Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 75
Side: 111 v
Titel: Terkel Trundesøn
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 480 E VIII 279-290
Kommentar: VIII 297
Generelle oplysninger: Visen ender midt paa en Side, uden noget Tegn til at den er færdig; de følgende halvanden Side staar tomme, og øverst paa næste Blad begynder en anden Haand en anden Vise. Haandskriftet har intet Tegn til at der mangler noget efter V. 214. V. 177-180 er skrevne med en anden Haand, den samme som har skrevet de seks efterfølgende Viser.


1
Torckiill hand thienner y kongens gaard Torkil han tjener i kongens gård
altt baade for guld oc ære; alt både for guld og ære;
mett renden oc mett riidder-spiill med renden og med ridderspil
hand fremmest for alle mend monne wære. han fremmest for alle mænd monne være.
:: Saa fælder hun lyden for hannem. :::: så fælder hun løden for hannum. ::

2
Med renden oc mett riidder-spiill med renden og med ridderspil
hand for thy andre monne wære; han for de andre monne være;
huer en leg, hand legtte, hver en leg, han legte,
skiollen hand offuer bar. skjolden han over bar.

3
Huer enn leg, hand legtte, hver en leg, han legte,
skulle
[1]+2: I udg.: "hand".
hand hand skiollen offuer baar;
 
skulle han han skjolden over bar;
oc huer ett ord, hand talde, og hver et ord, han talte,
thii inde for kongen wor. de inde for kongen var.

4
Torckiild hand thienner y kongens gaard, Torkil han tjener i kongens gård,
hand er icke megett riig; han er ikke meget rig;
mett hest oc saa mett danne-suenne med hest og så med dannesvende
saa rytterst tha holder hand siig. så ryttersk da holder han sig.

5
Torckiild er then gieffuiste suend, Torkil er den gæveste svend,
som suer maa binde wed siie; som sværd må binde ved side;
huer en dagz
[2] I udg.: "dag".
[ther] østen dagess
 
hver en dag [*] østen dages
tha løster hannem tiill iomffruen att riide. da lyster hannum til jomfruen at ride.

6
Torckiild hand riider saa løsteliig, Torkil han rider så lystelig,
saa løsteliig under øø; så lystelig under ø;
hand beder om her Lauis dotther han beder om her Laves datter
altt tiill syn feste-møe. alt til sin fæstemø.

7
Hand bad om hende enn maanitt, han bad om hende en måned,
hand bad om hende ett aar; han bad om hende et år;
icke kunde hand thøriiss wylge faa, ikke kunne han deres vilje få,
men selffuer sagde hun ia. men selver sagde hun ja.

8
Ther laa hand en maanitt, der lå han en måned,
oc ther laa hand y tho; og der lå han i to;
ingen mand thett wiiste, ingen mand det vidste,
oc ingen mand thett fro. og ingen mand det frå.

9
Ingen mand thett viiste, ingen mand det vidste,
oc ingen mand thett fro, og ingen mand det frå,
for-uden stolthen Adelus hendis tieniste-møe foruden stolten Adelus hendes tjenestemø
oc Torckils suenne tho. og Torkils svende to.

10
Thii vaare samen y enn dag, de vare sammen i en dag,
oc thii wore samen y aatte; og de vare sammen i otte;
thi lagde thett wenskaff saa sterckeliigtt, de lagde det venskab så stærkeligt,
att ingen thett att-skyllie motte. at ingen det adskille måtte.

11
Thett vaar Torckiild Truensøn, det var Torkil Trundesen,
hand taler tiill hende saa: han taler til hende så:
"Myn herre hand lagder end herre-dag giøre, "min herre han lader en herredag gøre,
ieg maa icke wære ther-fra." jeg må ikke være derfra."

12
Torckiild tog iomffruen y syn arm, Torkil tog jomfruen i sin arm,
hand taler tiill hende syn gamen: han taler til hende sin gammen:
"Thett er stoer synd att skyllie thennom att, "det er stor synd at skille dennum ad,
som gierne wylde wære tiill-samen." som gerne ville være tilsammen."

13
Torckiild tog iomffruen y syn arm, Torkil tog jomfruen i sin arm,
hand talede tiill hende mett ære: han talede til hende med ære:
"Thett wedtt Gud-fader y hemmeriig, "det ved Gudfader i himmerig,
ieg haffuer ether y hierttitt kier." jeg haver eder i hjertet kær."

14
Thett melltte Elyne, hendis tieniste-møe, det mælte Ellene, hendes tjenestemø,
altt baade mett thuctt oc snille: alt både med tugt og snilde:
"Torckiild, y woctter oc wærer
[3] I udg.: "warer".
ether well,
 
"Torkil, I vogter og værger eder vel,
myn iomffru er
[4] <dvs.> Ære.
icke att spiilde."
 
min jomfru er ikke at spilde."

15
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
oc suarede hand hende saa: og svarede han hende så:
"Thett forbiude then øffuerste Gud, "det forbyde den øverste Gud,
att ieg skulle tencke thett raad!" at jeg skulle tænke det råd!"

16
Kongen hand lagder enn herre-dag holde kongen han lader en herredag holde
mett riidder oc mett raske hoffmend; med ridder og med raske hovmænd;
oc tha tøffuer Torckiild Truenssøn, og da tøver Torkil Trundessen,
tiill herre-dagen wor endtt. til herredagen var endt.

17
Torckiild hand kom riden y gaard Torkil han kom ridend i gård
fremmest for alle synne suenne; fremmest for alle sine svende;
kongen spurde hannem selffuer att: kongen spurgte hannum selver ad:
"Huor haffuer thu wæritt saa lenge?" "hvor haver du været så længe?"

18
"Mett myn høg oc mett myn hund "med min høg og med min hund
saa wor ieg riiden y lund; så var jeg reden i lund;
y-huilcken suend som løster att bede, ihvilken svend som lyster at bede,
hand finder well diuer om stundtt." han finder vel dyr om stund."

19
"Thu riider saa lenge oc beder thii diuer "du rider så længe og beder de dyr
altt y her Lauis hauffue; alt i her Laves have;
thett samme diuer, thu acter att bede, det samme dyr, du agter at bede,
thett leger tiig liig y graff. det lægger dig lig i grav.

20
Thu riider tiig saa løsteliig, du rider dig så lystelig,
saa løstelig bortt under øø; så lystelig bort under ø;
thu locker myn kiere søster-daatther, du lokker min kære søsterdatter,
hun er saa wen en mø." hun er så væn en mø."

21
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
hand suarede syn herre saa: han svarede sin herre så:
"Icke burde y att wære then første mand, "ikke bure I at være den første mand,
hende skulle liuge paa!" hende skulle lyve på!"

22
"Ieg skall faa tiig anditt att giøre "jeg skal få dig andet at gøre
end effther thii diuer att fare; end efter de dyr at fare;
thu skalltt end tiill Island du skalt ind til Island
altt mett her Esbern Snare." alt med her Esben Snare."

23
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
hand suarede syn herre mett ære: han svarede sin herre med ære:
"Ieg haffuer saa offte aff landett wæritt, "jeg haver så ofte af landet været,
ieg motte skytt hiemme wære." jeg måtte skødt hjemme være."

24
Thett var danner-koninge,
[5] I udg.: "danner-koningen".
 
det var dannerkonninge,
hand sloe syn haand mod bordtt; han slog sin hånd mod bord;
hand sagt
[6] (<dvs.> sad) sidste Bogstav usikkert.
saa lenge en stund,
 
han sad så længe en stund,
hand tencktte paa thett ord. han tænkte på det ord.

25
"Er her nogen, ther dag
[7] I udg.: "d[i]g".
haffuer kyndtt,
[8] I udg.: "ky[er]".
 
"er her nogen, der dag haver kyndt,
oc icke forglemmer thÿ
[9] I udg.: "thy".
dage;
[10] I udg.: "d[i]g".
 
og ikke forglemmer de dage;
saa mend wed, Torckiild Truenssøn, så mænd ved, Torkil Trundessen,
tiill Island skaltu faare." til Island skalt du fare."

26
Tha suarede Torckiild Truenssøn, da svarede Torkil Trundessen,
synne ord kunde hand well wende: sine ord kunne han vel vende:
"Y ære myn herre, ieg er ethers suend, "I ere min herre, jeg er eders svend,
y-huor y wylle mig sende." ihvor I ville mig sende."

27
"Thu skalltt fare tiill Island, "du skalt fare til Island,
her Esbern skall følge tiig; her Esben skal følge dig;
XII tønder aff thett huide sølff tolv tønder af det hvide sølv
thett skall thu hentte mig." det skal du hente mig."

