i thet bruede-hus. i det brudehus.

105
Hannd thog med sig thet goude gould-bannd han tog med sig det gode guldbånd
och saa thet guld saa rød; og så det guld så rød;
thet wilde hanndt giffue Sti her Ionnssen, det ville han give Stig her Jonssen,
om bruden er icke møe. om bruden er ikke mø.

106
"Her haffuer thu thet røde guld "her haver du det røde guld
och saa thet goude
[23]+1: I udg.: "goude".
goude guld-bonnd:
 
og så det gode gode guldbånd:
thet giffuer ieg theg, Sti her Ionnssen, det giver jeg dig, Stig her Jonssen,
om ther er thuill y-blandt." om der er tvivl iblandt."

107
"Haffue thu selff thit goude guld-bonnd "have du selv dit gode guldbånd
och saa thet guld saa rød! og så det guld så rød!
thu gaff meg stalthen Adeludtz, du gav mig stolten Adelus,
hun war saa wennen møe. hun var så væn en mø.

108
Fuld[-]thit haffuer thet weret meg sagt, fuldtit haver det været mig sagt,
att stalt Adeludtz war icke møe; at stolt Adelus var ikke mø;
tha thuorde ieg først giffue loff med hinder, da turde jeg først give lov med hender,
skulle ieg y morgen død. skulle jeg i morgen død.

109
Fuld[-]thit haffuer thet weret mig sagd, fuldtit haver det været mig sagt,
att Adeludtz war Terckels wiff; at Adelus var Terkels viv;
hinndis orsag will ieg giøre, hendes årsag vil jeg gøre,
skulle ieg i morgenn lade mit liff." skulle jeg i morgen lade mit liv."

110
"Er ett sanndigen, tho
[24] I udg.: "thu".
siger for mig,
 
"er det sandingen, du siger for mig,
at Adeludtz hun er møe, at Adelus hun er mø,
icke [skall] Therckell Trundessen y ar ikke [*] Terkel Trundessen i år
y Isslannd for hindis skylldt død. i Island for hendes skyld død.

111
Tha skall ieg sadell wore heste da skal jeg sadle vore heste
y dag och riide med fred: i dag og ride med fred:
will wi giøre brudenn ere y dag, vil vi gøre bruden ære i dag,
for hun er wenner-løs."
[25] bedre: frende-løs ell. fader-løs.
 
for hun er vennerløs."

112
Saa drucke thi brøllup, så drukke de bryllup,
och saa d[r]øff
[26] døff (jf. V. 174).
thi thieris rim;
[27] "Rim" vist i Betydningen "Snak".
 
og så drev de deres rim;
ottennde dagen ther-effther ottende dagen derefter
saa førde thi bruden hiem. så førte de bruden hjem.

113
Stalt Adeludtz gaar y her Sti Ionnssens gaard stolt Adelus går i her Stig Jonssens gård
boude ud och inde; både ud og inde;
thet will ieg for sandenn sige, det vil jeg for sanden sige,
hun baar saa blege kiennde. hun bar så blege kinde.

114
Saa leste hannd op thi kiester tholl, så læste han op de kister tolv,
thi ware alle fulde aff guld; de vare alle fulde af guld;
dem gaff hand staltenn Adeludtz, dem gav han stolten Adelus,
for hun skulle were hannom huld. for hun skulle være hannum huld.

115
"Ia" sagde staltenn Adeludtz, "ja" sagde stolten Adelus,
ther hun saa thet møgle guld; der hun så det møgle guld;
tha sagde hun lestelig wed siig ienne: da sagde hun listelig ved sig ene:
"Ieg will were Terckell huld." "jeg vil være Terkel huld."

116
Och saa thog hun thet møgle guld, og så tog hun det møgle guld,
thet leger hun paa enn skude; det lægger hun på en skude;
thet sennde hun thill Issland, det sendte hun til Island,
och løste saa Therckell ud. og løste så Terkel ud.

117
Thet war Terckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hand fuor aff Isslannd hiem; han for af Island hjem;
saa stercke tha war thi thiding, så stærke da var de tiding,
som hannom gick y-gienn. som hannum gik igen.

