Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 10
Side: 25 r
Titel: Kong Hans og Sten Sture
Trykt: T
Udgivet i: DV: 1 Aa I 1-12
Kommentar: IV 1
Generelle oplysninger: Efter V. 33 er skrevet 1ste Linje af V. 35, men igen overstreget.


1
Stor lycke er ingen eye[-]dom, stor lykke er ingen ejedom,
huem thett kand rætt beszinde, hvem det kan ret besinde,
saa mangen mand tha giør hun from så mangen mand da gør hun from
oc lader ham stomdom
[1] I udg.: "stondom".
vinde;
 
og lader ham stundom vinde;
hun er saa saarre behendelig, hun er så såre behændelig,
paa hende tør ingen mand murre, på hende tør ingen mand murre,
allt som ett hiull om[-]vendelig, alt som et hjul omvendelig,
thett vedt vell Sten Sturre. det ved vel Sten Sture.

2
I Suerrigs krone hagde hand stor magt, i Sverigs krone havde han stor magt,
att ingen motte værre hans lige, at ingen måtte være hans lige,
thett skulle da værre som hand sagtt, det skulle da være som han sagt,
for ingen da ville hand vige; for ingen da ville han vige;
en lodt hand dog sine breff vd schriffue end lod han dog sine brev ud skrive
oc lod som saa skulle værre, og lod som så skulle være,
thy kieste kong Hans medt gode mend de kejste kong Hans med gode mænd
tiill Suerrigs krune att bærre. til Sverigs krone at bære.

3
Meg tyckes thett lader ey megett vell mig tykkes det lader ej meget vel
y[-]blantt gode mend eller klærcke, iblandt gode mænd eller klerke,
huem breff eller seyll ey holde medt skell hvem brev eller segl ej holde med skel
oc lader them ter[-]y mercke; og lader dem deri mærke;
y fordom tiidt tha var thett skam, i fordum tid da var det skam,
haa thett pleye mest att giøre, hvo det pleje mest at gøre,
nu holdes hand aff oc dragis frem, nu holdes han af og drages frem,
ho suig kand mest fram[-]førre. hvo svig kan mest fremføre.

4
Kong Hans fornam thett gandske snart, kong Hans fornam det ganske snart,
huad suig thy hagde [for]
[2]+1: mangler
[hende],
 
hvad svig de havde [*] [*],
hand skreff sine breff vdt med en fartt han skrev sine brev ud med en fart
all Danmarck offuer att sende; al Danmark over at sende;
thy fry oc frels alle kiøffstedz[-]mend de fri og frels alle købstadsmænd
oc ther[-]tiill bonder
[3] I udg.: "bønder".
the beste,
 
og dertil bønder de bedste,
hand badt thy skulle kome medt en fardt, han bad de skulle komme med en fart,
her Sten saa ville vy gieste. her Sten så ville vi gæste.

5
Thy tyske lands[-]knecte skreff hand oc tiill, de tyske landsknægte skrev han og til,
att thy skulle tiill ham kome, at de skulle til ham komme,
huem guld oc penge for[-]thiæne vill, hvem guld og penge fortjene vil,
thett komer them selff tiill frome; det kommer dem selv til fromme;
thy viste then første var mildt oc rig, de vidste den fyrste var mild og rig,
thy varre ham alle tiill rede, de vare ham alle til rede,
tiill Suerrigs landt stodt all therris fig til Sverigs land stod al deres fig
att skaae tii suenske seder. at skåde de svenske sæder.

6
Kong Hans hand sende sitt folck aff stedt, kong Hans han sendte sit folk af sted,
hand ville icke lenger duelle, han ville ikke længer dvæle,
ther var saa mangen deylig mand mett, der var så mangen dejlig mand med,
mand kunde dem neppelig telge; man kunne dem næppelig tælle;
tiill skiff oc landt vor hand saa sterck, til skib og land var han så stærk,
thett vill ieg icke liue, det vil jeg ikke lyve,
som nogen haffuer værridt y Danemarck, som nogen haver været i Dannemark,
ther ieg vedt aff att sige. der jeg ved af at sige.