28
Thett wor om en helliig søndag, det var om en hellig søndag,
saa helliig tha wore thii thiider; så hellig da vare de tider;
thii prester thi fare tiill kyrcken, de præster de fare til kirken,
thii lagder thi messer siie. de lader de messer sige.

29
Thii prester thi fare tiill kyrcken, de præster de fare til kirken,
thii lagde thii messer siie; de lade de messer sige;
Torckiild hand sender en suend for siig, Torkil han sender en svend for sig,
hand bad presten effther siig biide. han bad præsten efter sig bie.

30
Torckiild hand sender en suend for siig, Torkil han sender en svend for sig,
og lagder hand for siig waare, og lader han for sig vare,
tiill then samme kyrcke, til den samme kirke,
som stoltt Adeluss plegde att fare. som stolt Adelus plejde at fare.

31
Thett vor stoltten Adelus, det var stolten Adelus,
og suøffuer hun siig y skynnd; og svøber hun sig i skind;
saa gaard hun y høffuitt[-]løfftt
[11] I udg.: "høffuitt-lofft".
 
så går hun i højetloft
for fruer oc iomffruer ind. for fruer og jomfruer ind.

32
"Heell siide y, fruer oc iomffruer, "hel sidde I, fruer og jomfruer,
y ære well suøbtt y maaer; I ere vel svøbt i mår;
wiide y icke thii sendinge-bud, vide I ikke de sendingebud,
tiill Island skall y aar?" til Island skal i år?"

33
Thett suarede hendis stemoder, det svarede hendes stedmoder,
hun smiler under skynd: hun smiler under skind:
"Thett skall wære Torckyld Truenssøn, "det skal være Torkil Trundessen,
hiertte-alder-kæriiste dyen." hjerteallerkæreste din."

34
"Høer y thett, myn kiere moder, "hør I det, min kære moder,
y meller mig ingen skam; I mæler mig ingen skam;
ieg haffuer icke Torckiild y hiertte kier jeg haver ikke Torkil i hjerte kær
en end anden mand. end en anden mand.

35
Ieg haffuer icke mere mett Torckiill jeg haver ikke mere med Torkil
end mett en anden suend; end med en anden svend;
herre Gud-fader y hiemeriig Herre Gudfader i himmerig
hand sende hannem snarliigen hiem." han sende hannum snarligen hjem."

36
Messen vor ud-siungen, messen var udsungen,
oc falckitt thett foer hiem; og folket det for hjem;
tha bød Torckiill gode-natt da bød Torkil godenat
oc alle wenner syne. og alle venner sine.

37
Hand bød alle gode-natt, han bød alle godenat,
hand bad thennom alle well faere, han bad dennum alle vel fare,
først oc sydst stoltt Adelon,
[12]DgF XII henfører formen til Adelin, men hun hedder Adelus i str. 41 ff.
 
først og sidst stolt Adelon,
hun wor hannem kieriiste for alle. hun var hannum kæreste for alle.

38
"Høer thu thett, stoltthen Adelon, "hør du det, stolten Adelon,
thu est alder-kieriiste myn: du est allerkæreste min:
en stackitt reysse er snarliigen endtt, en stakket rejse er snarligen endt,
ieg skall tiill Island ind." jeg skal til Island ind."

39
Thett suarede stoltten Adelon, det svarede stolten Adelon,
hendis øgen thii runde saa striide: hendes øjen de runde så stride:
"Mig maa well tyckis, then tiid er mig lang, "mig må vel tykkes, den tid er mig lang,
som baade skall sørge oc quide." som både skal sørge og kvide."

40
"Fiere aff myne suenne thii skall mett mig faere, "fire af mine svende de skal med mig fare,
thii andre skulle hiemme wære; de andre skulle hjemme være;
thett skall wære thøriis meste iid: det skal være deres meste id:
thienne tiig, myn hierttens-kiere." tjene dig, min hjertenskære."

41
Thett suarede stollthen Adelus, det svarede stolten Adelus,
hun suarede itt ord mett ære: hun svarede et ord med ære:
"Ieg acter icke, huor ethers suene thii ære, "jeg agter ikke, hvor eders svende de ere,
motte y selff hiemme wære!" måtte I selv hjemme være!"

42
Thett vor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
hand tog hende y syn arm: han tog hende i sin arm:
"Thett wed Gud-fader y himmeriig, "det ved Gudfader i himmerig,
for ether ber ieg stoer harm. for eder bær jeg stor harm.

43
Ieg beder tiig, alder-kieriiste myn, jeg beder dig, allerkæreste min,
thu vyltt mig iomffru biide; du vilt mig jomfru bie;
ieg wyll fuld[-]snarliigen komme igien, jeg vil fuldsnarligen komme igen,
alt om mig wyndis liiff." alt om mig vindes liv."

44
"Iomffru viill ieg tiig biide, "jomfru vil jeg dig bie,
thett syer ieg tiig for sandtt; det siger jeg dig for sand;
kommer thu icke aff Island, kommer du ikke af Island,
ieg loffuer aldrig nogen mand." jeg lover aldrig nogen mand."

45
Thett vor Torckiill Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
klapper hende wed huiden kynd: klapper hende ved hviden kind:
"Nu maa ieg tiill stranden udtt, "nu må jeg til stranden ud,
hiertt-alder-kieriiste myn." hjertallerkæreste min."

46
Thett suarede stoltthen Adelus, det svarede stolten Adelus,
hun suarede itt ord mett ære: hun svarede et ord med ære:
"Herre Gud naade oss baade, "Herre Gud nåde os både,
maa wii icke tiill-samen wære!" må vi ikke tilsammen være!"

47
Thett melltte Torckiild Truenssøn, det mælte Torkil Trundessen,
hand bød hende gode-natt: han bød hende godenat:
"Aldriig bliiffuer ieg y hierttitt glad, "aldrig bliver jeg i hjertet glad,
altt føer wii findis bratt." alt før vi findes brat."

48
Thett melltte Torckiild Truenssøn, det mælte Torkil Trundessen,
ther hand y skybitt threen: der han i skibet tren:
"Nu skall ieg aff landitt udtt "nu skal jeg af landet ud
fraa alle glæden myn!" fra alle glæden min!"

49
Thii vandtt op thyriiss sylcke-segll de vandt op deres silkesejl
vell høgtt y for-gylden raa; vel højt i forgylden rå;
saa selgede thii thennom tiill Island så sejlede de dennum til Island
myndre en maanede tho. mindre end månede to.

50
Børen th[e]n bleste saa striide op, børen den blæste så stride op,
oc bøllen legtte for bordtt; og bølgen legte for bord;
altt sad Torckiild Truenssøn, alt sad Torkil Trundessen,
hand gadtt icke talitt ett ord. han gad ikke talet et ord.

51
Her Esbern taler tiill Torckiild saa, her Esben taler til Torkil så,
hand smiler under skynd: han smiler under skind:
"Haffuer thu aldrig sigltt saa høgen søø? "haver du aldrig sejlt så højen sø?
hui blegner thu saa under kyendtt?" hvi blegner du så under kind?"

52
"Ieg viill segle enn søe mett tiig "jeg vil sejle en sø med dig
altt om en
[13] vist Fejlskrift for m (<dvs.> tusend).
gylden att thære;
 
alt om en gylden at tære;
oc ieg wyll rende en gong mett tiig og jeg vil rende en gang med dig
y alle iomffruers ære." i alle jomfruers ære."

53
Thett suarede her Esbern Snare det svarede her Esben Snare
oc baade aff skemptt oc leg: og både af skæmt og leg:
"Nu maa y alle paa Torckiild see, "nu må I alle på Torkil se,
thett hand er worden wred." det han er vorden vred."

54
Kaste thii thøriiss acker kaste de deres anker
altt paa thenn huide sand; alt på den hvide sand;
Torckyld op oc her Esbern Snare Torkil op og her Esben Snare
thii thren ther først paa land. de tren der først på land.

55
Miitt udi then buere-gaard midt udi den borgegård
ther axlede thii thøriiss skynd; der akslede de deres skind;
saa giick thii y høffuitt-lofftt så gik de i højetloft
for Yslandz konning ind. for Islands konning ind.

56
Thii toge ud thii sendinge-breff, de toge ud de sendingebrev,
thii lagde thennom for koningen paa bordtt; de lagde dennum for konningen på bord;
fram thredde Torckiilld Truenssøn, frem trædte Torkil Trundessen,
hand haaldtt syn herriitz ordtt. han holdt sin herres ord.