118
Saa stercke tha ware the thidinng, så stærke da vare de tiding,
thi gick hannom aller-nest: de gik hannum allernæst:
att thet war her Sti Ionnssen, at det var her Stig Jonssen,
hand hagde stalt Adeludtz fest. han havde stolt Adelus fæst.

119
Thet war Terckell Trundessen, det var Terkel Trundessen,
riider
[28]+1: I udg.: "riider".
i fremerst y riider-skare;
 
rider i fremmerst i ridderskare;
sennder hand bud thill staltenn Adeludtz, sender han bud til stolten Adelus,
beder hinder thill kierckenn fare. beder hender til kirken fare.

120
Thett war staltenn Adelutz, det var stolten Adelus,
ther hun thi tiding froe: der hun de tiding frå:
hun hagde stoer soriig y hierthet sin, hun havde stor sorrig i hjertet sin,
ennd-dog hun boude legte och loff. enddog hun både legte og lo.

121
Adeludtz gannger y høgelofft, Adelus ganger i højeloft,
kleder sig saa rød, saa rød som rossenns-blomme;
[29] forvansket.
 
klæder sig så rød, så rød som rosensblomme;
saa farer hun thill kiercken så farer hun til kirken
och fagner Therkels komme. og fagner Terkels komme.

122
Therckell beder sadell Terkel beder sadle
sin gannger ghraa med ere; sin ganger grå med ære;
saa rider hannd thill thenn same kiercke, så rider han til den samme kirke,
som hand wiste Adeludtz i att were. som han vidste Adelus i at være.

123
Thet war Therckell Thrundessenn, det var Terkel Trundessen,
hand thaller thill sinn dreng med ere: han taler til sin dreng med ære:
"Huem thog aff thet huode-guld, "hvem tog af det hovedguld,
stalt Adeludtz pleir att beer?" stolt Adelus plejr at bær?"

124
Thet suarde thenn lidenn sma-drenng, det svarde den liden smådreng,
hand stod y skarlagenn sma: han stod i skarlagen små:
"Thet haffuer herre Sti Ionnssen giort, "det haver herre Stig Jonssen gjort,
hannd boer sig sønden aa." han bor sig sønden å."

125
Therckell hannd threenn offuer thi stuole, Terkel han tren over de stole,
och hand trenn øffuer thi skammell: og han tren over de skammel:
hand threnn y stalt Adeludtz stuoll, han tren i stolt Adelus stol,
hannd giorde ther-aff gott gammell. han gjorde deraf godt gammel.

126
"Her stannder thu, staltenn Adeludtz, "her stander du, stolten Adelus,
wiltu thet sige meg: vilt du det sige mig:
war thet med thin wille giortt, var det med din vilje gjort,
thet thu brødst thro mod mig?" det du brødst tro mod mig?"

127
Thet suarde staltenn Adelutz, det svarde stolten Adelus,
och tharenn runde paa hindis kiennde: og tåren runde på hendes kinde:
"Thet war med faders och frennderens rad, "det var med faders og frændernes råd,
och aller med myn minde." og aller med min minde."

128
"Hør thu thet, staltenn Adeludtz, "hør du det, stolten Adelus,
och war thet icke med thinn wille: og var det ikke med din vilje:
tha will ieg slae her Stii Ionnssen y-hiell da vil jeg slå her Stig Jonssen ihjel
och theg fra hannom ad-skillie." og dig fra hannum adskille."

129
Thet suarde stalthenn Adeludtz, det svarde stolten Adelus,
och saa thog hun paa: og så tog hun på:
"Thet for-biude thenn øuerst Gud, "det forbyde den øverst Gud,
at y skulle thet giøre! at I skulle det gøre!

130
Thet for-biude thenn øuerste Gudt! det forbyde den øverste Gud!
thet er ret aller min wilge; det er ret aller min vilje;
thenn same Gud, oss sammen kom, den samme Gud, os sammen kom,
hand kand oss beder at-skillie. han kan os bedre adskille.

131
Nu beder ieg ether, Therckell, nu beder jeg eder, Terkel,
enn bønn skulle y meg wede: en bøn skulle I mig vide:
y skulle riide thill her Peders gard, I skulle ride til her Peders gård,
om hanns dather at bede. om hans datter at bede.