7
For Affsker ligger en marck saa slætt, for Avskær ligger en mark så slet,
thett kand ieg vell beuise, det kan jeg vel bevise,
ther skickitt then herre sitt ærind y rætt, der skikket den herre sit ærind i ret,
mand maa ham loffue oc prise; man må ham love og prise;
hoffuitt[-]baneren vor her Marckus tiill[-]lagt, hovedbanneren var her Markus tillagt,
thett sømer ham vell att bærre, det sømmer ham vel at bære,
Iørgen Rudt for skytter, som meg er sagt, Jørgen Rud for skytter, som mig er sagt,
y Suerrig skulle thi tem bærre. i Sverig skulle de dem bære.

8
Thy skickitt therres speys allt som thy burde de skikket deres spids alt som de burde
y orden alle tiill[-]lige, i orden alle tillige,
thett vill ieg eder for sanden sige, det vil jeg eder for sanden sige,
thi icke fra anden vige; de ikke fra anden vige;
saa droge the frem tiill Kalmer by så droge de frem til Kalmar by
mett therris rætte herre, med deres rette herre,
the varre saa glade som fulle y sky, de vare så glade som fugle i sky,
thy suenske the reddis this værre. de svenske de ræddes des værre.

9
Thy bønder giorde ett anskrig saa brat, de bønder gjorde et anskrig så brat,
the saage att finderne ville kome, de såe at fjenderne ville komme,
her Laxmand stack op ett glauen mett en hatt, her Laxmand stak op et glavind med en hat,
then edeliig mand then frome; den ædelig mand den fromme;
hand roffte offuer herren mett høffuiste røst: han råbte over hæren med højeste røst:
"Then fremerste vill ieg værre." "den fremmerste vil jeg være."
Hand badt følle oc værre vell trøst han bad følge og være vel trøst
therris fiinde at søge mett ærre. deres fjende at søge med ære.

10
Ther thy saae tiill, tha var thett ey, der de så til, da var det ej,
som ther[-]aff rycktte gick, som deraf rygte gik,
saa droge thy frem then rætte vey, så droge de frem den rette vej,
tiill Kalmer stadt thi forde; til Kalmar stad de førte;
then fredag for sancti Iackops dag den fredag før Sankte Jakobs dag
her Eske mone staden berende, her Eske monne staden berende,
thy skeckitt therris thing saa vell y lau, de skikket deres ting så vel i lag,
vor[-]herre dem selff frem[-]sende. Vorherre dem selv fremsende.

11
Ther saa mand borgere paa muren staa der så man borgere på muren stå
och kiærde huer[-]anden syn nøde: og kærte hveranden sin nøde:
"Thett haffuer her Sten oss førdt op[-]paa, "det haver her Sten os ført oppå,
Gud hielpe oss vell aff vonde." Gud hjælpe os vel af vånde."
Thy skudde aff herren medt bøsser oc pill, de skude af hæren med bøsser og pil,
dhi gaffue therris ærind tiill kiende, de gave deres ærind til kende,
thett maatte vel hørre der[-]fra en mill, det måtte vel høre derfra en mil,
huad breff thi ter[-]nid
[4] I udg.: "ind".
sende.
 
hvad brev de derned sendte.

12
Huad thy ville giørre ginge thi y rodt, hvad de ville gøre ginge de i råd,
om thy ville staden opgiffue, om de ville staden opgive,
thy rædis allt for ett quiste[-]badt, de ræddes alt for et kvistebad,
om thy skulle mett them kiffue; om de skulle med dem kive;
thy bade her Eske, rætt huer oc en, de bade her Eske, ret hver og en,
att hand vilde rame theris beste, at han ville ramme deres bedste,
thy sagde, att øllidt vor ey brygtt de sagde, at øllet var ej brygt
tiill saa mange fremede gieste. til så mange fremmede gæste.

13
Her Aruidt Trolde, then velbyrdiig mandt, her Arvid Trolle, den velbyrdig mand,
hand gaff tem raadene gode: han gav dem rådene gode:
"Gonge y ey snartt then herre tiill hond "gange I ej snart den herre til hånd
oc falder hanom vell tiill føde,
[5] I udg.: "fode".
 
og falder hannum vel til fode,
thett ryuer thett barn som er vfødt, det ruer det barn som er ufødt,
thett fanger y vist att vide, det fanger I vist at vide,
y vorder alle y grund forødtt, I vorder alle i grund forødt,
bode børn oc mendt oc quinde." både børn og mænd og kvinde."