57
Thett melltte Islandz konning, det mælte Islands konning,
ther hand thy lønne-breff saa: der han de lønnebrev så:
"Haffuer thu nu icke føere hørtt "haver du nu ikke førre hørt
saa fattiig en suend saa riig en iomffru faaedtt. så fattig en svend så rig en jomfru fået.

58
Haffuer mand icke føere hørtt haver man ikke førre hørt
saa fattiig en suend saa riig en iomffru faedtt." så fattig en svend så rig en jomfru fået."
Saa thog hand en lyden kniff, så tog han en liden kniv,
hand skaaer dem altt saa smaa. han skar dem alt så små.

59
Tha melltte Torckiild Truenssøn, da mælte Torkil Trundessen,
oc saa tog hand oppaa: og så tog han oppå:
"Wore thii breff saa ylde skreffuen? "vare de brev så ilde skreven?
hui wylle y icke see ther-paa?" hvi ville I ikke se derpå?"

60
"Høer thu thett, Torckiild Truenssøn, "hør du det, Torkil Trundessen,
fuld-vell kiender ieg tiig; fuldvel kender jeg dig;
VII tønder aff thett huide sølff syv tønder af det hvide sølv
thett skattede thyn fader fra mig. det skattede din fader fra mig.

61
VII tønder aff thett huide sølff syv tønder af det hvide sølv
thett skattede thyn fader fra mig; det skattede din fader fra mig;
XII tønder aff thett røde guld tolv tønder af det røde guld
wyll ieg icke haffue for tiigh." vil jeg ikke have for dig."

62
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
hans erme-sylcke[-]snørde: hans ærme silkesnørte:
"Huad kunde ieg ther-udi wolde, "hvad kunne jeg derudi volde,
myn fader wylde ylde giøre?" min fader ville ilde gøre?"

63
"Thett haffuer thu saa offtte hørtt "det haver du så ofte hørt
oc y-saa offtte froedtt: og iså ofte frået:
thett skall grissen gielde, det skal grisen gælde,
thett gamble suyn haffuer giortt." det gamle svin haver gjort."

64
Sagde thett Torckiild Truenssøn sagde det Torkil Trundessen
altt y then samme stund: alt i den samme stund:
"Ther woxer op griiss som gameell suin "der vokser op gris som gammel svin
mett huasse theender y munnde." med hvasse tænder i munde."

65
"Her Esbern oc y danske hoffmendtt, "her Esben og I danske hovmænd,
y skulle tiill Dannemarck faere, I skulle til Dannemark fare,
for-uden Torckiild Truenssøn, foruden Torkil Trundessen,
hand tager thett tornn tiill wære." han tager det tårn til vare."

66
Thett melltte Torckiils lilde smaadreng, det mælte Torkils lille smådreng,
hand stod y kiorttiill rød: han stod i kjortel rød:
"Entthen skall Torckyld følge oss hiem, "enten skal Torkil følge os hjem,
eller ieg wyll hoss hannem dø." eller jeg vil hos hannum dø."

67
"Høer thu thett, thu lyden smaa-dreng, "hør du det, du liden smådreng,
altt huad ieg siiger tiig: alt hvad jeg siger dig:
først thu kommer tiill Dannemarck, først du kommer til Dannemark,
thu skallt icke for-glemme mig. du skalt ikke forglemme mig.

68
Thu beder hyn stolthen Adelon du beder hin stolten Adelon
oc huercken sørge eller quide; og hverken sørge eller kvide;
wyll thett Gud, ieg kommer well hiem, vil det Gud, jeg kommer vel hjem,
stoer ære ther skall hende biide." stor ære der skal hende bie."

69
Thett wor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
hand taler tiill drengen syn: han taler til drengen sin:
"tieniste
[14] I udg.: "Tien[d]e".
skalthu siige
 
"tjeneste skalt du sige
alder-kieriiste myn. allerkæreste min.

70
Thu sier hende, ieg siider y Islandtt du siger hende, jeg sidder i Island
y boltt oc y haarde giemme; i bolt og i hårde gemme;
thu beder hende for then øffuerste Gud, du beder hende for den øverste Gud,
hun wyll mig icke for-glemme." hun vil mig ikke forglemme."

71
Thett tha suarede then lylde smaadreng, det da svarede den lille smådreng,
saa
[15] I udg.: "s[om]".
Torckyld stod saa neer:
 
så Torkil stod så nær:
"Aldrig forglemmer stolthen Adelus! "aldrig forglemmer stolten Adelus!
saa hun haffuer ether y hierttitt kiere." så hun haver eder i hjertet kære."

72
Saa thoge thii Torckiild Truenssøn, så toge de Torkil Trundessen,
thii sette hannem y haarde iern; de sætte hannum i hårde jern;
alle fruer oc iomffruer, y Island wore, alle fruer og jomfruer, i Island vare,
thii baade for hannem saa gierne. de bade for hannum så gerne.

73
Alle fruer oc iomffruer, y Island vaare, alle fruer og jomfruer, i Island vare,
thii baade for hannem saa gierne; de bade for hannum så gerne;
saa giore
[16] giorer (ell. giore) i Linjeslutning.
oc Islandz dronningh,
 
så gjorde og Islands dronning,
hun wylde gierne bede hannem aff ierne. hun ville gerne bede hannum af jerne.

74
Alle fiick kongens mend orloff, alle fik kongens mænd orlov,
hiem tiill Danmarck att faere, hjem til Danmark at fare,
for-uden Torckiild Truenssøn, foruden Torkil Trundessen,
hand maatte y tornitt wære. han måtte i tårnet være.

75
Thett melltte Torckiild Truenssøn, det mælte Torkil Trundessen,
hand saa thennom seglitt op wynde: han så dennum sejlet op vinde:
"Herre Gud beffaler ieg tiig, stoltt Adelus, "Herre Gud befaler jeg dig, stolt Adelus,
hiertt-alder-kieriiste myn." hjertallerkæreste min."

76
Vunde thii op thøriiss sylcke-segell vunde de op deres silkesejel
vell høg y for-gylden raa; vel høj i forgylden rå;
oc saa seglede thii tiill Danmarck og så sejlede de til Danmark
myndre en maanede tho. mindre end månede to.

77
Kaste thii thøriiss ackere udtt kaste de deres ankere ud
altt paa then huide sand; alt på den hvide sand;
thett wor stolthen Adelus, det var stolten Adelus,
hun gonger udt mett then strand. hun ganger ud med den strand.

78
Thett melltte stolltth[e]n Adelon det mælte stolten Adelon
alt tiill her Esbern Snare: alt til her Esben Snare:
"Huor haffuer y lagtt
[17]'efterladt', jf. lagder for lader præs.
Torckiild Truenssøn,
 
"hvor haver I ladt Torkil Trundessen,
som alle ethers høffuitz-mend war? som alle eders høvedsmænd var?

79
Ver uell-kommen her Esbern Snare, vær velkommen her Esben Snare,
viill thu thett siie mig: vil du det sige mig:
huor er Torckiild Truenssøn, hvor er Torkil Trundessen,
som fulde aff landit mett tiig?" som fulgte af landet med dig?"

80
"Torckiild hand thienner y koningens gaard "Torkil han tjener i konningens gård
altt baade for guld oc ære; alt både for guld og ære;
hand bad, ieg skulle siie tiig gode-natt, han bad, jeg skulle sige dig godenat,
thu est hans hierttens-kiere. du est hans hjertenskære.

81
Hand bad tiig dantze oc quæde han bad dig danse og kvæde
oc huercken sørge eller quide; og hverken sørge eller kvide;
wyll thett Gud, hand kommer well hiem, vil det Gud, han kommer vel hjem,
saa skall tiig gleden biide. så skal dig glæden bie.

82
Hand bad tiig dantze oc quæde han bad dig danse og kvæde
oc wære baade glad oc fro; og være både glad og fro;
hand acter end inden dagitt
[18] I udg.: "dag itt".
aar
 
han agter end inden dag et år
mett tiig bade byge oc boe." med dig både bygge og bo."

83
Thett suarede stoltthen Adelus, det svarede stolten Adelus,
oc hende rantt thaare paa kynd: og hende randt tåre på kind:
"Herre Gud beffaler ieg tiig, Torckiild Truenssøn, "Herre Gud befaler jeg dig, Torkil Trundessen,
hiertte-alder-kieriiste myn." hjerteallerkæreste min."

