Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 56
Side: 87 r
Titel: (Blomstens frugt hun spreder sig ud)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 260 Ba (A: III 209-211)
Kommentar: V 374, Ba: 375-377
Generelle oplysninger: Visen indeholder et Akrostikon. Strofernes Forbogstaver er nemlig: B I R T I T H, hvilket ligefrem betyder "Birgitta", thi Akrostikon'ets 4de Bogstav er oprindelig G ("Gud"; ikke "Min Gud" eller "Den Gud", saaledes som de bevarede Opskrifter har). Det er højst sandsynlig, at Anne Krabbe har Ret, naar hun i sin Visebog beretter, at Visen er digtet en Nytaarsaften til Jomfru Birgitte ("Berettj"), Jakob [Knudsen?] Reventlovs Datter til Søbo. Se videre herom i komm., side 377.
1 | |
| Blomstrens fructt hun spreder siig vtt | blomstrens frugt hun spreder sig ud |
| blanntt wrther oc synne smaa grene, | blandt urter og sine små grene, |
| aff huilkenn tre ther woxer enn quist, | af hvilken træ der vokser en kvist, |
| ieg hennde met kierlliighett mynne, | jeg hende med kærlighed mene, |
| hun groer op wnnder lyde; | hun gror op under lide; |
| oc worre hun planthit i rossenn[-]gaardt, | og vare hun plantet i rosengård, |
| tha stode hun icke i iorden saa haar | da stode hun ikke i jorden så hård |
| blant tyssell oc tornne, hun kandtt rett [aldrig] [1] mangler wnduige. | blandt tidsel og torne, hun kan ret [*] undvige. |
2 | |
| Ieg plantiitt thenn rossenn allt mett min handtt | jeg plantet den rosen alt med min hånd |
| i førsthe sommerssens grøde, | i første sommersens grøde, |
| thenn rossen hun tuingis baade dag oc natt | den rosen hun tvinges både dag og nat |
| medtt siugdom oc stor møde; | med sygdom og stor møde; |
| hun kandt icke blomster berre; | hun kant ikke blomster bære; |
| aff edeliig rydder hun op[-]runden er, | af ædelig ridder hun oprunden er, |
| thett skier om[-]sier, hun rossenn berr, | det sker omsider, hun rosen bær, |
| thenn lyllie[-]quist hun er mynn hierttelligenns kierre. | den liljekvist hun er min hjerteligens kære. |
3 | |
| Rossenn hun groer i rossenn[-]gaar, | rosen hun gror i rosengård, |
| hun ber sinne bladtt baade huide oc røde, | hun bær sine blad både hvide og røde, |
| saa giør oc mynn kierist blannt fruer och møer, | så gør og min kærest blandt fruer og møer, |
| for hennde ber ieg stor møde, | for hende bær jeg stor møde, |
| hun monne mitt hiertte saa tuinge; | hun monne mit hjerte så tvinge; |
| om dag for hinnde sørger ieg saa saarre, | om dag for hende sørger jeg så såre, |
| om natthen ber [2] Sic udg. ieg for hinde taarre, | om natten bær jeg for hende tåre, |
| naar ieg hinnde icke seer, tha maa mitt hiertte saa saare wercke. | når jeg hende ikke ser, da må mit hjerte så såre værke. |
4 | |
| Thenn Gudtt, som alting haffuer i voldt | den Gud, som alting haver i vold |
| oc himellen haffuer att raade, [3] Sic udg. | og himmelen haver at råde, |
| hand signe mynn kierrist i[-]huor hun er, | han signe min kærest ihvor hun er, |
| hun løsser well beggiis vor wonnde, [4] Sic udg. | hun løser vel begges vor vånde, |
| ieg tør hinnde icke obennbare; | jeg tør hende ikke åbenbare; |
| for stolte iomffruer haffde [ieg] [5] mangler hende saa kier, | for stolte jomfruer havde [*] hende så kær, |
| et krunit E hennde bogstaff er, | et kronet e hende bogstav er, |
| i[-]huor hun er, hun er min hiertelig kere. | ihvor hun er, hun er min hjertelig kære. |
5 | |
| I Suerriig oc Norriig saa haffuer ieg werriit | i Sverig og Norrig så haver jeg været |
| baade sier [6] I udg.: "s[t]ier". oc weyer[7] Sic udg. saa lange, | både stier og vejer så lange, |
| mynn kierist hun gangis mig aldrig aff huen, | min kærest hun ganges mig aldrig af huen, |
| huadt heller ieg rider eller ager, [8] Sic udg. | hvad heller jeg rider eller ager, |
| ieg kandtt huercken lege eller lee; | jeg kan hverken lege eller le; |
| allt fraa thenn stundtt ieg først hende saa, | alt fra den stund jeg først hende så, |
| tha ippiis min sorriig baade lennger oc mer, | da yppes min sorrig både længer og mer, |
| for henndes skiildtt ber ieg nu kinderne blege. | for hendes skyld bær jeg nu kinderne blege. |
6 | |
| Thett wor alt mynn største quide, | det var alt min største kvide, |
| ieg skulle tiill skollen gannge, | jeg skulle til skolen gange, |
| ieg fick mynn kierriist saa siellenn att see, | jeg fik min kærest så sjælden at se, |
| thett giorde mig daggenn saa lange, | det gjorde mig dagen så lange, |
| ieg kunde baadde lesse oc schriffue, | jeg kunne både læse og skrive, |
| for stollthe iomffruer hagde ieg vmage, | for stolte jomfruer havde jeg umage, |
| ieg reddiis for spotthenn allt paa myn bag, | jeg ræddes for spotten alt på min bag, |
| i fremede lande ther tuinges nu att bliffue. | i fremmede lande der tvinges nu at blive. |
7 | |
| Huilkenn som thenne wiisse forstaar, | hvilken som denne vise forstår, |
| henndis naffn thett kalliis N, | hendes navn det kaldes n, |
| hanns bogstaff er et krunnitt P, | hans bogstav er et kronet p, |
| som hennde haffuer giort oc diictiit, | som hende haver gjort og digtet, |
| wy maa hanns naffn bekiende; | vi må hans navn bekende; |
| thenn riige Christ aff hymmeriig | den rige Krist af himmerig |
| handt wer mett oss, naar wy skulle døø, | han vær med os, når vi skulle dø, |
| Gudt[-]fader oc sønn, handt giffuer hanns naffnn godtt ennde. | Gudfader og søn, han giver hans navn god ende. |