Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 44
Side: 69 v
Titel: Kongedatteren og Løven
Trykt: T
Udgivet i: DV: 63 A II 117-121
Kommentar: IV 217-218
Generelle oplysninger: Efter V. 6 synes et Vers udeladt.


1
Mett løst saa wiille wy quede,
[1]L. 1-2: tysk har: "Könnt ich von Herzen singen ein hübsche Tageweis (∼ Fleisz)".
 
med lyst så ville vi kvæde,
thett skede enn morgenns[-]tiidt, det skete en morgenstid,
om enn iomffrw oc enn greffue, om en jomfru og en greve,
i mercke well medtt fliidtt: I mærke vel med flid:
huor thett enn konning[-]datter gick hvor det en konningdatter gik
oc saa enn wnnger greffue; og så en unger greve;
i hører nu vnderlig ting. I hører nu underlig ting.

2
Ter tienntte i hinndis faders gaardtt der tjente i hendes faders gård
saa manngenn welbyrdiig manndtt, så mangen velbyrdig mand,
hennde ennd behagede for alle, hende en behagede for alle,
hun hannom i hiertett well anndtt; hun hannum i hjertet vel and;
huor Gudtt handt haffuer thett føgiit saa
[2]L. 5-7: Meningen uklar; tysk har: "Was Gott durch sein Weisheit beschuf, heimlich aus betrübten Herzen, thät sie gar manchen Ruf".
 
hvor Gud han haver det føjet så
ith hemmeliigt bedrøffuit hiertte, et hemmeligt bedrøvet hjerte,
tha sørgett hun saa saarre. da sørget hun så såre.

3
"Herre Gudtt miig løckenn sennde, "Herre Gud mig lykken sende,
hanndtt kiennder mytt hiertte [oc]
[3] mangler
synndtt,
 
han kender mit hjerte [*] sind,
frelss mig aff sorgenns bonnde, frels mig af sorgens bånde,
tu edle iomffrw fynndtt." du ædle jomfru fin."
Alt som thenn iomffrues hiertte alt som den jomfrues hjerte
waar oc thenn greffuis, var og den greves,
saa hemelliig baar hanndt stor sorriigh. så hemmelig bar han stor sorrig.

4
Tenn enne torde icke thenn [anndenn]
[4] mangler
obennbare,
 
den ene turde ikke den [*] åbenbare,
huadt hannom i hierthett waar, hvad hannum i hjertet var,
men huer mone stadeliig haabis, men hver monne stadelig håbes,
at the skulle findis bratt; at de skulle findes brat;
thett dog paa syste tiill iemmer gick, det dog på sidste til jammer gik,
then enne monne thenn andenn til schriffue den ene monne den anden til skrive
oc gaffue offuer aldt farre. og gave over alt fare.

5
Thi sette huer[-]anndenn stebnne de sætte hveranden stævne
paa enn saa grønenn woldtt, på en så grønnen vold,
altt wnder enn lynndt saa grønne, alt under en lind så grønne,
ther stander enn brøndt saa koldt; der stander en brønd så kold;
huo kom tiill thenn brønndtzens flodtt
[5]L. 5-6: der bør vel staa: /"huo først kom tiill then br. flodt//handt skulle osv."/; "flod" og "ord" danner Rim.
 
hvo kom til den brøndsens flod
først, handt skulle hynn andenn byde. først, han skulle hin anden bie.
saa wor beggiis theriis ordtt. så var begges deres ord.

6
Thenn iomffrw klede siig herlliig den jomfru klædte sig herlig
tog paa enn manntell huidtt, tog på en mantel hvid,
hynndis bryst monne hun opsnørre hendes bryst monne hun opsnøre
well skiickit mett gannske flydtt; vel skikket med ganske flid;
tha sagde thenn edle iomffrw skønn: da sagde den ædle jomfru skøn:
"Mig skalt rett ingenn opsnøre "mig skalt ret ingen opsnøre
forwdenn thenn greffue[-]sønn." foruden den grevesøn."

7
Ther kom enn løbe
[6] I udg.: "løffue".
løbynndis
 
der kom en løve løbendes
vtaff thenn willde skoug, udaf den vilde skov,
thenn iomffrw sig forferde, den jomfru sig forfærde,
saa snartt løb hun ther[-]fraa; så snart løb hun derfra;
hun achtætt
[7] I udg.: "actett".
[8] achtætt [?].
att løffuenn willde epther hynnde løbe,
 
hun agtet at løven ville efter hende løbe,
henndis mantell bleff tilbage, hendes mantel blev tilbage,
ther[-]aff kom nødtt oc sorriig. deraf kom nød og sorrig.

8
Thenn løffue fødde synne wnnger den løve fødte sine unger
aappaa thenn manntell guodtt, oppå den mantel god,
thenn manntell bleff bestennckiit den mantel blev bestænket
medtt suedtt rødt oc blodtt;
[9] tysk har: "mit Schweisz und rothen Blut".
 
med sved rød og blod;
oc tha thenn løffue gick henn igenn og da den løve gik hen igen
till skoffuenn medtt synne wnnger, til skoven med sine unger,
tha kom thenn greffue[-]sønn. da kom den grevesøn.