84
Thett tha suarede then lylde smaadreng, det da svarede den lille smådreng,
hand stod y kiortiill rød: han stod i kjortel rød:
"Torckiill siider y Island, "Torkil sidder i Island,
y tornitt saa skall hand døe. i tårnet så skal han dø.

85
Torckiild siider y Island Torkil sidder i Island
altt y saa stercke giemme; alt i så stærke gemme;
hand bad ether for then øffuerste Gud, han bad eder for den øverste Gud,
y wylle hannem icke forglemme." I ville hannum ikke forglemme."

86
"Er hand Torckiild Truenssøn "er han Torkil Trundessen
y tornitt saatt, i tårnet sat,
thett wyll ieg for sandingen siige, det vil jeg for sandingen sige,
thett nød
[19]jf. Kalkar III 232a, njude ad 'have, få af'.
hand mig att."
 
det nød han mig ad."

87
Thett vor stoltthen Adelus, det var stolten Adelus,
hun wredtt syne hender saa saare: hun vred sine hænder så såre:
"Wede Gud-fader y himeriig, "vide Gudfader i himmerig,
ieg nogen tiid Torckilld kiende!" jeg nogen tid Torkil kendte!"

88
Thett vor icke ther-effther det var ikke derefter
maanitt uden tho; måned uden to;
thett wor Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
hand thii thyende froe. han de tidende frå.

89
Thett vor Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
lagder sko syn gangere graa; lader sko sin gangere grå;
saa red hand tiill herre Laue hanss gaard, så red han til herre Lave hans gård,
stoltt Adelus bedell att wære. stolt Adelus bedel at være.

90
Thett war Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
hand lagder spørie under øø: han lader spørge under ø:
"Mone her Lauuis dotther, "monne her Laves datter,
mone hun end wære møe?" monne hun end være mø?"

91
Thett suarede hannem en frue, det svarede hannum en frue,
oc suarede hun hannem saa: og svarede hun hannum så:
"Aldrig er hun thii wære, "aldrig er hun det værde,
thett hende wor løgen paa." det hende var løjen på."

92
Thett suarede Sty her Ionssen, det svarede Stig her Jonssen,
hand redtt under øø: han red under ø:
"Tha skall ieg feste her Lauiss dotther, "da skal jeg fæste her Laves datter,
hun er saa ween en møe." hun er så væn en mø."

93
Thett vor Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
hand kom riiden y gaard; han kom ridend i gård;
ude stod her Laue, ude stod her Lave,
hand wor well suøbtt y skynd. han var vel svøbt i skind.

94
"Hell siide y, her Laue, "hel sidde I, her Lave,
y ære en mand saa fyen; I ere en mand så fin;
giiffuer mig Adelus, ethers daatther, giver mig Adelus, eders datter,
tiill kiere høstru myn." til kære hustru min."

95
"Giiffuer ieg ether myn daatther, "giver jeg eder min datter,
saa well motte y hende haffue; så vel måtte I hende have;
men hun haffuer troloffuitt Torckiild Truenssøn, men hun haver trolovet Torkil Trundessen,
hand er aff landitt faren. han er af landet faren.

96
Høer y thett, Sty her Ionssøn, hør I det, Stig her Jonssen,
y styer fra ethers hest; I stiger fra eders hest;
wii wylle rade mett hyniss moder, vi ville råde med hendes moder,
hun kand oss raadene best." hun kan os rådene bedst."

97
Thett vor her Laue, det var her Lave,
oc suøbte hand siig y skynd; og svøbte han sig i skind;
saa gaar hand y høffuit-lofft så går han i højetloft
for stolthen Adelus ind. for stolten Adelus ind.

98
"Hell siider thu, myn kiere daatther, "hel sidder du, min kære datter,
vell tiig, om thu maatt leffue; vel dig, om du måt leve;
tiig beder Sty her Ionssen, dig beder Stig her Jonssen,
oc hannem wyll ieg tiig giiffue." og hannum vil jeg dig give."

99
Thett suarede stolltthen Adelus, det svarede stolten Adelus,
hun suarede syn fader saa: hun svarede sin fader så:
"Aldrig bliiffuer thett mett myn wylge, "aldrig bliver det med min vilje,
oc aldrig faa y myn ia." og aldrig få I min ja."

100
Thett tha suarede th[e]n tieniste-møe, det da svarede den tjenestemø,
som stod op oc talde: som stod op og talte:
"Y giiffuer my[n] iomffru icke anden mand, "I giver min jomfru ikke anden mand,
end som hun selff wyll haffue." end som hun selv vil have."

101
Thett suarede her Laue, det svarede her Lave,
hand war en mand saa bradtt: han var en mand så brat:
"Kand ieg icke giiffue myn daatther bortt "kan jeg ikke give min datter bort
for-uden hyndis tienneste-møess raad?" foruden hendes tjenestemøs råd?"

102
Aldriig fiick thu
[20] I udg.: "thii".
hyndis vyllie,
 
aldrig fik du hendes vilje,
oc aldrig saa sagde hun ia; og aldrig så sagde hun ja;
tha drucke the thøriiss festeen-øell da drukke de deres fæstenøl
then samme maanitz-dag. den samme månedsdag.

103
Ther var glede y her Laue hans gaard, der var glæde i her Lave hans gård,
oc baade glede oc gammen; og både glæde og gammen;
stoltt Adelus gred, her Sty Ionssen lo, stolt Adelus græd, her Stig Jonssen lo,
ther thii wore giiffuen tiill-sammen. der de vare given tilsammen.

104
Riidde thii tiill thett brøllup redte de til det bryllup
y fulde manitt fem; i fulde måned fem;
altt gred stolthen Adelus, alt græd stolten Adelus,
hun sørgede y alle dem. hun sørgede i alle dem.

105
Riidde thii tiill thett brøllup redte de til det bryllup
y fulde manitt IX; i fulde måned ni;
altt gred stolthen Adelus, alt græd stolten Adelus,
hun sørgede y alle dy. hun sørgede i alle de.

106
Thett var danner-konning, det var dannerkonning,
tog synn søster-daatther att lære: tog sin søsterdatter at lære:
"Først y kommer y greffuens gaard, "først I kommer i grevens gård,
thu tencker paa dygtt oc ære. du tænker på dyd og ære.

107
Estu tiig saa sorge-fuld, est du dig så sorgefuld,
thett thaarene rinde paa thyn kynnd, det tårerne rinde på din kind,
tha gack thu tiig saa gladeliig da gak du dig så gladelig
tiill then gammell greffue ind. til den gamle greve ind.

108
Ver thu tiig enn høstrue vær du dig en hustru
altt offuer thiitt egitt bord: alt over dit eget bord:
thu elske saa well then fattiige som then riige, du elske så vel den fattige som den rige,
saa wiide før hand thitt ord. så vide før han dit ord.

109
Estu soriig udi thyn synde, est du sorrig udi din sinde,
thu giider icke talitt ett ord, du gider ikke talet et ord,
tha gack thu tiig saa gladeliig da gak du dig så gladelig
then gamble greffue y-modtt." den gamle greve imod."

110
Sette thii hende paa brude-benck sætte de hende på brudebænk
altt mett hendis ud-slagen haard; alt med hendes udslagen hår;
hendis stemoder gaar hende tiill oc fra hendes stedmoder går hende til og fra
oc giiffuer hende ordene haarde. og giver hende ordene hårde.

111
"Høere y, myn kiere moder, "høre I, min kære moder,
y giiffuer mig icke ordene saa haarde; I giver mig ikke ordene så hårde;
denne dag oc andre fleere denne dag og andre flere
thett mener mig saa saare." det mener mig så såre."

112
"Then suen hand er y Island, "den svend han er i Island,
ther all thyn act er paa; der al din agt er på;
wore hand hiemme y affthen, vare han hjemme i aften,
thu skulle hannem aldriig faa!" du skulle hannum aldrig få!"

113
"Høer y thett, myn kiere moder, "hør I det, min kære moder,
oc spotter y inttitt mig; og spotter I intet mig;
altt thett, Gud haffuer mig forsseedtt, alt det, Gud haver mig forset,
fuld-well tha skeer thett mig." fuldvel da sker det mig."

114
Sylde om then affthen, silde om den aften,
dugen then bleff
[21] I udg.: "[dr]eff".
paa,
 
duggen den blev på,
tha løste Sty her Ionssen da lyste Stig her Jonssen
tiill syn brude-seng att gaa. til sin brudeseng at gå.

115
Thoge thii stoltth[e]n Adelus, toge de stolten Adelus,
sette
[22]+1: I udg.: "sette".
sette hende y brude-seng;
 
sætte sætte hende i brudeseng;
thett wor Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
hand dueller icke halffue lenge. han dvæler ikke halve længe.

