Hr. Strange og Dagmars Jomfru

1
Tthett vor dronyng Dammar,	det var dronning Dagmar,
dher hun tyl Danmark kom,	der hun til Danmark kom,
fulde hyn jomfv ^[1] I udg.: "iomfru". Ellseb,	fulgte hend jomfru Elseb,
dhen ædelyg rosenblome.	den ædelig rosenblomme.
:: Ryd tyl jomrvens ^[2] I udg.: "iomfruens". bur, selyn myn! ::	:: rid til jomfruens bur, sellen min! ::
2
Dhett var dronyng Dammar,	det var dronning Dagmar,
hun skulle tyl Danmark fare:	hun skulle til Danmark fare:
møtte hyne dhenarmenn, ^[3] Er det Tjenermænd = Tjenere el. det isl. tignarmenn: dignitarii? ^[4] Man skal vel dele det underlige "dhenarmenn" i to: dhe narmenn; thi dh bruges i Fremlyden nok ikke i andre Ord end i Pronominer. Rimelig er da narmenn forvansket af marmenn <dvs.> Havmænd; jf. oldn. marmennill; eller ogsaa = mareminde (Nr. 5 A 6, 7, 10; Nr. 115 B 19), gl. tydsk "merimanniu" <dvs.> Havfruer. Denne Formodning styrkes ved Sammenligning med Nr. 43, V. 7, 10, 11. Læsemaaden saa vrede der de vare i V. 2,4 er da sikkert den rette, jf. Nr. 43, V. 7: der møder hannem en Havfru, hun var saa gram. Med V. 3,1: de skjøde ind ad Skibet er at sammenholde Nr. 43, V. 11,3: den anden Bølge den Havfru skjød. (S. Bugge.) (fortsættes...) ^[5] (...fortsat) Dersom dette, som jeg antager, er rigtigt, saa have vi her en særdeles interessant og i vore Viser enestaaende Anvendelse af Billedsproget ganske i gammel Skjaldestil: da Dronning Dagmar kommer ud paa Havet, da møde hende de "vrede Havmænd" (eller Havfruer), der skyde ind mod Skibets Stavn og Sider; (fortsættes...) ^[6] (...fortsat) det er: "Bølgerne" bryde sig mod Skibet og skylle ind over Dækket, hvor liden Elsebet sidder og vrider sine Hænder med det Ønske: Gud give jeg var hjemme! - Det er da ikke godt at sige, om det var Hjemve eller Søsyge, hun døde af.	mødte hende **********,
saa vrede ^[7] kan jo ogsaa læses: urede <dvs.> urædde? der dhe var.	så vrede der de var.
:: [] ^[8] Her:* jomfrven for "iomfruens" og selen for "selyn". ::	:: [*] ::
3
Dhe skøde jatt ^[9] I udg.: "ind att". skyfvd, ^[10] I udg.: "skyfved".	de skøde ad skibet,
och jnd ^[11] I udg.: "ind". att skyfves-bor:	og ind ad skibesbord:
alltt sad jomfv ^[12] I udg.: "iomfru". Ellseb,	alt sad jomfru Elseb,
hun gad ike taled ett ord.	hun gad ikke talet et ord.
4
Alltt sad jomfv ^[13] I udg.: "iomfru". Ellseb,	alt sad jomfru Elseb,
hun vred syn hvyde han:	hun vred sin hvide hånd:
"Gafve dhett fader i Hemmeryg,	"gave det fader i himmerig,
ieg var i Beger-lan!"	jeg var i Bejerland!"
5
Alltt sad jomfv ^[14] I udg.: "iomfru". Damar,	alt sad jomfru Dagmar,
och tenktte hun ved seg:	og tænkte hun ved sig:
"Hv ^[15] I udg.: "Hvy". mone jomfv ^[16] I udg.: "iomfru". Ellsebe	"hvi monne jomfru Elsebe
stune i dag fra meg?"	stunde i dag fra mig?"