132
I beder icke om thennd onngest, I beder ikke om den ungest,
y beder icke om thennd eldste; I beder ikke om den ældste;
y beder om staltenn Sesselile, I beder om stolten Sisellille,
hun er thennd aller-best. hun er den allerbedst.

133
I beder om staltenn Sisselil I beder om stolten Sisellil
med rossenns-kinnder huide: med rosenskinder hvide:
huerende mand, ther hinder sier hver ene mand, der hender ser
thi siger, hun er meg lige." de siger, hun er mig lige."

134
"Høre thu, staltenn Adeludtz, "høre du, stolten Adelus,
the[t] skall efther dinne wille were; de skal efter dine vilje være;
men thet will ieg for sanddiingen sige, men det vil jeg for sandingen sige,
ieg fanger hinder aller saa kier." jeg fanger hender aller så kær."

135
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hand beder leg sadell paa hest: han beder læg saddel på hest:
"Ieg will ride meg op aff land, "jeg vil ride mig op af land,
her Peder will ieg gieste." her Peder vil jeg gæste."

136
Thett war Terkell Trundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd kom ther ridenn y gaard; han kom der ridend i gård;
ude stannder here Peder, ude stander herre Peder,
hannd war well suøbt y mare. han var vel svøbt i måre.

137
"Her stannder thu, her Peder, "her stander du, her Peder,
kiere stalbroder mine; kære staldbroder mine;
wilt thu giffue meg iomfru Sisselle, vilt du give mig jomfru Sisele,
kiere datter dine?" kære datter dine?"

138
Thet suarde here Pieder, det svarde herre Peder,
hannd war y houenn saa brad: han var i huen så brat:
"Ieg will gannge y høger-lofft "jeg vil gange i højerloft
och spørge min datter thill rad." og spørge min datter til råd."

139
Mett udi thennd bare-gaard midt udi den borgegård
ther axelett thi thieris skiennde; der akselet de deres skinde;
saa gannger thi udi høger-lofft så ganger de udi højerloft
for fruer och iumfruer ind. for fruer og jomfruer ind.

140
"Hell stannder thu, stalthenn Sisselile, "hel stander du, stolten Sisellille,
well er thig alle thinne dage: vel er dig alle dine dage:
theg beder Therckell Thrundessen, dig beder Terkel Trundessen,
och hannom skaltu haffue." og hannum skalt du have."

141
Op stod staltenn Sisselel, op stod stolten Sisellil,
hun suarde sinn fader med ere: hun svarde sin fader med ære:
"Thet er unnt
[30] vunt ell. vnnt?
at loffue thend suend,
 
"det er ondt at love den svend,
enn anden fru haffuer kiere." en anden fru haver kære."

142
Saa fick thi hinndis willie, så fik de hendes vilje,
och gladelig sagde hun ia; og gladelig sagde hun ja;
saa drucke thi det brølup så drukke de det bryllup
denn same manetz-dag. den samme månedsdag.

143
Saa lagde thi thill brollups-kost
[31] I udg.: "brøllups-kost".
 
så lagde de til bryllupskost
denn kost skulde thi giøre; den kost skulle de gøre;
alt spurde thi Terckell Thrundessen, alt spurgte de Terkel Trundessen,
huem den
[32] I udg.: "der".
hans brud skulle rede.
[33] rettere: "føre" (∼ "giøre").
 
hvem den hans brud skulle rede.

144
Thet suarde Sissels moder, det svarde Sisels moder,
hun smiler under skiennd: hun smiler under skind:
"Bed thu staltenn Adeludtz, "bed du stolten Adelus,
som føre war aller-kieriste thinn!" som førre var allerkæreste din!"

145
Thet war Therckell Trundessenn, det var Terkel Trundessen,
hand beder leg sadell paa hest: han beder læg saddel på hest:
"Wi will ride oss op aff lanndt, "vi vil ride os op af land,
staltenn Adeludtz will ieg gieste." stolten Adelus vil jeg gæste."

146
Thett war Terckell Trundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd kom ther ridendis y gaarde; han kom der ridendes i gårde;
ude stannder Stii her Ionnssen, ude stander Stig her Jonssen,
hannd war well suøbt y mard. han var vel svøbt i mår.

147
"Hell stannder thu, her Sti Ionnssen, "hel stander du, her Stig Jonssen,
thu est well suøbt i mard; du est vel svøbt i mår;
huor lider staltenn Adeludtz, hvor lider stolten Adelus,
aller-kieriste hustru thin?" allerkæreste hustru din?"