14
Kong Hans, then høffborne første vis, kong Hans, den højbårne fyrste vis,
hand kom ter selff tiill stæde, han kom der selv til stede,
blant herrer oc førster ber hand pris, blandt herrer og fyrster bær han pris,
hand ville seg ey for[-]giette; han ville sig ej forgætte;
ett jomffru[-]kloster for Kalmer stodt, et jomfrukloster for Kalmar stod,
ther mone ten herre y gieste der monne den herre I gæste
en natt vd[-]offuer oc giorde seg glad en nat udover og gjorde sig glad
paa thisse III rigis beste. på disse tre riges bedste.

15
Her Aruidt Trolle tencte mett vidt oc snill, her Arvid Trolle tænkte med vid og snild,
huad thy ville ther[-]tiill giørre, hvad de ville dertil gøre,
Niels Pors hand for oc intidt vildt, Niels Pors han for og intet vild,
thedt mand y alle hørre; det mon I alle høre;
thy thiente terris herre med hond oc mundt de tjente deres herre med hånd og mund
oc suorre hanom traa att værre, og svore hannum tro at være,
thy bleffue hans raadt y same stundt, de bleve hans råd i samme stund,
ter[-]forre finge thy then ærre. derfore finge de den ære.

16
Ter thy hagde hullidt then herre saa fry der de havde hyldet den herre så fri
oc vorre hans gode mendt, og vare hans gode mænd,
borgemester oc menige mand aff Kalmers by borgemester og menige mand af Kalmars by
ginge oc strax hanom tiill honde; ginge og straks hannum til hånde;
sacker[-]mentiidt borre the hanom y[-]modt, sakramentet båre de hannum imod,
then ærre the hanom vette, den ære de hannum vette,
oc toge saa indt ten herre god, og toge så ind den herre god,
thett vor thett handt att lette. det var det han ad ledte.

17
Her Aruidt Trolle giorde som en erligh mand, her Arvid Trolle gjorde som en ærlig mand,
syn ærre ville hand ey spille, sin ære ville han ej spilde,
hanom autuorde
[6] I udg.: "antuorde".
kong Hans Borckholm igien y hondt
 
hannum antvorde kong Hans Borgholm igen i hånd
Øland medt vidt oc snille; Øland med vid og snilde;
Polle Kneffuell vor ey om hiertiidt gladt, Polle Knevel var ej om hjertet glad,
ter hand fick thett att hørre, der han fik det at høre,
att kongen hagde byen oc Kalmer slaat, at kongen havde byen og Kalmar slot,
hand kunde der intiidt om giørre. han kunne der intet om gøre.

18
Kong Hans fick tidin med en fartt, kong Hans fik tidend med en fart,
att ercke[-]bispen oc Suanty bode at ærkebispen og Svante både
thi vorre paa Stegiø bestollidt fast, de vare på Stäke bestoldet fast,
her Sten mone der[-]for raade; her Sten monne derfor råde;
the landsknecte sende hand ditt saa bratt, de landsknægte sendte han det så brat,
thy gode mend att vndsette, de gode mænd at undsætte,
thi huiltis huerken dag eller natt, de hviltes hverken dag eller nat,
tiill fødder varre thi vell lætte. til fødder vare de vel lette.

19
Strax her Sten thett rætt fornam, straks her Sten det ret fornam,
att lands[-]knectene thi ville kome, at landsknægtene de ville komme,
thi røchte aff stedt att veyen for, de rykte af sted ad vejen for,
hand vente seg ingen frome; han vente sig ingen fromme;
tiill Stockholm vor hans største ackt, til Stockholm var hans største agt,
hand lod seg trolig lide, han lod sig trolig lide,
hand frøctid for kong Hansis magt, han frygtet for kong Hanses magt,
hand løste ey lenger att bide. han lyste ej længer at bie.

