Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 55
Side: 86 r
Titel: Afsked I
Trykt: T
Udgivet i: DV: 73 A II 143-144
Kommentar: V 2, 3


1
Ieg woer miig wtgangen jeg var mig ud gangen
for[-]inden min wrtte[-]gaar, forinden min urtegård,
ieg fanntt tho rosser opstande, jeg fandt to roser opstande,
the worre saa well beuartt:
[1] dvs. beskyttede.
 
de vare så vel bevart:
stiilkene worre brunne oc blaa, stilkene vare brune og blå,
bladenn wor idelig grønne; bladen var idelig grønne;
min kierist wenn, i tencker ther[-]paa. min kærest ven, I tænker derpå.

2
[2] V. 2 kun i A.
Thæ blomster the erre saa søde, de blomster de ere så søde,
saa sødtt tha er theriis luctt, så sød da er deres lugt,
the skiille miig wiidtt anngiist oc møde de skille mig ved angest og møde
mett theriis idmiigeliige tucktt:
[3] dvs. Dannelse, smukt Væsen.
 
med deres ydmygelige tugt:
thett liigner ieg wedtt min weenn saa goedtt, det ligner jeg ved min ven så god,
motthe ieg mett hinde talle, måtte jeg med hende tale,
mit anngiist saa raade hun boedtt. mit angest så råde hun bod.

3
Oc ieg woer mig vtganngenn og jeg var mig ud gangen
forwdenn saa lønnlligenn stedtt, foruden så lønligen sted,
ieg fanntt tho wenner talle, jeg fandt to venner tale,
the wnnthe huer[-]annden saa well de undte hveranden så vel
baade aff hug oc saa aff sindt; både af hu og så af sind;
thi wiille giernne samen bliiffue, de ville gerne sammen blive,
thi motthe tha skiilldiis adtt.
[4] Rimordet mangler
 
de måtte da skilles ad.

4
[5] V. 4 kun i A.
"Ffly boertt anngiist, ther er nu best
[6] Efter 4,1 bør staa Komma.
 
"fly bort angest, der er nu bedst
oc fly lanngtt fraa miigh; og fly langt fra mig;
thett setther ieg tiill Wor[-]Herre, det sætter jeg til Vorherre,
om thett er forskiilldiitt
[7] dvs. fortjent.
aff tiig,
 
om det er forskyldet af dig,
atthw wiilltt miig saa saare forsmaa; at du vilt mig så såre forsmå;
thett setther ieg tiill Wor[-]Herre, det sætter jeg til Vorherre,
som alting formaa. som alting formå.

5
Mynn weenn ieg haffuer fornumit, min ven jeg haver fornummet,
thett thw wiilltt skiillies frann miigh; det du vilt skilles fra mig;
oc naar saa wiilltthw komme wtj[-]genn, og når så vilt du komme udigen,
thett skalltthw nu siige miig." det skalt du nu sige mig."
"Huadtt skall tiig
[8] Fejl for ieg.
siige, ieg inthett aff wedtt,
 
"hvad skal dig sige, jeg intet af ved,
naar ieg igenn skall komme, når jeg igen skal komme,
ieg wedt huercken stundtt eller tiidtt." jeg ved hverken stund eller tid."

6
"Giiff miig wtaff diitt hiertte "giv mig udaf dit hjerte
saa stadelliig
[9] dvs. trofast.
aff thinn hug.
 
så stadelig af din hu.
Her liigger thenn falske klaffuer her ligger den falske klaffer
oc liider
[10] dvs. lytter.
paa beggiiss wor ordtt,
 
og lyder på begges vor ord,
saa bliiffuer ieg ther[-]offuer skienntt; så bliver jeg derover skændt;
thett stode gannske iillde, det stode ganske ilde,
i[-]huor som wy worre kienntt." ihvor som vi vare kendt."

7
[11] V. 7 kun i A.
Hun strøg gulldrinngenn aff handenn hun strøg guldringen af hånden
mett perler oc dyrrebar sthenne, med perler og dyrebar stene,
thenn gaff hun sinn kieriist godtt weenn, den gav hun sin kærest god ven,
medt erre monne hun thett menne: med ære monne hun det mene:
"I[-]huor thw kommer i[-]blant fruer oc møer, "ihvor du kommer iblandt fruer og møer,
forglemme rett alldriig godtt willig, forglemme ret aldrig god vilje,
som wy haffue sammen wti lønn." som vi have sammen udi løn."