148
"Høre thu, Therckell Thrundessen, "høre du, Terkel Trundessen,
kiere stalbroder min: kære staldbroder min:
wi will gha udi høger-lofft vi vil gå udi højerloft
thill staltenn Adeludtz ind." til stolten Adelus ind."

149
Thet war Terckell Trundessen, det var Terkel Trundessen,
hand ind aff dørenn thren; han ind af døren tren;
thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun stander hannom op igien. hun stander hannum op igen.

150
"Hell stannder i, staltenn Adeludtz, "hel stander I, stolten Adelus,
i er ien fruv saa fin; I er en fru så fin;
will y were thenn ienne fru, vil I være den ene fru,
som skall rede unnge brud min?" som skal rede unge brud min?"

151
Lenge stod staltenn Adeludtz, længe stod stolten Adelus,
hund thuorde hannom inthet suar; hun turde hannum intet svar;
"Ia" sagde Sti her Ionssen, "ja" sagde Stig her Jonssen,
"ieg will selff med hinder fare." "jeg vil selv med hender fare."

152
Lenge stod Terckell Trundessen, længe stod Terkel Trundessen,
och thengte hand med sig: og tænkte han med sig:
"Wilde ickom
[34] I udg.: "ickon".
staltenn Adeludtz komme,
 
"ville ikkun stolten Adelus komme,
saa lidit skiøtte ieg om thig." så lidet skøtte jeg om dig."

153
Buort red Therckell Thrundessen, bort red Terkel Trundessen,
hand war i hugen saa fru; han var i huen så fro;
for hind stalten Adeludtz for hin stolten Adelus
skulle føre hans unge brud. skulle føre hans unge brud.

154
Stalt Adeludtz gannger i høger-lofft, stolt Adelus ganger i højerloft,
hun breder ud sinne bencke: hun breder ud sine bænke:
"Herre Gud-fader i himmerig "Herre Gudfader i himmerig
hand ueder
[35] I udg.: "uede".
meg thet, ieg thencker!
 
han vider mig det, jeg tænker!

155
Then øuerste Gud i himmerig den øverste Gud i himmerig
hand wede meg thet, ieg thencker: han vide mig det, jeg tænker:
at ieg mat leffue at iamels-mod at jeg måt leve ad jamlingsmod
och were saa rig en encke!" og være så rig en enke!"

156
Hun skaer neder thet silcke hun skar neder det silke
och saa thi for-gylldenne weue; og så de forgyldene væve;
ingenn frue, thill brøllup kom, ingen frue, til bryllup kom,
gaff brudenn sligenn gaffue. gav bruden slig en gave.

157
Ingen fruv, thill brøllopet kom, ingen fru, til brylluppet kom,
gaff brudenn saa rigenn gaffue; gav bruden så rigen gave;
hun gaff hinder Terckell Thrundessen, hun gav hender Terkel Trundessen,
hun wilde hannom helder siellff haue. hun ville hannum heller selv have.

158
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun red Terckels brud emod; hun red Terkels brud imod;
thet silcke och thet røde guld det silke og det røde guld
thet stod neden om heste-foud. det stod neden om hestefod.

159
Thi rede øffuer thi ennge, de rede over de enge,
y-gemmell thi grønne skoffue; igemmel de grønne skove;
aller kom Therckels huiden hannd aller kom Terkels hviden hånd
aff Adelutz sadell-boffue. af Adelus saddelbue.

160
"Riider bourt, Terckell Trundessen, "rider bort, Terkel Trundessen,
i riider meg icke saa ner! I rider mig ikke så nær!
thet kannd fruer och iomfruer sie, det kan fruer og jomfruer se,
i haffuer meg i hierthed saa kier." I haver mig i hjertet så kær."

161
"Thu sig meg, stalten Adeludtz, "du sig mig, stolten Adelus,
thu est enn rossenn rød: du est en rosen rød:
huad sagde Sti her Ionnssen, hvad sagde Stig her Jonssen,
for thu warst icke møø?" for du varst ikke mø?"