9
Oc tha hanndtt [thenn]
[10] mangler
manndtell fanndtt
 
og da han [*] mantel fandt
bestenncktt medtt blodtt saa rødt, bestænkt med blod så rød,
hand ropte saa høgtt i samme stundtt: han råbte så højt i samme stund:
"O we, mynn kieryst er dødtt; "o ve, min kærest er død;
tha hun icke mig fundett haffuer, da hun ikke mig fundet haver,
hun haffuer siig siellffuer dødytt; hun haver sig selver dødet;
o we thenn suore nødtt. o ve den svare nød.

10
Haffuer thw mig forladett, haver du mig forladet,
huor er allder[-]kierriste mynn, hvor er allerkæreste min,
haffuer hynnde the diur opett, haver hende de dyr opædt,
saa koster thett mig mytt liiff; så koster det mig mit liv;
er hun for mynn skylldtt dødit her, er hun for min skyld dødet her,
hynndis liiff vill ieg betalle." hendes liv vil jeg betale."
Handtt falldtt paa baade synne kne. han faldt på både sine knæ.

11
"Gudtt segnne tiig, sol oc monne, "Gud signe dig, sol og måne,
Gudt signne tiig, løff oc gress Gud signe dig, løv og græs
oc alt thett Gudtt ladtt worde og alt det Gud lad vorde
oc saa mynn hiertenns[-]kierre." og så min hjertenskære."
Ther[-]medtt drog hanndtt wt sytt suertt: dermed drog han ud sit sværd:
"Ther skall alderiig nogenn quinde "der skal alderig nogen kvinde
for myn skildt lyde mer." for min skyld lide mer."

12
Oc thaa tett kom tiill affthenns[-]tiidtt, og da det kom til aftenstid,
igenn thenn iomffrw kom igen den jomfru kom
tiill thenn kyllde løbenndiis, til den kilde løbendes,
synn kierist weenn dødtt ther fanntt; sin kærest ven død der fandt;
henndes sorriig oc klagge wor mangelundtt, hendes sorrig og klage var mangelund,
hun segnit till iordtt hun segnet til jord
forsuymmitt i samme stundtt. forsvimet i samme stund.

13
Tha hun siig igenn besynnde, da hun sig igen besinde,
hun kunde synn sorriig bekiende, hun kunne sin sorrig bekende,
baade hynndiis øynne rynndede, både hendes øjne rindede,
hun wredtt synn huide hanndtt; hun vred sin hvide hånd;
hindis sorriig oc klage wor manngelundtt hendes sorrig og klage var mangelund
ind[-]tiill liusse morgen, indtil lyse morgen,
hun weennthe
[11]+1: <dvs.> klagede sig.
siig alle stundtt.
 
hun vente sig alle stund.

14
"Haffuer thw for mynn skylldtt forladt "haver du for min skyld forladt
riige, godtz oc folck rige, gods og folk
for mig i dødenn gangit for mig i døden ganget
oc saa wdgiifftt
[12]Fejl for: udgydt?
tiitt blodtt,
 
og så ud givt dit blod,
thi thw hagde tennckt ieg wor her myrdtt: thi du havde tænkt jeg var her myrdt:
thi wiill ieg hoss tiig bliffue thi vil jeg hos dig blive
i liffue oc saa i dødtt. i live og så i død.

15
Gudtt segnne tiig, førstelliig rider, Gud signe dig, fyrstelig ridder,
Gudtt segnne tiig, konngelig kronne Gud signe dig, kongelig krone
oc altt thet Gudtt ladiitt worde og alt det Gud ladet vorde
oc saa myn hiertenns[-]kier." og så min hjertenskær."
Ther[-]met monne hun opsprynge, dermed monne hun opspringe,
drog wdtt thenn greffuis suerr. drog ud den greves sværd.

16
[13] Citationstegnet i 3. verslinie er Trykfejl i nærv. Udg. og bør udgaa.
Tett suerdtt begynntte hun att stynnge det sværd begyndte hun at stinge
igennom siitt bedrøffuede hiertte. igennem sit bedrøvede hjerte.
"O Gudt, ladtt thennom ey wnndgiellde, "o Gud, lad dennum ej undgælde,
thieriis kiierllighedtt waar saa sterck; deres kærlighed var så stærk;
thett skede rett som dagynn opgik; det skete ret som dagen opgik;
kiierlliighedtt offueruinder kærlighed overvinder
altingest i alle tiidtt. altingest i alle tid.

17
Ther[-]medtt saa wille wy ennde dermed så ville vi ende
thenne samme wysse; denne samme vise;
o, Herre Gudtt, giiff thennom thynn naade, o, Herre Gud, giv dennum din nåde,
giiff thennom thynn paradiiss; giv dennum din Paradis;
thenne wysse skennckiitt mig en iomffrw skønn, denne vise skænket mig en jomfru skøn,
for hynde i dødenn gange for hende i døden gange
wyll ieg tiill redde werre. vil jeg til rede være.