116
Thett var then gamble greffue, det var den gamle greve,
hand tog hende y syn arm: han tog hende i sin arm:
"Huem er then kieriiste y ethers hue "hvem er den kæreste i eders hu
for nogen werdzens mand?" for nogen verdsens mand?"

117
Thett suarede stolthen Adelon, det svarede stolten Adelon,
for Gud gaff hende thette raad: for Gud gav hende dette råd:
"Thett er y, Sty her Ionssen, "det er I, Stig her Jonssen,
men ieg maatte icke Torckiild faa." men jeg måtte ikke Torkil få."

118
Thett var Sty her Ionssen, det var Stig her Jonssen,
tog hende y syn arm: tog hende i sin arm:
"Høere y thett, stolthen Adelus, "høre I det, stolten Adelus,
y lagde bortt-faere ethers harm. I lade bortfare eders harm.

119
Thett var mig saa offtthe sagtt, det var mig så ofte sagt,
thett y var Torckyldz mø; det I var Torkils mø;
ieg skall ethers orsage giøre, jeg skal eders årsage gøre,
skulle ieg ther-foere dø." skulle jeg derfore dø."

120
"Ieg kand ther icke ney for siige, "jeg kan der ikke nej for sige,
ieg hagde ey Torckyld kier; jeg havde ej Torkil kær;
thett wyll ieg for sandingen sie, det vil jeg for sandingen sige,
thett wor mett ingen uære. det var med ingen uære.

121
Ieg kand ther icke ney for sie, jeg kan der ikke nej for sige,
ieg untte ey Torckiild well; jeg undte ej Torkil vel;
ære oc thuct beuiste hand mig, ære og tugt beviste han mig,
thii motte ieg thett giøre mett skiell." thi måtte jeg det gøre med skel."

122
"Thett haffuer mig saa offtte væritt sagtt, "det haver mig så ofte været sagt,
att y wor Torckiils wiiff; at I var Torkils viv;
y morgen wyll ieg ethers orsage giøre, i morgen vil jeg eders årsage gøre,
skulle thett end koste mytt liiff." skulle det end koste mit liv."

123
Orliig om then morgen, årlig om den morgen,
saa løsteliig then soell mone skeene, så lystelig den sol monne skinne,
thett wor danner-konning, det var dannerkonning,
hand klæde siig for syn seng. han klædte sig for sin seng.

124
Klæde hand siig y sylcke klædte han sig i silke
oc y thett skarlagens
[23] I udg.: "skarlagen".
smaa;
 
og i det skarlagens små;
saa mone hand y brude-huss så monne han i brudehus
tiill Sty her Ionssen gaa. til Stig her Jonssen gå.

125
"Gud-morgen, Sty her Ionssen, "godmorgen, Stig her Jonssen,
y ære en mand saa fyen; I ere en mand så fin;
gud-morgen, stolthen Adeluss, godmorgen, stolten Adelus,
kiere søster-daatther myn. kære søsterdatter min.

126
Ieg giiffuer ether thette huide sølff, jeg giver eder dette hvide sølv,
oc thett røde guld paa ethers haand: og det røde guld på eders hånd:
y thye quer, Sty her Ionssen, I tie kvær, Stig her Jonssen,
om ther er meen y-blandtt." om der er men iblandt."

127
"Haffuer y selff thett huide sølff "haver I selv det hvide sølv
oc saa thette guld saa rød! og så dette guld så rød!
y gaffue mig ethers søster-daatther, I gave mig eders søsterdatter,
hun vor saa wennen møe. hun var så væn en mø.

128
Adelus er itt rossen-blad, Adelus er et rosenblad,
nu vedtt ieg icke hendis liige; nu ved jeg ikke hendes lige;
skam faa then, hende haffuer løffuitt paa skam få den, hende haver løjet på
oc saa hendis ære wylde spiilde." og så hendes ære ville spilde."

129
"Er thette sandingen, thu siiger mig, "er dette sandingen, du siger mig,
att Adelus wor mø; at Adelus var mø;
icke skall Torckyld Truenssøn ikke skal Torkil Trundessen
y aar y Island dø. i år i Island dø.

130
Suenne, y sale ethers heste, svende, I sadle eders heste,
y riider mett for-tackthe ørdz; I rider med fortækte ørs;
y giøre thenne frue ære y-dag, I gøre denne frue ære i dag,
for hun er fader-løss." for hun er faderløs."

131
Thett var danner-konning, det var dannerkonning,
hand taler tiill lyden smaa-drengg: han taler til liden smådreng:
"Thu skaltt fare tiill Island "du skalt fare til Island
oc hentte mig Torckiild hiem." og hente mig Torkil hjem."

132
Thett war icke ther-effther det var ikke derefter
manitt uden tho: måned uden to:
Torckyld kom fran Island, Torkil kom fra Island,
hand wor baade glad oc fro. han var både glad og fro.

133
Thett var om en hellig søndag, det var om en hellig søndag,
saa helliige ware thii tyder; så hellige vare de tider;
thii prester thi gonge tiill kyrcken, de præster de gange til kirken,
thi lagde dy messer sie. de lade de messer sige.

134
Thii prester gange tiill kyrcken, de præster gange til kirken,
thii lagde thii messer sie; de lade de messer sige;
Torckiild hand viste en suend for siig, Torkil han viste en svend for sig,
hand bad thennom epther siig biide. han bad dennum efter sig bie.

135
Torckiild wiiste en suend for siig, Torkil viste en svend for sig,
og lagder hand for siig ware, og lader han for sig vare,
tiill then samme kyrcke, til den samme kirke,
stoltt Adelus skulle faere. stolt Adelus skulle fare.

136
Thett melltte stolthen Adelus, det mælte stolten Adelus,
oc saa tog hun oppaa: og så tog hun oppå:
"Hui mone icke then prest sie messe y-dag? "hvi monne ikke den præst sige messe i dag?
hui monne hand saa staa?" hvi monne han så stå?"

137
"Høere y thett, myn stoltte frue, "høre I det, min stolte frue,
y lagder ether icke for-liide;
[24]jf. Kalkar, sig forlide 'afstå fra sit forehavende' bd. I, 657b.
 
I lader eder ikke forlide;
Torckiild hann hagde en suend hoss mig Torkil han havde en svend hos mig
oc bad mig effther siig biide." og bad mig efter sig bie."

138
Stoldtt Adelus hund vende siig om, stolt Adelus hun vendte sig om,
hun talde tiill tienniste-mø syn: hun talte til tjenestemø sin:
"Y-dag kommer ieg y talle "i dag kommer jeg i tale
wed alder-kieriiste myn." ved allerkæreste min."

139
Torckiild gaar y kyrcken ind, Torkil går i kirken ind,
hans haard thett skyner som guld; hans hår det skinner som guld;
stoltt Adelus stander y-fra skamell, stolt Adelus stander ifra skammel,
hyndis øgen wor thaere-fulde. hendes øjen var tårefulde.

140
Thett melltte Elyne, hendis tieniste-møe, det mælte Ellene, hendes tjenestemø,
altt ther hende stod saa ner: alt der hende stod så nær:
"Y lagde thett icke her Sty Ionssen mercke "I lade det ikke her Stig Jonssen mærke
att y haffue Torckyld saa kier." at I have Torkil så kær."

141
Torckiill taler tiill lyden smaa-dreng, Torkil taler til liden smådreng,
som stod y kiortiill blaa: som stod i kjortel blå:
"Huem thog thett huide hoffuit-guld, "hvem tog det hvide hovedguld,
stoltt Adelus hagde paa?" stolt Adelus havde på?"

142
Thett tha suarede then lyden smaa-dreng, det da svarede den liden smådreng,
oc suarede hand hannem saa: og svarede han hannum så:
"Thett giorde Sty her Ionssen "det gjorde Stig her Jonssen
mett alle hende frenders raad." med alle hende frænders råd."

143
Messen var udtt-sungen, messen var udsungen,
oc falckitt thett foer hiem; og folket det for hjem;
Torckyld gonger mellom skammell op, Torkil ganger mellem skammel op,
hand helssede alle hans venner. han hilsede alle hans venner.

144
Torckiild hand gonger mellom skamell, Torkil han ganger mellem skammel,
hand hellssiide baade fruer oc iomffruer, han hilsede både fruer og jomfruer,
baade først oc sydst thenn, hand untte best, både først og sidst den, han undte bedst,
stoltt Adelus under øø. stolt Adelus under ø.