162
"Ieg thacker Ellenn-lille, "jeg takker Ellenlille,
hun war brud for meg: hun var brud for mig:
erenn saa friide hun meg, æren så fride hun mig,
och liffuet løste hun theg." og livet løste hun dig."

163
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd smiler under skiennd: han smiler under skind:
"I iaffthenn skall ieg meg wogte "i jaften skal jeg mig vogte
for sligt ett quinde-sned." for sligt et kvindesned."

164
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
klapet Therckell wed huiden kiennde: klappet Terkel ved hviden kinde:
"Huor thogst thu thet [u]dydelig ord, "hvor togst du det dydelig ord,
hiertt-aller-kieriste mine!" hjertallerkæreste mine!"

165
Thet war sildiig om enn affthenn, det var sildig om en aften,
ther bruden skulde gaa thill senng: der bruden skulle gå til seng:
Therckell och staltenn Adelutz Terkel og stolten Adelus
thi halt thieris thalle saa lanng. de holdt deres tale så lang.

166
Thet suarde Ellenne-lille, det svarde Ellenelille,
sin iomfruv wilde hun thienne med ere: sin jomfru ville hun tjene med ære:
"Y stannder her och snacker saa lennge, "I stander her og snakker så længe,
thet bliffuer for ether thissuer." det bliver for eder des vær."

167
"Wii stannder her saa lennge at
[36] I udg.: "och".
snacker,
 
"vi stander her så længe at snakker,
thet bliuer y lennger och wer: det bliver e længer og vær:
i fannger uthack ud-aff ethers brud, I fanger utak udaf eders brud,
och ieg aff min her." og jeg af min her."

168
"Hielpe meg Gud i himmerig "hjælpe mig Gud i himmerig
boude aff angest och harom: både af angest og harum:
ieg stod fast helder och snacket med ether, jeg stod fast heller og snakket med eder,
end sow i brudenns arom!" end sov i brudens arum!"

169
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun slo thi sparlagenn sammen; hun slog de sparlagen sammen;
hindis øgne thi loff, hindis hiertte thett gred, hendes øjne de lo, hendes hjerte det græd,
hun giorde ther-aff gott gammell. hun gjorde deraf godt gammel.

170
Hun breder paa thennom thet silcke hun breder på dennum det silke
och saa thett silcke-peld: og så det silkepeld:
"Thet wed Gud-fader i himmerig, "det ved Gudfader i himmerig,
ieg lae ther helder selff!" jeg lå der heller selv!"

171
Staltenn Adeludtz gannger aff dørenn ud stolten Adelus ganger af døren ud
paa then thill[ie] thrad: på den tilje trådt:
hun begønnthe enn elskonns[-]wisse, hun begyndte en elskovsvise,
saa lestelig ther hun quad. så listelig der hun kvad.

172
Thett melte Therckell Thrundessenn, det mælte Terkel Trundessen,
tharen rannd paa hanns kiennde: tåren randt på hans kinde:
"Nu wed ieg will,
[37] I udg.: "well".
huad i thit hierthe er,
 
"nu ved jeg vel, hvad i dit hjerte er,
thet samme er och hiem thill minne." det samme er og hjem til mine."

173
Thenn første natt thi sammell sou den første nat de sammel sov
med rossens-kiender røde, med rosenskinder røde,
tha bleff hun med enn søn, da blev hun med en søn,
som hinder thuang thill døde. som hender tvang til døde.

174
Saa drocke thi thet brøllup, så drukke de det bryllup,
och saa dreff thi thieris rim; og så drev de deres rim;
om ottennde dag ther-effther om ottende dag derefter
tha førde thi bruden hiem. da førte de bruden hjem.

175
Thet war icke effther thet brøllup det var ikke efter det bryllup
manned uthenn tho: måned uden to:
thet war Sti her Ionnssen, det var Stig her Jonssen,
aff sott och siuge lho. af sot og syge lå.

176
Thet war Sti her Ionnssen, det var Stig her Jonssen,
lagde seg i helle-thra; lagde sig i helletrå;
thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
hun gannger ham thill och frae. hun ganger ham til og fra.

177
Thet war Sti her Ionnssen det var Stig her Jonssen
thog staltenn Adeludtz i sin arom: tog stolten Adelus i sin arum:
"Thet sie i wor[-]her for kiertt, "det se e Vorher for kært,
wy haffuer icke sammen itt barn!" vi haver ikke sammen et barn!"