6
Kaste di deris acker	kaste de deres anker
altt paa den huide sandtt:	alt på den hvide sand:
dett vor daner-kongen,	det var dannerkongen,
handtt render aa huiden sandtt.	han render å hviden sand.
7
"Hør y, [herre] Laffris,	"hør I, [*] Laurids,
och kiere selin mindtt:	og kære sellen min:
er dett iomfru Daumor,	er det jomfru Dagmar,
der rosen liger y kindtt?"	der rosen ligger i kind?"
8
"Hør y, daner-kongen,	"hør I, dannerkongen,
och kiere herre min:	og kære herre min:
dett er iomfru Elsebe,	det er jomfru Elsebe,
och kiere daatter min."	og kære datter min."
9
"Er ditt iomfru Elsebe,	"er det jomfru Elsebe,
kiere dotter din:	kære datter din:
giff hinde herre Stronge,	giv hende herre Strange,
søster-sønnen min!"	søstersønnen min!"
10
"Saa gierne iegh dett giorde,	"så gerne jeg det gjorde,
saa gierne dett giøre vill:	så gerne det gøre vil:
altt om iomfru Elsebe	alt om jomfru Elsebe
hun siger ia der-till."	hun siger ja dertil."
11
Kaste di deris acker	kaste de deres anker
altt aa den huide sandtt:	alt å den hvide sand:
dett var iomfru Daumaar,	det var jomfru Dagmar,
hun tren der først y landtt.	hun tren der først i land.
12
Dett var iomfru Daumor,	det var jomfru Dagmar,
hun tren der først y landtt:	hun tren der først i land:
dett var daner-koningh,	det var dannerkonning,
handtt recker hinder huiden handtt.	han rækker hender hviden hånd.
13
Dett var iomfru Elsebe,	det var jomfru Elsebe,
hun tren der først ^[17] her bør vel læses: nest. i landtt:	hun tren der først i land:
dett var herre Strongi,	det var herre Strange,
handtt recker hinder huiden handtt.	han rækker hender hviden hånd.
14
"Hør y, iomfru Elsebe:	"hør I, jomfru Elsebe:
er dett mett eders vilgi?	er det med eders vilje?
eders fader haffuer migh eder giffuitt,	eders fader haver mig eder givet,
vos skall rett ingen att-skillie."	vos skal ret ingen adskille."
15
"Myn faders ordtt vill iegh icke necte,	"min faders ord vil jeg ikke nægte,
min ere vill iegh vell geme:	min ære vil jeg vel gemme:
gaar tiill iomfru Daumor,	går til jomfru Dagmar,
gør hinder den ere, hinder sømer!"	gør hender den ære, hender sømmer!"
16
Fulde di iomfru Daumor	fulgte de jomfru Dagmar
altt y den høglost-stue: ^[18] I udg.: "høgloft-stue".	alt i den højloftstue:
fulde [di] iomfru Elsebe	fulgte [*] jomfru Elsebe
y høgelofftt att soffue.	i højeloft at sove.
17
Di brede offuer iomfru Elsebe	de bredte over jomfru Elsebe
den erme-kiorttell rødtt;	den ærmekjortel rød;
dett vill iegh for sandingen sige:	det vil jeg for sandingen sige:
hun bleff der-under døtt.	hun blev derunder død.
18
Bratt da kom der buden	brat da kom der buden
for herre Strongi indtt:	for herre Strange ind:
"Døtt er iomfru Elsebe,	"død er jomfru Elsebe,
kiere festemø din."	kære fæstemø din."
19
"Er dett santt, y sige for migh,	"er det sandt, I sige for mig,
dett iomfru Else er dødtt:	det jomfru Else er død:
aldrigh skall iegh loffue	aldrig skal jeg love
huerken enke eller mø."	hverken enke eller mø."
:: Ridtt till iomfruens bure, selin min! ::	:: rid til jomfruens bure, sellen min! ::

Den ældste danske viseoverlevering