20
Her Sten hand sende sine speyder vdt, her Sten han sendte sine spejder ud,
att vide om thi vorre mange, at vide om de vare mange,
snarlig fick hand thett budt igien, snarlig fik han det bud igen,
thett giorde hans hierte bange: det gjorde hans hjerte bange:
thy syntis saa mange som grand y soll, de syntes så mange som grand i sol,
for tenom kand hand intid hegtte, for dennum kan han intet hægte,
ieg mener att hand er dorsk oc fuld jeg mener at han er dorsk og fuld
mett thenom løster att ficte. med dennum lyster at fægte.

21
Der herren da tiill stæde kom der hæren da til stede kom
oc mente her Sten att finde, og mente her Sten at finde,
fullen vor borte oc reden vor tom, fuglen var borte og reden var tom,
thi torde ey bide dem iinde; de turde ej byde dem inde;
therres skerrem hagde thi giortt saa fast, deres skærem havde de gjort så fast,
tiill Stockholm lode thi glide, til Stockholm lode de glide,
thi ræddis allt for kong Hansis magt, de ræddes alt for kong Hanses magt,
thi torde icke bide thenem inde. de turde ikke byde dennum inde.

22
Ther fulde thy strax tiill herrer II, der fulgte de straks til herrer to,
her Suanti oc bespen baade, her Svante og bispen både,
paa Bruncke[-]berg sette thy teris baner vdt, på Brunkeberg sætte de deres banner ud,
som Gud gaff tem tiill raade, som Gud gav dem til råde,
atti kunde heffne teris harm oc men, at de kunne hævne deres harm og men,
som tenem vor giortt for lange, som dennum var gjort for lange,
her Sten bleff ter bestollidt igien, her Sten blev der bestoldet igen,
hand vor om hiertiidt bange. han var om hjertet bange.

23
For Stockholm slov thy theris baner vdt, for Stockholm slog de deres banner ud,
hand skinde aff guld hitt klare, han skinte af guld hit klare,
ther vor tha komen thy visse budt, der var da kommen de visse bud,
som icke mett skempt ville farre; som ikke med skæmt ville fare;
thi rædis y staden som høner for høg, de ræddes i staden som høner for høg,
thy finge ten tiden att hørre, de finge den tidend at høre,
therris glæde hun vor ey ver en løg, deres glæde hun var ej værd en løg,
som ieg kand rætt besinde. som jeg kan ret besinde.

24
Then største klocke lode the gaa den største klokke lode de gå
oc ginge tem rætt tiill raade, og ginge dem ret til råde,
huor the ville slaa teris ting paa, hvor de ville slå deres ting på,
thi rige och fattige bode, de rige og fattige både,
en haffue vy venner ter[-]iblant, end have vi venner deriblandt,
theg
[7] I udg.: "thog".
thi ey mange ærre;
 
**** de ej mange ere;
her Sten sagde: "Er ieg en danne[-]mand, her Sten sagde: "er jeg en dannemand,
ieg stor eder for all farre." jeg står eder for al fare."

25
For Stockholm paa ten syndre[-]malm for Stockholm på den Søndremalm
ville thy huer[-]andre prøffue, ville de hverandre prøve,
thett varde icke lenger, som ildt brender halm, det varte ikke længer, som ild brænder halm,
thy suenske lodt tem vell nøffue: de svenske lod dem vel nøje:
then først kunde kome y staden igien, den først kunne komme i staden igen,
han lodt seg værre ten beste, han lod sig være den bedste,
thy roffte almindeliig paa her Sten: de råbte almindelig på her Sten:
"Huor behager eder saadan gieste." "hvor behager eder sådan gæste."

26
Her Sten gaff tenem goder trøst, her Sten gav dennum goder trøst,
hand badtt thi skulle ey rædis: han bad de skulle ej ræddes:
"Y skulle snartt hørre ett beder løst, "I skulle snart høre et bedre lyst,
huor vy aff oss ville glæde; hvor vi af os ville glæde;
aff Dalen XXXm mend af Dalarn tredive tusind mænd
them vedt ieg mig tiill rede, dem ved jeg mig til rede,
for[-]vden thi her er y staden igien, foruden de her er i staden igen,
saa ville vy blant tem lede." så ville vi blandt dem lede."