178
Thet suarde staltenn Adeludtz, det svarde stolten Adelus,
tharenn rand paa hindis kiennde: tåren randt på hendes kinde:
"Thet er gaffuen for ethers frennder, "det er gaven for eders frænder,
och skaden thennd er mine." og skaden den er mine."

179
Thet war Sti her Ionnssen det var Stig her Jonssen
hand wennde sig thill wegenn brad; han vendte sig til væggen brat;
thet will ieg for sanndingen sige, det vil jeg for sandingen sige,
hand døde thenn samme natt. han døde den samme nat.

180
Thet melte Therckell Thrundessenn, det mælte Terkel Trundessen,
hannd hørde thi klocker saa rinnge: han hørte de klokker så ringe:
"Giffue Gud-fader i himmerig, "give Gudfader i himmerig,
thett giorde saa hiemme thill mine!" det gjorde så hjemme til mine!"

181
Thet war icke manned det var ikke måned
ther-effther forudenn ien: derefter foruden en:
thet war staltenn Sesselil, det var stolten Sisellil,
hun føde enn søn saa wenn. hun fødte en søn så væn.

182
Føde hun thenn i høge-loufft, fødte hun den i højeloft,
hun war saa finnen wiff; hun var så fin en viv;
thet will ieg for sanndingen sige, det vil jeg for sandingen sige,
hun lod for hannom sitt liff. hun lod for hannum sit liv.

183
[38] sikkert urigtig indkommen fra andre Viser.
Thet war Therckell Thrundessenn, det var Terkel Trundessen,
hannd lagde sinne hennder thill-sammen: han lagde sine hænder tilsammen:
"Y beder enn patternoster for hindis siell! "I beder en paternoster for hendes sjæl!
nock saa war hun gammell." nok så var hun gammel."

184
Thet war staltenn Adeludtz, det var stolten Adelus,
och breder hun ud hindis benncke: og breder hun ud hendes bænke:
"Thenn øuerste Gud y himmerig "den øverste Gud i himmerig
hand wede meg thet, ieg thenncker! han vide mig det, jeg tænker!

185
Thenn øffuerste Gud i himmerig den øverste Gud i himmerig
hand wede meg thett, ieg thenncker, han vide mig det, jeg tænker,
och lade mig leffue
[39]+1: I udg.: "leffue".
løffue om iamell-mod
 
og lade mig leve leve om jamlingmod
och icke wilde ieg wer encke." og ikke ville jeg vær enke."

186
Thet stod saa frem thend sommer lang, det stod så frem den sommer lang,
och aritt thett monne frem lide: og året det monne frem lide:
thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hannom løster tha ud att riide. hannum lyster da ud at ride.

187
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
och hand beder sadell sin hest: og han beder sadle sin hest:
"Ieg will riide meg op aff land, "jeg vil ride mig op af land,
saa rigenn enck att giest." så rigen enk at gæst."

188
Thet war Terckell Trundessen, det var Terkel Trundessen,
hand kom ther riden y gaard: han kom der ridend i gård:
ude stannder staltenn Adeludtz, ude stander stolten Adelus,
hun war well suøbt y mard. hun var vel svøbt i mår.

189
"Hør thu staltenn Adelutz, "hør du stolten Adelus,
huad ieg will spørge thig att: hvad jeg vil spørge dig ad:
wilt thu giøre for gammelt kundskab vilt du gøre for gammelt kundskab
och lanne meg huss i natt?" og låne mig hus i nat?"

190
"Hør y, Terckell Thrundessen, "hør I, Terkel Trundessen,
i stannder fra ethers hest! I stander fra eders hest!
y wed, y haffuer her hiemme, I ved, I haver her hjemme,
ieg holt ether aller for giest." jeg holdt eder aller for gæst."

191
"Hør y, staltenn Adelutz, "hør I, stolten Adelus,
huad ieg ether sige will: hvad jeg eder sige vil:
kannd ieg nu fae ether enncke, kan jeg nu få eder enke,
men ieg kunde icke fae ether møø?" men jeg kunne ikke få eder mø?"