145
"Høer thu thett, stoltthen Adelus, "hør du det, stolten Adelus,
altt huad ieg sier tiig: alt hvad jeg siger dig:
huor holtt thu then gode tro, hvor holdt du den gode tro,
ther thu loffuede mig?" der du lovede mig?"

146
Suarede stolste
[25] I udg.: "stoltte".
Adelus,
 
svarede stolte Adelus,
oc hende randtt taare paa kynd: og hende randt tåre på kind:
"Thett wor aldrig mett myn ia "det var aldrig med min ja
oc aldrig mett wylgen myn." og aldrig med viljen min."

147
"Vor thett aldriig mett thyn ia "var det aldrig med din ja
oc aldrig mett thyn wyllie, og aldrig med din vilje,
tha wyll ieg sla her Sty Ionssen y-hiell da vil jeg slå her Stig Jonssen ihjel
oc dage
[26] I udg.: "d[i]g".
wed hannem att[-]skyllie."
 
og dage ved hannum adskille."

148
"Høer thu thett, Torckiild Truenssøn, "hør du det, Torkil Trundessen,
thett er icke mett myn wyllie; det er ikke med min vilje;
then samme Gud, oss sammen kom, den samme Gud, os sammen kom,
hand kand oss best att-skyllie. han kan os bedst adskille.

149
Hør thu thett, Torckiild Truenssøn, hør du det, Torkil Trundessen,
oc wylltu lyde mitt raad: og vilt du lyde mit råd:
thu skaltt riide y-dag paa land, du skalt ride i dag på land,
tiig en iomffru att faa. dig en jomfru at få.

150
Thu skalltt riide y-dag paa land, du skalt ride i dag på land,
oc giifftte skall thu diig; og gifte skal du dig;
først thu fanger en anden iomffru, først du fanger en anden jomfru,
fuld[-]snarst
[27] I udg.: "snartt".
for-glemmer thu mig.
 
fuldsnarst forglemmer du mig.

151
Her Peeder hand boer icke lang her-fra, her Peder han bor ikke lang herfra,
hand haffuer thii døtther III; han haver de døtre tre;
hør thu thett, Torckyld Truenssen, hør du det, Torkil Trundessen,
thu loffuer tiig en aff thii. du lover dig en af de.

152
Thu bed icke om then ynste, du bed ikke om den yngste,
thu bed icke om then elste; du bed ikke om den ældste;
thu bed altt om then mellomst, du bed alt om den mellemst,
hun er then alder-beste. hun er den allerbedste.

153
Thu beder icke om hendis riige du beder ikke om hendes rige
oc icke om hendis guld; og ikke om hendes guld;
saa thydtt haffuer ieg paa hende mercktt, så tit haver jeg på hende mærkt,
thett hun er dyde-fuld. det hun er dydefuld.

154
Hun liider
[28] I udg.: "liiden".
Kiistin,
 
hun lyder Kirsten,
hun er baade rødtt oc huid; hun er både rød og hvid;
thii syer thett alle, hynde seer, de siger det alle, hende ser,
thett hun er mig saa liigh." det hun er mig så lig."

155
"For thyn skyld viill ieg om hende bede "for din skyld vil jeg om hende bede
baade for heer oc ære; både for hædr og ære;
alder skall hun leue then dag, aller skal hun leve den dag,
hun bliiffuer mig nogen tiid kier." hun bliver mig nogen tid kær."

156
Thett vor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
hand tog hynnde y syn arm: han tog hende i sin arm:
"Haffuer go[de-na]tt, stoltt Adelus, "haver godt, stolt Adelus,
ieg ber for tiig stoer harm." jeg bær for dig stor harm."

157
Torckiild hand gonger om kyrcke-gaard, Torkil han ganger om kirkegård,
hans haard thett glymmer som guld; hans hår det glimrer som guld;
thett kunde well danner-konningh mercke, det kunne vel dannerkonning mærke,
thett hand wor sorriig-fuld. det han var sorrigfuld.

158
"Hør thu thett, Torckiild Truenssøn, "hør du det, Torkil Trundessen,
lad faere hynde aff thitt synd; lad fare hende af dit sind;
ieg giiffuer tiig myn søster, jeg giver dig min søster,
oc speyell offuer alle quiynde." og spejel over alle kvinde."

159
"Thett y giiffue mig ethers søster, "det I give mig eders søster,
speyell offuer alle quynder, spejel over alle kvinder,
saa kier haffuer ieg stoltt Adelus, så kær haver jeg stolt Adelus,
rett aldrig for[-]glemmer
[29] I udg.: "for-gfemmer".
ieg hynde.
 
ret aldrig forglemmer jeg hende.

160
Ieg vyll mig icke giifftte y-iaar jeg vil mig ikke gifte i jår
oc icke paa thette land, og ikke på dette land,
før ieg rade mett stoltten Adelus før jeg råde med stolten Adelus
oc tager igien myn haand. og tager igen min hånd.

161
Ieg viill mig icke giifftte jeg vil mig ikke gifte
icke under øø, ikke under ø,
for-uden then, stoltt Adelus raader mig tiill, foruden den, stolt Adelus råder mig til,
hun vor myn feste-møe." hun var min fæstemø."

162
Thett vor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
oc hand beder saelle syn hest: og han beder sadle sin hest:
"End skall ieg y affthen "end skal jeg i aften
herre Peder gieste." herre Peder gæste."

163
Thett var Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
oc hand kom riiden y gaar; og han kom ridend i gård;
ude stod her Peder, ude stod her Peder,
hand vor well suøbtt y maar. han var vel svøbt i mår.

164
"Hell stander y, her Peder, "hel stander I, her Peder,
y ære well suøbtt y skynd; I ere vel svøbt i skind;
wylle y giiffue mig ethers daatther ville I give mig eders datter
tiill kiere høstru myn?" til kære hustru min?"

165
"Høer y thett, Torckiild Truenssøn, "hør I det, Torkil Trundessen,
y staar aff ethers hest; I står af eders hest;
wy wylle mett hyndis moder talle, vi ville med hendes moder tale,
hun kand oss raadene best." hun kan os rådene bedst."

166
Thett vor herre Peder, det var herre Peder,
oc suøbte hand siig y skynd; og svøbte han sig i skind;
saa gaar hand y høffuitt-lofftt så går han i højetloft
tiill kiere dotther syn. til kære datter sin.

167
"Heell siider thu, myn kiere daatther, "hel sidder du, min kære datter,
vell tiig, om thu maatt leffue! vel dig, om du måt leve!
tiig bedis Torckiild Truenssøn, dig bedes Torkil Trundessen,
oc hannem vyll ieg tiig giiffue." og hannum vil jeg dig give."

168
Thett suarede lyden Kiistin, det svarede liden Kirsten,
hunn suarede syn fader mett ere: hun svarede sin fader med ære:
"Thett er fuld-ondtt att loffue then suend, "det er fuldondt at love den svend,
som en anden froue haffuer kier." som en anden frue haver kær."

169
Suarede thett hyndis moder, svarede det hendes moder,
oc saa thog hun oppaa: og så tog hun oppå:
"Stolltt Adelon wylde hand fuld-gierne haa, "stolt Adelon ville han fuldgerne ha,
hand kunde hende icke faa." han kunne hende ikke få."

170
Thett suarede lyden Kiistin, det svarede liden Kirsten,
oc saa suarede hun for siig: og så svarede hun for sig:
"Hagde hand fongit stolltt Adelon, "havde han fanget stolt Adelon,
hand hagde icke beditt om mig." han havde ikke bedet om mig."

171
Saa fiick thii hyndis vyllie, så fik de hendes vilje,
oc saa fiick thii hendes ia; og så fik de hendes ja;
saa drucke thi hyndis festen-øll, så drukke de hendes fæstenøl,
oc brøllup om maanitz-dag. og bryllup om månedsdag.

172
Ther vor glede y her Peders gaard der var glæde i her Peders gård
ther vor baade glede oc gammen; der var både glæde og gammen;
men sørrindis vor Torckiild Truenssøn, men sørgendes var Torkil Trundessen,
ther thii wor giiffuen tiill-sammen. der de var given tilsammen.

173
Thett var Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
oc hand beder saell syn hest: og han beder sadl sin hest:
"Ieg wyll riide mig op paa land, "jeg vil ride mig op på land,
myn kiere moder att gieste." min kære moder at gæste."

174
Thett vor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
oc hand kom riiden y gaar; og han kom ridend i gård;
ude stod hans kiere moder, ude stod hans kære moder,
hun wor well suøbtt y maaer. hun var vel svøbt i mår.