27
Thy skude aff herrer
[8] I udg.: "herren".
mett bøsser indt
 
de skude af hæren med bøsser ind
oc ville tem beder opvecke, og ville dem bedre opvække,
thy funde allt paa ett andit fundt de funde alt på et andet fund
en lade seg saa giecke, end lade sig så gække,
thy roffte offuer muren mett spe oc spott: de råbte over muren med spe og spot:
"Huor[-]effter ligge y her saa lenge, "hvorefter ligge I her så længe,
her for[-]verue y leditt gott her forhverve I lidet godt
mett eders homle[-]stenger." med eders humlestænger."

28
Her Klauss Kromedy gick mett the danske y raadtt, her Klaus Krummedig gik med de danske i råd,
hand sagde dem derriss beste: han sagde dem deres bedste:
"Ieg haffuer saa y sandigen sportt "jeg haver så i sandingen spurgt
thy dalle[-]karlle vill voss gieste." de dalekarle vil vos gæste."
Thy vorre ther[-]aff bode glade och fro, de vare deraf både glade og fro,
thi finge then tidin att hørre, de finge den tidend at høre,
att thi motte findis vedtt Rede[-]braa, at de måtte findes ved Rotebro,
thi actiidt ther nogitt att giøre. de agtet der noget at gøre.

29
Thi ginge y raadt y same stundt, de ginge i råd i samme stund,
serdeliss thi høffdynge vorre, særdeles de høvdinge vare,
thi funde rætt paa saa gott ett fundt, de funde ret på så godt et fund,
thi ville ey lenger sparre; de ville ej længer spare;
her Hendrick Kromedige suaridt mett sell: her Henrik Krummedige svaret med ****:
"Vy ville her ey lenger tøffue." "vi ville her ej længer tøve."
Her Hendrick Knudszen hand suaridt mett skell: her Henrik Knudsen han svaret med skel:
"Vy ville gott euentyr prøffue." "vi ville godt eventyr prøve."

30
Sancti Mickelss afften II timer for dag Sankte Mikkels aften to timer før dag
mone thi paa veyen kiørre, monne de på vejen køre,
her Sten hand viste ther intiidt aff, her Sten han vidste der intet af,
før thi hoss finderne varre; før de hos fjenderne vare;
straxt the dalle[-]karlle vare paa vey, straks de dalekarle vare på vej,
Guds hielp mone the paa[-]kalle, Guds hjælp monne de påkalde,
thy fulle paa knæ rætt huer oc en de fulde på knæ ret hver og en
oc læste derriss bøner alle. og læste deres bønner alle.

31
Thy edeliig herrer oc gode mendtt de ædelig herrer og gode mænd
therris ærre the ther tede, deres ære de der tede,
lands[-]knectene och holstene alle y synd landsknægtene og holstene alle i sind
thy lede
[9] I udg.: "lode".
ey effter tem lede;
 
de lode ej efter dem lede;
ther ginge thy tyske och danske samen der ginge de tyske og danske sammen
y orden alle tiill[-]lige, i orden alle tillige,
alle vorre vener giorde aff gamen, alle vare venner gjorde af gammen,
thy ville huer[-]anden ey suige. de ville hveranden ej svige.

32
Her Hendrick hand var ther mett y[-]blant, her Henrik han var der med iblandt,
thett kand ieg vell beuisse, det kan jeg vel bevise,
Hass
[10] I udg.: "Hanss".
Griss och[-]saa, then edeliig mand,
 
Hans Gris også, den ædelig mand,
mand maa tem ærre och prisse; man må dem ære og prise;
att the vorre ridderre bode II, at de vare riddere både to,
thett vorre thy full[-]vell værre, det vare de fuldvel værde,
thy thiente theriss herre mett traa, de tjente deres herre med trå,
thy bønder thet saare kiærde. de bønder det såre kærte.

33
Saa sloge thy tiill tem trolig ind, så sloge de til dem trolig ind,
thy danske oc tyske bode, de danske og tyske både,
ter blegnidt saa mangen bonde om kindt, der blegnet så mangen bonde om kind,
thi vorre ther stæds y vode
[11]+1: I udg.: "vode".
[12] vode vde det første Ord er overstreget af Skriveren.
vde;
 
de vare der steds i våde ude;
broen kaste thy vdtt mett en hast, broen kaste de ud med en hast,
thy ville ey lenger huille, de ville ej længer hvile,
theriss buer oc arbørst brugde the saa fast, deres buer og armbrøst brugte de så fast,
som sne fulde dalle[-]pille. som sne fulde dalepile.