192
"Hør y, Therckell Thrundessenn, "hør I, Terkel Trundessen,
y thør icke anndet thro: I tør ikke andet tro:
ett aar will ieg enncke side et år vil jeg enke sidde
offuer mit egett bordt." over mit eget bord."

193
Thet war Therckell Thrundessen det var Terkel Trundessen
och stalt Adelutz, thi unnge tho: og stolt Adelus, de unge to:
thi bad saa idelig thill Gud, de bad så idelig til Gud,
thet aar monne snartt for-gha. det år monne snart forgå.

194
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hannd kom ther riden i gaard; han kom der ridend i gård;
ude stannder her Laffue, ude stander her Lave,
hannd war well suøbt i mard. han var vel svøbt i mår.

195
"Hell stannder i, herre Lauge, "hel stander I, herre Lave,
i ere well suøbt i skiennde: I ere vel svøbt i skinde:
giffuer mig staltenn Adelutz giver mig stolten Adelus
thill kiere hustru min." til kære hustru min."

196
Thet war herre Lauge, det var herre Lave,
hannd war udi hogenn saa brad: han var udi huen så brat:
"Ieg will gannge y høge-loufft "jeg vil gange i højeloft
och spørge min datter thill rad." og spørge min datter til råd."

197
Thet war herre Lauge, det var herre Lave,
hannd suøber seg hoffuet udi skiennd: han svøber sig hoved udi skind:
saa ganger hand y høger-loff[t] så ganger han i højerloft
for sin kier datter och ind. for sin kær datter og ind.

198
Thet war herre Lauge, det var herre Lave,
hannd end aff dørenn threen; han ind af døren tren;
thet war staltenn Adelutz, det var stolten Adelus,
hun stannder hannom op igien. hun stander hannum op igen.

199
"Well er thig, min kier dather, "vel er dig, min kær datter,
well er thig, thu matt løue: vel er dig, du måt leve:
thig beder Therckell Thrundessen, dig beder Terkel Trundessen,
och hannom will ieg thig giffue." og hannum vil jeg dig give."

200
Thet war staltenn Adelutz, det var stolten Adelus,
hun paa hindis fader saa: hun på hendes fader så:
"Alt er [thet] thenn samme suend, "alt er [*] den samme svend,
y haffuer for-suorit, ieg skall aller faa." I haver forsvoret, jeg skal aller få."

201
Saa drucke thi thet festenns[-]øll så drukke de det fæstensøl
udi thennd samme natt; udi den samme nat;
brøllup inden mannetz-dag, bryllup inden månedsdag,
thi radde thet i-saa bratt. de rådte det iså brat.

202
Rede thi thitt thett brøllup rede de til det bryllup
i fulle ugger fem; i fulde uger fem;
Therckell och staltenn Adelutz Terkel og stolten Adelus
thi glede thennom y alle them. de glæde dennum i alle dem.

203
Førde thi thenn unge brud førte de den unge brud
thi thend brølup-gaarde: til den bryllupgårde:
thett huide sølff, thet røde guld det hvide sølv, det røde guld
och thet war thennom usparde. og det var dennum usparte.

204
Liede thi thennd unge brud ledte de den unge brud
thyll thenn brude-senng; til den brudeseng;
thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
hand duolle icke holde lenge. han dvælte ikke holde længe.

205
Thet war Therckell Thrundessen, det var Terkel Trundessen,
gaff Ellenn saa rigen suend; gav Ellen så rigen svend;
thet war beder end siu pund guld, det var bedre end syv pund guld,
thet hand gaff hinder hiem. det han gav hender hjem.

206
Nu haffuer Therckell Thrundessen nu haver Terkel Trundessen
for-wondit bode angest och harom: forvundet både angest og harum:
hannd soffuer i-saa gladelig han sover iså gladelig
y staltenn Adelutz arom. i stolten Adelus arum.

207
Thett er stour anngest och stour harom det er stor angest og stor harum
och halle mere quide: og halve mere kvide:
att skielle thennom at, at skille dennum ad,
som giernne thill-sammen will bliffue. som gerne tilsammen vil blive.
:: Thet skier dog thit, thennd dantzer, ther nød er thill.
[40] sikkert en Skrivers Bemærkning.
::
:: det sker dog tit, den danser, der nødt er til. ::
:: Saa falder hun løden for ham. :::: så falder hun løden for ham. ::