175
"Heell stander y, myn kiere moder, "hel stander I, min kære moder,
y ære well suøbtt y skynd; I ere vel svøbt i skind;
wylle y laane mig huss y natt, ville I låne mig hus i nat,
alder-keriiste moder myn?" allerkæreste moder min?"

176
"Hør thu thett, myn kiere søn, "hør du det, min kære søn,
thu statt aff thyn hest; du stat af din hest;
thu wedst, thu est her hiemme, du vedst, du est her hjemme,
thu est her icke giest. du est her ikke gæst.

177
Wer well-kommen, Torckell Trunssenn, vær velkommen, Torkil Trundssen,
oc kere sønn mynn; og kære søn min;
tallede tu ike medt staltt Adelund, talede du ikke med stolt Adelon,
hertt-alder-kereste diin?" hjertallerkæreste din?"

178
"Iegh haffuer tallett m[e]dtt staltt Adelund, "jeg haver talet med stolt Adelon,
mynn alder-kereste under øø, min allerkæreste under ø,
att ieg haffuer fest liidenn Kiirstyn, at jeg haver fæst liden Kirsten,
hun er saa wennenn møø." hun er så væn en mø."

179
Dedtt wor Tørkell Trunssenn, det var Torkil Trundssen,
hann rade medt moder synn: han rådte med moder sin:
"Huem skall iegh ther-tiill bede, "hvem skal jeg dertil bede,
som skall rede unge brud myn?" som skal rede unge brud min?"

180
Thttz
[30] I udg.: "Thett".
suarde hans kere moder,
 
det svarde hans kære moder,
saa suarede hun sønen syn: så svarede hun sønnen sin:
"Thu bed hyn stoltten Adelun "du bed hin stolten Adelon
frem-føere keriiste thyn." fremføre kæreste din."

181
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
saa løsteliig under øø: så lystelig under ø:
"Altt er stoltt Adelus mig saa kier "alt er stolt Adelus mig så kær
altt som myn feste-møe." alt som min fæstemø."

182
Saa skreffue thii tiill thett brøllup så skreve de til det bryllup
baade iomffruer oc møer: både jomfruer og møer:
"Selff riider thu tiill stoltten Adelon, "selv rider du til stolten Adelon,
thyn alder-keriiste under øø." din allerkæreste under ø."

183
Thett var Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
oc hand beer saelle syn hest: og han ber sadle sin hest:
"Ieg wyll riide migh oppaa land, "jeg vil ride mig oppå land,
Sty her Ionssen wyll ieg gieste." Stig her Jonssen vil jeg gæste."

184
Thett vor Torckiild Truenssen, det var Torkil Trundessen,
hand kom ther riiden y gaard; han kom der ridend i gård;
ude stod greffuen oc stoltt Adelon, ude stod greven og stolt Adelon,
thii droge baade sabell oc maer. de droge både zobel og mår.

185
"Hell stander thu, stoltthen Adelon, "hel stander du, stolten Adelon,
thu est en quynde saa fyen; du est en kvinde så fin;
vylttu mett wor danske dronning vilt du med vor danske dronning
føre mig myn unge brud hiem?" føre mig min unge brud hjem?"

186
Lenge stod stoltten Adelon, længe stod stolten Adelon,
oc hun torde icke suare;
[31]L. 2-3: suare ia | sagde oc herre Ionssen.
 
og hun turde ikke svare;
ia sagde oc
[32] I udg.: "[Sty]".
herre Ionssen:
 
ja sagde og herre Jonssen:
"Wy wylle baade thytt faere." "vi ville både did fare."

187
Hun redde tiill thett brøllup hun redte til det bryllup
baade guld oc gaffuer; både guld og gaver;
ther kom ingen tiill thett brøllup, der kom ingen til det bryllup,
ther gaff bruden sliig gaffue. der gav bruden slig gave.

188
Ingen froue, tiill brøllupitt kom, ingen frue, til brylluppet kom,
gaff bruden sliigen en gaffue; gav bruden sligen en gave;
hun gaff hende then samme suend, hun gav hende den samme svend,
ther hun løste selff att haffue. der hun lyste selv at have.

189
Altthett thii tiill kyrcken redtt, alt det de til kirken red,
thii haffde huer-andre y hoffue; de havde hverandre i hue;
aldriig kom Torckiildz huide haand aldrig kom Torkils hvide hånd
aff Adelus hyndis sadell-bue. af Adelus hendes saddelbue.

190
"Høer thu thett, Torckiild Truenssøn, "hør du det, Torkil Trundessen,
thu riider mig icke saa ner; du rider mig ikke så nær;
thett kand fruer oc iomffruer see, det kan fruer og jomfruer se,
thett atthu haffuer mig saa kier." det at du haver mig så kær."

191
"Vere siig fruer oc iomffruer "være sig fruer og jomfruer
oc mør oc gode quynder, og mør og gode kvinder,
ieg haffuer ether y mytt hiertte kier jeg haver eder i mit hjerte kær
nu oc y alle synde. nu og i alle sinde.

192
Thett vor XII aff Torckiildz suenne, det var tolv af Torkils svende,
thii baaere for Adelon løff: de bare for Adelon løv:
"Giiffuitt Gud-fader y hemmeriig, "givet Gudfader i himmerig,
thett bruden wor halff saa sløff!" det bruden var halv så sløv!"

193
Thett tha melltte thii fruer paa brude-benck, det da mælte de fruer på brudebænk,
som bruden sad alder-nest: som bruden sad allernæst:
"Thett maa y-huer mand høere, "det må ihver mand høre,
hand under end stoltt Adelon best." han under end stolt Adelon bedst."

194
Suarede thett then unge brud, svarede det den unge brud,
oc suarede hun [mett] syne: og svarede hun [*] sine:
"Saa well maa Torckiild unde hende well, "så vel må Torkil unde hende vel,
thett er saa dydeliig en quynde." det er så dydelig en kvinde."

195
Thii sette brud paa brude-benck, de sætte brud på brudebænk,
thii gaff them øll oc mad; de gav dem øl og mad;
sorriig-fuld vor Torckiill Truenssen sorrigfuld var Torkil Trundessen
alle the brøllups-dage. alle de bryllupsdage.

196
Sylde om then affttenn, silde om den aften,
ther bruden skulle tiill senge, der bruden skulle til senge,
Torckiild oc stoltten Adelon Torkil og stolten Adelon
thii snackede altt saa lenge. de snakkede alt så længe.

197
Ind tha kom then liiden smaa-dreng, ind da kom den liden smådreng,
oc stædis hand for bord; og stedtes han for bord;
hand wor snill y talle, han var snild i tale,
hand wiiste saa well syn ord. han vidste så vel sin ord.

198
"Høer y thett, Torckiild Truenssøn, "hør I det, Torkil Trundessen,
y snacke altt-for lenge; I snakke alt for længe;
blussene thii brende for brudehuss-døer, blussene de brænde for brudehusdør,
oc fruer oc iomffruer thii lengis." og fruer og jomfruer de længes."

199
"Thu stander saa lenge oc snacker wed mig, "du stander så længe og snakker ved mig,
att thett bliiffuer halffue wærre; at det bliver halve værre;
thu faer utack aff thyn brud, du får utak af din brud,
oc ieg aff myn herre." og jeg af min herre."

200
Suarede thett Torckiild Truenssøn svarede det Torkil Trundessen
alltt aff saa møgen harm: alt af så megen harm:
"Lang heller wyllde ieg siide hoss tiig "lang heller ville jeg sidde hos dig
end soffue y brudzens arm. end sove i brudsens arm.

201
Hiellpe mig Gud-fader y himmeriig, hjælpe mig Gudfader i himmerig,
speyll for alle quynde, spejl for alle kvinde,
som ieg wylde helder snacke mett tiig, som jeg ville heller snakke med dig,
end ieg wylde soffue hoss hynnde. end jeg ville sove hos hende.

202
Hør thu thett, stoltten Adelon, hør du det, stolten Adelon,
myn alder-keriiste under øø: min allerkæreste under ø:
icke wor thett mett wylgen myn, ikke var det med viljen min,
thett greffuen fiick tiig møe." det greven fik dig mø."

203
Thett vor stoltten Adelon, det var stolten Adelon,
klappitt hannem wed huiden kynnd: klappet hannum ved hviden kind:
"Huor togstu thett udydeliig ord, "hvor togst du det udydelig ord,
hiertt-alder-kieriiste myn?" hjertallerkæreste min?"