34
Thy lands[-]knecte totte dett att værre harm, de landsknægte totte det at være harm,
the kunde ey offuer kome, de kunne ej over komme,
the spronge y vand vnder theriss arm, de sprunge i vand under deres arm,
paa skade oc saa paa frome; på skade og så på fromme;
saa vodde thi offuer paa therriss fødder, så vadte de over på deres fødder,
thett kand ieg vell beuisse, det kan jeg vel bevise,
XXXm bønder for tem stodt, tredive tusind bønder for dem stod,
thy mone thett lidett prisse. de monne det lidet prise.

35
Thy bønder behagitt thett lidett vell, de bønder behaget det lidet vel,
thy mone tha flucten [giffue],
[13] mangler
 
de monne da flugten [*],
ter slaiss saa mangen aff thenom y[-]hiell, der slås så mangen af dennum ihjel,
mandt vedt them icke att schriffue; man ved dem ikke at skrive;
Vc loff ther y en søø fem hundred løb der i en sø
oc mente ter[-]offuer att kome, og mente derover at komme,
ther[-]vtty bleff saa mangen dødtt, derudi blev så mangen død,
Gud hand theriss siæll beuare. Gud han deres sjæl bevare.

36
Saa funde thy paa ett anditt fundtt, så funde de på et andet fund,
the danske och tyske bode, de danske og tyske både,
thy vende them om y same stundt, de vendte dem om i samme stund,
som Gud gaff dem tiill raade; som Gud gav dem til råde;
Stockholm vilde thy bestollidtt aff ny, Stockholm ville de bestoldet af ny,
som the tiill[-]foren giorde, som de tilforen gjorde,
y[-]thett tha røcte her Sten aff by, idet da rykte her Sten af by,
mand vndritt att hand saa torde. man undret at han så turde.

37
Thett vor her Sten for sande sagtt, det var her Sten for sande sagt,
atty varre meste partt døde, at de vare meste part døde,
och dalle[-]karlle hagde dem øde[-]lagtt, og dalekarle havde dem ødelagt,
thi ander løster them att møde; thi andre lyster dem at møde;
aff bøndere oc borger hagde handtt mett seg af bøndere og borger havde han med sig
IIIm oc icke merre, tre tusind og ikke mere,
bode suenske oc tyske om y troer meg, både svenske og tyske om I tror mig,
thy actiid tha seyer att vinde. de agtet da sejer at vinde.

38
Thy landtz[-]knecte skickitt therriss tingist saa klartt, de landsknægte skikket deres tingest så klart,
som the pleye offte att giøre, som de pleje ofte at gøre,
V hundritt theriss forløber var, fem hundred deres forløber var,
thi skulle ny tidinde førre; de skulle ny tidende føre;
saa manglede thy mett her Stenss party, så manglede de med her Stens parti,
indtt tiill ordingen hand mone kome, ind til ordenen han monne komme,
siden tha burde her Sten marcken att fly, siden da burde her Sten marken at fly,
hand fick ther liden frome. han fik der liden fromme.

39
Thy rende y staden huer oc en, de rende i staden hver og en,
och huer som rende kunde, og hver som rende kunne,
der bleff saa mange dødt ygien, der blev så mange død igen,
thi ther full[-]lidett vunde; de der fuldlidet vunde;
VIc bleff ther tha slagen y[-]hiell, seks hundred blev der da slagen ihjel,
thett kand ieg vell beuise, det kan jeg vel bevise,
sancti Mickelss dag som schreffuitt stor, Sankte Mikkels dag som skrevet står,
Gudt vnde dem raa oc lise. Gud unde dem ro og lise.

40
Some thy trengdis aff broen vdt, somme de trængtes af broen ud,
for strømmen mone the flyde, for strømmen monne de flyde,
oc some the bleffue ther stungen mett spiud, og somme de bleve der stungen med spyd,
the mone thett saarre fortryde; de monne det såre fortryde;
en partt søgtte tha tiill sønder portt, en part søgte da til søndre port,
attj motte ther vnduige, at de måtte der undvige,
thi roffte iodutt, vee oc mer: de råbte jodut, ve og mer:
"Vorre stolbrødre ligger y lige". "vore staldbrødre ligger i lige".