204
"Saa kier haffuer ieg tiig, "så kær haver jeg dig,
altt som thu wost mø; alt som du varst mø;
herre Gud giiffue, ieg motte leffue then dag, Herre Gud give, jeg måtte leve den dag,
ieg motte spøre, thyn herre wor død. jeg måtte spørge, din herre var død.

205
Hør thu thett, stoltten Adelon, hør du det, stolten Adelon,
wylltu følge mig aff land? vilt du følge mig af land?
ieg wiill offuer-giiffue myn unge brud jeg vil overgive min unge brud
oc tage tiig ved myn haand." og tage dig ved min hånd."

206
"Thu liuffuer, Torckiild Truenssøn, "du lyver, Torkil Trundessen,
thett er icke mett myn wyllie; det er ikke med min vilje;
Gud hand haffuer oss samell[-]føgitt, Gud han haver os sammelføjet,
hand kand oss best att-skyllie. han kan os bedst adskille.

207
Thu sørger icke, Torckiild Truenssøn, du sørger ikke, Torkil Trundessen,
thu faar saa wenen en mø; du får så vænen en mø;
ieg wyll bære soriig for oss baade, jeg vil bære sorrig for os både,
thett wynder mig tiill døde. det vinder mig til døde.

208
Hør thu thett, Torckiild Truenssøn, hør du det, Torkil Trundessen,
thu giør hende aldriig y-mod; du gør hende aldrig imod;
thett wyll ieg forssandingen siige, det vil jeg for sandingen sige,
hun er en iomffru godtt." hun er en jomfru god."

209
Saa brede hun paa then brude-seng så bredte hun på den brudeseng
baade sylcke oc perler:
[33] I udg.: "pel[l]".
 
både silke og perler:
"Wed thett Gud-fader y himmeriig, "ved det Gudfader i himmerig,
ieg laa her langtt heller selff!" jeg lå her langt heller selv!"

210
Thett vor stolltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun slog thii sperlagen sammen; hun slog de spærlagen sammen;
hyndis øgen thii loe, hendis hiertte thett gred, hendes øjen de lo, hendes hjerte det græd,
hun giorde ther-aff gott gamen. hun gjorde deraf godt gammen.

211
Thett var stolltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun gioree thett aff gott gamell: hun gjorde det af godt gammel:
"Torckiild mett thyn unge bruud, "Torkil med din unge brud,
Gud giiffue ether lycke tiill-sammell." Gud give eder lykke tilsammel."

212
Thett vor stoltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun lucte then brude-huss-dør bratt: hun lukte den brudehusdør brat:
"Torckiild mett thyn unge brud, "Torkil med din unge brud,
giiffue ether [Gud] gode-natt!" give eder [*] godenat!"

213
Thett vor stolltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun udtt att døren threen; hun ud ad døren tren;
hun begyntte enn wysse, hun begyndte en vise,
saa løsteliigen hun quad. så lysteligen hun kvad.

214
Thett vor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
hand vendis om tiill then stock; han vendtes om til den stok;
thørde hand syn øgen tørte han sin øjen
altt paa then guelle lock. alt på den gule lok.

1
[*] [*] [*] [*] [*] [*]

215
Gaff hand stoltten Adelon gav han stolten Adelon
XII grøne skoffue; tolv grønne skove;
oc gaff hand stoltten Adelonn og gav han stolten Adelon
XII driiffuende ploge. tolv drivende plove.

216
Gaff hand stoltten Adelon gav han stolten Adelon
tolff snecker y flod; tolv snekker i flod;
gaff hand then stoltten Adelon gav han den stolten Adelon
XII foeler paa staald. tolv foler på stald.

217
Thett saa vor then gamble greffue, det så var den gamle greve,
hand wender siig tiill veggen bratt; han vender sig til væggen brat;
tha hagde hand syn heelssott, da havde han sin helsot,
hand døde then samme natt. han døde den samme nat.

218
Thett vor stoltthen Adelon, det var stolten Adelon,
hun breder synne bencke: hun breder sine bænke:
"Herre Gud-fader y hemmeriig "Herre Gudfader i himmerig
hand wiide mig thett, ieg tencker! han vide mig det, jeg tænker!

219
Herre Gud-fader y himmeriig Herre Gudfader i himmerig
hand wed mig thett, ieg tencker: han ved mig det, jeg tænker:
att ieg matte leffue then dag at jeg måtte leve den dag
huercken mø eller encke!" hverken mø eller enke!"

220
Thett vor stoltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun taller tiill lyden smaa-dreng: hun taler til liden smådreng:
"Thu skyntt tiig snarliigen tiill thyn hest, "du skynd dig snarligen til din hest,
før Torckill thii thyender hiem!" før Torkil de tidender hjem!"

221
Ind tha kom then lylde smaa-dreng, ind da kom den lille smådreng,
oc vor klædtt y kiortiill rød: og var klædt i kjortel rød:
"Beder gott for Sty her Ionssens siell, "beder godt for Stig her Jonssens sjæl,
y-dag saa bleff hand død." i dag så blev han død."

222
Thett suarede Torckiild Truenssøn, det svarede Torkil Trundessen,
hand slo thii skauff-tauffuell samen: han slog de skavtavel sammen:
"Loff haffue Gud-fader y himmeriig! "lov have Gudfader i himmerig!
oc nock tha wor hand gammell." og nok da var han gammel."

223
Tha melltte Torckiild Truenssøn, da mælte Torkil Trundessen,
hand hørde thii klocker ringe: han hørte de klokker ringe:
"Giiffue thett Gud-fader y hemmeriig, "give det Gudfader i himmerig,
thett lod saa hiemme tiill mynn!" det lod så hjemme til min!"

224
Thett vor icke ther-effther det var ikke derefter
for-uden maanitt IX; foruden måned ni;
lyden Kiistin gonger y buere, liden Kirsten ganger i bure,
hun føde en søn saa frii. hun fødte en søn så fri.

225
Lyden Kiistin gonger y buere, liden Kirsten ganger i bure,
hun føde en søn saa frii; hun fødte en søn så fri;
thett wyll ieg for sandingen siige, det vil jeg for sandingen sige,
for hannem lod hun sytt liiff. for hannum lod hun sit liv.

226
Hun giick siig tiill bure, hun gik sig til bure,
siug ther hun laa; syg der hun lå;
thett wor Torckiild Truenssøn, det var Torkil Trundessen,
hand ganger hende tiill oc fra. han ganger hende til og fra.

227
"I sender bud effther stolltten Adelon, "I sender bud efter stolten Adelon,
ethers alderkieriiste under øø; eders allerkæreste under ø;
alltt om hun kand mig hielpe, alt om hun kan mig hjælpe,
hun lagder mig icke døø. hun lader mig ikke dø.

228
I sender bud effther stoltten Adelon, I sender bud efter stolten Adelon,
hun er saa dyde-fuld; hun er så dydefuld;
altt om hun kand mig hielpe, alt om hun kan mig hjælpe,
hun hielper migh mett altt sytt guld. hun hjælper mig med alt sit guld.

229
Kand ieg icke stolltthen Adelus biide, kan jeg ikke stolten Adelus bie,
maa ieg icke wed hende talle, må jeg ikke ved hende tale,
tha wyll ieg beffale hende then øffuerste Gud, da vil jeg befale hende den øverste Gud,
hand kand oss best hussualle. han kan os bedst husvale.

230
Fonger y hende mitt hoffuitt-guld fanger I hende mit hovedguld
oc altt thett guld, ieg aaer; og alt det guld, jeg år;
oc fonger y hende myn unge søn, og fanger I hende min unge søn,
beder hende then for moder staa." beder hende den for moder stå."

231
Thett vaar stolltten Adelon, det var stolten Adelon,
hun giorde syn gonger then møde; hun gjorde sin ganger den møde;
ther hun kom tiill Torckiildz gaard, der hun kom til Torkils gård,
tha wor lyden Kiisten død. da var liden Kirsten død.

232
"Suøffuer y thett y sylcke, "svøber I det i silke,
oc suøffuer y thett y lyen; og svøber I det i lin;
y fonger mig hiid then unge søn, I fanger mig hid den unge søn,
ieg før then hiem tiill myn. jeg før den hjem til min.

233
Suøffuer y thett y sylcke, svøber I det i silke,
oc suøffuer y thett y maaer; og svøber I det i mår;
vyll thett Gud, att ieg maa leffue, vil det Gud, at jeg må leve,
ieg wyll thett for moder staa." jeg vil det for moder stå."
:: Saa f[ælder] [hun] [lyden] [for] [hannem]. :::: så * [*] [*] [*] [*]. ::

2
* * * * * *