41
Kong Hanss kom paa thett same lau kong Hans kom på det samme lag
tiill Stockholm sker tiill lande, til Stockholm skær til lande,
huadtt ther var giortt viste hand ey aff, hvad der var gjort vidste han ej af,
huadt thi tha hagde for hende; hvad de da havde for hænde;
then første tidinde ther hand tha fick, den første tidende der han da fik,
then mone ey megitt due, den monne ej meget due,
Gud haffue tiss loff att thett ey saa gick, Gud have des lov at det ej så gik,
som thy haffde y hue. som de havde i hu.

42
Aff Kiøbenhaffn en rodmandtt godtt, af København en rådmand god,
Anderss Nielsen mone thi hanom kalle, Anders Nielsen monne de hannum kalde,
hand kom tha strax then første imodtt han kom da straks den første imod
och førde hanom tiinde alle: og førte hannum tidende alle:
"Vortt folck haffuer vunditt ærre oc priss, "vort folk haver vundet ære og pris,
ederss naade maa ther[-]paa lide, eders nåde må derpå lide,
the ther vor hoss thi bliffue thett viss, de der var hos de blive det vis,
ther ligge some oc bider". der ligge somme og bier".

43
Then første hand var y hiertiidtt gladtt den fyrste han var i hjertet glad
oc hanss thiener alle samen, og hans tjener alle sammen,
hand seg y landitt sette badtt, han sig i landet sætte bad,
thy hagde der[-]aff stortt gamen; de havde deraf stort gammen;
tiill herren skyndede hand seg saa bratt, til Herren skyndede han sig så brat,
hand vilde seg ey lenger sparre, han ville sig ej længer spare,
sitt herber tog hand then same natt, sit herberg tog han den samme nat,
for Stockholm y Sancti Klarre. for Stockholm i Sankte Klara.

44
Her Sten behagitt thett intiidt vell, her Sten behaget det intet vel,
hand var om hiærtiidt bange, han var om hjertet bange,
hand tencte seg om vedt oc sind han tænkte sig om vid og sind
huadt endeligt thett skulle fange; hvad endeligt det skulle fange;
ter stack thi op en gamell hatt, der stak de op en gammel hat,
y dage the thett sætte, i dage de det sætte,
them løster huercken dag eller natt dem lyster hverken dag eller nat
y[-]modtt then herre att trætte. imod den herre at trætte.

45
Biskop Glob motte tiill gissell staa biskop Glob måtte til gidsel stå
oc her Nielss Høg tislige, og her Niels Høg deslige,
før[-]en her Sten hand vilde vd gaa, førend her Sten han ville ud gå,
hand rædis mand skulle hanom suige; han ræddes man skulle hannum svige;
ther hand kom medt then første tiill ords, der han kom med den første til ords,
tha forentiss thi saa bode, da forentes de så både,
kong Hanss tog ham mett seg tiill bordtz, kong Hans tog ham med sig til bords,
offuer Suerrig skulle hand ta raade. over Sverig skulle han da råde.

46
Tusindt fire hundrit aar tusind fire hundred år
siu[-]och[-]halff[-]femtesenss[-]tiuffue syvoghalvfemtesindstyve
effter Gudtz søn føder vor, efter Guds søn føder var,
thett vill ieg icke liuffue, det vil jeg ikke lyve,
then søndag nest for sancti Karrine dag den søndag næst før Sankte Karine dag
tha fick then første stor ærre, da fik den fyrste stor ære,
thett fall tha saa vell i lau, det faldt da så vel i lag,
hand mone then krune bærre. han monne den krone bære.

47
Ten første vant thett allt mett stor magt, den fyrste vandt det alt med stor magt,
hand mone thett styrre och raade, han monne det styre og råde,
thett hiulp fast tiill, thett er min acktt, det hjalp fast til, det er min agt,
Gud och rætt[-]vishett bode; Gud og retvished både;
Gud giffue hanom løcke och salighett Gud give hannum lykke og salighed
min kiæreste naadiste herre, min kæreste nådigste herre,
gud giffue att mendisken vorde hanom blidt Gud give at mennesken vorde hannum blid
oc saa Gud och Vor[-]here. og så Gud og Vorherre.